Bliver du nogensinde tilfreds?

Et indlæg, der længe har været undervejs… Ikke fordi jeg er i tvivl om hvad jeg synes men fordi jeg ikke vil have det skal misforstås. Jeg kender det fra mig selv, via de sociale medier og ikke mindst igennem min omgangskreds.

Jeg ved godt vi hele tiden taler om, at vi skal omfavne vores kroppe, tro på os selv, elske det vi er født med o.s.v. Men det er godt nok sjældent, jeg ser nogen praktisere det i virkeligheden. Jeg synes ikke det er blevet bedre siden det var populært at være topmodel skinny. Tværtimod er det næsten blevet sværere for folk at være tilfredse med sig selv. Før skulle man være tynd. Nu skal man være stærk og fit, men det er ikke tilstrækkeligt blot at spise sundt, proteinrigt og styrketræne konstant. Vi skal se ud på en bestemt måde. Helst som de der Tumblr billeder, der florerer overalt på Facebook, Instagram og blogs og vi skal helst overgå hinanden i sunde kalorielave opskrifter, træningsøvelser, PR, sixpacks og vægt.

Afhængig af træning

Jeg ved også godt vi siger, at vi ikke må sammenligne os med andre og vi kun skal konkurrere mod os selv. Men hjælper det? Er det noget man siger, fordi man gerne vil virke ovenpå eller tror man virkelig det forholder sig sådan, men inderst inde er virkeligheden en anden? Jeg ved det ikke. Jeg ved blot fra mig selv, at jeg synes det er sværere at være tilfreds med sin krop og sportslige præstationer nu end det var for to år siden, hvor træning og sundhed ikke var på alles læber. Jeg kan sagtens forholde mig til det, og er slet ikke en del af det da jeg ikke træner hver dag eller spiser lige så “korrekt” som andre. Men alligevel kan det komme indover mig, at jeg noglegange vil ønske virkeligheden var en anden og jeg kunne løbe et halvmarathon, have en flad mave og de perfekte tonede muskler. Jeg lader mig altså engang imellem påvirke ubevidst. For nogen er det en positiv ting, da det bidrager til motivation. For andre kan det på sigt resultere i jagten på et evigt uopnåeligt mål.

Jeg ved egentlig ikke hvad jeg vil med det her indlæg. Det er ikke endnu et indlæg, der skal være på tværs. Jeg skriver aldrig for at være på tværs eller virke bedrevidende. Jeg skriver om det, der falder mig ind og som jeg synes bør debatteres. Engang imellem drunkner bloggen i opskrifter, inspirationsindlæg, træningsøvelser og andet overfladisk shit. Men så har jeg lige brug for at ruske op i det hele og se på det udefra. Jeg tror alle bloggere kender det. Nogen gange bliver det hele bare så…. “ligegyldigt”.

Nå, men mit spørgsmål går på… Bliver du nogensinde tilfreds med dig selv? Når du har smidt de kg. du ønskede, stræber du så efter noget nyt? Når du har gennemført dit marathon eller dit forløb til bikinifitness, er du så tilfreds? Eller skal du så have et nyt mål? Kan du forestille dig en virkelighed, hvor du blot træner og spiser uden grund, eller vil du altid stræbe efter noget højere? Er du afhængig af at have et (ofte uopnåeligt) mål? 

God weekend 🙂

// English: A late blog post about my thoughts on beeing satisfied. Are you ever satisfied or will you always try to reach a specific goal? Does the social media affect your own perception of yourself. Has it changed since health and fitness have become so popular? 

Signature

Skriv en kommentar

 

25 kommentarer

  1. Tror jeg er den type der aldrig bliver tilfreds. Stræber altid efter noget nyt, nok også grundet den selvtillid og det boost jeg får, når jeg når et mål, specielt hvad angår min krop. Jeg ved jeg er tynd og trænet, og jeg ved også, at der er nogle der gerne ville se ud som mig, men det er som om det bare ikke er nok. Dette irriterer mig dog også, for inderst inde vil jeg jo bare gerne være tilfreds både med hvordan jeg ser ud, men også ved det faktum at jeg har noget flere af mine mål, ved bare ikke hvorfor det skal være så fandens svært…. desværre.

    1. Jeg forstår godt man bliver grebet af at have et mål, det har jeg også selv indenfor mange aspekter af livet 🙂 Men det kan være svært at skelne imellem de mål, man føler udvikler én og dem der bare eksisterer fordi man hele tiden føler man skal gøre det bedre.

      Jeg tror mange kender til din følelse. Selvom du i andres øjne har “drømmekroppen”, kan du ikke altid selv se det og vil have endnu mere. Det er tankevækkende.

  2. Tusind tak for et super godt indlæg, og for ikke mindst at sætte fokus på denne sindssyge sundhedstrend der florerer, både i blogland, men også ude i den virkelige verden. Jeg kan selv tilslutte mig den gruppe af unge piger, som ubevidst bliver påvirket af de sociale mediers konstante bombardering af billeder med piger/kvinder, som ser enormt fit og sunde ud. Med andre ord; perfekte. Jeg prøver virkelig at tænke på, hver evig eneste gang jeg ser sådanne billeder, at det langt fra er alle piger der ser sådan ud, men ubevidst bliver jeg altså stadig påvirket af det. I den forbindelse kan jeg nævne, at jeg har tabt mig 15 kilo, som jeg er meget stolt af. Mit mål om vægttab blev opnået, men nu er der kommet nye mål ind i billedet, i form af en mere markeret og muskuløs krop. Og hvorfor egentlig? Jo, svaret er nok fordi jeg sammenligner mig med pigerne på billederne, som så let som ingenting (sådan bliver det i hvert fald fremstillet) kan få en sund, flot, markeret krop på no time. De er perfekte, og jeg er ikke.. Og vil aldrig blive perfekt, så længe de sociale medier er overfyldt med uopnåelige billeder af disse piger.
    For at svare på dit spørgsmål, om man kunne tænkes at have et mål om bare at træne og spise sundt, fordi det er velvære for krop og sjæl, og ikke fordi man skal se perfekt ud, så tror jeg desværre at der er lang vej igen for rigtig mange unge piger/kvinder. Mig selv inklusiv.
    Tak for en super god, inspirerede og lærerig blog. By the Way, så må jeg lige tilføje, at din søn simpelthen er alt for kær 🙂
    God weekend.

    1. Jeg føler i hvert fald det kan være nødvendig til tider, lige at få tingene debatteret 🙂

      Det er nemlig det, at selvom man er en stærk person, kan man stadigvæk blive påvirket negativt af de idealer, der eksisterer. Ligegyldigt hvor meget man fortæller det er urealistisk og man skal værdsætte det man har, så kan det stadigvæk påvirke en i høj grad…

      Jeg er ked af at høre, du ikke er tilfreds, selvom du har nået dit mål. Man rykker hele tiden sine grænser og det bliver mere og mere ekstremt. Hele det der perfekt-ideal er til at lukke op og (bip) i. vi er perfekte på vores egne måder og det er det psykiske, der er vigtigst. Jeg tror ikke alle de piger vi ser nødvendigvis har det så godt som vi tror. Vi ved jo kun 10 % af hvad der sker, men det hjælper ikke på den følelse det giver.

      Og tusind tak for din søde og meget lærerig kommentar 🙂

  3. Synes det er en meget vigtig pointe du har fat i! Jeg ved ikke selv hvordan jeg ville have det for har aldrig nået mit mål(yoyo-vægt). Jeg vil gerne tro på at jeg bliver tilfreds når jeg har tabt mig og når “ønskevægten”(har naturligvis et tal i hovedet, men synes spejlet er vigtigere). Jeg ved ikke om jeg bliver besat af hele tiden at blive en bedre version af mig selv.
    For at være helt ærlig så har jeg det efterhånden godt med mig selv og når mit vægttab er nået tror jeg at jeg vil være tilfreds med at være sund og stærk selvom jeg stadig er lidt blød udenpå. Kunne være fedt af ligne dem på Tumblr osv, men det kræver mere viljestyrke end jeg er villig til at ofre – deres fedtprocent er jo som regel ret vild og hvis jeg ligger på 20-25% ville jeg måske have en jordisk chance for at holde det. Har ikke noget imod at være lidt blød udenpå 🙂

    1. Det er “sjovt” du siger det, for jeg har heller aldrig nået min målvægt. Den gang jeg vejede 56 kg. var målet 53. Nu vejer jeg 60 kg. og det er fint, men ofte tænker jeg at 58 kg. vil være perfekt. Fuldstændig sindsyg tankegang, der kommer ind over mig engang i mellem.

      Jeg tror netop, at vi er besat af at blive bedre, stærkere og mere perfekt – konstant. I alle aspekter af livet, karriere, familie, hjemmet, udseende, sundhed osv.

      Jeg synes det er fedt du er selvsikker og hviler i dig selv. Jeg vil ønske flere havde det syn 🙂

  4. Det her indlæg er så vigtigt. Og relevant.

    Nej for helvede, jeg bliver aldrig tilfreds. Da jeg endelig ramte de 58kg jeg havde kæmpet så meget for, var jeg tværtimod nærmest mere ulykkelig og utilfreds end da jeg vejede 75. Nu vejer jeg 65 kg og er stadig usikker på mig selv – måske endnu mere end nogensinde. Jeg synes at det er en sindssygt svær balancegang det hele. Jeg er ved at være godt træt af f.eks. Instagram, da jeg simpelthen ikke kan finde ud af hvorvidt alle de der fitnessprofiler faktisk viser hele sandheden. De giver mig efterhånden kun dårlig samvittighed.

    Jeg tror desværre at de fleste kvinder har det som jeg selv. Vi sætter os et mål – måske endda et rimelig urealistisk ét – og når/hvis vi så lykkes at nå det, så er vi stadig ikke tilfredse. Mere vil have mere og kan man nå sit mål kan man også nå et nyt mål. Det kører jo helt af sporet. Jeg har en søster på snart 15 år (der er 6 år mellem os) og jeg håber simpelthen sådan, at hendes generation ikke bliver ramt af denne overvældende fitnessbølge som generationen før hendes. Kan næsten ikke bære hvis hun skal igennem det vi andre gør lige i tiden 🙂

    1. Jeg synes også det er relevant 🙂

      Jeg synes det er flot du vil dele din historie og op/nedture, for det er ikke nemt at leve i den verden vi gør. Vi skal hele tiden præstere og imponere og det er svært at slappe af.

      Angående din sidste kommentar, håber jeg det også :/ Men jeg synes desværre allerede man kan antyde piger i den alder tager de dårlige og urealistiske idealer til sig. Jeg forstår generelt ikke idealer. Der burde være lige så mange idealer som vi er kvinder/mænd på jorden. Vi er vores eget ideal.

  5. Jeg ved ikke om det kommer med alderen – men jeg er i hvert fald meget mere tilfreds med mig selv og min krop nu end for 10 år siden… Dog kan jeg ikke sige mig fri for også at have nogle ting på min krop som jeg stadig gerne ville forbedre – men det er ikke et kæmpe behov. Jeg prøver at spise sundt og træne 3-4 gange om ugen, ikke fordi jeg har et bestemt mål – men simpelthen for at holde fast I alle de gode ting det gør ved min krop og sjæl.

    Jeg synes dog det er super vigtigt at der er fokus på emnet – da jeg tror det fylder rigtig meget for mange både unge piger og voksne kvinder. Det er svært ikke at sammenligne sig selv med andre som er slankere, sundere eller stærkere… Men det kan samtidig også give inspiration og og motivation – det gælder bare om at man skal finde sig selv og ikke hele tiden tænke på at man skal være noget bestemt – tror jeg… Men det kan også være svært…

    1. Øj, det håber jeg 🙂 Jeg tror man bliver “klogere” med tiden. Men jeg er alligevel snart 28 og kan stadigvæk bliver usikker på mig selv.

      Din motivation/begrundelse for at træne er mere inspirerende end dem, der vil opnå tusinde vilde ting. Træning og sund mad giver velvære for krop og sjæl, og det burde være den største inspiration 🙂

      Det er en svær debat, da det hele handler om den enkeltes mindset og det er så svært at ændre forestillinger.

  6. Super godt indlæg Danica! Du gør det igen igen – tager fat i noget vigtigt og relevant.
    Nej, jeg bliver ALDRIG tilfreds, uanset hvad jeg gør, og hvad jeg opnår, og jeg tror bestemt mange har det således. Men jeg tror også, at hvis man kan affinde sig med, at man aldrig får den der tilfredshed ved et evt. slutmål, og hvis man ikke lader sig drive 100 % af det, så tror jeg såmænd, det er fint nok og endda konstruktivt. Jeg har selv erfaret at man således kan udvikle og udfordre sig selv (måske til det bedre – det kommer selvfølgelig an på øjnene der ser), og derved opnå en “tilfredshed” i udviklingsprocessen. Så jeg synes, det KAN det være brugbart aldrig at stille sig tilfreds, men det kan sørme også være meget dekonstruktivt!
    Nogle gange er det ikke målet, men selve rejsen der er det vigtigste at have øje for.

    1. Jeg tror rigtig mange har det sådan, endda mange af dem, der viser det modsatte.

      Jeg tror også du har ret i, at det for mange er konstruktivt og udviklende, og det er også en vigtig del af livet. Vi skal selvfølgelig ikke bare affinde os med vores tilstand i livet. Hvis vi vil ændre noget mentalt eller fysisk, kan vi også gøre det. Det handler blot om at være realistisk 🙂

      Det er ALTID rejsen, der er det vigtigste, hvis du spørger mig. Det er der man udvikler sig selv 🙂

  7. Super fedt og interessant indlæg! Jeg tror aldrig, jeg bliver tilfreds med min krop ligegyldigt, hvordan den ser ud. Jeg træner mellem 4-6 gange om ugen (alt efter omstændighederne – skole, arbejde, lektier osv.) og har altid spist sundt, dog ikke med brug af proteinpulver eller undladelse af kulhydrater eller slik engang i mellem. Jeg vejer sådan set det, jeg skal, men jeg har altid haft en meget ambivalent forhold til min krop. Nogle gange tænker jeg, at jeg da ser helt OK ud, andre gange får jeg lyst til at skyde mig selv i foden over, at jeg spiste to portioner aftensmad i stedet for én. At jeg derudover har haft en mild udgave af bulimi og en ubehagelig oplevelse i form af “mild” overgreb, (hvis der er noget, der hedder det) forbedrer heller ikke min idé om, hvordan min krop skal se ud. For mig er det en cirkel, som aldrig slutter, men blot bliver ved med at køre i ring. Jeg tror, at dette fænomen ses hos mange unge (jeg er selv 19 år) specielt pga. den tendens, som du selv nævner, hvor alting handler om sundhed, og hvor det florerer på alle medier, så det er lige før, man ikke har muligheden for at vælge det fra, også selvom mantraet stadig er, at man skal elske sig selv, som man er. Blot mine tanker til dit indlæg, fedt at du tager ting op, som vi er flere, der går og tænker på! Hav en dejlig weekend. Kh Clara

    1. Den følelse kender jeg desværre godt 🙁 Det er mærkeligt at éns syn på sig selv kan ændre sig fra dag til dag.

      Jeg er virkelig ked af at høre, hvad du har gennemlevet. Og så i så ung en alder :/ Jeg tror desværre også du har ret, når du siger at mange har det på den måde. Jeg ved ikke hvad, der skal til for at ændre opfattelsen og den ekstreme stræben, vi ser i dag.

      Som du selv siger, så er det nærmest umuligt at vælge fra, da man får kastet det i hovedet alle steder.

  8. Hmm, det er svært at svare på, men jeg tror det egentlig ikke. Og jeg synes det er fedt, at du sætter fokus på det for jeg har selv tænkt rigtig meget over det. Men jeg ved også at sætter jeg træningsmængden betragteligt op, skærer jeg al mayo, kage, kulhydrater af alle slags fra – så begynder det virkeligt at være røvsygt! Virkelig kedeligt og monotont. Og ved du hvad? Det får jeg det jo heller ikke godt med – det bliver jeg ikke mere tilfreds af. Så kan det være at man bli´r stresset over hele tiden at skulle leve op til noget bestemt bare for at se ud på en bestemt måde og så ender det ikke med at lykkes alligevel. Så vil jeg hellere tage afsted til noget træning, som jeg ser frem til nogle gange i ugen og spise sundt, men uden at udelukke nogle former for fødevarer og nyde den fornemmelse i maven, som jeg får ved det. For det gør mig glad og tilfreds – og det er den følelse jeg vælger at fokusere på og ikke det andet. Der er sgu så meget andet der betyder noget – det vil jeg hellere gå op i end en konstant kamp for at få 6pack og hvad der ellers er. Men måske jeg også kan tillade mig det – for jeg er meget slank og jeg har aldrig haft brug for at tabe mig. Så det vil jeg ikke gøre til et problem – for det er det jo ikke- men det er dælme mange, der gør og tidens trends gør det ikke nemmere. Desværre.

    1. Man skal i sidste ende også kun gøre det fordi man ikke kan lade vær. Altså gør man det fordi man vil opnå vildt eller fordi man elsker processen og ikke kan lade vær? 🙂

      Det er en super god tankegang og tror mange vil have godt af, at tage det til sig.

  9. Rigtig god weekend og rigtig gode spørgsmål, som du har stillet.

    Jeg er næsten altid tilfreds med mig selv og mine gøremål, handlinger osv.
    Men jeg stiller konstant nye mål og delmål op i livet, som jeg stræber efter.

    tror det ville være kedeligt bare at sige f.eks.: jeg vil tabe mig 10 kilo på 2 måneder og gå fra taljemål 72 til 66 osv.
    Jeg ville da være stolt af mig selv efter opnåelse af mine mål, men jeg ville nok straks sætte nogle nye mål og stræbe efter.

    Jeg har selv coachet i mange år og elsker det med at sætte mål at gå efter.

    Mary-Liz
    http://www.mariahoffbeck.blogspot.com

    1. Skønt at høre du er tilfreds 🙂

      Mål er også fint, det synes jeg også og jeg har da også mål, men det handler mere om hvordan man tilgår målene. Er det fordi man synes processen er fed eller er det fordi man føler et pres til hele tiden at være bedre/ligesom de andre?

      Jeg ved ikke helt om jeg forstår din tankegang, men så længe du er glad og tilfreds, er det det vigtigste 🙂

  10. Rigtig relevant emne!
    Jeg tror der er forskel på aldrig at være tilfreds og hele tiden sætte sig selv nye mål.
    Hvis man altid er ulykkelig, ikke føler man er god nok og ser andre som værende perfekte f.eks. pga. de sociale medier og hvordan folk portrætterer sig derpå, så er der helt sikkert et problem, som kræver at man arbejder med sig selv og sit selvværd.
    Jeg mener dog at det at sætte mål for dig selv er noget de fleste mennesker gør hele livet i mange forskellige sammenhæng. Det kan være at forbedre sin marathontid, lære at løbe 5 km, mend et er også i sin karriere at man sætter dig mål og har ambitioner for sig selv. Det kan også være en udvikling i sin forhold med kæresten eller børnene. Her skal man heller ikke sammenligne sig med andre, faktisk vil jeg sige at her er det endnu vigtigere ikke at sammenligne sig med andre, da det billede man ser af andres forhold ofte slet ikke afspejler hvordan forholdet egentlig er.
    Her er det trods alt nemmere at sammenligne sin egen marathintid med sin kollega eller en på de sociale medier.
    Jeg synes dog der er en faretruende tendens på de sociale medier, da man som ung måske mangler nogle af de filtre, som man tilføjer livet igennem årene, og unge kan derfor have svært ved at skelne mog forstå at der er forskel på mennesker og fysiologi samt perosnen på Instagram og den der er bagved.
    En lang smøre, men jo jeg er i bund og grund enig med dig Danica. Jeg mener dog også der er forskel på ikke at være tilfreds og hele tiden udfordre sig selv 🙂

    1. Jeg har ikke lige tid til at svare langt (Sylvester kalder 😉 ), men jeg vil sige jeg er totalt enig med dig.

      Mål og det at stræbe efter noget “højere” kan være sundt, udfordrende og selv-udviklende. Desværre er det ikke alle, der gør det af den grund og det kan være destruktivt.

      Så i bund og grund handler det om éns mindset og opfattelse af sig selv. Først der kan man sortere og kun tage det positive til sig 🙂

  11. Rigtig godt indlæg med mange relevante tanker som alle indenfor fitnessverden (eller bare alle kvinder generelt) bør tænke over.
    Jeg tror det gælder om at adskille hvor glad man er for sig selv med hvordan man ser ud. Tænk en typisk mand; hvis han tager på, så er det hans krop der har taget på, men ikke ham som menneske der har været for “svag” til at overholde en kur/kostplan. Hvor en typisk kvinde vil have tendens til at blive meget ked af det og tage det personligt. Jeg tror vi kvinder sætter lighedstegn mellem lykke og et ideal om en krop, og det er farligt, for så bliver vi jo aldrig glade for os selv!

    det kan ikke undgås man sætter sig sig selv mål og sammenligner sig selv med andre, og det kan også være sundt at arbejde henimod et mål tror jeg. Vi skal bare alle være bedre til ikke at lægge så mange følelser i det, tror jeg 🙂

    Hvad tænker du om det?

    Anna – wonderwomanwannabe.bloggersdelight.dk

    1. Jeg tror du har ret i, at kvinder har tendens til at sætte lighedstegn mellem lykke og udseende, og vi generelt tillægger det for mange følelser 🙂

      Men jeg ikke hvordan vi skal vende os af med det. Måske kommer det med alderen, måske det er individuelt, måske det går over? Det må tiden vise 🙂

  12. Dette indlæg er meget genkendeligt for mig. Jeg skulle løb en halvmarathon, og havde sat mig et mål for tiden. Jeg klarede det, endda 4 min hurtigere end mit mål. Men i stedet for at glæde mig over dette, var jeg træt af, at jeg ikke lige havde gjort det yderligere to min hurtigere, så jeg var kommet under de to timer. Det er frygteligt, for det var jo ikke det jeg havde trænet efter!!
    Og så er der altid lige de der sidste fem kilo. Som om jeg bliver lykkeligere, hvis de ryger af. Nu har jeg sat mig for at de skal af, så jeg kan prøve at ramme de (for mig) magiske 60 kg. Så må jeg se om det gør mig gladere. Ikke i det sekund jeg stige op på badevægten men i min hverdag. Og så slutte det der. Det er de 60 kilo og ikke noget med at jeg lige skal under.. Og hvis ikke, ja… Så tror jeg ikke det er vægten den er gal med, men i højere grad mine tanker om mig selv.

  13. Dejligt indlæg! Det fik mig til at reflektere over min egen situation, så nu kommer der nok bare en lind strøm af tanker. Måske det er nyttigt, måske det bare er for at få det skrevet ned.

    For snart 4 måneder siden startede jeg på en allergiudrensning efter flere år med ekstrem allergi eller som multiallergiker (hvad man nu kalder det). Jeg har holdt et vægttab på 10 kg og en del centimeter i over et år, bl.a. ved hjælp af en del træning, hvilket jeg var helt afhængig af og savner som en gal! Jeg prøvede lidt forskelligt for lige at smide de sidste 5 kg, for så ville jeg jo være tilfreds med mig selv 😉
    Som et led mod et sundere liv, med en forbedret livskvalitet besluttede jeg mig for, at nu skulle jeg kunne leve med min allergi, uden det skulle være en hindring i mit daglige liv, som det har været i flere år. Det indebar en drastisk ændring af min kost, hvilket gjorde at jeg ikke fik særlig meget energi, som førhen og generelt var mit energi niveau et par uger inden faldet markant. Jeg endte med, at droppe min træning fuldstændig, da jeg slet ikke kunne hænge sammen og kun lige kunne overskue og klare det højst nødvendige uden at tage en middagslur på flere timer.
    Lige siden jeg stoppede med min træning, har jeg hungret efter at vende tilbage og komme tilbage i samme form. Selvom jeg faktisk har tabt mig lidt af den her udrensning, har fedtet fordelt sig anderledes og der er altså bare forskel på at styrketræne tungt og løbe og ikke foretage sig noget.
    Nu er jeg endelige tilbage på normalt energi niveau og er klar til, at komme i gang med at træne igen. Jeg skal jo tilbage i form og smide de der ekstra 5 kg, så jeg kan blive tilfreds 😉
    Jeg er efterhånden nået frem til, at det er bare ikke det rette for mig. Jo, jeg skal tilbage i min løbeform, for det var ren terapi og noget jeg gjorde af lyst, men styrketræning? For at jeg kan bl.a. kan holde min allergi nede, skal min krop i balance og total ro eller så tæt på som muligt. Det skal ske igennem pilates og yoga, men at nå frem til det, har været svært. Den “rigtige måde”, at komme tilbage i form er jo at styrketræning, for sådan får man jo den der sixpack eller den rigtige numse eller noget helt tredje.
    Min pointe er måske, hvis der er en, at jeg står midt i at jeg har indset, at jeg skal dyrke motion efter hvad jeg har lyst til og hvad der er godt for mit sind og ikke ud fra hvordan normen siger. Jeg skal først tænke på mit indre og måske bagefter mit ydre. Men fra at indse det, til at acceptere det og leve efter det, der er pt lang vej.

    Puha. Langt og måske en alt for omgang personligt pladder.

  14. Jeg har det lige modsat… har faktisk altid haft det… og hold da op hvor er jeg glad for det.
    Jeg tror på at de der skønhedsidealer er i dit hoved og at det er der man skal sætte ind, hvis man ikke er tilfreds..
    Jeg er ikke hverken den smukkeste, hurtigste, stærkeste eller whatever, men jeg er ret glad for mig selv og kan ikke helt sætte mig ind i alt det ståhej, med at man hele tiden skal nå nye mål… hvorfor ikke bare leve..
    Jeg har talt om dette med en veninde, der har det på samme måde og hvor er det skønt, men af alle de veninder jeg har… er det faktisk kun denne ene, der også kender følelsen af bare at være tilfreds… det har så også bevirket at vi aldrig har været på slankekure (selvom jeg da har haft perioder i mit liv, hvor jeg godt kunne have trængt til det) eller dyrket ekstremt meget sport… det har bare været lysten der har styret – og hvor er det skønt.