
God formiddag fra sofaen, hvor jeg for første gang i 6 uger kan sidde og skrive uforstyrret. Jeg savner faktisk lidt at blive hevet i, mens jeg skriver et par ord i timen.
Der er en god grund til bloggen har været lidt stille, og jeg i stedet har været mere aktiv på andre sociale medier. Det er bare nemmere, at kunne lave det hele på telefonen end at hive computeren frem med børnene hjemme.
Tilbage til det vi kalder det nye “normal”. Med afstand og hensyn
Men nu er det tilbage til den “nye” hverdag med begge børn afsted. Det er smadder underligt, må jeg indrømme. Her er så tomt, og jeg græd en lillebitte smule, da de begge skulle afsted i morges. Jeg er glad for det ikke var mig, der skulle aflevere første dag. Så havde det måske ikke gået så godt, som det faktisk gjorde. Jeg tror på børn kan mærke nervøsitet, men jeg skal nok nå at blive cool inden jeg afleverer.
Nu når jeg kigger tilbage på den sidste tid glædes jeg ved de forskellige ting det også har bragt med sig, selvom omstændighederne har været vanskelige. Sådan tænker jeg mange af os har det? Det har været en nødvendighed for vores samfund, og vi har indordnet os, og så er det helt naturligt at finde det bedste frem i det svære.
I mit tilfælde, og i den grad også for min familie, har jeg haft nogle aha-oplevelser, hvor jeg enten er blevet klogere eller har skåret unødige ting fra, som har tæret på min energi.
10 POSITIVE ting de sidste 6 uger har bragt med sig
1. Jeg har aldrig været så intensivt sammen med hele min familie før, og selvom det til tider har været hårdt, har jeg også bemærket små ting, jeg ellers ikke vil have lagt mærke til. Især, når det kommer til mine børn og deres udvikling. Det har virkelig været tankevækkende, hvor meget man kan gå glip af, når hverdagen kører på fuldt blus. Vi er helt klart blevet meget tættere, og jeg kan mærke på mine børn, at det har været godt med en lang pause fra alt.
2. Jeg har også slettet unødvendige apps. Heriblandt Jodel, som jeg længe har haft et had-kærlighedsforhold til. Det var en tidsrøver uden lige, og ofte havde jeg ondt i maven på mine kollegers eller egne vegne, og det var simpelthen ikke det værd. Jeg følte nærmest det var umuligt at dele uden at provokere nogle, og det tog lysten fra mig. De sidste 6 uger, hvor jeg ikke har haft app’en, har jeg genfundet glæden ved bloggen og Instagram. Jeg er all in for at at stille krav til branchen, men alt det andet er jeg gerne foruden.
3. Jeg har erfaret, jeg ikke behøver så mange ting i mit liv, og derfor har jeg brugt tiden på at rydde op, sælge ud og sortere. Jeg har få, men gode sager tilbage, og det føles godt. Det samme gør sig gældende med børnene og deres tøj, legesager og møbler. Småt, men godt.
4. Rasmus og jeg har lært hinanden bedre at kende. Det lyder måske mærkeligt her 13 år inde i vores forhold, men vi har været nødsaget til at have os nogle “voksnesnakke”, så vi ikke gik og snerrede af hinanden hele dagen. Jeg tror på det har styrket os, og jeg føler vi er blevet mere modne sammen. Altså vi diskuterer stadig, ligesom mange andre, men det er på en anden måde. Jeg er helt stolt!
5. Jeg har aldrig set så mange serier eller hørt så mange podcasts før. Jeg har gået ture alene, hvor jeg har lavet ting, jeg synes er rare, og som jeg ikke prioriterede før. Det vil jeg fortsætte med.
6. Vi har spist godt, hygget ekstra meget om os selv og prioriteret kvaliteten i det vi laver. Om det er at bage, som vi ellers sjældent har tid til, god takeaway eller mad fra bunden. Det er også blevet til vin, øl og kaffe med Baileys. Jeg har generelt haft et meget afslappet forhold til alt det, jeg ellers før har tænkt over.
7. Jeg har været mere taknemmelig for Danmark end nogensinde før. Shit, vi er heldige, at det lige præcis er her vi bor under coronakrisen. Min familie i Italien og USA har haft det en million gange hårdere. Vi bor i et dejligt land med sikkerhedsnet og frihed. Det kan vi kun prise os lykkelige over.
8. Jeg har lært at acceptere at mine negle, hud, hår etc. ikke altid kan se pæne ud. Og i den forbindelse har jeg lært at man godt kan fikse tingene selv. Resultatet bliver måske ikke lige så godt, men “nød” lærer nøgen kvinde at spinde.
9. Jeg har værdsat vores arbejde herhjemme. Det kan godt være Rasmus har et samfundskritisk job, og de har haft ekstra travlt, men han har kunne bibeholde sit job og løn. Det samme har jeg, til en vis grad, da mit job foregår online, og folk er mere digitale end nogensinde før.
10. Sidst men ikke mindst har jeg aldrig været mere kreativ. Om det er påskepynt, nye gør-det-selv projekter eller på mine sociale platforme. Med alt den tid, har jeg været tvunget til at tænke udenfor boksen og overskride nogle grænser, og det synes jeg har klædt mig og andre. Nu tænker jeg især arbejdsmæssigt. Der sker ikke noget ved at prøve noget nyt. Man bliver kun klogere og mere skarp på, hvad man kan lide og er god til.