Søndagsbekendelser

6 måneders bryllupsdag og tanker om ægteskab

Lykkeligt ægteskab og vores bryllup

I weekenden gik det op for mig, at vi i dag den 13. januar kan fejre 6 måneder som mand og hustru (ja, jeg er ikke god til ordet “kone”). Ikke fordi vi skal fejre halvårsdag fremadrettet, men 6 måneder er stort, når man er nygift. Det vidner om, hvor hurtig tiden flyver afsted uden man bemærker det. På sin vis føles det som i går, at vi sagde ja til hinanden og indgik i ægteskab, og på den anden side føles det som om vi altid har været gift. Præcis ligesom, når man får et barn.


Lidt om at være i et ægteskab og vores første 6 måneder som mand og hustru

Jeg har ikke gået så meget i detaljer med selve dét at være i et ægteskab. Det kan være svært at sætte ord på, hvad der sker, når man bliver gift, og samtidigt er det lidt privat. I bund og grund føles det ikke specielt anderledes. Jo, han er min mand, vi bærer de fineste ringe og var utrolig nyforelsket i starten, men efter noget tid kommer hverdagen langsomt tilbage. Det er helt naturligt og har også sin charme. Nogle gange minder vi lige hinanden om vi faktisk er hinandens, sådan helt officielt, og så bliver man lidt sentimental. Men ægteskabet ændrede ikke noget konkret. Hvis vi aldrig var blevet gift, havde vi elsket hinanden lige så højt.


Læs alle mine bryllupsindlæg lige her


Min “fejl” i forhold til det at blive gift, var nok at jeg forventede noget ændrede sig. At vi pludselig skulle være anderledes overfor hinanden. Vi havde derfor en del småskænderier i ugen efter, da man er lidt ved siden af sig selv, utrolig følsom og fuldstændig mast efter mange måneders planlægning. Jeg forstår forresten godt, hvorfor folk tager på bryllupsrejse lige efter. Vi skulle som minimum have holdt nogle fridage, så vi kunne forlænge følelsen af den store dag. I stedet brugte vi søndagen på at gøre rent og om mandagen var vi tilbage på arbejde. Big mistake!

Jeg ved ikke hvorfor jeg troede det vil resultere i noget andet. Jeg havde på en eller anden måde bygget nogle forventninger op i mit hoved, uden at vide præcis hvad de var. Måske en kvindeting? Det var ikke noget med Rasmus at gøre, men mine egne forventninger til hvad et ægteskab er. Jeg vidste det ikke og det er der selvfølgelig heller ikke et rigtig svar på. For os handler det om at nyde øjeblikket i dag, i stedet for hele tiden at tænke fremad. Vores liv er jo rigtig hverdagsagtigt og fyldt med hverdagsrutiner, og derfor er det vigtigt vi finder glæden og kærligheden i de små ting. Vi behøver ikke at tage ud at spise flere gange om måneden, købe hinanden store gaver eller planlægge flere kærlighedsrejser. Det er også rare ting, men så lille en procentdel af vores forhold og liv.

Konklusionen må være, at vi elsker at være hinandens – papir på det eller ej. Vi har stadigvæk kontroverser og kan snerre af hinanden, og det forsvinder nok aldrig helt. Men vi er gode til at finde hinanden igen, når vi er presset og vide når det er tid til tosomhed. Som forældre kan man nemlig godt  glemme hinanden lidt, da alt fokus er på barnets trivsel. Det er jo forståeligt, men små ting kan også gøre en forskel. Om det er at bage en kage til den anden, et ekstra langt knus, en gåtur hånd i hånd eller at se en film i hinandens arme. Det vigtigste er, at vi elsker hinanden meget højt, vil hinanden og ikke kunne forestille sig at være foruden den anden.

Er I gift og hvordan oplevede I processen, hvor man gik fra kærester til ægtefolk? 


P.S Husk også at følge med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke, min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag samt Snapchat (danica_chloe), hvor I virkelig kommer tæt på.

   

4 kommentarer

  • Anonym

    Hvor er det dejligt befriende læsning, at du heller ikke har fundet tiden efter som ren lyserød lykke. Mange spørger hvordan det er at være gift og det bliver næsten et press at svare andet end at man svæver på en lille sky af vat. Vi havde også skænderier både før og efter, for det var hårdt at planlægge… Tak for din ærlighed.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Danica Chloe

      Jeg er glad for du kunne lide indelægget 🙂

      Det tror jeg de færreste gør – altså svæver permanent på en lyserød sky. Hverdagen kommer tilbage og livet er ikke nødvendigvis ændret for altid.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Jeg har lige læst et indlæg omhandlende nøjagtigt det samme på Rockpaperdresses, og ligeså fint dét indlæg er, ligeså fint er dit. To vidt forskellige måder at opleve det på. Jeg er sikker på at min oplevelse, når og hvis den kommer, vil ligne din væsentligt mere end Cathrines. Derfor er det enormt rart at vide at det også er tilfældet for andre. Jeg har været sammen med min kæreste i næsten 9 år, og når vi snakker om det med at blive gift bliver spørgsmålet også altid, hvad skulle det give os, som vi ikke har nu. Selvfølgelig vil vi gerne have det endegyldige bevis på vi har valgt hinanden, og jeg vil også rigtigt gerne giftes med ham (Jeg er stadig på SU så det er ikke en mulighed), men i forhold til hele grundtanken om det, tror jeg vi ligger meget på niveau med jer. Vi er elsker hinanden uanset. Cathrines beskrev dog nogle rigtigt fine ting, som jeg helt sikkert vil tage med og tænke over når det sker, for det tror jeg kan tilføje et ekstra element, nemlig at man nu går fra at være hver sin “sammenbragte” familie, til at være sin egen familie. Man hører nu ikke længere til sin mor og far, men til sin mand. Sådan bliver det dog nok også når man får et barn sammen kunne jeg forestille mig.
    Nå, det blev en lang smøre af tankemylder :p

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Danica Chloe

      Jeg er glad for du kunne lide det 🙂 De er meget forskellige! Har lige læst det 🙂 Det er skønt, der er så mange forskellige måder at opleve det på.

      Jeg tror dog også, som du nævner, at dét at have et barn spiller ind. Hvis vi kunne have blevet i “honeymoon” state, havde det måske været anderledes. Men det kunne vi bare ikke og derfor nød vi det heller ikke på samme måde (eller bare på en anden måde) lige efter. Vi havde jo også Sylvester med på bryllupsrejse. I forhold til det med at gå fra hver sin familie til en sammenbragt familie, skete det allerede dengang vi fik et barn, så det kunne jeg slet ikke mærke noget til nu.

      Jeg tror helt klart det er mere romantisk at blive gift inden man får børn. Men følelsen på selve dagen og følelsen af at kalde hinanden for mand/hustru, er det samme forestiller jeg mig 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Søndagsbekendelser