Skår i glansbilledet #18

 photo Starscant1_zpsf9ba2aaf.jpg

Kære læsere

Først vil jeg sige mange tak for den måde I har taget imod min historie på. Tak for alle jeres kommentarer både her og på facebook, men også tak for alle sms’er, opkald og andre hilsner, det har medført. Jeg har læst hver og en. Danica har været så sød at give mig lov til at komme med en opdatering på min historie, da der er sket en del siden sidst. Min historie blev udgivet i midten af august (skår i glansbilledet #12), men den blev skrevet i starten af juli. Nu siger kalenderen midt september, og der er derved gået godt to måneder.

Jeg blev udskrevet fra den psykiatriske afdeling i begyndelsen af juni og har siden været tilknyttet det mobile team, hvor jeg har haft ugentlige møder med en sygeplejerske. Jeg har skiftet medicin et par gange, da ingen af mærkene har givet den ønskede virkning. Jeg er på nuværende tidspunkt igang med at skifte til endnu et nyt mærke, der hører under den næst stærkeste kategori af antidepressivt medicin. Jeg håber inderligt på, at det er sidste gang, jeg skal skifte medicin. Sovemedicin og beroligende piller får jeg stadig fast hver dag, hvilket jeg er taknemmelig for, da jeg så rent faktisk får sovet.

Det er dog ikke det eneste, der er sket siden sidst. I samråd med min mand, mine forældre og det mobile team har det været besluttet, at jeg skulle prøve ECT behandlinger. Det man i gamle dage kaldte for elektrochok. Mange vil sikkert væmmes ved tanken om, at der skal sættes strøm til ens hoved, men jeg er af den overbevisning, at det skulle have en chance. Faktisk var det mit eget forslag. Det har en stor succesrate, og mange responderer rigtig godt på det. Det er en dyr behandlingsmetode, hvorfor den kun bruges til personer med en meget svær depression, selvmordstruende eller personer, der før har fået ECT. Da jeg ikke før havde prøvet ECT, skulle jeg indlægges igen for at sikre den bedste behandling. Derfor blev jeg genindlagt d. 18. august og er stadig den dag i dag indlagt.

Jeg var på det tidspunkt, altså omkring genindlæggelsen, ved at opgive kampen. Jeg havde utrolig svært ved at se, at jeg overhovedet kunne blive rask, og jeg orkede ikke at kæmpe mere, så jeg havde i den grad brug for, at der skulle ske en positiv udvikling, og det kunne ikke gå hurtigt nok! At indrømme overfor sine nærmeste, at man ikke har lyst til at leve mere er bestemt ikke nemt. Men mine forældre, mand og jeg har hele tiden været 100% ærlige overfor hinanden, og der var ikke noget, man ikke fortalte.

Dette har jeg været utrolig glad for, for det har betydet, at det har været nemmere at sige sådanne ting – vi har sågar kunnet lave en joke omkring det. I tiden omkring genindlæggelsen, og også før det, har jeg haft selvmordtanker op til mange gange dagligt, så for os blev det nærmest en del af dagligdagen. Folk, der ikke har været helt tæt på igennem hele forløbet, har selvfølgelig ikke fået alt at vide, hvilket har betydet, at det af og til har været svært at være flere sammen på en gang.

Jeg husker en gang, hvor vi spiste frokost hos mine forældre. Min mormor, mand, bror og svigerinde var der også, og snakken kørte derudaf. Min far lavede en joke med mig, og jeg havde det fedeste comeback, men eftersom, der var personer tilstede, der ikke vidste af mine selvmordstanker, kunne jeg ikke sige det. Det gjorde mig utrolig ked af det, og jeg løb ind i stuen for at græde ud. Min far kom ind til mig for at undskylde, da han troede, det var det, han havde sagt, der gjorde mig ked af det. Jeg fortalte ham, at det ikke var det, men det, at jeg ikke kunne tale frit fra leveren, da jeg var bange for, hvordan de andre ville tage det. Det har været en af de ting, der har været sværest gennem mit sygdomsforløb. Det har været svært at skulle holde igen, og passe på hvad jeg sagde for ikke at gøre andre ked af det.

Jeg følte mig som jordens største belastning, og jeg var af den overbevisning, at hvis ikke jeg levede mere, ville mine pårørende have det meget nemmere. Så uanset hvor meget og hvor mange gange de fortalte mig, at de elsker mig, at jeg bestemt ikke er en belastning osv. osv., hjalp det lige fedt. Derfor måtte jeg heller ikke selv have adgang til min medicin eller til de skarpe knive hjemme i køkkenet. Det er en stor frihedsberøvelse og umyndiggørelse, men jeg vidste også, at det kun var til mit eget bedste. Heldigvis kunne jeg blive genindlagt hurtigt, og jeg opstartede ECT behandlingen onsdag d. 20. august.

Det foregik således, at jeg skulle være fastende, og jeg måtte ikke have været fysisk aktiv inden behandlingen. Jeg kunne få tid alt i mellem kl. 8.30 og kl. 13, og først kl 8 samme dag, fik jeg min tid at vide. Behandlingen skulle jeg have tre gange ugentligt – mandag, onsdag og fredag. Normalt gives der mellem seks og tolv behandlinger, men det kan variere utroligt meget, alt efter hvor godt man responderer på behandlingen.

Selve behandlingen foregår således, at man får lagt et drop af en ænestesi læge eller sygeplejerske og kommer derved i fuld narkose. Man får et muskelafslappende stof, der gør, at krampeanfaldet dæmpes. Det betyder nemlig, at man ikke kommer til skade under behandlingen og musklerne næsten ingen ilt bruger. Dette betyder også, at hjernen ikke kommer til at mangle ilt på noget tidspunkt , hvilket er vigtigt. Ved et rigtigt krampeanfald, som man f.eks. ser ved epilepsi, bliver patienten blå i hovedet pga. iltmangel. For at være helt sikker på, at hjernen ikke mangler ilt under krampeanfaldet/behandlingen får man dog ren ilt gennem en åndedrætsmaske i ca. et minut før behandlingen.

ECT-apparatet afgiver strøm til hjernen i ganske få sekunder, og størstedelen af strømmen løber udenom hjernen via huden og kraniet. Det betyder, at det kun er ca. 5% af strømmen, der påvirker hjernen. Efter strømmen er afsluttet, vil hjernen selv udbrede impulser, og hjernen fremkalder selv et krampeanfald. Krampeanfaldet i hjernen øger aktiviteten i de systemer, der er påvirket af depressionen samtidig med at dannelsen af nye hjerneceller øges. På et lidt mere ?fordanskede? sprog kan man sige, at det er som at give hjernen massage. Når hjernen får massage, tvinges den til at frigive de glædesstoffer depressionen ellers har sat en stopper for.

Når man får ECT kan man typisk mærke en forbedring relativt hurtigt, hvorfor den netop er god til personer, der er selvmordstruende. Jeg kunne også mærke forbedringer hurtigt, så jeg responderede utrolig godt på behandlingen. Jeg fik sågar at vide, at jeg en af gangene var den, der havde den bedste krampeanfald af alle de patienter, der havde fået ECT den dag. Og allerede efter en tre-fire behandlinger var alle mine selvmordstanker forsvundet, og jeg har ikke haft dem siden (Spørg lige om jeg er glad for det!!!).

Man kan dog desværre ikke få behandlinger, uden der også er risiko for bivirkninger. Jeg har gennem hele mit sygdomsforløb sagt, at jeg kan acceptere alle bivirkninger på nær kvalme, hvilket heldigvis har været respekteret. Af medicinen har jeg heldigvis ikke været slemt ramt. I begyndelsen havde jeg muskelømhed og muskeltræthed, jeg har taget på, jeg har lyst til søde sager døgnet rundt og så har jeg stor mundtørhed. Det er alt sammen noget, jeg sagtens kan leve med. Bivirkninger til ECT behandlingen har dog været en smule anderledes. Det er normalt (70-80%) at opleve, at korttidshukommelsen bliver påvirket, hvilket jeg i høj grad også har mærket til. Når jeg er rask, har jeg en ret god hukommelse, og min mor driller mig ofte med, at jeg er halv autist, fordi jeg husker så godt, hvorfor det har været meget mærkeligt at opleve, at jeg glemmer ting.

Heldigvis har mine omgivelser taget det hele med et smil, selvom de ofte (har jeg ladet mig fortælle) er blevet nødt til at fortælle mig de sammen ting MANGE gange. Jeg har allieret mig med min mand og her kommer et par eksempler. Jeg havde en samtale med en læge på afdelingen, hvor min mor og mand også deltog. Senere synes jeg, at jeg ville fortælle dem om samtalen og hvad der blev aftalt. Jeg havde bare glemt, at de deltog i samtalen. Et andet eksempel er, at min mand skulle fortælle mig, at mine veninder kom for at besøge mig hele fire gange. Jeg har glemt, at de har besøgt mig på afdelingen osv. Jeg har senere fået en kalender. Mange af disse ting er selvfølgelig ret lige meget om jeg husker eller ej, men mange af de ting eller begivenheder, der er sket imens ECT behandlingerne har stået på, husker jeg kun svagt, hvis jeg overhovedet husket noget. Det betyder desværre også, at jeg kun husker en brøkdel af min barndomsvenindes bryllup, hvilket jeg selvfølgelig er utrolig ked af. Jeg fik lov til at tage med og jeg husker i små glimt de store ting derfra, men jeg er rigtig glad for, at der er opfundet kamera, så jeg kan se en masse billeder. Jeg har kun fået seks behandlinger, da jeg responderede så godt på dem, men også fordi min hukommelse var påvirket mere end gennemsnittets. Det er selvfølgelig træls, at hukommelsen er påvirket så meget, men jeg er naturligvis meget glad for, at jeg responderede så godt på behandlingerne, og eftersom selvmordstankerne også er forsvundet har jeg nu adgang til medicinen derhjemme. Korttidshukommelsen er stadig påvirket, men som regel bliver den normal igen noget tid efter sidste behandling, så det håber jeg bestemt på.

Den sidste ECT behandling fik jeg mandag d. 1. september, og jeg har siden den dag været til et par møder med min læge på afdelingen for at finde ud af den bedste løsning for mig fremadrettet. Jeg er ikke rask endnu, men jeg har det i dag bedre, end jeg har haft det siden midten af februar måned, så for mig er det store fremskridt. Jeg har fået udgang, hvilket betyder, at jeg nu selv må færdes uden for området. Dette har givet en enorm frihed, idet jeg har kunnet lave aftaler med veninder om formiddagen, uden det skulle være her på det psykiatriske hospital. Det har desværre også betydet, at jeg er blevet overmodig og ofte slår et for stort brød op uden selv at tænke over det.

Min mor og min mand leger ofte bussemænd, og fortæller, hvornår nok er nok. Jeg er ikke altid lige god til at lytte til dem, det indrømmer jeg gerne. Når jeg står i situationen, kan jeg ikke mærke, at jeg har det dårligt, eller nærmere, at jeg vil få det dårligt, så jeg har lyst til at blive. Et godt eksempel er, da min mand og jeg var til bryllup hos min veninde og hendes mand. Jeg var indlagt (og havde virkelig tigget og bedt om, at jeg måtte deltage) og skulle derfor passe på med ikke at presse mig selv for meget. Brylluppet blev holdt på Endelave, hvilket også betød, at man ikke kunne komme hjem før dagen efter. Min veninde havde været så sød at give min mand og jeg et værelse, der lå lagt væk fra festen, så vi kunne trække os, når jeg havde brug for ro. Vi deltog under hele middagen, jeg ville endda holde tale (kan jeg ikke huske jeg gjorde), vi så brudevalsen og så synes min mand altså, vi skulle i seng. Den beslutning var jeg bestemt ikke enig i og fik ham lokket til, at vi kunne danse en halv time. Efter den halve time skulle han stadig slæbe mig i seng, og jeg var bestemt ikke tilfreds. Da vi kom over på værelset, og jeg fik mig lagt ned, overrumplede det hele mig. Jeg kunne pludselig mærke, hvor træt og udkørt jeg var, og min mand måtte ligge og snakke om dejlige minder, indtil jeg faldt i søvn. Et andet eksempel er også, at jeg er dårlig til at sætte grænser for mig selv, hvorfor det ofte er min mand, der bliver nødt til at smide mine veninder hjem, så jeg kan få slappet af. Jeg er dybt taknemmelig for al den hjælp, min mand giver mig, og jeg håber, at jeg en dag (gerne snart) lærer selv at kunne sige fra.

Nu sidder jeg her, ni dage efter min sidste behandling, og venter på svar på, hvad der skal ske i fremtiden. Da jeg fik ECT behandlinger var jeg så syg og hukommelsespåvirket, at et kognitivt forløb ikke kunne betale sig. Min læge her på afdelingen og jeg har i samråd med mine forældre og mand aftalt, at jeg nu er så meget bedre, at jeg skal opstarte et psykolog forløb. Jeg skal stadig være på medicin, men det skal være psykologforløbet, der i sidste ende skal få mig helt rask. Eftersom det er gennem det offentlige, at jeg skal have psykologforløb, er der selvfølgelig noget ventetid. Om jeg bliver udskrevet nu, eller først når jeg kan opstarte med psykologen ved jeg endnu ikke og er derfor pt. i en venteposition. Grunden til, at det er et psykologforløb, der skal få mig helt rask, er fordi man kan sætte en konkret hændelse på, hvad det var, der udløste min depression (se skår i glansbilledet #12). Jeg (og min mand) oplevede et stort traume og noget nær det værste et menneske kan udsættes for.

Som barn/ung blev jeg i skolen mobbet på det groveste, og den gang var jeg også indlagt på den børnepsykiatriske afdeling. Mobningen stod på gennem ca. 2½ år og var af psykisk karakter. Når jeg kom ind i et rum, kunne de andre finde på at gå, jeg måtte ikke være med til at hoppe i sjippetorv osv. Jeg vendte det hele ind ad og troede det hele var min skyld. Hvis jeg blot kunne lave mig om, ville de andre børn godt kunne lide mig. På den børnepsykiatriske afdeling lærte jeg at vende det udad i stedet for, og jeg endte med at sloges med de andre i stedet for. Jeg husker heldigvis ikke det hele fra denne tid, men det har alligevel sat nogle ar på sjælen. Jeg har altid været meget perfektionistisk, og kun det bedste er godt nok. Jeg har levet efter mottoet, at jeg hellere ville undvære end at nøjes med det næstbedste, og de, der kender mig godt ved også, at jeg altid har knoklet 110% i alle situationer. Jeg har altid mere eller mindre ubevidst higet efter anerkendelse og en ?du er god nok, som du er?. Jeg har ikke ønsket, at nogen skulle kunne sætte en finger på noget. Lejligheden skulle være rengjort, kroppen skulle være top trimmet, maden ordentlig og jeg kunne blive ved. Denne mere eller mindre ubevidste higen efter anerkendelse stammer helt tilbage fra den tid jeg blev mobbet i folkeskolen. Da dette traume skete, vendte jeg igen skylden indad. Hvis jeg bare havde spist noget mere kunne det være, at jeg ikke behøvede at miste mit barn, og jeg var derved heller ikke endt med en svær depression. Det er tanker som disse en psykolog skal hjælpe mig med at bearbejde.

Jeg er sikker på, at en psykolog nok skal hjælpe mig med at blive rask, for jeg kan jo godt se, at der er noget, der er helt forskruet oppe i hjernen. Om jeg har støvsuget inden jeg får en veninde på besøg, er hun da bedøvende lige glad med, det kan jeg jo et eller andet sted godt se. Jeg skal bare have min hjerne til at samarbejde med mig. Jeg har af lægen fået at vide, at jeg nok skal blive rask, og jeg skal nok lære at sige pyt og rent faktisk også mene det, men at det bliver et langt og hårdt efterår for mig. Men jeg er sikker på, at når jeg er på den anden side af hele det her sygdomsforløb, så jeg er en kvinde, der hviler mere i mig selv end jeg nogensinde har gjort. Jeg vil have meget nemmere ved at finde balancen mellem sundhed og hyggestunderne. Jeg vil én gang for alle kunne lægge låg på det, der skete da jeg var barn og lære at acceptere det og leve med det. Men ikke mindst vil jeg være en langt gladere pige. Det bliver hårdt at komme igennem, men kampen er værd at kæmpe, for jeg er sikker på, at det liv, der venter mig på den anden side er helt igennem fantastisk!

Nu springer jeg lidt i tiden. Alt ovenstående er nemlig skrevet i midten af september, hvor jeg ventede på, hvorvidt jeg skulle udskrives eller ej. I dag er det starten af november, og der er derved gået halvanden måned siden sidst jeg skrev på min historie. På daværende tidspunkt var jeg stadig påvirket af ect’en, og det sjove er faktisk, at jeg ikke kan huske, at jeg har skrevet alt det ovenstående. Så meget har min hukommelse påvirket mig. Det er lidt som at have været rigtig fuld og ikke kan huske, hvad man har lavet. Forskellen her er bare, at jeg er ved mine fulde fem hele tiden. Jeg kan bare ikke huske, hvad jeg har lavet. Hukommelsen er dog kommet tilbage. Ikke at jeg kan huske, hvad der skete under min ect-behandling, men de ting jeg laver i dag, glemmer jeg ikke igen. På de halvanden måned, der er gået er der sket utrolig meget. Det er faktisk sådan, at jeg en gang imellem lige niver mig selv lidt i armen for at forstå, at det altså er virkeligheden!

Jeg blev udskrevet relativt hurtigt, efter jeg skrev det sidste. Tror datoen har været omkring d. 20/9, uden jeg dog tør sige det hele specifikt. Jeg var også så heldig, at jeg kom til ved psykologen ret hurtigt, så der har jeg allerede været fire gange. Hun er ikke kun min psykolog, men også min primære behandler, så det er ikke kun kognitivt, der bliver arbejdet, men i lige så høj grad bliver der snakket om de depressive symptomer, medicin, testskema af depressionsgraden osv. Og jeg kan med stor glæde i stemmen sige, at jeg for 3 uger siden fik at vide, at jeg ikke længere har en svær depression, men er nede på en let til moderat. Yay!! Det har jeg helt sikkert også selv kunne mærke, men det er virkelig rart endelig at få det ned på papir også. Det, at jeg har fået det bedre rent depressionsmæssigt, har betydet en verden til forskel. Jeg er begyndt at kunne gøre nogle af de ting, som jeg nød at lave før jeg blev syg. Det er f.eks. at være sammen med veninder, vennepar, gå en (kort) strøgtur osv. Jeg har stadig musik, ørepropper og ekstra medicin med som en sikkerhedsforanstaltning, men det er helt okay. Det er selvfølgelig tegn på, at jeg ikke er helt mig selv endnu, men det er strategier, der gør, at jeg kan få nogle succesoplevelser, og det er en ting, der er helt essentiel i behandlingen af depression.

Jeg er heldigvis begyndt at kende mine egne grænser, og ved hvor meget jeg kan holde til, hvornår jeg skal slappe af, hvornår jeg skal sige fra osv. Som jeg har skrevet før, har jeg ikke altid kunnet det. Det har gjort mig overmodig, og det har været utrolig svært at acceptere, at jeg ikke “måtte?/kunne” mere. Et eksempel jeg kan give er, at jeg skulle se min gode veninde. Jeg synes jeg kunne klare alt og foreslog derfor, at vi både skulle træne, spise brunch i byen og så shoppe bagefter.

Min veninde skrev tilbage, at hun synes, vi kun skulle gøre én af tingene. Jeg var uforstående, og nok også en smule irriteret, men vi gjorde kun en af tingene. Jeg har senere fået at vide, at min veninde faktisk ringede til min mor for at få råd. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle tackle den sms. På den ene side ville hun jo vildt gerne lave noget med mig, men samtidig var det måske for meget. Jeg har virkelig kun den dybeste respekt for, at hun søgte råd hos min mor. Det viser virkelig, at hun kun vil mig det bedste. Jeg har været så taknemmelig for den måde hun (og andre veninder) har været på gennem forløbet. De har hjulpet mig der, hvor de kunne, og selv da jeg havde det værst og havde afskrevet kontakten, holdt de sig opdateret omkring min situation gennem min mand og mor. Sådan et sygdomsforløb sætter virkelig tingene i perspektiv. Jeg har uden tvivl de bedste veninder, og de fleste af dem har virkelig været der uanset hvad. Der er desværre også røget et par stykker gennem forløbet, men samtidig er der nogle, der har overrasket mig positivt og virkelig været der. Jeg har stor respekt for jer og er jer endnu mere taknemmelige. Det har ikke været nemt at være veninde til mig, men I har været der, og det ved jeg, at I altid vil være. Tak er kun et fattigt ord, men af hjertet tak. Det blev et lidt langt eksempel, og der blev sprunget lidt i det, men jeg synes det var på sin plads med en tak.

Jeg er som sagt blevet bedre til at kende mine grænser, hvilket også har betydet, at det er blevet betydeligt nemmere for min mand og jeg. Nu kan han nøjes med at være min mand og behøver ikke længere lege bussemand, og vi slipper derfor for mange diskussioner. Ingen tvivl om, at den her periode har været rigtig hård for ham også. Hans gulvtæppe er også blevet revet væk under ham. Han skulle have været far, hvilket en (undskyld sproget) fucking-lorte-røv-pis sygdom satte en stopper for. Mens han havde brug for at snakke om det, var hans kone så syg, at hun ikke engang havde indset, at hun havde fået en abort (jeg har lært at sige det nu).

Han har været vidne til og har lyttet på mange af mine tanker, mine bizarre tanker om selvmord, om hvordan jeg havde det, om at livet ikke var værd at leve osv. Han har været nødt til at være den stærke, være der for mig, når jeg havde brug for det, han tog overlov fra sit studie, og så havde han for resten også lige en ny lejlighed, der skulle sættes i stand. Han har været min hverdagshelt. Intet mindre. Og, at jeg nu er så meget bedre i stand, at jeg selv kan pakke medicin, at jeg ikke har selvmordtanker, at han kan tage i skole uden at være bekymret for mig herhjemme, at han kan være sammen med kammerater uden at skulle skynde sig hjem, fordi jeg har det skidt og ikke vil leve mere, gør hele vores forhold nemmere. Vi kan være mand og kone igen.

Vi kan have et vennepar ovre en fredag aften og drikke 3-4 flasker vin og først komme i seng over midnat, vi kan tage ud at spise, vi kan tage på spaophold eller gå en tur hånd i hånd gennem strøget. Det er fantastisk. Selvfølgelig er der stadig dage, hvor jeg har det rigtig svært og har brug for at snakke. Og dage som disse vil der komme endnu. Det kan enten være depressionen, der rammer hårdt, eller det kan være sorgen over at have mistet et barn. Jeg skal hele tiden huske på, at jeg ikke er rask, men jeg har det så meget bedre, at jeg kan begynde at være en kone igen. Jeg kan overraske ham med en lille ting og gøre ting, der gør ham glad. Det betyder virkelig meget for os. Jeg skylder ham en kæmpe tak, og jeg vil være ham evigt taknemmelig for den måde, hvorpå han har håndteret hele sygdomsforløbet på. Jeg kender ingen anden mand, der ville kunne klare alt det, han har stået model til. Og, at vores ægteskab har gået så meget igennem på kun et år betyder blot, at vi kan klare enhver udfordring, der end måtte komme.

Så hvordan er det så jeg har det i dag. Jo jeg har det godt. Og så keder jeg mig, hvilket egentlig kun er et sundt tegn. Jeg glæder mig til, at jeg kan lave mere end jeg gør i dag. Jeg glæder mig til, at jeg har noget at stå op til og rent faktisk bruge mig selv igen. Jeg er stadig sygemeldt, men både min behandler og jeg satser stærkt på at kunne raskmelde mig ved årsskiftet. Det vil så betyde, at jeg har været syg i 11 måneder. Godt nok synes 11 måneder af lang tid, men ud af et helt liv er det jo faktisk ret kort tid. Som min mand og jeg siger, så kan man ikke vinde i lotto uden at købe kuponen, og det sammenligner jeg meget med dette sygdomsforløb. Jeg har lært mere om mig selv i det år, der er gået end i resten af livet, jeg hviler i mig selv (kommer 100% til det når jeg er rask), jeg kommer stærkere ud på den anden side, både individuelt, men også i mit ægteskab. Og alle de gevinster, der rent faktisk er kommet i dette sygdomsforløb, ville jeg ikke være foruden.

Jeg har fået et tættere forhold til mine veninder, til min mand, men bestemt også til mine forældre. Ikke, at vi ikke havde det i forvejen, men vi er gået igennem en ekstrem hård tid som familie, og det har kun gjort os stærkere og samlet os endnu mere, end vi var i forvejen. Derfor også en kæmpe tak til mine forældre, der har støttet mig fra dag 1 i forløbet og har gjort alt, der stod i deres magt for at hjælpe både min mand og jeg. Jeg er virkelig glad for min familie, og den indgangsvinkel de har haft til tingene. Åbenhed, åbenhed og atter åbenhed sammen med ærligheden. Så kommer man langt. Et rungende tak skal der lyde til min mor og far, tak fordi I er som I er. Og igen tak til alle, der har været tæt på mig i det forgangne år. Det har alt sammen hjulpet til, at jeg bliver hurtigere rask.

Jeg vil her til slut takke Danica for at give plads til min historie. Det at skrive min historie har hjulpet mig til at blive hurtigere rask. Jeg har valgt at stå frem, både for at blive hurtigere rask, men også fordi jeg synes, det er vigtigt at få fokus på psykiske lidelser og det tabu, der er omkring det. Jeg søger bestemt ikke medlidenhed, men jeg har et brændende ønske om at hjælpe andre, der kunne stå i lignende situation. Hvis du selv, eller hvis du kender én, der kender én, der har det svært og har brug for én at snakke med eller spørge til råds, så er min mail åben og du/I kan fange mig på louisefrederiksen01@gmail.com.

Tak fordi du læste med.

Skår i glansbilledet #17

 photo Anorexia_zps6f78b1ad.jpg

Billede herfra

Den her historie har virkelig gjort indtryk på mig – ikke mindst fordi der er så mange der kan nikke genkendende til flere af de ting. Det er skræmmende og forfærdeligt. Dagens læser ønsker at være anonym, men er så utrolig modig at dele sin historie. En historie, der viser alle de sorte sider og hvad en person faktisk gennemlever i tilstanden. Med det sagt håber jeg I vil læse hele beretningen. Måske I selv kan bruge det eller kender nogen, der har brug for hjælp?


Jeg er en pige midt i 20’erne og for 2 år siden startede det, som i dag er blevet mit livs mareridt. Jeg levede i et lykkeligt forhold, men udfordrede mig selv med en udlandspraktik, hvorefter jeg endte med at gå fra kæresten gennem syv år. Jeg var nysgerrig på det at være single, og følte at det var noget som skulle prøves af. Jeg var vandt til at være elsket, som den jeg var, men som single blev jeg pludselig meget usikker på om andre også ville finde mig tiltrækkende og interessant. I praktikken var der så kort afstand til mit fitnesscenter, at jeg var dernede og løbe 10 km 5 gange om ugen og sideløbende havde det vakt min interesse at tælle kalorier, da jeg gerne ville prøve at opnå en fit og trænet krop nu hvor jeg havde tiden til det.

Efterfølgende begyndte jeg at kaste op når jeg havde spist, trods normale portioner mad. Hen ad vejen blev det ret hårdt fysisk, og jeg spiste i stedet minimale mængder af mad. Jeg havde en regel om, at mit kalorieindtag ikke måtte overstige 500. Du finder ud af hvor lidt det er, men vender sig mere og mere til det. I sidste ende lærer du at ignorere sulten, det bliver hverdag og dermed også den virkelighed du lever i. Det er så hårdt, fordi hver dag er en psykisk kamp. Jeg elsker mad, jeg elsker at lave den, jeg elsker en lækker kage eller en god pastaret, men kulhydraterne blev min store fjende. Hver dag, hvert måltid er en kamp hvor tankerne slås inde i hovedet. Jeg har min rationelle fornuft, som en gang i mellem fortæller mig, at det er forkert det jeg gør, men samtidig har spiseforstyrrelsen så stramt et tag, at det oftest vinder kampen.

Igennem alt dette gik jeg vanvittig meget i byen og søgte bekræftelse, som jeg bestemt også fik. I byen havde jeg oftest en mission om at score en bestemt person, og det gik for det meste også som planlagt. Samtidig med at det var sjovt at gøre præcis hvad jeg havde lyst til, så er jeg også håbløst romantiker og med tiden blev byturene også jagten på at finde min drømmemand, fordi jeg efter et års tid var sikker på, at hvis jeg fandt ham, ville jeg få det bedre. Byturene blev vildere og gentagne gange har veninderne måttet tage sig af mig, fordi jeg har været for fuld. De fleste gange kunne jeg ikke huske hvordan jeg var kommet hjem og jeg passede slet ikke på mig selv. Mit humør og min personlighed blev også påvirket rigtig meget af min psykiske kamp, hvilket resulterede i, at nogle af mine veninder tog lidt afstand og jeg havde nær mistet en rigtig god veninde på det. Det skal også siges, at mine veninder har støttet mig rigtig meget og stadig gør det, lige såvel som min familie.

I september sidste år kom jeg ned under 40 kg., og jeg var stadig ikke tilfreds. Jeg kunne på ingen måde forstå at min familie og mine tætte venner synes jeg var tynd. Det bliver en ond cirkel og mit næste mål var 35 kg. Udfordringen var samtidig, at de mennesker jeg mødte i byen sagde jeg havde en lækker petit krop. Det var enormt svært at stå i midten, og på den ene side blive rost af fyrerne, og på den anden side få at vide af folk som kendte mig bedst, at jeg var for tynd. Jeg vidste og ved stadig ikke hvad jeg skal tro. I starten var jeg overbevist om, at jeg kunne styre det, men med tiden mistede jeg kontrollen.

Mine forældre ville ikke længere acceptere, hvad jeg gjorde mod mig selv og fik mig overtalt til at snakke med min læge, hvorefter jeg startede i et forløb på Risskov, da jeg jo selv ønskede at få et normalt liv igen. Her fik jeg diagnosen anoreksi med bulimiske træk. Deres metoder virkede ikke for mig, og da jeg stoppede fordi jeg flyttede til Sjælland, havde jeg i alt kun taget 200 g. på Jeg flyttede, fordi jeg efter min uddannelse fik job i København og jeg greb chancen for at komme væk fra det hele. Væk fra familie og venner som alle synes de vidste bedst. Det gjorde og gør de sikkert også! Det sidste halve år har budt på mange op- og nedture. Jeg fandt sammen med min x kæreste igen, og troede for en stund, at alt skulle blive bedre, men det forblev i sidste ende det samme, fordi sygdommen ikke tager hensyn til noget eller nogen. Jeg var en dårlig kæreste og kunne ikke acceptere, at jeg ikke var i stand til at give ham hvad han fortjente. Mod hans vilje og mening, gik vi igen fra hinanden.

Jeg vidste der måtte ske noget, og kommer derfor ved en psykolog. Jeg har taget 5-6 kg. på det sidste lille år, men den seneste tid har været præget at stres over arbejde og flytning. Det hele er derfor eskaleret igen med massiv kompenserende adfærd, og det resultat at jeg nok har tabt mig igen. Jeg ved det ikke med sikkerhed, for jeg tør ikke veje mig. Jagten på manden er nu igen en stor del af mine byture. Når jeg bliver brændt af eller såret af en fyr, som jeg en sjælden gang føler noget for, påvirker det mig så meget, at det har stor indflydelse på mit spisemønster. Når det sker, er der en stemme i hovedet, som fortæller mig at jeg kan sige mig selv, at ingen vil have mig, fordi jeg på ingen måde er attraktiv, interessant og smuk nok. Udefra ser folk en glad, udadvendt og smilende pige, som kørere derud af, og er elsket af mange. For dem der formår at se hvad der ligger inde bagved, kan de samtidig se en træt, ulykkelig og svag pige i stor smerte. Jeg havde aldrig troet det om mig selv, men for at holde smerten ud, tog jeg en dag en kniv og holdt den mod huden. Det er ikke noget jeg er stolt af, og jeg har grædt over min egen svaghed de få gange det er sket.

Det som startede som en uskyldig passion for træning og sund kost, er blevet min egen værste fjende. Senest har jeg gennemgået diverse undersøgelser og fået konstateret knogleskørhed, med besked om, at spiseforstyrrelsen nok har været medvirkende årsag. Jeg skriver ikke min historie for medlidenhed, men i håb om at kunne fange nogen i opløbet. Jeg håber ikke for nogen at de skal opleve det jeg har og oplevet og stadig oplever. Hvis du kan kende dig selv i noget der ligner starten på min historie, så gør alt hvad du kan for at løbe i den modsatte retning.

Jeg håber en dag, at jeg kan lære at holde af mig selv som jeg som jeg er, for jeg tror på at det er hvad der skal til. Jeg ved bare ikke om den rette opskrift findes. Det gør ondt at indrømme, at jeg tvivler mere og mere på at jeg kommer igennem det. Jeg er ikke længere den samme pige og dele af hende kommer nok aldrig igen.

Jeg bliver og er defineret ved anoreksien.

Velkommen til Sandra

 photo Sandra1_zps8c100e61.jpg

Som et nyt tiltag herinde, vil jeg regelmæssigt låne min blog ud til min veninde Sandra. Sandra er utrolig inspirerende men samtidigt helt nede på jorden. Hun er utrolig kreativ, god til at indrette, finde på nye spændende ting at lave i Aarhus og meget andet. Det er også hende, der står bag virksomheden, Imprinted Aarhus, som I måske har set nævnt herinde tidligere. Tag god imod hende og I kan lære hende meget bedre at kende nedenfor. 

Hej mit navn er Sandra og jeg har fået æren af og skrive små indlæg herinde på Danicas blog. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme med en masse, forhåbentlig, spændende indlæg, som vil omhandle alt mellem himmel og jord.

Men først vil jeg lige fortælle lidt om mig selv.

Jeg er uddannet cand.ling.merc. som er en kandidat i international virksomhedskommunikation med speciale i EU og projektledelse. Jeg er meget nysgerrig på alt der omhandler EU, såsom nye direktiver der bliver udformet, hvilke fonde man kan søge midler fra og hvilke projekter der får støtte. Derudover har min uddannelse taget afsæt i kommunikation, marketing og PR, hvilket også interesserer mig meget. Især sociale medier og PR optager meget af min dagligdag.

Jeg er 27 år og bor i Århus sammen med min mand og vores to børn. Vi har en pige på 3,5 år som hedder noget så smukt som Chloe (alle mødre synes vel deres børn hedder det mest smukkeste navn i verden, det gør jeg i hvert fald :)) og vi har en vidunderlig lille basse på 1 år som hedder Jayden. Jeg er lykkelig gift på tredje år med manden i mit liv. Jeg er mor med stort M og nyder at være mor på både godt og ondt. Jeg elsker at have to dejlige børn at vågne op til, hygge med dem, nusse om dem og bare betragte dem. Men med alt det gode kommer der også problemer. Vores børn er i den alder, hvor de driller hinanden og skændes så det brager, og jeg har nogen gange stået og hevet mig i håret i ren frustration over dem. Mere om børn og deres indbyrdes problemer i et andet indlæg.

Jeg brænder for vores børn og alt der har med børn at gøre, indretning, rejser, mode, mad, træning og da vi næste år skal giftes igen (ja, en gang er ikke nok for os), vil der nok også komme lidt indlæg om dette. Jeg vil derudover komme med små indlæg om butikker, oplevelser m.m. som jeg finder spændende her i Aarhus.

Danicas blog er perfekt for mig at udfolde mig, da vi deler mange interesser og samtidig er gode veninder. Jeg håber I vil læse spændt med, når jeg skriver nogle indlæg.

Sandra

Skår i glansbilledet #16

 photo Skaringriglans_zpsd7859e23.jpg

Billede herfra

Jeg lader i dag Hejdi få ordet. Hejdi er en sej og stærk person, der gerne vil sætte fokus på det, at have en sygdom som er usynlig for andre. Hvad det medfølger og hvordan Hejdi har forsøgt at overkomme det. Det er en meget rørerende beretning og jeg håber virkelig det kan være med til at fjerne tabuet og skabe en fælles forståelse for usynlige sygdomme. Se Hejdis blog her. 


Noget af det første folk ser på en, det er ens udseende. Man dømmer en på forhånd, om man så vil det eller ej, det er meget naturligt. Når man ser på mig, så ser jeg måske sjov, frisk og livsglad ud ?men er jeg nu også det?

Min historie startede tilbage i sommeren år 2000, hvor jeg var 10 år gammel. Min familie og jeg var i Paris og jeg begyndte at bløde, når jeg var på toilettet. Ligeså snart vi var hjemme i Danmark, kom jeg til lægen. Der skulle tages nogle prøver og i efteråret blev jeg indlagt på Odense Universitets Hospital. Det har nok været en af de værste episoder i mit liv og har givet mig en meget kraftig panikangst hvad angår alt med sygehuse og læger. Jeg fik konstateret en kronisk tarmbetændelse kaldet Colitis Ulcerosa. Jeg skulle til at tage medicin hver dag og jeg var meget syg. Jeg var lille, bleg, tynd og lignede nærmest et skellet.

Mine klassekammerater havde til tider svært ved at forstå mig. Jeg var allerede “anderledes”, fordi min far døde i 1998 og ingen af dem havde oplevet sådan noget før. Hvis jeg sad i forsterstilling pga mine mavesmerter, så fik jeg bare sætninger som “alle får altså mavesmerter nogle gange” smidt i hovedet. Men de havde ingen anelse om, hvor smertefuldt jeg hele tiden gik og havde det. De andre elever på skolen syntes jeg var sød og altid smilende, men det var også fordi jeg stoppede med at sige, når jeg havde ondt. Lærerne begyndte til tider at sende mig hjem fra skolen, fordi jeg var for syg til at være der, men det var ikke med min gode vilje, for jeg ville jo bare være som de andre i min klasse. De så ikke hvordan jeg kom grædende hjem stort set hver eneste dag fra skole, de så ikke den smerte det kostede at holde en facade op hver eneste dag.

Da jeg startede på en ny skole i 10. klasse, var det lidt som før. Alle kunne lide mig, men folk ville aldrig tæt på. Mit liv var anderledes end deres og det tror jeg mange havde svært ved. I løbet af det skoleår, havde jeg en meget psykisk nedtur, hvilket resulterede i at jeg blev syg hele tiden i op til 2 uger ad gangen. Min sygdom kunne ikke håndtere at min psyke havde det så skidt. Jeg smilede altid i skolen, for jeg ville ikke indrømme hvordan jeg havde det indeni. Jeg ville ikke virke svag, anderledes og jeg ville ikke give dem noget at snakke om bag min ryg. Jeg turde ikke lukke nogen ind i mit liv, for jeg så altid hvordan venner begyndte at trække sig væk, fordi de ikke kunne acceptere at jeg blev syg pga min sygdom.

På HG gik det bestemt ikke lettere. Det var første gang nogen af min mors børn skulle på en uddannelse, hvor man kunne få hue på. Nu var jeg et sted, som var mere alvorligt. Her kunne man ikke bare tage en sygedag, for så kunne man risikere at blive smidt ud. Jeg fortalte heller ikke om min sygdom til at starte med – først efter jeg fik min første advarsel. Men skolen var meget forståelige. Derimod var eleverne det ikke altid. Hvis nogle skulle i biografen, til fest eller bare mødes for at hygge, så blev jeg aldrig inviteret med. Jeg var jo den søde pige, som alle kunne lide. Men jeg kunne aldrig give et svar før på selve dagen, for jeg vidste aldrig om jeg jo var syg den dag, da der ikke skulle meget til. Så folk stoppede helt med at spørge. Selv da vi skulle til Holland på studietur, sad jeg som den eneste 1 uge før og ikke havde nogen af bo i hytte med. Dem jeg snakkede mest med i skolen debatterede endda med hinanden, om de ville have mig boende, fordi læreren spurgte. Det var meget sårende, men jeg lod som ingenting og takkede ja til at bo med dem.

Hver gang jeg kom hjem fra skole, så lå jeg i sengen. Jeg lavede mine lektier i skolen, fordi jeg vidste jeg ikke kunne når jeg kom hjem. Jeg havde intet liv efter skolen, fordi jeg ingen energi havde tilbage. Til min sidste eksamen skulle jeg lave en butik i målestoksforhold, men jeg havde kun 1/3 af timerne i forhold til de andre, fordi jeg lå så meget syg. Men jeg fik jo bare stukket i hovedet, at jeg bare kunne arbejde videre derhjemme. De skulle bare vide… Jeg sluttede med 00 for min butik, men helt ærligt så var jeg ligeglad, for nu var jeg færdig, alt presset forsvandt og jeg glædede mig bare til at fjerne den mur jeg havde bygget op.

Desværre havde de sidste år med facaden, gjort at jeg blev mere og mere syg. Jeg kæmpede jo imod min sygdom og ville ikke acceptere at den skulle styre mit liv! Men den kamp gav bagslag og jeg var mere syg end jeg nogensinde havde været. Jeg havde konstante smerter, blev syg hele tiden, jeg fortalte aldrig mine få venner om det, men lagde kun de gode ting ud på facebook og andre sociale medier. Ingen skulle se hvor slemt det stod til. Jeg begyndte at blogge og senere hen lavede jeg videoer på youtube. Det skulle handle om mig og mit liv, men folk mente jeg talte for meget om min sygdom. Så end ikke på nettet turde jeg ikke vise hvem jeg faktisk var, fordi jeg var vandt til at folk haglede mig ned. Min mor var den eneste som forstod mig, da hun selv har en usynlig sygdom. Så hun kunne se når jeg skjulte smerterne, ligesom jeg også kunne se det ved hende. Hun var en af de eneste jeg vidste 100% forstod mig og som var der for mig.

Jeg prøvede at komme ud og møde nye mennesker. Men fordi jeg blev syg tit og også f.eks har været i forhold, så fik jeg beskyldninger om, at jeg bare bruger min sygdom som undskyldning for ikke at ville ses med folk. At jeg var et dårligt menneske, fordi jeg prøvede at gøre mig bedre/højere end andre ved at sige jeg var syg. Jeg har fået så meget lort smidt i hovedet at I ville korse jer. Både af fremmede, bekendte, venner, ja selv familie. Men det er ligesom folk ikke forstår det, før de ser mig, når jeg har det værst. Når jeg decideret ligger i min seng og bogstaveligt talt ikke kan bevæge mig, af energimangel. At jeg ikke engang kan synke mit eget mundsavl. Folk forstår ikke at jeg finder det ydmygende, at jeg nogle gange har måtte kalde på min lillesøster, så hun har kunne give mig et håndklæde på i badet, fordi jeg har været blevet så dårlig at jeg ikke kunne bevæge mig.

Der er meget tabu om min sygdom, da det er i tarmen den sidder og derfor har med afføring at gøre. Jeg har hele mit liv ladet andres meninger om mig styre mig, jeg har aldrig turde bare at være mig selv. Jeg var bange for hvad folk ville sige bag min ryg. Bange for at blive grint af. Bange for ikke at være god nok. Det sidder brændt inde i mig. Jeg vil bare være nok. Nu har jeg så efter HG været sygmeldt i snart 5 år, jeg har været i 3 arbejdsprøvninger, diverse kurser og på flere aktivitetshold. Jeg kæmper ikke længere mod min sygdom, men har accepteret den og prøver bare at skabe mig en god fremtid. Jeg har stadig svært ved at sige, når jeg har det skidt, men det hjælper på det. Jeg er bedre til at se når folk faktisk er min tid værd. Jeg er syg og hvorfor skulle det være en flov ting? Nej jeg kan ikke så meget som de fleste andre i verdenen kan, men jeg gør sgu hvad jeg kan! Jeg kæmper med smerter hver evig eneste dag og jeg fortjener et godt liv, ligeså meget som så mange andre. Om jeg kan arbejde lige så mange timer som andre eller ej, kan da være ligegyldigt. Jeg vil bare gerne kunne noget og vise verden, at selv når andre rakker dig ned, helt fra barndommen, så kan man stadig godt få et godt liv!

Jeg har stadig mange nedture og har få venner, men jeg vægter de positive stunder højere og jeg ved mine venner har hjertet det rette sted; og accepterer mig for den jeg er. Folk der tror de skal hakke mig ned, de får langefingeren lige i ansigtet og bliver bedt om at gå, for hvorfor skal deres ord tynge mig. Hvordan kan folk overhovedet være så usympatiske. Jeg er født til at være den jeg er. Syg eller ej. Den bedste kvalitet sygdommen har bragt mig, er at jeg ikke dømmer andre mennesker ud fra andre meninger og jeg har stor medfølelse for andre. Det kan jeg takke min mor for. Jeg er glad og smilende; og jeg kan ærligt sige at jeg elsker mit liv, selv med dens nedture. Jeg kæmper dog stadig, men jeg er på rette vej.

Jeg ser sjov, glad og livfrisk ud. Men kender du mig bag facaden? Ingen er perfekt, men jeg er perfekt som jeg er.

Skår i glansbilledet #15

 photo overeating_zpsd453fadd.jpg

Billede herfra

Vi er p.t. på besøg i Aarhus. Derfor er min tid lidt begrænset, hvilket er en god ting. Så er der nemlig taletid til de dybere emner, som fortjener alt det fokus de kan få. I dagens “Skår i glansbilledet” har jeg fokus på den omvendte verden. Måske nogle af jer har oplevet noget lignende eller har input til hvad læseren kan gøre for at overkomme det? I så fald byd endelig ind. En spiseforstyrrelse er uhåndgribelig og kan have så mange sider. Den her side er ofte langt mere tabulagt, hvilket er synd. 


Jeg er for nylig faldet over din blog. Egentlig nok som en reaktion på min tilbagevendende lyst til at finde en sundere leve vej. Jeg må indrømme jeg er vild med mange af de emner du får taget op og glæder mig til at have tiden til at læse endnu mere.  Min umiddelbare lykke er de mange historier der dækker folk med forskellige vægt problemer, dog ser jeg du primært fortæller historierne om dem med spiseforstyrrelser der gør dem tynde. Jeg sidder selv med den modsatte historie. Jeg lider af overspisning.

Jeg har hele mit liv, eller så længe jeg kan huske været den tykke pige. Omkring 3-4 klasse rundede jeg de 70kg men holdt mig heldigvis der ind til gymnasiet, så tog jeg 13kg på som jeg i løbet af 1 halvdel af 3g tabte i forbindelse med et forløb ved vægtvogterne.

Mine forældre har ikke levet specielt aktive liv og som barn af 80’erne var motion ikke ligefrem det man så mest af (ved mindre man tæller arobic hjemme i stuerne til videobånd med Charlotte Bircov). Efter gym, og specielt efter jeg flyttede hjemmefra, tog jeg en del på igen, efter et par år på egen hånd rundede jeg igen ca 85kg og efter jeg fik en fast kæreste kom de berømte “kæreste kilo” som nok i mit tilfælde var ekseptionelle med ca 20-30kg.

Kort før min første graviditet toppede jeg på ca 110kg som, jeg heldigvis smed 7 af før jeg blev gravid. Pga kvalme og ringe appetit under min graviditet tog jeg stort set ikke noget på, min søn led bestemt ikke og blev født med den fortræffelige vægt på 4020g 🙂  Det betød også jeg “kun” vejede 92kg 1 uge efter fødslen. Jeg tænkte YES det her skal kickstarte mit vægttab NU skal jeg vise verden jeg godt kan.

Hvorfor virkede det så ikke? Hvis jeg havde svaret kunne jeg også løse problemet og så var jeg ikke tyk. Jeg tror egentlig ikke der findes nogle mennesker som er tykke, der er oprigtig glade for deres krop. Jeg ser mig selv som et glad menneske og 90% af tiden er jeg også rigtig glad og tilfreds med mig selv – bare ikke min vægt. Jeg bliver oprigtig ked af det, når folk siger tykke mennesker selv er skyld i at de er tykke. Til dels vil jeg give dem ret, det ER mig der spiser alle chokoladerne, chipsne og alt det andet der er skidt for mig og min krop. Jeg VED også godt, hvad jeg bør spise og hvordan man taber sig. Jeg motionerer gerne 2 gange Zumba om ugen og løber 2-3 gange om ugen (altså når det går godt). MEN der hvor folk med anoreksi/bulimi har en stemme, der siger de ikke må spise og SKAL motionere mere og mere, er der en stemme inde i mig der siger, umm jeg kunne godt spise en kage, eller en mars eller chips (med dip, det er jo en selvfølge). Den stemme kan jeg godt drukne, men det betyder bare at jeg så må spise noget andet for at stoppe den.

Jeg ved ikke hvorfor men denne stemme er umættelig. Jeg kan have spist et helt franskbrød med smør og syltetøj til morgen mad (jep sådan ca., jeg overdriver faktisk ikke, det tager mig et par timer men det lykkedes). Straks efter “morgenmaden” begynder mine tanker om frokost og eller en snack, hvis køleskabets indhold ikke behager mig, så smutter jeg bare op og handler. Nogle gange spiser jeg ikke engang meget eller som sådan usundt. Det kan være fedtfattig yoghurt eller fx havregryn, musli el. lign. men kort efter jeg har spist det, tænker jeg mod det næste jeg kan/skal spise.

Når jeg arbejder (er pt på barsel efter mit 2 barn og det gør det endnu svære at holde mig fra de farlige ting, for der er jo ingen der ser det når jeg er alene hjemme) er det noget lettere “at gøre det rigtige”. Jeg har madpakke med og når jeg laver min madpakke om aftenen er det noget lettere at planlægge at være “sund”. Men arbejde byder også på folk der har kage med af den ene eller anden årsag, slik fra patienter der er glade for vores indsats og ønsker at vise det med en gave som regel i form af slik eller kage. Jeg kan ikke sige nej 🙁 Jeg tænker altid, hvis du ikke begynder, så er det meget lettere og jeg er sjældent den første der tager, men så tager stemmen over og før jeg ser mig om er 1 lille stykke blevet til både 2 og 3. Nattevagter er for mig rigtig svære, ofte er det en undskyldning for at spise usundt. Efter en nattevagt er overskuddet ikke kæmpe og hvis jeg ikke selv er vågen når aftensmaden bliver lavet, så er der ingen salat eller grøntsager og så er cirklen fuldendt.

Jeg gad godt vide hvordan man kvæler denne stemme, og at jeg havde modet til at fortælle dette til en der kan hjælpe, men hvor spiseforstyrrelser er vidt anerkendt hvis man har et BMI på mindre end 18 og ikke spiser, så er det langt værre at få folk til at forstå det samme kan gøre sig gældende for en med et BMI på pt prægtige 38. Sidst jeg prøvede at snakke med min Læge (som er en radmager kvinde der ALDRIG, nok ikke engang under sine graviditeter har vejet over 70kg og er mindst 170cm høj) var hendes svar, at hun gerne ville hjælpe mig med kontrolvejninger 1 gang om ugen, så kunne jeg komme op til hende og blive vejet og vi kunne snakke kort om hvordan det gik. Kort sagt jeg aner ikke hvordan jeg skal ændre på noget, som er så indgroet i mit liv. Jeg er typen der køber slik, næsten hver gang jeg handler og gerne har spist det inden jeg kommer hjem  for ellers skal jeg jo dele det med min familie. Hvis det er lykkedes mig at lade være med at købe slik, sidder jeg gerne hele aftenen og snakker om hvor lækkersulten jeg er og hvis jeg ikke selv går op og finder noget sender jeg min mand.

Efter hånden dækker min frygt ikke kun mig og hvor jeg ender, for det er så stor en del af mig at jeg er tyk at jeg snart ikke ved hvordan jeg skulle være andet. Min nye frygt er mine børn og hvad der sker med dem. Bliver de tykke? Hvad kan jeg gøre for at vise dem vejen til en sund livsstil? Og hvordan undgår jeg at præge min frygt så kraftigt ind i deres hoveder, at de risikere det modsatte og ender med en spiseforstyrrelse selv.

Aner ikke om du kan bruge min historie til noget og om du overhovedet har haft tiden/lysten til at læse med så langt. Jeg ved ikke hvad jeg vil opnå, måske bare et spinkelt håb om at nogen vil sætte lidt fokus på os, der er tykke hvor det ikke handler om afgifter på sukker eller fedt, og hvor i supermarkedet man skal stille slikket og de usunde sager.

Older posts