Nogle gange rækker hjernen ikke til mere end lidt personlige, og til tider ligegyldige, vilkårligheder om mig..
1. Jeg har en selektiv hukommelse. Nogle ting kan jeg huske godt og andre slet ikke. Jeg kan sagtens huske, hvad min mand sagde til mig den 4. maj 2007, hvor jeg andre gange ikke kan huske hvad han sagde for to minutter siden.. Det lader vi lige stå lidt..
2. Jeg synger MEGET. Ofte svarer jeg min mand eller andre i sangtekster. Det kommer til mig helt naturligt. Jeg synger, når jeg gør mig klar, laver mad, er i bad, i bilen, træner. You name it. Det er dog noget de færreste ved, da det kun kommer til udtryk overfor folk, som jeg er tætte med.
3. Generelt har jeg to “personligheder”, eller udgaver af mig selv, om man vil. Den professionelle og mere reserverede udgave, når jeg ikke kender folk så godt endnu, og den skøre, sjove og kærlige, når jeg føler mig godt tilpas med mennesker, jeg kender godt. Jeg kan klart bedst lide den sidste udgave, men det falder mig ikke naturligt at være sådan altid.
4. Jeg bander! Især når jeg cykler, men kun så højt, at jeg selv kan høre det. Jeg forarges bare dagligt over cykeltrafikken i København, og det kommer altså til udtryk via lidt bandeord for mig selv. Jeg kunne ALDRIG finde på at sige det højt eller diskutere med nogen i trafikken. Apropos punkt 3.
5. Jeg savner Aarhus og min familie uhyrligt meget, og ærgres hver dag over, jeg ikke kan få begge dele. Jeg vil ikke bo i Aarhus igen, men vil gerne have alle menneskerne tættere på. Det vil bare være nemmere, hvis Rasmus og jeg var født og opvokset herovre.
6. I en alder af 30 år bliver jeg stadigvæk usikker på mig selv. Jeg tror det er ganske normalt, men det irriterer mig. Hvorfor kan man ikke bare hvile i sig selv uden afvigelser?
7. Jeg ELSKER countrymusik. Sådan helt skørt meget. Det minder mig om Texas, familie og barbecue.
8. Jeg får tårer i øjnene, hver eneste gang jeg ser den her video. Det er muligvis noget af det bedste, der nogensinde er produceret. Især i en tid som denne.
9. Jeg er enormt passioneret omkring de projekter og ting, jeg involverer mig i. Hvis altså jeg brænder nok for det. Blog, yoga og podcast er nogle af de ting. Jeg føler ikke jeg er på “arbejde”. Derimod vil jeg gerne dygtiggøre mig og bruge al den tid jeg kan på de ting, jeg involverer mig i.
10. Jeg bliver meget nemt excited omkring små ting. Hvis der åbner en ny kaffebar, kan jeg snakke om det i en uge og smile op til begge øre ved tanken om at besøge stedet. Det kan også være en solstråle, en smuk plante, et udsalgskøb eller Sylvester, der udtaler Amager Fælled som “amafæl“. Jeg føler ikke altid andre (hint min mand) deler samme begejstring, drømme eller “glimmertanker”. Nok fordi han er mere praktisk anlagt, hvor jeg mere er “Ej, kunne det ikke være fedt at flytte til udlandet?”, “Skat, har du set den nye træningsform, der hedder bungyjump træning. Kan du hænge sådan en op i loftet“, “Skal vi ikke tage til NY til sommer?” eller “Tror du man må afhøvle alle vores gulve i vores lejelejlighed, så de bliver mere farveløse?“. Tusinde idéer og drømme hele tiden, og bare enormt flyvsk. Heldigvis er han der til at hive mig ned igen, når jeg ikke er rationel.
Kunne I genkende jer selv i nogle af ovenstående punkter? ?
P.S Husk også at følge med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke, min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag samt Snapchat (danica_chloe), hvor I virkelig kommer tæt på.