Svar på spørgerunden // Better late than never

Når sundhed fylder for meget // Sarahs historie

I forbindelse med den sundheds-hype, som man vel efterhånden kan kalde den, der foregår på diverse sociale medier, besluttede jeg mig for at fortælle en historie om hvad der kan ske, når sundhed fylder for meget. For flere og flere ender jagten på ?det sunde liv? nemlig ud i et sandt helvede. Helvedet jeg snakker om er spiseforstyrrelsen ortoreksi. Mit navn er Sarah, jeg er 17 år gammel og for et halvt år siden, blev jeg diagnosticeret med netop denne spiseforstyrrelse.

Sidste sommer besluttede jeg mig for, at gøre en ende på et par år med elevatorvægt, on/off anorektisk og bulimisk adfærd, og tabe mig de 3 kilo, der skulle få mig ned på min daværende drømmevægt. Efter sommerferien skulle jeg starte i gymnasiet, hvilket betød at jeg for første gang i mit liv, skulle skifte skole. Jeg var nervøs, jeg glædede mig og alt skulle være perfekt ? også min krop. Jeg skruede op for træningen og besluttede mig for, at sukker, hvidt brød/pasta og mættet fedt hørte fortiden til. Efter sommerferien havde jeg nået mit mål. Når jeg kigger tilbage og snakker med folk omkring mig, havde jeg nok den mest ideelle krop, jeg overhovedet kunne opnå, men jeg var langt fra tilfreds. Jeg så alle fejlene, og blev enig med mig selv om, at hvis jeg bare havde lidt mere selvkontrol og blev lidt sundere, ville mine ?fede? inderlår nok forsvinde. Jeg satte mig mål, og jeg nåede dem. Problemet var bare, at mine mål var umenneskelige, og ikke tillod en normal hverdag. Overhovedet. Igennem det næste års tid, blev min diæt mere og mere kompliceret og indskrænket, og jeg udviklede et manisk forhold til kost og motion.

SarahBilledet er taget af: https://www.facebook.com/VictorJonesPhotography?fref=ts

Efterhånden blev træning ikke en nydelse, men en besættelse. I en periode sjippede jeg 45-60 minutter på fuld tryk hver aften, uden undtagelse. At komme sent hjem, eller at have gæster, var ingen hindring. Til sidst valgte jeg stort set gæster fra, da det forstyrrede mig i min rutine. Jeg havde også en periode, hvor jeg skulle løbe mindst 8 kilometer om dagen, hvilket også helst skulle foregå sent om aftenen, så jeg kunne forbrænde aftensmaden, hvis jeg ikke havde haft mulighed for at overholde min kostplan 100%. Jeg cyklede i skole så tit det var muligt, og kunne finde på at bruge et frikvarter på, at løbe og ned af trapperne i skolens kælder. Samtidig med at der blev skruet voldsomt op for træningen, blev der skruet drastisk ned for mængden af mad. Jeg fik efterhånden bildt mig selv ind, at en portion større end min hånd var usundt, og at 70% af portionen skulle bestå af rå grøntsager. De to mellemmåltider bestod enten af ½ gulerod eller 5 mandler. Det var for mig ren logik, og selvom folk i skolen skævede noget til min lille boks med spinatblade, kyllingebryst, tomat og ½ stykke knækbrød, var jeg overbevist om, at jeg gjorde det rigtige. Jeg blev skrækslagen ved tanken om at skulle spise sammen med andre, også selvom det bare var mine forældre. Hvad nu hvis de blandede sig? Derudover nægtede jeg at spise efter klokken 6 om aftenen, da jeg havde læst, at det ikke var optimalt. Jeg anså det til sidst, som værende direkte farligt. Inderst inde vidste jeg jo godt, at den var helt gal, men insisterede på, at hvis jeg fortsatte med mine rutiner, ville jeg opnå det perfekte liv og den perfekte krop.

Efterhånden begyndte alle de røde lamper at blinke. Jeg kunne ikke holde varmen og havde konstant blå læber. Jeg begyndte at få dun i nakken, på skuldrene og på armene og jeg sov dårligt om natten. Til trods for de fysiske faresignaler, en bekymret kæreste og nogle skrækslagne forældre, var min fortolkning af sundhed altdominerende, og hver gang nogen prøvede at blande sig, lukkede jeg af. Min ?sundhed? var mit holdepunkt, og hvis nogle prøvede at tage det fra mig, fik de pænt at vide, at jeg havde det fint. Jeg læste konstant motion- og sundhedsblogs, og jeg brugte udelukkende instagram til at kigge på kost- og motionsrelaterede billeder.  Jeg skulle jo følge med og være opdateret. Jeg sammenlignede konstant mig selv med andre. ?Hvad spiser de??, ?hvor tit træner de??, ?hvad vejer de??. Jeg tror slet ikke, at personerne bag de velmenende indlæg i diverse sundhedsfora, er klar over hvor meget de påvirker deres læsere, og hvilke konsekvenser det kan have for nogen. Hvis de så ud til at præstere ?bedre? end mig, kunne jeg gå fuldstændig i panik, da jeg følte at jeg ikke var ?sund nok?. Hver gang jeg så mig selv som overlegen, fik jeg det største kick. ?Waow en selvkontrol jeg har!? tænke jeg, og lukkede min sports-bh. Der kørte en konstant indre dialog, om hvad, hvornår og hvor meget jeg måtte spise, hvilket var utroligt stressende. Efterhånden handlede hele min verden om kost og motion. Da jeg vejede mig i starten af foråret 2013, viste vægten 44 kilo, hvilket betød at min BMI lå på 15,7. Jeg havde ingen intention om skulle ned på en så faretruende lav vægt, det var blot ?bivirkningen? af min fortolkning af begrebet sundhed.

Udover at have udhungret og sultet min krop, har min spiseforstyrrelse også haft store sociale konsekvenser. Jeg gik ikke til fester, da alkohol var absolut no go. Jeg spiste kun meget sjældent ude, af ren frygt for hvad de havde puttet i maden, og i skolen isolerede jeg mig, af ren udmattelse. Jeg var træt, græd konstant og var enormt usikker på mig selv. Jeg følte mig ikke god nok til nogen eller noget, og var hele tiden bange for, at folk ville forlade mig. Jeg havde ikke energi til at være social, og den smule kræfter jeg kunne samle sammen, brugte jeg på min daværende kæreste. Jeg elskede ham utroligt højt, men han mindede mig også tit om, hvor meget min spiseforstyrrelse havde ændret mig både fysisk og psykisk, hvilket jeg selvfølgelig benægtede. Jeg mente jo ikke selv, at jeg var syg. Jeg var ikke længere den glade og smilende Sarah han havde forelsket sig i, men derimod en træt, besat, frysende Sarah, der til sidst knapt nok kunne gå op ad trapperne til hans lejlighed, af ren og skær udmattelse. Det kunne tage mig op til 5 minutter at nå til tredje sal, hvilket han selvfølgelig ikke vidste. Dét at miste ham, har været det hårdeste jeg har oplevet, men det har også fået mig til at indse, at der er mere i livet end sundhed. Selvom jeg har erkendt at jeg er syg, er normalitet ikke bare lige til at opnå. Det er en lang proces som man har brug for hjælp til. Jeg er nu i et behandlingsforløb, og har det langt bedre. Bedringen har også lettet enormt meget i forhold til venner og familie, som alle har været tydeligt påvirkede af min tilstand. Jeg har taget 5 kilo på, men er udmærket klar over, at der er meget at arbejde med endnu, og at det vil tage tid.

Jeg har løjet, jeg har mistet og jeg har frataget mig selv et helt år af mit liv, i min higen efter perfektion og sundhed. Jeg fortæller ikke det her, for at folk skal høre om mig og få medlidenhed, men fordi at jeg ved, at jeg ikke er den eneste. Sundhed er godt, men hoved og krop skal følges ad ? fysisk sundhed er vigtigt, men den psykiske del er essentiel. Man kan sagtens spise en giffel, og samtidig have en velfungerende krop og lækre stænger. Nyd din løbetur, værdsæt dig selv og husk at nyde livet. Det er trods alt, det mest dyrebare vi har.

   

16 kommentarer

  • Thanks you for sharing your story, I hope you get well soon!
    And thanks fit4livin for publishing this story, as we can’t give enough attention to this disease.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Det er simpelthen så flot af dig at dele din personlige historie i et åbent forum, Sarah. Det vil forhåbentlig være med til at hjælpe nogle, der står i samme situation som dig. Jeg vil i hvert fald være mere opmærksom i forhold til mine egne veninder. Det er meget inspirerende at læse disse indlæg og jeg ønsker at der vil komme mange flere af dem, for netop at sætte fokus på denne slags. Stor ros!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sarah Marie

      Tusinde tak, din ros betyder utroligt meget! Jeg håber virkelig, at det vil skubbe nogle i den rigtige retning! Og dejligt at høre, at du vil være opmærksom på dine veninder!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg forsøgte at lægge en kommentar i går, men den er vist ikke gået igennem. Vil bare rose Sarah for at fortælle om bagsiden af medaljen! Det var virkelig lærerigt at læse 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sarah Marie

      Hej Laura!
      Jeg er virkelig glad for, at du fik noget ud af at læse det.
      Venligst hilsen
      Sarah

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina S

    Vildt sejt af dig, Sarah, at fortælle din historie. God bedring eller hvad man nu kan sige 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sarah Marie

      Hej Kristina!
      Tusinde tak! Jeg håber, at den kan hjælpe nogen!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så rammende en historie, og jeg tror, at der er rigtig mange unge piger derude, der er i gang med at diktere, hvad der i deres øjne er sundhed, og hvordan de opnår deres til tider vilde idealer. Der fortolkes på sundheden, følges brugere på facebook og instagram – og mage glemmer, at folk ofte her kun viser de gode sider af en selv. De viser ikke de dårlige dage, de viser ikke når de spiser mindre sundt eller ikke træner og lignende. Derfor kommer man måske til at tro at alle andre kun spiser mega sundt og træner 24/7 – og dermed må man selv gøre det samme eller endnu mere for at opnå den drømmekrop man har sat op for sig selv. Skræmmende at det kan udvikle sig sådan!

    Til Sarah – super flot kæmpet og så fantastisk at du har fundet den rigtige vej for dig nu. Det hele går efter min mening ud på at være glad for sig selv – og være glad for det man laver!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Wow hvor er det godt og ærligt, og jeg kan sagtens nikke genkendende til meget af det. Det er så svært, ikke at få det med sundhed til at fylde alt alt for meget, det er en svær balance, som bare er så vigtig at opnå!! I dag har jeg tabt 20 kg (jeg var stor før i tiden), men jeg kæmper stadig med at sige til mig selv, at det er okay at være usund engang imellem. Det er sku svært, men det er rart at vide, at man ikke er den eneste!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sarah Marie

      Hej Nanna!
      Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det må være skræmmende at “give slip”, når man har været stor før i tiden, men det er bare så vigtigt at tillade sig selv at spise lige præcis det man har aller mest lyst til engang imellem. Sejt at du indrømmer, at balancen er svær. Jeg kæmper stadig med, at det er okay at tage et ekstra stykke chokolade eller lignende, hvis jeg har lyst.
      Det ER svært, men man må bare lige hive op i sig selv.
      Venligst hilsen
      Sarah

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura Christensen

    Hej Sarah.
    Hvordan taklede du dine problemer i hverdagen? Altså hvad fortalte du til dine veninder og forældre, og hvordan håndterede de det?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sarah Marie

      Hej Laura!
      Jeg var enormt angst for at skulle spise sammen med andre, især min familie. Det blev lettere efter behandlingen startede, fordi det ikke længere “bare var mig der var kontrollerende” og fordi blev sat nogle faste rammer. Vi snakker meget åbent om spiseforstyrrelsen, så alle er indforståede med hvad der foregår og hvordan vi alle sammen har det. Det er jo ikke kun mig, der bliver påvirket.
      I skolen underede folk sig, som sagt, meget over hvorfor jeg spise så lidt og så ensformigt, men de vidste nok ikke helt hvad de skulle sige. Jeg blev sur og irriteret hvis folk en sjælden gang kommenterede på det,og de som var tæt på mig var selvfølgelig enormt bekymrede. Efter at ha’ fået stillet diagnosen fortalte jeg nogle få, tætte veninder om det. De var, og er stadig, fantastiske og støttende, uden at påtage sig rollen som behandlere. Det er vigtigt.
      I starten fortalte jeg ingenting til nogle, da jeg jo ikke mente at jeg havde et problem, men bare havde taget et valg om at være sund. Efterhånden som jeg er blevet mere klar over mit problem, er det også lettere at snakke med mine nærmeste om det, men det er generelt mine forældre jeg snakker med. Selv efter at have skrevet indlægget her, har jeg ikke oplevet nogle negative reaktioner, heldigvis.
      Venligst hilsen
      Sarah

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Hej Sarah.
    Jeg er i øjeblikket igang med at skrive eksamensprojekt, som omhandler ortoreksi. Det var meget spændende at læse din historie, og jeg blevet virkelig grebet af den. I forbindelse med eksamensprojektet, skal jeg interviewe en, der har haft ortoreksi og vil høre, om du kunne være interesseret i at medvirke? Håber at høre fra dig.

    mvh Anna

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sarah Marie

      Hej Anna!
      Undskyld det sene svar! Du er meget velkommen til at skrive en mail til sjapelt@hotmail.com, hvis det stadig er aktuelt! 🙂
      De bedste ønsker
      Sarah

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Svar på spørgerunden // Better late than never