Kan du multitaske?

Bagsiden af medaljen

danica-3

Jeg struggler lidt for tiden. Det er ikke mere end et par dage siden, at jeg havde en samtale om hvor mange gange ugentligt, jeg tænker jeg burde få et traditionelt job igen. Ikke fordi jeg har lyst, men fordi det her selvstændige liv rent ud sagt er pisse hårdt.

Nu tænker jeg ikke nødvendigvis økonomisk. Det kan jeg forholde mig til og selv tilpasse i forhold til hvor aggressiv jeg er. Jeg tænker derimod mere på mig som menneske, brand, blogger, online personlighed og hvad, der ellers betegner det, jeg nu engang laver. Det er bare ikke altid sjovt at skulle lægge navn og ansigt til alt.

Samtidigt føler jeg, at jeg kæmper lidt med min blog. Jeg ligger så meget energi og tid i det, og vil ikke give afkald på mine værdier, men alligevel performer det ikke altid, som jeg havde håbet. Og det er netop dér den forfærdelig sammenligningsfølelse kommer ind i billedet, for det gør vi mennesker jo engang imellem. Altså beundrer andre og deres præstationer, men hvor man samtidigt bare gerne vil gøre det halvt så godt. Jeg føler ikke, jeg har tilstrækkeligt med talent til at skrive mig ind i folks hjerter. I ved dér, hvor det nærmest går viralt og rammer toplister rundt omkring. Jeg kan noget med det æstetiske og fange stemning på billeder, men det er ikke altid nok.

Så hvad kan jeg egentlig? Hvad er min begrundelse for at have valgt den vej, jeg har gjort? Jeg kommer altid tilbage til det med, at jeg er ærlig, nede på jorden og relaterbar. Det ligger i min natur, og jeg lever jo et simpelt og normalt liv. Det er bare ikke altid nok. Folk vil ofte gerne læse om livsændrende begivenheder. Graviditet, fødsler, bryllup, skilsmisse, hjertesorger, dybe personlige indlæg, husbyggeri og andet stort.

I tænker måske, hvorfor det er vigtigt for mig. Det er det som sådan heller ikke, selvom alle mennesker på et eller andet niveau gerne vil have en form for anerkendelse. Det har ikke noget med min blog at gøre, men derimod mig som menneske. Jeg søger bekræftelse i de valg, jeg tager, og inderst inde vil jeg gerne anerkendes for mit hårde arbejde. Jeg vil derudover gerne udvikle mig business wise. Som blogger, konsulent og brand. Derudover skal det ikke være nogen hemmelighed, at dem, der klarer sig bedst i den her verden, er også dem, der er størst. Hvor vi, der har en mellemstørrelse blog, kan have lidt sværere ved at hive kampagner og gode priser hjem.

Den tanke, som så kommer tilbage, gang på gang, er, at hvis jeg ikke er en stor blogger nu eller allerede har “slået” igennem, så er jeg åbenbart ikke dygtig nok. Jeg kan ikke fange mange mange tusinde menneskers opmærksomhed hver dag. Jeg er ikke der, hvor det hele kører af sig selv og hvor alt, jeg rører ved bliver guld. Jeg skaber ikke røre eller gør mig bemærket. Jeg bliver ikke bedt om at skrive bøger eller er stor ambassadør for et brand. Jeg får ikke tilbudt spændende samarbejder hver dag. Jeg har trods alt blogget i 5 år, og selvom jeg er vokset betydeligt siden jeg gik selvstændig i oktober, havde jeg nok håbet på, at det så endnu bedre ud nu. At jeg var bedre til det og folk vil se det hurtigere.

Det her indlæg er meget ærligt, og jeg har faktisk haft svært ved at skrive det ned, da det for mig viser bagsiden af medaljen ved at leve (delvist) af sin blog og have høje ambitioner for sig selv. Det er en svær branche, især når man er så reflekteret og følsom som jeg, og du ved sådan set aldrig om du er købt eller solgt. Jeg ved personligt ikke om jeg har nerver til at fortsætte flere år. Hvor jeg hele tiden skal vurderes af virksomheder ud fra mine tal. Unikke læsere, Instagram følgere og sidevisninger. Jeg har selv valgt den her vej, så det er ikke et ynkeindlæg og jeg har ikke brug for at indtage en offerrolle. Tværtimod er det nogle tanker, der kommer tilbage i tide og utide, som får mig til at tvivle på mig selv. Ikke synderligt konstruktivt, men vi får alle negative tanker ind i vores hoved engang imellem.

Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med det her, men jeg tror på det er sundt at dele. Ikke mindst for min egen skyld. Jeg håber sådan det blot er en fase, for jeg er så passioneret omkring alt det jeg laver. Desværre er det bare ikke altid nok. Heldigvis ved jeg også, at tingene hurtigt kan vende igen, og at det er når jeg oplever mest modstand, at jeg skal kæmpe mest. Intet er umuligt. Jeg skal blot knække koden..


P.S Husk også at følge med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke, min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag samt Snapchat (danica_chloe), hvor I virkelig kommer tæt på.

   

23 kommentarer

  • Tusind tak fordi du også deler bagsiden af medaljen. Jeg er kun 1,5 måned inde, og tænker dagligt på at tage et job. Af nødvendighed og fordi jeg ikke ved om det overhovedet er det her jeg vil. Altså det her = stress hver dag over om man nu er god nok.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Danica Chloe

      Det er en hård branche, og hvor meget end man føler man har forberedt sig på det, kan det alligevel ramme én til tider.

      Det er egentlig mærkeligt det med at tvivle på sig selv. For når jeg ser dig og hvor dygtig du er, er jeg slet ikke i tvivl om hvor langt du kan komme. Du er unik, skriver godt, tager flotte stemningsfyldte billeder, rammer en helt ny målgruppe og har virkelig et godt budskab. Men når det kommer til én selv, er det en anden sag.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Årh tusind tak for de fine ord! Og hvor har du ret i, at man aldrig selv kan se det 🙁

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Danica.

    Jeg synes egentlig det er meget relevante tanker, når bloggen nu delvist er dit levebrød. Jeg kan rigtig godt lide at følge med hos dig, fordi din blog er autentisk, og der behøver ikke at være en masse drama, for at historierne fænger – fortællinger om “leverpostejs-dage” har bestemt også sin charme, fordi man kan relatere til dem.

    Hav en dejlig weekend 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Danica Chloe

      Jeg er glad for du synes det er relevant. Det frygtede jeg lidt det ikke var, da jeg i det her tilfælde brugte bloggen til at læsse af 🙂

      Leverpostej har virkelig sin charme. Jeg synes bare ofte, at det kræver man kan skrive utrolig godt, så netop de almindelige hverdagsindlæg pludselig bliver relevante. I bund og grund skal jeg bare tro mere på mig selv 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • De egenskaber du nævner du har, er faktisk grunden til at jeg altid har læst med (selv da din blog handlede om sundhed, og jeg mere var et kage-menneske!)

    For mig er det ikke de livsændrende begivenheder der er tiltrækkende – det er dig som person, at du er så ærlig og nede på jorden, og fortæller om ting jeg kan relaterer til – og endnu bedre, stræbe efter at opnå.

    Hav en rigtig dejlig weekend 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Danica Chloe

      Tusind tak! Det er bare det, jeg skal huske, når jeg tvivler på mig selv. At jeg ikke behøver have et mere spændende eller dramatisk liv for at drive en blog, som folk gider at følge.

      Tusind tak fordi du tog dig tid til at kommentere. Jeg har læst alle kommentarerer herinde, og de har alle hjulpet, selvom jeg først får svaret nu.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Tak for et ærligt og meget reflekteret indlæg! Det er rart at høre, så føler man sig ikke så alene.

    Selv har jeg en lidt anden “livsstil”; startede på mit første fuldtidsjob d. 1. februar, og har en virkelig god stilling med en solid, fast indkomst. Alligevel overvældes jeg nogen gange af de lignende tanker som dig; er jeg virkelig god nok til den her løn? er de andre mon tilfredse med mit arbejde? ville jeg kunne udnytte min kompetencer bedre et andet sted?…

    Uanset det kan være “trættende” at have sådanne overvejelser, så tror jeg i bund og grund, at det er sundt. Vindermentaliteten gør, at man kæmper videre. Usikkerheden gør, at man ikke kommer ind i en “automatisk” rytme, hvor man ikke tænker over, om man egentlig er glad for sin hverdag.

    Og så vil jeg blot sige, at jeg er utrolig glad for at følge med på din blog. Følger den trofast, selv om der i dag ofte ikke er tid til at læse de mange blogs, som jeg havde som studerende. Din blog fanger mig, fordi man virkelig kan mærke, at alle indlæg kommer fra hjertet, og at du ikke er bange for at åbne op.

    Hav en dejlig aften.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Danica Chloe

      Jeg er så glad for du deler. Den følelse, jeg oplever, oplever mange af jer jo også. Bare i andre situationer. Jeg kan sagtens sætte mig ind i de følelser du har, og havde dem selv i mit første fuldtidsjob. Nøj, det var hårdt.

      Jeg tror også du har ret i det er sundt at lige tænke tingene igennem engang imellem. I sidste ende kan det ofte give nyt blod på tanden, og det havde jeg tydeligvis brug for.

      Igen tak fordi du læser med, og ikke mindst selv vil dele ud af dine refleksioner. Det hjælper enormt meget :-*

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Søde Danica. Jeg kan kun forestille mig, hvor svært det må have været for dig at skrive de ord. Ord, som mange af os I samme branche også har tænkt før eller siden. Jeg har i hvert fald. Jeg kan nok ikke komme med noget konstruktivt, men jeg vil bare sige, at det er et virkelig godt skriveri :-*

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Danica Chloe

      Sikke en dejlig kommentar. Nogle gange er det rart at vide, vi faktisk er flere, der har tænkt de tanker. Jeg tror det er ganske normalt, og sker for de fleste af os, men man kan bare have tendens til at fokusere på “alt” det man ikke selv føler man kan. Det er aldrig rart, men sætter tingene i perspektiv.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne H

    Jeg vil bare sige, at dette er min yndlingsblog. Jeg føler jeg får sådan et mentalt kram når jeg tjekker ind for at læse dine indlæg, og bliver mindet om hvad der er vigtigt her i livet. Jeg synes æstestik, budskaber, indhold og det hele spiller! Jeg håber det hele arter sig som du drømmer om, det fortjener du!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Danica Chloe

      Wauw! Det er ikke så tit jeg hører det, så tak 🙂 I bund og grund er det jo også ligegyldigt, hvor succesfuld/stor man er, når der er folk som dig, der får den følelse herinde. Tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan sagtens sætte mig i dit sted, for jeg har selv været selvstændig ad et par omgange og har virkelig brændt for det, jeg lavede. Og det ER virkelig svært at “slå igennem” … og den værste og hårdeste kritiker er nok en selv ikk’? Det er ikke til at vide, hvordan det vil gå dig og bloggen, men du må ikke give op … vi er faktisk mange der nyder at følge med her, netop fordi du er så ærlig, som du er. Jeg synes, at det er mega sejt, at du har kastet dig ud i dette her, for der er rigtig mange om buddet, og branchen er hård!
    Jeg er ikke i tvivl om, at du nok skal nå dine mål og drømme, så længe du ikke mister dig selv undervejs! Keep up the good spirit.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Danica Chloe

      Det er VIRKELIG svært. Og jeg har nok “undervurderet” det lidt, da jeg havde en idé om jeg kunne gøre det hurtigere end normalt. Ja, vi er virkelig vores egen største kritiker. Og når man samtidigt tænker alt for meget over tingene, som jeg gør, falder korthuset nogle gange.

      Tak for de opløftende ord Connie. Det giver virkelig mening og satte tingene i perspektiv.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Jeg synes virkelig du gør det godt, og din blog er nærmest én af de eneste, hvor jeg tør tage sponsoreret indhold for gode varer, hvilket jeg bestemt ikke gør ved de fleste blogs! Du er super ærlig og jeg stoler virkelig på at du kun skriver om ting, du kan stå inde for. Det er desværre langt fra sådan på rigtig mange blogs. Man skal jo heller ikke gå helt over i Fie Lauersen grøften og pynte ekstremt meget på sandheden for at fremstå mere ‘eksotisk’ og interessant.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Danica Chloe

      Sikke et kompliment. Tusind tak! Sponsoreret indhold er nemlig lidt et ømt område for mange, så det betyder meget.

      Nej, det skal jeg ikke over i. Jeg er også alt for ærlig til, jeg kunne finde ud af at få mit liv til at fremstå bedre eller anderledes 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • TAK og HURRA for dig! Sig mig engang. Kan du læse mine tanker, unge dame? Vigtigt indlæg som jeg selv har villet skrive, men ikke rigtig har fået nosset mig sammen til. Fordi det er et svært og personligt emne, fordi det netop er bagsiden af medaljen!

    Hvis det på nogen måde hjælper, så er vi FULDSTÆNDIG i samme båd og det er skide dejligt at læse dit indlæg!

    Det svære ved at brande og blogge er, at bevare begge ben på jorden, udstråle livsglæde og forblive sig selv. En kunst som kun få mestrer. Og måske skal vi ikke allesammen dele ALT i vores liv – bare for at få mange sidevisninger, blive større på det sociale medier og selvsagt få flere kampagner i hus. Virksomhederne søger heldigvis også helt almindelig mennesker som du og jeg – en målgruppe som 95 % af den danske befolkning trods alt hører til.

    Så hvis du kan bruge en highfive og en halvkold (men pæn) slat Instagramkaffe til noget på sådan en grå søndag – så kommer den lige her helt ovre fra HQ af Sabinasverden!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Danica Chloe

      Jeg bliver så overrasket over du også har sådan nogle tanker, da du udefra set virker til at have slået igennem og virkelig fundet din vej 🙂 Men det er også rart at høre, at selv de mennesker man ser op til, kan gøre sig nogle tanker om emnet.

      Jeg tror du har ret. At vi ikke alle skal dele ALT for statistikkernes skyld. Det klinger hurtigt hult, hvis indlæg og overskrifter bliver skrevet ud fra, hvor mange der skal læse det frem for det man selv har lyst til. De rigtige samarbejder skal nok komme i hus, hvis man har tålmodighed og er tro mod sig selv. Som du siger, er de fleste læsere jo i samme situation og lever et almindeligt hverdagsliv, så hvorfor skulle man selv som blogger pludselig vise noget andet?

      Tak for at dele dine tanker. Det hjalp! Og tak for (online) kaffe :-*

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • At slå igennem er vel relativt og det er gået rigtig stærkt for mig. Men derfor har jeg stadig de samme tanker som dig og synes mange dage, at det går alt for langsomt ift. læsertal, nye følgere, faste kapagner osv. Man er vel sin værste fjende, mest kritiske chef og helt alene om ALT i blogbranchen. Jeg har arbejdet helt alene uden blogfællesskab / agent i 2,5 år, og som du skriver i dag, så er man også alene med både op- og nedture. Derudover er Århus bare årtusinder bagud ift. networking og kontorfællesskaber – og jeg er en selskabspapegøje uden lige. Heldigvis har jeg min bedre halvdel, som også arbejder hjemmefra, og det er MØJ hyggeligt – en tid jeg vil huske til den dag jeg falder sammen i en stor blød lænestol på plejehjemmet 🙂 Mandagskram til dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Danica Chloe

      Det er nemlig relativt. Man skal bare huske på, at ting tager tid. Og når det virker til der er stilstand, skal man bare være tålmodig 🙂

      Noget helt andet! Hvor er det sejt du altid har stået for alt selv. Det er jo drømmen for de fleste, men mange er bange for om de kan håndtere det hele selv. Det er inspirerende!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lika

    Det må virkelig have krævet mod at dele alle de her tanker, men hvor er det bare vigtigt at dele! For du er bestemt ikke alene – jeg kan forestille mig, at rigtig mange bloggere har det som du – eller mange der delvist lever af at blogge. Jeg vil gerne lige tilføje, at ja – mange vil gerne læse om de helt store begivenheder (til en vis grad dog – efter nr. 999 indlæg om et vist emne, så har alle vist set og hørt nok om den livsbegivenhed) – men jeg (og tænker, at der er flere også) har i den grad brug for helt almindelige hverdags-indlæg, lige fra hvad morgenmaden byder på til hvilket outfit, der er musthave. Jeg har i hvert fald og det er nogle af mine yndlings-indlæg. Leverpostejs-hverdagen kan altså også noget 🙂
    Jeg håber, at du har haft en skøn weekend på trods af rigtig svære tanker. Sender en stor krammer til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Danica Chloe

      Ja, det krævede en del mod og jeg fortrød 500 gange efter, da jeg var bange for jeg skød mig selv i foden. Virksomheder og mit netværk læser jo også med, og når man selv ytrer højt, at man ikke altid selv kan se, hvad man er god til, kan det hurtigt påvirke andre.

      Men jeg er alligevel glad for jeg gjorde det. Både i forhold til andre bloggere, men i den grad også folk derude, der tvivler på sig selv i andre situationer. Det synes jo til at være ganske normalt blandt mange af os.

      Du har også ret, at de almindelige hverdagsindlæg er hyggelige. Jeg elsker dem jo selv – og især også hos andre, så det skal jeg huske. Nogle gange kommer mine ambitioner bare i vejen, og så skipper jeg et “ligegyldigt” hverdagsindlæg, fordi jeg tænker det ikke giver andre værdi. Men sådan skal det jo ikke være.

      Jeg får svaret på din mail i dag :-*

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kan du multitaske?