Memories

Skår i glansbilledet #17

 photo Anorexia_zps6f78b1ad.jpg

Billede herfra

Den her historie har virkelig gjort indtryk på mig – ikke mindst fordi der er så mange der kan nikke genkendende til flere af de ting. Det er skræmmende og forfærdeligt. Dagens læser ønsker at være anonym, men er så utrolig modig at dele sin historie. En historie, der viser alle de sorte sider og hvad en person faktisk gennemlever i tilstanden. Med det sagt håber jeg I vil læse hele beretningen. Måske I selv kan bruge det eller kender nogen, der har brug for hjælp?


Jeg er en pige midt i 20’erne og for 2 år siden startede det, som i dag er blevet mit livs mareridt. Jeg levede i et lykkeligt forhold, men udfordrede mig selv med en udlandspraktik, hvorefter jeg endte med at gå fra kæresten gennem syv år. Jeg var nysgerrig på det at være single, og følte at det var noget som skulle prøves af. Jeg var vandt til at være elsket, som den jeg var, men som single blev jeg pludselig meget usikker på om andre også ville finde mig tiltrækkende og interessant. I praktikken var der så kort afstand til mit fitnesscenter, at jeg var dernede og løbe 10 km 5 gange om ugen og sideløbende havde det vakt min interesse at tælle kalorier, da jeg gerne ville prøve at opnå en fit og trænet krop nu hvor jeg havde tiden til det.

Efterfølgende begyndte jeg at kaste op når jeg havde spist, trods normale portioner mad. Hen ad vejen blev det ret hårdt fysisk, og jeg spiste i stedet minimale mængder af mad. Jeg havde en regel om, at mit kalorieindtag ikke måtte overstige 500. Du finder ud af hvor lidt det er, men vender sig mere og mere til det. I sidste ende lærer du at ignorere sulten, det bliver hverdag og dermed også den virkelighed du lever i. Det er så hårdt, fordi hver dag er en psykisk kamp. Jeg elsker mad, jeg elsker at lave den, jeg elsker en lækker kage eller en god pastaret, men kulhydraterne blev min store fjende. Hver dag, hvert måltid er en kamp hvor tankerne slås inde i hovedet. Jeg har min rationelle fornuft, som en gang i mellem fortæller mig, at det er forkert det jeg gør, men samtidig har spiseforstyrrelsen så stramt et tag, at det oftest vinder kampen.

Igennem alt dette gik jeg vanvittig meget i byen og søgte bekræftelse, som jeg bestemt også fik. I byen havde jeg oftest en mission om at score en bestemt person, og det gik for det meste også som planlagt. Samtidig med at det var sjovt at gøre præcis hvad jeg havde lyst til, så er jeg også håbløst romantiker og med tiden blev byturene også jagten på at finde min drømmemand, fordi jeg efter et års tid var sikker på, at hvis jeg fandt ham, ville jeg få det bedre. Byturene blev vildere og gentagne gange har veninderne måttet tage sig af mig, fordi jeg har været for fuld. De fleste gange kunne jeg ikke huske hvordan jeg var kommet hjem og jeg passede slet ikke på mig selv. Mit humør og min personlighed blev også påvirket rigtig meget af min psykiske kamp, hvilket resulterede i, at nogle af mine veninder tog lidt afstand og jeg havde nær mistet en rigtig god veninde på det. Det skal også siges, at mine veninder har støttet mig rigtig meget og stadig gør det, lige såvel som min familie.

I september sidste år kom jeg ned under 40 kg., og jeg var stadig ikke tilfreds. Jeg kunne på ingen måde forstå at min familie og mine tætte venner synes jeg var tynd. Det bliver en ond cirkel og mit næste mål var 35 kg. Udfordringen var samtidig, at de mennesker jeg mødte i byen sagde jeg havde en lækker petit krop. Det var enormt svært at stå i midten, og på den ene side blive rost af fyrerne, og på den anden side få at vide af folk som kendte mig bedst, at jeg var for tynd. Jeg vidste og ved stadig ikke hvad jeg skal tro. I starten var jeg overbevist om, at jeg kunne styre det, men med tiden mistede jeg kontrollen.

Mine forældre ville ikke længere acceptere, hvad jeg gjorde mod mig selv og fik mig overtalt til at snakke med min læge, hvorefter jeg startede i et forløb på Risskov, da jeg jo selv ønskede at få et normalt liv igen. Her fik jeg diagnosen anoreksi med bulimiske træk. Deres metoder virkede ikke for mig, og da jeg stoppede fordi jeg flyttede til Sjælland, havde jeg i alt kun taget 200 g. på Jeg flyttede, fordi jeg efter min uddannelse fik job i København og jeg greb chancen for at komme væk fra det hele. Væk fra familie og venner som alle synes de vidste bedst. Det gjorde og gør de sikkert også! Det sidste halve år har budt på mange op- og nedture. Jeg fandt sammen med min x kæreste igen, og troede for en stund, at alt skulle blive bedre, men det forblev i sidste ende det samme, fordi sygdommen ikke tager hensyn til noget eller nogen. Jeg var en dårlig kæreste og kunne ikke acceptere, at jeg ikke var i stand til at give ham hvad han fortjente. Mod hans vilje og mening, gik vi igen fra hinanden.

Jeg vidste der måtte ske noget, og kommer derfor ved en psykolog. Jeg har taget 5-6 kg. på det sidste lille år, men den seneste tid har været præget at stres over arbejde og flytning. Det hele er derfor eskaleret igen med massiv kompenserende adfærd, og det resultat at jeg nok har tabt mig igen. Jeg ved det ikke med sikkerhed, for jeg tør ikke veje mig. Jagten på manden er nu igen en stor del af mine byture. Når jeg bliver brændt af eller såret af en fyr, som jeg en sjælden gang føler noget for, påvirker det mig så meget, at det har stor indflydelse på mit spisemønster. Når det sker, er der en stemme i hovedet, som fortæller mig at jeg kan sige mig selv, at ingen vil have mig, fordi jeg på ingen måde er attraktiv, interessant og smuk nok. Udefra ser folk en glad, udadvendt og smilende pige, som kørere derud af, og er elsket af mange. For dem der formår at se hvad der ligger inde bagved, kan de samtidig se en træt, ulykkelig og svag pige i stor smerte. Jeg havde aldrig troet det om mig selv, men for at holde smerten ud, tog jeg en dag en kniv og holdt den mod huden. Det er ikke noget jeg er stolt af, og jeg har grædt over min egen svaghed de få gange det er sket.

Det som startede som en uskyldig passion for træning og sund kost, er blevet min egen værste fjende. Senest har jeg gennemgået diverse undersøgelser og fået konstateret knogleskørhed, med besked om, at spiseforstyrrelsen nok har været medvirkende årsag. Jeg skriver ikke min historie for medlidenhed, men i håb om at kunne fange nogen i opløbet. Jeg håber ikke for nogen at de skal opleve det jeg har og oplevet og stadig oplever. Hvis du kan kende dig selv i noget der ligner starten på min historie, så gør alt hvad du kan for at løbe i den modsatte retning.

Jeg håber en dag, at jeg kan lære at holde af mig selv som jeg som jeg er, for jeg tror på at det er hvad der skal til. Jeg ved bare ikke om den rette opskrift findes. Det gør ondt at indrømme, at jeg tvivler mere og mere på at jeg kommer igennem det. Jeg er ikke længere den samme pige og dele af hende kommer nok aldrig igen.

Jeg bliver og er defineret ved anoreksien.

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Memories