sommerferie-dage0-1

VELKOMMEN TIL MIT BLOGUNIVERS!

Jeg håber I via bloggen bliver inspireret til eller klogere på enten optimering af helbred & velvære, boligindretning, smagfulde opskrifter, sammensætning af outfits, rejsedestinationer, børnemode, de bedste skønhedsprodukter eller noget helt andet.

Mit navn er Danica Chloe og jeg driver bloggen på 5 år. Flere af jer husker måske bloggen som “Fit 4 Livin’”, men grundet jeg i dag interesserer mig for meget andet end træning og kost skiftede jeg navn og implementerede et langt bredere fokus.


Hvem er jeg?


Jeg er 30 år og oprindeligt fra Aarhus. I foråret 2014 tog vi springet og flyttede til Købehavn. Heldigvis fulgte min mand, Rasmus, og vores lille søn Sylvester på 4 år med. Vi er bosat på Bryggen og elsker vores liv herovre. Rasmus er igang med at uddanne sig til ambulanceredder og jeg er netop sprunget ud som fuldtidsblogger & freelancekonsulent. Jeg er uddannet kandidat i 2012 inden for kommunikation, sociale medier og PR, og har efterhånden arbejdet med det i flere år. Derfor er jeg virkelig også taknemmelig for, at jeg dagligt beskæftiger mig med noget som jeg synes er SÅ interessant.

Jeg elsker at indrette vores 98 m2 store lejlighed ligesom, jeg elsker at eksperimentere med skønhedsprodukter og make-up. Lige nu er jeg eksempelvis meget “in to” de perfekte bryn og en skinnende hud. Jeg elsker også at shoppe og sammensætte outfits på nye måder, men hvem gør ikke det? Vi rejser så meget som muligt og forsøger altid at få nye oplevelser.

Jeg vil til hver en tid hellere opleve end at købe materielle ting. Derudover er jeg madelsker og i gang med at teste København tynd for de bedste gastronomiske oplevelser. Vi spiser primært plantebaseret og derfor deler jeg også gerne veganske opskrifter til hele familien. Sylvester på 4 år er nok mit vigtigste interesseområde, og han bliver beriget med børnetøj, sjove indretningsprojekter og lækre børnevenlige retter. Jeg er endvidere en stor yogaelsker og eksperimenterer ofte med sunde retter i køkkenet. Alt dette vil finde vej til bloggen og jeg håber I har lyst til at læse med.


Sponsorerede indlæg og modtagelse af gaver


Bloggen modtager nogle gange et bestemt beløb for at skrive om et givent produkt. Hvis et indlæg er sponsoreret vil det tydeligt fremgå øverst i indlægget. Jeg skriver kun om de produkter og ydelser, som er i overensstemmelse med bloggens fokusområder og som jeg tror kunne være relevante for jer.

Hvis jeg modtager et gratis produkt vil det blive angivet i det pågældende indlæg. Jeg skriver ærligt om min holdning til den modtagne gave og du kan som læser derfor vide, at min vurdering er 100 % reel. Jeg takker dog nej til langt det meste, da jeg kender bloggens værd og ikke vil belemre jer med irrelevante produkter.


Affiliate links


Nogle af de links, jeg deler er affiliate links. Det betyder, at når jeg linker til en webshop, så får jeg en procentdel, hvis I køber noget via linket. Det koster ikke jer noget som helst. Jeg vil altid gøre opmærksom på det, når der er tale om disse links. Jeg linker kun til de webbutikker, jeg selv anvender og som jeg kan stå inde for.