Restaurantanbefaling: Restaurant V

En karriere uden spidse albuer

Karriere

Generation Y, som jeg tror mange af os her på domænet er iblandt, er siden barnsben blevet pacet til at satse på en specifik karriere. Nu er det ikke længere bare et job, men er karriere der skal udvikle, udfordre og selvrealisere osalle. På sin vis rigtigt skønt, at det er muligt at stille flere krav til et kommende job. Men på den anden led utroligt frustrerende og demotiverende, når man føler det går alt for stærkt og ikke kan følge med.

Min uddannelsesvej og vejen til, hvor jeg befinder mig i dag

Et af de mest stillede spørgsmål herinde omhandler min karriere, uddannelsesmæssige baggrund og hvordan jeg er endt her i dag. Jeg synes personligt det er enormt interessant at læse om andres vej til der hvor de nu engang er endt. Ikke mindst om iværksætteri, selvstændige mennesker og andre alternative veje. Sådan tænkte jeg nemlig slet ikke selv, da jeg var “ung”.

Min historie starter med den klassiske folkeskole efterfulgt af en gymnasiel uddannelse på HHX. Jeg var slet ikke til de traditionelle STX uddannelser og vidste rimeligt tidligt, hvor min interesse lå. Nemlig markedsføring, kommunikation og drift af virksomheder. Efter 3 år, hvor jeg egentlig ikke gjorde mit bedste og derfor endte med et snit på 8,3 (på den gamle skala), valgte jeg at tage et sabbatår. Nu er jeg ikke fortaler for at fortryde ting, men jeg ærgrer mig i dag gul og blå over jeg aldrig drog ud i den store verden og fik lidt kulturel livserfaring. Men grundet en daværende kæreste, kunne tryghedsnarkomanen her ikke få sig selv til at rejse væk. Jeg forstår virkelig citatet, “..at man kun fortryder de ting man ikke gjorde“, nu.

Efter mit sabbatår søgte jeg ind på Engelsk & Kommunikation på Handelshøjskolen i Aarhus. Jeg havde nok forventet at komme ind og havde ikke nogen backup plan. Jeg kom dog ikke ind, da snittet det år var 8,4 og jeg fik derfor en standby-plads. Det gad jeg ikke vendte på, så jeg tog i stedet en plads på HA International, da der var ledige pladser.

Karriere

Det eneste positive jeg har at sige om de 6 måneder jeg holdte ud er, at jeg mødte min nuværende meget tætte veninde. Det var 95 % økonomi og 5 % engelsk, hvilket jeg slet ikke kunne klare. Jeg er ikke matematisk anlagt og endte derfor med 03 i Matematik, 7 i erhvervsøkonomi og 7 i IT. De to sidste karakterer var fine,men jeg vidste at hjertet ikke var med, og hvis der er noget jeg har lært, så er det at sige stop, mens legen er god.

Jeg valgte derfor at takke ja til et job i PILGRIM i Bruuns Galleri, hvor jeg arbejdede en masse indtil sommeren, hvor jeg igen søgte ind på Engelsk & Kommunikation. Denne gang kom jeg også ind og havde derfor styr på min fremtid de næste 5 år. Jobbet i PILGRIM beholdt jeg som studiejob i lang tid, hvilket sikrede mig en indkomst siden af SU’en.

Om at komme ind på sit drømmestudie og endelig finde sin plads

Jeg var mere end klar på at studere igen og for første gang nogensinde glædede jeg mig. Jeg var utrolig glad for det og det faldt mig naturligt fra start. Langt de flest fag var relevante og jeg klarede mig ualmindeligt godt sammenlignet med min tidligere studieretning. Det tog mig kort tid at indse det var mit kald og jeg arbejdede hårdt i de 5 år. Således endte jeg i toppen af min årgang, hvilket jeg var og er meget stolt af. Præcis 5 år efter jeg startede var jeg kandidat i virksomhedskommunikation og skulle ud og bruge min uddannelse.

Mens jeg var stærk på studiedelen, sagde det praktiske mig ikke lige så meget. Jeg duede simpelthen ikke til at have spidse albuer, som man i mange tilfælde var nødt til. Det tog mig længere tid end de andre at finde et studierelevant job. Jeg stressede egentlig ikke over det undervejs.

Om at tage tingene i eget tempo og vælge praktikken fra

Jeg tog heller ikke de 6 måneders praktik, som mange andre, da jeg hellere vil tage ekstrafag på skolen og beholde mit relevante studiejob. Der var mange der ikke forstod mine valg og jeg tror helt klart de tænkte, jeg skød mig selv i foden.

Allerede på 8. semester begyndte folk nemlig at søge graduate programmer. Et graduate program er en fantastisk ting og sikrer dig i mange tilfælde et sikkert job i en stor virksomhed til en høj løn. Men det betyder også i mange tilfælde langt mere end 37 timers uger samt “låste” stillinger med fast organisationsstruktur. Det var slet ikke mig, og jeg havde svært ved at placere mig et sted. Hvor hørte jeg til og hvad ville jeg? Jeg havde ikke en drøm om at ende som kommunikationchef, som mange andre på studiet. Jeg var ikke interesseret i at lede andre eller ende på en løn på 50 K. Det var ikke min drøm eller det hårde arbejde værd.

Karriere

Graviditet, barsel og jobsøgning

Da jeg skrev speciale blev jeg gravid med Sylvester og derfor skulle jeg direkte på barsel efter mit forsvar. Jeg havde termin 4 dage efter jeg afsluttede uddannelsen, og havde derfor et lille år til at finde ud af hvad jeg skulle bruge min uddannelse til. Jeg lå under for forventningspresset om at finde et job forholdsvis hurtigt og kunne undervejs se mine studiekammerater starte forskellige steder. Mit held var oprettelsen af bloggen tilbage under specialetiden. Den havde vokset sig forholdsvis stor på kort tid, hvilket gjorde jeg derigennem havde kontakt til forskellige virksomheder.

Da enden på min barsel nærmede sig sendte jeg mit CV ud til forskellige virksomheder og inden for en uge var der bid. Jeg nåede derfor aldrig på dagpenge, men direkte ind i mit første fuldtidsjob i en lille iværksættervirksomhed i Aarhus. En lærerig oplevelse, som jeg dog kun var ved i godt 4 måneder. Jobbet var ikke mig og jeg havde en stor trang til at komme væk fra Aarhus.

Det første fuldtidsjob, skuffelser og en flytning til København

Dengang i 2012 så byen ikke ud som i dag og der var langt mellem de jobs, jeg fandt interessante. Jeg har aldrig været god til at nøjes og skal udfordres konstant, da jeg ellers hurtigt keder mig. Derudover fandt jeg ud af at et 37 timers job + transport var nærmest umuligt med en lille dreng på godt 1 år. Jeg så ham alt for lidt og det kunne mit hjerte ikke bære. Siden dengang har jeg aldrig haft et 37 timers job i traditionel forstand.

Fra den ene dag til den anden blev job, lejlighed og vuggestueplads sagt op og vi planlagde vores nye Københavner-eventyr. 2 måneder efter flyttede vi og skulle alle tre finde vores plads herovre. Jeg startede på dagpenge mens jeg søgte forskellige stillinger. Endnu engang skulle min blog komme mig til gode, da jeg derigennem fik job hos min nuværende arbejdsplads som Blog Community Manager. Et job jeg elskede fra dag 1. Jeg har snart 2 års jubilæum og tiden er fløjet afsted siden vi flyttede hertil. Jeg er blevet ældre og har en klar forståelse for hvad der fungerer for mig.

Nu er det her indlæg blevet ualmindeligt langt, men jeg vil blot vise jer, at vejen til dit fremtidige job og karrierevej ofte er præget af held, modige valg og en portion ydmyghed. Derudover er netværk altafgørende, men du behøver ikke at overgøre det. Vi er ikke alle født til at netværke os igennem livet.

Vis dit værd på en kreativ facon, tag det i dit tempo og være venlige mod alle du møder. Ikke fordi du forventer noget fra dem eller vil udnytte deres funktion, men fordi man kommer længst med ærlighed, ydmyghed og at hjælpe andre. Før eller siden vil det komme lige tilbage til dig igen. Den gode karma ? Man kan godt blande business, venlighed & ærlighed. Man behøver ikke træde på andre eller nedgøre nogen, for at komme frem. Det vil før eller siden alligevel altid ramme dig igen.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre nærmere om, hvor I befinder jer henne i livet? Og hvordan I er kommet dertil? 

   

20 kommentarer

  • Maja

    Super spændende indlæg!
    Vil du ikke fortælle mere om, hvad dit job som Blog Community Manager går ud på? Hvilke arbejdsopgaver har du?

    Knus M

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Danica Chloe

      Mange tak <3

      Jo, det vil jeg rigtig gerne. Det bliver et indlæg for sig, da der også er rigtig meget at sige 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ole

    Befriende at høre om din med- og modgang. Mange af de unge på jobportalerne Ungarbejde.dk og Studiejob-danmark.dk bokser med de samme udfordringer, som du har haft. Generation Z har i sandhed et generelt ønske om at lave karriere på rekordtid. Det kan give stress og uforholdsmæssig mange bekymringer.

    Derfor er det befriende at høre om din tilgang til at få succes på den korte henholdsvis lange bane. For mange unge er der efter gymnasiet et stort bjerg lige foran næsetippen. Bjerget skal bestiges, og det virker uoverskueligt til at starte med. Et studiejob, netværk og muligvis en god mentor kan vise sig, at være en god måde at bestige bjerget på.

    Du har besteget bjerget og vist at alle veje fører til Rom.

    Respekt herfra.

    Ole

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Danica Chloe

      Mange tak for din kommentar.

      Jeg er fuldstændig enig med dig. Jeg tror kun det er blevet værre siden jeg selv blev færdig. Presset bliver kun større og det gør at mange slet ikke kan følge med, hvilket er ærgerligt.

      Jeg tror på der ikke er én rigtig vej, men lige præcis så mange veje som der er mennesker. Heldigvis er det også blevet “in” at tage alternative veje, hvilket måske fjerner lidt af presset. Fordi de unge ikke føler de skal være færdige med alt uddannelse inden de er 25 år. Nu er studieophold, udveksling, jordomrejser og andet livserfaring mindst lige så vigtigt. Den del manglede jeg selv og jeg tror det havde givet mig mere ro mens det stod på.

      Rigtig god dag 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte Poulsen

    Nu: Træningsspecialist hos Anna Bogdanova/selvstændig.
    Vejen dertil (den korte version): Gymnasiet (sproglig), idrætshøjskole, flere sabbatår med diverse rengøringsjobs, uddannet pædagog, bachelor i Pædagogik på Kbh Universitet, arbejde som pædagog med vuggestuebørn 2006-2016. Arbejde for Anna Bogdanova ca 4 timer/uge 2015-2016 sideløbende med pædagogjob.

    Det krævede mod at skifte fra tryg kommunal vuggestuestilling til livet som selvstændig med en helt anden jobprofil og jobbranche. Men jeg elsker det og jeg er sindssygt glad for mit skifte 🙂 Jeg elsker fleksibiliteten og det er super godt for mit nervesystem 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Danica Chloe

      Sikke et spændende skift! Hvor er du sej 🙂 Er det ikke fantastisk at være selvstændig selvom det også er nervepirrende? Det er en af mine drømme.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det spændende at læse om Danica. Jeg er selv færdiguddannet sygeplejerske til januar og ved simpelthen ikke, hvilken vej jeg skal vælge at gå. Tak fordi du deler dine tanker 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Danica Chloe

      Tusind tak Stinna 🙂

      Du har alle muligheder foran dig og med din succesfulde blog, åbner der sig kun flere døre, hvis du gerne vil det 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie Marland

    Jeg er gået en ret slagen vej: folkeskole (dog sprang jeg en klasse over), STX, et sabbatår hvor jeg arbejdede med udviklingshæmmede og så sygeplejerskestudiet. Jeg blev færdig i januar, arbejdede 6 måneder som fast vikar i bureau, primært i psykiatrien (meget lærerigt) og fik et par måneder inden vi flyttede retur til Århus en fastansættelse i geriatien med speciale i frakturer og apopleksier. Jeg nåede til 3-4 jobsamtaler, og så var den der.
    Egentlig ville jeg læse jura. 2 dage inden der blev lukket for ansøgninger kunne jeg dog mærke det slet ikke var mig. Så jeg tog et spring til både en anden landsdel og et andet studie, og jeg har aldrig set mig tilbage.
    Jeg ved ikke hvad fremtiden bringer, pt skal jeg lige lære at være sygeplejerske for real og få en masse erfaring og så må vi se. Måske noget leder. Det ville ejg egne mig godt til om nogle år tænker jeg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Danica Chloe

      Du lyder virkelig som om du har fundet noget du elsker, og hvor er det sejt du i så ung en alder vælger jura fra, fordi du kunne mærke det ikke var dig. Jeg tror mange vælger studie ud fra prestige og hvad der er populært, fremfor at lytte til hjertet.

      Det gode er, at man altid kan ændre kurs og at det aldrig er for sent at prøve andre ting af. Så længe man ikke falder i tryghedshulen og ender men ikke at være glad for det man laver. Det er livet alt for kort til.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lika

    Jeg har en studentereksamen HHX bag mig og har derefter læst Folkesundhedvidenskab. Jeg har altid været i tvivl om hvad jeg skulle være og hvad jeg ville arbejde med og til et vist punkt er jeg stadig i tvivl (meget lang historie). Men jeg arbejder med forskning og roder med data og programmering pt. Jeg kunne godt tænke mig at sigte mod at arbejde mere med programmering, men det skulle nok være ift hjemmesider – a la webkoordinator af en eller anden slags. Men hvordan jeg lige springer den vej over, aner jeg ikke. Så skulle jeg måske starte med kreering af hjemmesider på hobbybasis måske`? Det er relativt nyt for mig at tænke den vej, men jeg tror at jeg vil egne mig godt til lige præcis sådan noget. Og jeg forstår godt det der med at barn og fuldtidsjob er svær – jeg synes, at det går meget godt. Jeg møder ind tidligt og går tidligt og selvom jeg bruger en del tid på transport, så er det fint lige nu. Jeg sigter dog på at nedbringe transporttiden, men hvordan og hvorledes er uvist. Jeg kunne vildt godt tænke mig at prøve at bevæge mig ud i noget nyt mht job, men er lidt fastlåst, da jeg ikke ved hvordan jeg skal arbejde mig frem for at nå de kvalifikationer, som skal bruges i førnævnte job..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Danica Chloe

      Jeg kender godt til den tvivl og tror den er meget naturlig. Jeg kan stadigvæk få den til tider.

      Jeg synes det lyder som en rigtig interessant drøm og jeg tror 100 % du kan gøre det. Måske hive fat i nogle der lever af det du kunne tænke dig og høre hvordan de er kommet dertil? Noget af det der motiverer mig mest, er når jeg hører om andres historier. Så får jeg blod på tanden.

      Det lyder allerede som om du mentalt er klar til hoppet. Nu handler det blot om de praktiske ting og frygten for det går galt. Men vi bor heldigvis i et land med sikkerhedsnet, så det går aldrig helt galt. Heller prøve det af og måske sidder du om 2 år og er super lykkelig over du tog chancen den dag.

      Tal med din nærmeste, læs iværksætter historier online og spar en masse. Hvis drømmen er der, synes jeg du skal gå efter det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lika

      Det er helt sikkert rigtig godt, at tale med andre der sidder og laver det samme (som jeg tror, kunne være mere mig) for lige at spore sig ind på det og høre om hvad de kan og hvad de konkret arbejder med. Det er helt sikkert noget, jeg vil opsøge 🙂 Og som du siger, hellere bruge noget tid på det for at blive klogere, fremfor de næste 10 år spekulere om det mon kunne have været noget for mig. Det er virkelig værd at tænke over 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Et virkelig inspirerende og spændende indlæg. Jeg elsker at høre om, hvordan andre er nået til, hvor de er i dag. Ligesom du havde, så har jeg nok stadig lidt svært ved at finde min plads. Jeg er lige nu i praktik som journalist, og jeg må indrømme, at det slet, slet ikke er mig. Jeg har en ide om andre ting, jeg gerne vil, og som jeg arbejder henimod. Jeg forsøger virkelig at lytte til mit hjerte og min nysgerrighed, da jeg tror, de to ting vil lede mig hen til det, jeg gerne vil.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Danica Chloe

      Hvor er det stort at du indser det slet ikke er dig. Det kræver virkelig noget at acceptere. Og inspirerende du allerede arbejder mod noget andet. Så længe man har hjertet med, går det aldrig helt galt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er lige blevet bachelor og i indtil nu har det skræmt mig lidt at skulel ud på arbejdsmarkedet – kan jeg leve op til ansvaret? Har jeg et stor nok netværk?

    Din historie gjorde mig lettet, for det er rart at høre, at man også kan få succes selvom man ikke har rundsave på albuerne og ikke udelukkende fokuserer på at skabe netværk, når man møder nye mennesker. Det kunne være spændende at læse flere indlæg af denne slags

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Danica Chloe

      Ja og ja! Man skal virkelig lære ikke at tvivle på sig selv og så skal du vide at alle har de tanker, når de er færdige. Jeg troede heller aldrig jeg vil kunne noget.

      Jeg lover der kommer meget mere af den slags 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Virkelig spændende og interessant at læse.

    Jeg var mest af alt bange for, at jeg ikke ville ende ud med et job, når jeg blev bachelor. Jeg arbejdede som freelancer, men jeg higede efter at få et fast job. Samtidig oplevede jeg, at medstuderende begyndte at få faste stillinger. Jeg troede aldrig, det blev mig. Tre måneder som udlært endte jeg – ligesom dig via netværk – i min drømmestilling. Så ja, det handler så meget om held. Men ligesom du siger, skal man også have en smule mod til at opsøge heldet 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Danica Chloe

      Mange tak Jane.

      Hvor er det godt gået! Det må være fantastisk allerede at sidde i sin drømmestilling og det handler helt klart om held men i den grad også hårdt arbejde. Sejt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Virkelig et skønt indlæg! Jeg mangler tit fra diverse bloggere, at man ved lidt mere om deres karrieremæssige baggrund, når de omtaler deres job, uddannelser etc. og man skal til at lege detektiv for at finde ud, hvad de egentlig taler om, haha 😉 Og ja, indlægget blev langt, men jeg synes virkelig, du har formået at gøre det til ganske overskuelig læsning. 😀

    Jeg har selv en STX og startede på RUC umiddelbart efter, men droppede ud efter 1. semester, som jeg ikke nåede at afslutte. Jeg gik direkte over på en HGS og fandt det virkelig interessant og brugbart. Dog var (den manglende) undervisningen rimelig demotiverende og den sidste måned lå jeg syg. Jeg nåede dog at komme til samtale om 1 elevplads, hvor jeg fik feedback på mit CV og har taget disse råd med mig videre. Efterfølgende fik jeg job på en restaurant i en måneds tid, søgte ind på KU og fik i august 2015 job på den HWY55, der skulle åbne på Københavns Hovedbanegård. Jeg prioriterede job frem for studie og mødte kun op på KUA 2 gange. HWY55 gik konkurs, jeg droppede ud af KU og flyttede fra Hovedstaden til Odsherred, hvor jeg blev sygemeldt og har været det siden. Nu har jeg lige startet et midlertidigt job på et lokalt pizzeria og har søgt ind på RUC på ny, så jeg venter på weekenden og dermed svaret.

    http://satinawandel.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Restaurantanbefaling: Restaurant V