Min Garderobe

Rom guide og mine bedste rejsetips

Rom guide

Den her guide har jeg brygget på i flere uger efterhånden. Faktisk flere år, da jeg længe har tænkt det var på sin plads, nu hvor jeg kommer der så tit og jo faktisk på papiret er halv italiener. Jeg håber, I tager rigtig godt imod den, og hvis jeg har glemt noget, må I endelig byde ind med gode tips til min Rom guide. Så opdaterer jeg den løbende.

Personligt synes jeg Rom er en perle – både historisk, kulturmæssigt, men det gode italienske mad har også en del at skulle have sagt. Jeg hører dog ofte, at folk ikke altid har fået den bedste opfattelse af byen, hvilket jeg tror bunder i, man primært har besøgt de turistede steder. Som alle andre steder kræver det, at man prøver noget anderledes og afviger fra det “sikre”. Det er i hvert fald den del af Rom, jeg elsker allermest.


FLY, HOTEL OG TRANSPORT


Flybilletter til Rom er generelt okay billige. Vi fløj med Norwegian via Momondo, som er mit fortrukne selskab, når det kommer til lavprisbilletter. Vi kom af med ca. 3.000 kr. for os alle 3 inklusiv 2 store kufferter. Vi rejste endvidere lige inden jul, så det har ikke været det billigste tidspunkt vi tog afsted.

Da vi ankom til Leonardo Da Vinci lufthavnen, som er den største i Rom og tættest på byen, blev vi hentet af min far og hans kæreste. Jeg ved dog, at der både er tog og busser indtil Rom, som ikke tager mere end en halv time. Man kan også tage en taxa til fornuftige penge.

rom-guide-4

Vi boede på min fars hotel, som vi altid gør. Det hedder Hotel Celio, og i en tid, hvor Airbnb stjæler mange af hotellernes gæster, vil jeg gerne slå et slag for den gode hoteloplevelse. Jeg ELSKER det er  så personligt. Man får et skønt og lækkert værelse, hvor der bliver gjort rent hver dag, der er sikkert, man får god morgenmad og kan slappe af på en anden måde end hvis man bor i nogens lejlighed. I min optik er det et skønt og meget autentisk boutique hotel. ALT er gennemført og han har drevet det siden 1996, hvor mange store stjerner gennem tiden har boet der. Så hvis I en dag planlægger en tur til Rom, så forhør jer endelig hos ham. I kan bare sige, jeg har anbefalet det 🙂

I selve Rom valgte vi at gå til det meste, da metroen ikke fungerer optimalt og busserne altid er stopfyldte. Afstandene er overskuelige, og når vi var trætte tog vi en taxa, som sjældent koster mere end 10-13 euro.


VEJRET


December måned er måske ikke det mest oplagte tidspunkt at besøge byen på, da vejret er svingende og det også kan blive koldt ala de nordiske lande. Vi var uheldige de første dage, hvor det regnede lidt og faktisk blev lidt for koldt. De to sidste dage havde vi høj solskin, 17 grader og kunne spise udenfor.

De bedste tidspunkter at besøge Rom på, er klart om foråret og efteråret, hvor vejret hverken er for koldt eller varmt, og der er stor chance for sol. Sommeren er også fin, men det bliver hurtigt utroligt varmt, hvilket man lige skal være forberedt på. Især hvis man rejser med børn.

Rom guide


SEVÆRDIGHEDER OG STEDER, DU SKAL BESØGE – ROM GUIDE


Mine fortrukne seværdigheder bærer præg af, jeg har besøgt byen en del gange efterhånden og derfor er steder som Colesseum, Trevi Fontænen, Pantheon og Forum Romano ikke på listen, selvom det kan være nok så fint at besøge. Især første gang.

San Callisto katakomberne

Så længe, jeg kan huske, har jeg været fascineret af ting under jorden. Det er skræmmende, spændende og uhyggeligt på samme tid. Et lille stykke udenfor Rom, ligger San Callisto katakomberne, hvor man får lov at komme med ned under jorden.

En katakomb er jo en underjordisk kirkegård, så man skal lige være klar på en dyster og speciel oplevelse. San Callisto katakomberne er inddelt i hele fire forskellige niveauer. Langt det meste er uudforsket, og man får kun adgang i selskab med en guide, som fortæller hvordan den er bygget og hvem, der ligger begravet hvor.

Trastevere

Kryds Tiberen, hvorefter du ender i den mere lokale, historiske og autentiske bydel, Trastevere. Det er her de lokale kommer og spiser, og turisterne bliver der mindre af, jo længere du går ind. Nyd de fine pladser, drik noget vin og observer italienernes daglige gang.

Peterskirken

Selvom der er fyldt med turister, er det et mustsee. Jeg bliver aldrig træt af at komme der. Det er den vildeste oplevelse, og man taber seriøst kæben, når man står indenfor og beundrer kirken. Køb adgang til tårnet og bestig de mange trin. Øverst oppe i kuplen får du nemlig en udsigt, der er til at tage og føle på. Der er ikke dét af Rom, man ikke kan se. Turen derop er en oplevelse i sig selv, med meget små gange og skæve trapper. Sæt gerne flere timer af til hele turen inde i Peterskirken og vær opmærksom på, der kan være kø når du skal ind.

Gå på opdagelse på egen hånd

Det er svært at favorisere et sted over et andet, da Rom i sig selv er en seværdighed. Gå ned af snørklede gader, besøg skjulte restauranter, spørg de lokale og nyd den romerske stemning. Det er især, når man afviger fra de turistede steder, at man forstår, hvorfor Rom er så dejlig.

Rom guide


SPISEOPLEVELSER


Restaurant Luzzi

Det bedste og billigste mad i Rom, og endda også den mest autentiske restaurant. Den ligger et stenkast fra Colosseum og man sidder gerne på billige plasticstole og tjenerne synger hele tiden. Stemningen er hel vild med masser af latter og larm. Mere lokalt og lækkert bliver det ikke. Jeg tør love, at du her vil indtage den bedste pizza, og ikke mindst tiramisu, i dit liv.

Restaurant Ad Hoc

Vi nåede desværre ikke forbi, da de kun har åbent om aftenen, men en sød læser tippede mig om, at det skulle være virkelig godt, så jeg har bogmærket den til næste gang. Det ligger tilmed centralt inde i byen.

Restaurant Dilla

En sand perle, som vi fandt en af de sidste dage, hvor vi nød maden udenfor, mens solen skinnede ned på os. Det er lidt dyrere end andre italienske restauranter, men maden er også det hele værd. Jeg fik den bedste trøffelpasta i mit liv. Måske var det stemningen og omgivelserne, men alt gik op i en højere enhed, mens vi spiste her.

Active. Natural. Eating

Det kan være svært at finde et sundt spisested i Rom, men vi fandt et og endda et godt et af slagsen. Det ligger lige i nærheden af Pantheon, og her kan man nyde salater, sandwichs, tærte, friskpressede juice og frisk frugt. Nogle gange er det rart at skippe kulhydraterne til fordel for et sundere alternativ.


SHOPPING


Det var ikke fordi vi shoppede det helt store, men lidt blev det til. En tur ned af Via Del Corso samt de dyre sidegader, er et must, men der, hvor det bliver virkelig sjovt, er når man kører en halv time udenfor Rom og besøger Castel Romano Designer Outlet. Det er her jeg i sin tid fandt mine Chlóe støvler til 200 euro og endnu engang fandt jeg et par, dog i en anden model. Vi fik også købt lidt julegaver samt tømt Calvin Klein Underwear for lækkert og blødt loungewear. Læs også mit blogindlæg om et besøg i verdens bedste outlet her.


PRISNIVEAU


Alt er relativt, men jeg synes Rom er en af de mindre dyre byer. Det er ikke så billigt som Portugal og Berlin, men heller ikke meget over. Både mad og transport er til rimelige priser, så man kan sagtens tillade sig at besøge byen uden at spendere alt for mange penge.

Rom har så meget at byde på, og jeg kan anbefale at kombinere det med en tur til Pompei og Positano ved Amalfikysten, hvis man har tiden.

Har I været i Rom og hvad synes I?


P.S Husk også at følge med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke, min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag samt Snapchat (danica_chloe), hvor I virkelig kommer tæt på.

   

2 kommentarer

  • Pia

    Ja, er faktisk lige kommet hjem i går efter min første tur til Rom, og det var en rigtig dejlig oplevelse. Vejret var ikke det bedste, men vi nåede vores mål:

    Colosseum, Peterskirken, Forum Romanum/Palatinerhøjen, Trevi-fontænen og Den Spanske Trappe. Glæder mig til at komme igen, når det forhåbentlig er lidt lunere.

    Vi brugte metroen meget, synes den fungerede fint.

    Men glæder mig til at komme igen

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Danica Chloe

      Hvor dejligt med en tur til Rom og skønt I nåede det meste 🙂

      Jeg har nok bare haft en dårlig oplevelse med metroen, men fortraækker også at være over jorden, hvor jeg kan se noget 🙂

      Håber du kan bruge min guide næste gang du skal til Rom.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min Garderobe