#fitisthenewskinny?

Det her indlæg har været længe undervejs. Der er dage, hvor jeg har været helt vildt klar på at skrive det og andre dage, hvor jeg ikke orkede det, da jeg har stået for skud tilstrækkeligt i bloggens levetid. Selvforskyldt selvfølgelig.

Men alligevel synes jeg det skal italesættes, for der er i mine øjne stadigvæk et problem i hele den her sundhedssfære. Det er til tider skræmmende, belastende og, i min optik, ikke sundere end dengang det var på mode, at være modeltynd.

Sidste år skrev jeg et indlæg om at føle sig utilstrækkelig i en verden, hvor sundhed aldrig har fyldt mere. Det er det mest læste og kommenterede indlæg i bloggens historie, og et meget interessant et af slagsen, da kommentarerne vidnede om, at mange faktisk følte det samme.

Indlægget affødte også en masse reaktioner blandt andre bloggere, Instagrammere og i bladene, at man nu skulle til at tænke over det ideal man fremsatte over for alle læserne. Der blev kastet rundt med begreber som “sunde idealer”, “sundhedsrealist”, “hvil i dig selv”, “former er in”. Alt sammen noget jeg er og var enig i, og syntes var fedt.

Alligevel sidder jeg, et år efter, tilbage med følelsen af, at det slet ikke er blevet bedre og at disse begreber måske kun er taget til sig, fordi det pludselig blev “in” at vise, at man ikke var ekstrem. Men hvad er ekstrem og fanatisk? I mine øjne er den grænse nok langt tættere på end det er for andre.

Endnu en grund til, at jeg faktisk ikke har lyst til at være en del af “fællesskabet”, da jeg ikke vil sættes i bås med idealer, jeg ikke selv synes er sunde. Blot fordi man skriver man har taget et standpunkt, er det ikke ensbetydende med det er sandheden eller man selv efterlever det. Sandheden ser vi nemlig ikke ret meget til i en verden, hvor det præges af glansbilleder og præstationer. Enormt stressende og udmattende må man forestille sig.

Fit collage

Jeg har svært ved at forstå, at man skal tvinges til at tage hviledage, at man udelukker sukker i flere måneder, at man skal detoxe op til sommer, for at nedsætte sin fedtprocent, at man helst skal lave PR hver gang i løft og løb, at man lever uden fødevarer uden at have en diagnose for, at man ikke kan tåle det, at man konstant vejer sig selv og måler sit selvværd på baggrund af det, at man melder fra sociale begivenheder på baggrund af træning og kost, at man ikke kan gå en dag uden at dele et billede på Instagram, der skal bekræfte én i at man har en trænet krop, muskler og er mega sej, at hele verden er blevet så forbandet selviscenesættende, at man kun kan spise pæn mad, der er Instagram-værdig og at man aldrig kan slappe af, fordi man hele tiden tænker på sin næste træning, food-prepper og tager selfies i undertøj. En lang smøre!

Men husk på, at det bare er mig, der tænker sådan og jeg bruger bloggen som mit frirum til den undren, jeg går med. Jeg er ikke hellig. Jeg lader mig ofte selv fange af stemningen og deler billeder af pæn mad og træning.

Men ofte sidder jeg tilbage med følelsen af, at det er så overfladisk og ligegyldigt. Hvorfor gider folk se billeder af min sunde salat og liker billeder helt vildt, når man viser lidt hud? Men lige så snart jeg deler et billede af min søn og familietid, ryger der massevis af følgere.

Er blogs, Instagram, Facebook og andre medier virkelig så overfladiske, at vi spejler os i andres anderkendelse og kan vi ikke leve et sundt liv uden at dele det med tusindevis af andre? Og hvad med de mindre gode sider? Det kan godt være man siger, at man går ind for at skabe sunde idealer, men er det muligt, når man træner 6 gange om ugen, spiser sundt 98 % af tiden og kun viser billeder af slik og kager, for at vise man også kan spise usundt?

Er det sandheden eller er det fordi man er bange for, at man måske ikke er så sund, som man selv troede. Grænserne rykker sig hele tiden. Om et år er det sværere at høste anerkendelse og derfor skal vi løfte tungere, løbe hurtigere og længere, have flere muskler end vi skal i dag.

Tusinde spørgsmål, jeg aldrig bliver klog på, og som jeg desværre selv er med til at støtte op om. Der er dage, hvor jeg hader sundhed, fordi det slet ikke handler om psykisk velvære, som det faktisk burde. Det handler i høj grad om alt andet end det psykiske. Jeg synes det er skræmmende, at vi alle træner på livet løs, melder os til konkurrencer og maratons, og de fleste af os er allerede med skader inden vi er 30 år! Hvad så når vi er 40? Var det det hele værd?

Får man det bedre psykisk af, at have en lav fedtprocent og “bikinikrop” eller vil man altid sidde med følelsen af, det altid kan blive bedre, pænere og mere perfekt? Jeg kan ikke svare på det, men derfor bør det stadigvæk italesættes. En tendens, der nok aldrig vil ændre sig, da der altid vil komme en ny ting at gå op i, nye måder at forme sin krop på og nye metoder til at fremstå perfekt. Det udadtil sunde liv er ikke automatisk det gode liv. Vi har sku’ for meget fritid 😉 #firstworldproblems

Jeg føler snart jeg er den eneste, der træner uden at have et mål. Hverken kropsmål eller præstationsmål. Måske er jeg farvet af at have en mild form for ryggigt, og min træning kredser i høj grad om at holde mine daglige smerter nede og strække ud, så jeg sikrer øget smidighed. På den måde kan jeg undvære min medicin.

Del endelig jeres holdning til emnet. Både positive såvel som negative. Jeg vil især gerne høre jer læseres synspunkter, hvordan I mener det fremstår og om I synes det kan tage overhånd og virke for “perfekt” eller I er helt uenige?

Skriv en kommentar

 

58 kommentarer

  1. Det er virkelig, virkelig interessant, det du tager op! Jeg er selv i gang med at tabe mange kilo og jeg véd godt, at jeg ikke er i nærheden af at se ud som nogle af de piger på Instagram, men alligevel – ubevidst – så sammenligner jeg mig selv med dem. Måske ikke lige på kroppen, men på deres “sundhed”. For sådan en som mig, der har nogle kilo at slæbe rundt på, er det bare ikke realistisk at træne hver dag (og måske endda flere gange om dagen), men alligevel får jeg en ide om, at det er jo sådan det er at være sund? Jeg har allerede dårlig samvittighed, når jeg åbner min Instagram kl. 7.30 om morgenen og ser, at nogle af dem jeg følger, allerede HAR været nede og træne.. Jamen, jamen? Og det er reelt sådan jeg har det, selvom jeg ved, at jeg har en træningsaftale kl. 17. Jeg er også snart på det stadie, at jeg virkelig overvejer at “Unfollow” flere af dem jeg følger på Instagram. Bare for at gøre livet for min samvittighed lidt lettere. Jeg kan dog ikke sige mig fri for selv kun at lægge billeder af de pæne og sunde ting jeg spiser ud på min Instagram. Nå, det blev en lang smøre.. Men jeg synes det er ret interessant, at du tager det op! 🙂

  2. Åh, jeg er virkelig ambivalent i forhold til det her emne! Jeg synes helt sikkert det er en vigtig debat at tage og det er noget der løbende bør reflekteres over – både på de sociale medier og i diverse venindegrupper ude i den virkelige verden 😉
    På den ene side synes jeg virkelig at det er positivt med det store fokus på kost og træning, da det alt andet lige er sundere at være tonet og fit end alt for tynd eller alt for overvægtig. MEN: det kan bestemt tage overhånd og gå hen og blive et ligeså usundt ideal som fx. det supertynde. Jeg tror det er nødvendigt med et slags filter når man læser blogs, er på instagram og ser de inspirerende billeder såsom dem du har lagt op i indlægget her. At man husker ens egen krop, ens egen situation og ikke sammenligner sig med de modeller på billedet, men i stedet bruger det som inspiration til fx at tage trappen fremfor elevatoren eller et æble fremfor kagen til eftermiddagskaffen.

    Vi har også alle forskellige kropstyper, forskellige livsomstændigheder og forskellige mål med livet. Det er utrolig vigtigt at respektere alles forskelligheder og ikke lave én rigtig måde at leve på, se ud på eller vælge at prioritere sin tid på. Det tror jeg er noget af det vigtigste.

    Anna – http://wonderwomanwannabe.dk

    1. Det tror jeg mange er, især hvis man selv er blogger, da man så er med til fremme sundhedsidealer på godt og ondt 🙂

      Jeg er enig i, at det er vigtigt at spise sundt og motionere for alle. Men mit fokus er på de idealer, der fremsættes som realistiske og sunde, men måske ikke er det, da mange måske føler sig utilstrækkelig i forhold til disse personer. Det er jo ikke realistisk, at alle kan rende rundt med en sixpack, stille op i konkurrencer, løbe marathons osv. Dermed ikke sagt, at de, der gør det, ikke er seje. Det er de.

      Angående filter er det super fint, at sige man skal have det. Men i virkeligheden forholder det sig ikke altid sådan. Ovenstående billeder er valgt til indlægget, da de afspejler hele tendensen perfekt – på godt og ondt. Folk vil altid sammenligne sig, hvad end man siger. Der eksisterer en ekstrem konkurrencementalitet, at man altid skal være mindst lige så god som de andre, hvilket er synd.

      Jeg er også fortaler for forskellige kropstyper, livsstile og idealer, men inden for #fitisthenewskinny synes jeg kun, der fremstilles et ideal. Du skal være tonet, have muskler, stille op i konkurrencer, konstant opnå PR, rykke dine grænser, ane mavemuskler, løfte tungt osv. Selvom personerne, der fremme dette (mig selv inklusiv), ser forskellige ud, så gør vi overordnet set meget af det samme. Vi er jo mærket af nutidens tendenser og hvad der er populært. Der er ingen af os, der har opfundet den dybe tallerken. Men jeg vil bare ønske alle var bedre til ikke at fremstille et glansbillede, så alle, både mænd og kvinder, kunne få et langt mere afslappet forhold til deres krop og begynde at fokusere lidt mere på den indre velvære.

  3. Jeg synes, efter min mening, at du har ramt helt plet. Det er nogle vilde idealer som nogle stræber efter, og go dem der kan/har tid til at træne så intensivt, men det skal bare ikke påtvinges andre. Jeg træner også uden et mål, mest for bare at vide at jeg er sund og får bevæget mig. At få en bedre krop er selvfølgelig en kæmpe bonus, men det er slet ikke det jeg stræber jeg. Jeg vil helst bare føle mig tilpas i min krop, og vide at jeg gør hvad jeg kan.

    1. Det burde også være det primære fokus 🙂 Den indre velvære og at du gavner din krop på lang sigt. At du så får en smækker krop, der gør sig godt i bikini og man er stolt over, er bare fedt. Det vil jeg da også gerne have. Jeg er glad for at høre, at du kan træne uden at have et mål. Jeg tror dog ikke det er nogen intention at påtvinge andre noget, men man kan desværre ikke sige sig fra, at fremme et urealistisk ideal til tider. Det har jeg også selv gjort før, når jeg kigger tilbage.

  4. Jamen, min mening har ikke ændret sig siden sidst. Jeg følger efterhånden kun få fitnessbloggere på insta og overvejer faktisk at slette flere. Jeg har lige slettet en på insta, som er diætist, som jeg ellers før har været inspireret af. Vedkommende har billeder af piger, hun har hjulpet, hvilket jo er meget uskyldigt og fint. Men før-billeder af pigerne afslører ja gæt hvad – nada nix andet end ganske almindelige normalvægtige piger. UDEN en skid vægt problemer. Hvorfor faen de har behov for at pludselig tabe sig er mig en gåde. Og det er på ingen måder fedt at diætisten ikke prøver at sige til dem – at der intet behov er for at tabe sig. (Jeg ved godt at det er pigen selv, der bestemmer, men diætisten har da en kæmpe rolle også) Men okay hvis kriterierne er at have tydelige muskler, flad mave som en pandekage og ellers være en linial – ja så lever mange piger ikke op til det, da det jo kræver ekstrem meget træning og meget fokus på kost. For efterhånden bliver selv de mindste, ja fedtdepoter ved kroppen problematiseret – men altså hvis man ser på gruppen af disse piger, er der især to ting der gør sig gældende: de er studerende og de er ret unge. Måske prioriteterne ændrer sig i fremtiden for dem? Anyways, så synes jeg det bliver mere og mere uinteressant at følge og læse om den slags så jeg bevæger mig mere og mere væk fra det – for det bliver så trættende alt sammen og jeg gider sgu ikke kun at spise protein og kål og træne 3452 gange i ugen. Gab 🙂

    1. Ja, det lyder ikke så sundt. Altså man kan altid komme i bedre form, det kunne jeg også. Jeg døjer stadigt med hængende maveskind efter fødsel, men jeg har ikke et stort behov for at “fikse” mine fejl. Jeg har det fint som nu, hvor der både er plads til sund mad, træning men også at droppe træningen for at lave noget andet eller spise lige hvad jeg lyster 🙂

      Jeg er enig med dig, at det kan blive trættende. Det kan godt være man så anderledes på det, hvis man var yngre, studerede og ikke havde de samme forpligtelser. Hvem ved 🙂 Men igen, hvis man har tiden, forstår jeg også godt man virkelig kan involvere sig i sin hobby, i dette tilfælde træning og sundt kost for mange. Men lige pludselig kan det bare komme til at fylde en hel del, hvor alt handler om nyt træningstøj, PR, sund kost, styrketræning, resultater osv.

      Jeg tror også der kommer en ny tendens på et tidspunkt, da man må mene folk nok kommer til at køre træt i det med tiden.

    2. Altså nu kan man bruge diætister til mange andre ting end at tabe sig? Måske nogle af kunderne faktisk har fået langt en kostplan fordi de gerne vil opbygge muskler ergo tage på i vægt uden at den øgede vægt skal komme fra flødekager og junk food. Jeg kan ikke rigtig se, hvorfor det er et problem så længe pigerne selv kan styre det 🙂

  5. WOW DANICA!
    Der tog du mig godt nok på sengen. Hvor har du ret i, at vi hyper sundhed af den grund at opnå anerkendelse fra andre. Hvor er det fedt, at du ytre dine tanker på denne måde – du har også sat mine tanker i gang!
    Jeg synes selv, at jeg lever rimelig sundt og træner rimelig ofte. (fordi jeg har lyst) I al fald lever jeg på en helt anden måde, end jeg gjorde, da jeg var yngre. Men mine præstationer, som jeg selv går og glæder mig over, blegner hurtigt ved siden af billeder på instagram af sixpacks, store salater, ernæringsforbedrede kager og et pulsur der viser 10 km. på 45 minutter.
    Jeg har, som dig, svært ved at stole på Instagram og diverse blogs. For hvor meget repræsenterer billederne og indlægene den faktiske hverdag? Vi eksponerer os selv og håber naturligvis på anderkendelse. Men måske har målet om anerkendelse fået os til at opstille et glansbillede af os selv.
    Jeg elsker, når fitnessbloggere afslører sig i en oprigtig skrøbelig position. For eksempel har Tine fra fitinspiration.dk ytret sig om sin store nedtur i form af et aflyst marathon og Anne Sofie fra workoutwithme.dk forbander sine skader på sin blog.
    På min egen blog, foodandfitness.dk, sigter jeg efter at vise min hverdag som den er. Jeg er ikke interesseret i at vise en “falsk virkelighed”, for det får hverken mine læsere eller jeg noget ud af. Derfor vil jeg vise opgskrifter på både mormormad, salater, sukkerfyldte kager og ernæringsforbedret guf.
    Tak for indlægget Danica – det var forfriskende. 🙂
    Jeg vil selv stræbe efter at vise min

    1. Vi mennesker har nok altid gjort det, men det er bare virkelig tydeligt, nu hvor vi gør det overfor tusindevis af mennesker dagligt.

      Jeg er glad for det kunne sætte lidt tanker igang. Omend det for mig stadigvæk er tanker, jeg ikke ved hvad jeg synes om eller har et svar på.

      Jeg er fuldstændig enig med dig i de nævnte blogs. Det er eksempler på hvor man føler, man får både de gode tider og udfordringerne med, hvilket man som læser værdsætter. Der er ingen, der er superhelte og det er helt okay, at dele, når det ikke går som planlagt. Det er menneskeligt og langt mere inspirerende!

      Jeg er glad for du selv har startet en blog, hvor du har gjort dig de overvejelser. Det er sundt, at gøre sig nogle tanker og ikke mindst efterleve det. Ikke bare fordi man har hørt ude i byen, at det er in fremme et godt ideal 😉

  6. Jeg er fuldstændig enig i alt hvad du skriver.
    Især det med at lægge et billede op af slik, så folk tror man spiser det osv.
    Jeg er skide træt af Instagram og de sociald medier generelt, netop af den årsag. Jeg er heller ikke spændende nok, når jeg poster billeder af mit hverdagsliv og der ryger en masse følgere, og hvis jeg en sjælden gang har postet noget med træning eller mad, kommer dee en masse nye til og masser af likes. Jeg synes det ser ud som om, at man ikke længere er spændende nok, hvis man ikke er ekstrem i sit insta-tema, feks træning, mad, baby eller interiør. Det er absolut forbudt at blande genrene sammen!
    Jeg har heller ikke et mål med træning og når jeg svarer ærligt på det, forstår folk ikke.
    Jeg træner fordi jeg får det godt af det og så kan spise lidt “hyggeligt”, uden at få dårlig samvittighed.
    Men det er ikke godt nok til verden længere. Det er trist.

    Jeg synes det er ærgeligt at gå så meget op i sin træning, at 1 hviledag er tortur, så synes jeg man har et problem.

    1. Sjovt. Har tænkt nøjagtigt det samme om instagram. Det r som om man ikke må have en helt almindelig profil, hvor man deler lidt hist og her. Det værende sig mad, træning, familie, koncerter, citater, bolig, mode, negle osv. Og det undrer mig egentlig. Det profiler jeg nyder at følge, er da mest dem der deler alle deres hyggestunder and then some 🙂 Men det giver bare ikke mange følgere. Så kan de da bare blive fri!

      1. Også min betragtning og det bliver næsten for meget af det gode! Det er ikke antal af følgere, likes eller popularitet, der definerer os. Nogle gange har man bare svært ved at forstå, hvad folk kan lide og ikke kan lide. Det er tydelig ikke specielt populært at være normal længere 😉

  7. Pissegodt indlæg.. jeg går sommetider med samme tanker. Nogen gange hader jeg denne sundheds/fitnessverden og drømmer mig tilbage til dengang jeg spiste hvidt morgenbrød med sukkerfyldt marmelade og pålægchokolade – uden at mit hoved automatisk talte kalorier og jeg havde dårlig samvittighed. At det ikke hed et ‘cheat-meal’, men ‘lidt hygge en søndag formiddag’. Jeg snakker tit med nogle af mine nærmeste i denne fitnessverden om det, fordi det sommetider kan gå mig på.

    Men det er nok bagsiden af medaljen. Jeg elsker jo min træning, og det fællesskab jeg har fået ud af det. Jeg har lært at spise sundere, fået en viden om det funktionelle mad, og fået nogle helt nye oplevelser og bekendtskaber som jeg ikke vil være foruden. Jeg kom ind i dette i en sen alder, og har prøvet en masse drukture, været på drukferie og været eventpige med fester 1-4 gange om ugen. Så at jeg har oplevet begge slags ‘liv’ er jeg taknemmelig for, jeg er ikke gået glip af noget.

    Derfor kan jeg sommetider have lidt ondt af de unge mennesker derude.. Sikke et pres det må være både at være super social og super engageret i en sund livsstil med det, der hører til.

    Venlig hilsen
    Nana

    1. Fedt med en kommentar fra en sej blogger, der har stillet op i konkurrencer og samtidig har så meget selvironi 😀 Din blog skal da følges fast fra nu af. Elsker din vinkel!

      Forstår godt dit had/kærlighedsforhold. Tror vi er mange, der har det sådan. Der er desværre altid en bagside, men jeg forstår også godt man dyrker det, da det må være fedt at opnå sine mål. Og som du siger, er der nok forskel på dem, der starter når de er meget unge og os andre, der har prøvet det hele.

  8. Alletiders indlæg, Danica! Er sikker på kommentarerne vil flyde som is på en varm sommerdag (kan man overhovedet sige det?) Anyways. Det er stensikkert et relevant emne du tager op.
    Jeg er til dels enig og uenig.. Måske nok mest enig i dine synspunkter.
    Det er rigtigt, at bloggere, instagrambrugere etc. OFTE leverer standarderne, for så selv at skulle leve op til dem – det er lidt en ond cirkel. Om ikke andet så har jeg da klart mærket en tendens i blogland og på instagram til, at folk SIGER de er bevidste om hvilket ideal de udsender – men ærligt talt, så tror jeg ikke, de fleste egentlig tænker over, hvad det er, de påpeger. For de lægger stadig flexbilleder, styrkebilleder, sunde madbilleder, sunde desserter, distancebilleder osv. op på bloggen eller instagram – eller hvis de er rigtig gode, skriver de en lang kladde om deres træningspas, der er delt op i et 3 splitsprogram (fordi de jo træner hver dag, og ja, bliver NØDT til at holde træningsfri, selvom de hævder de ikke gider!) Åhh, og de tror vi ikke kan gennemskue det. Suk.
    Jeg tror, og det er min fulde overbevisning, at de fleste bloggere, og i hvert fald størstedelen af instagrambrugere, falder i den der selviscenesættelses-fælde uden egentlig at være klar over det (læs: til tider). Det smitter jo af på deres followers, på både godt og ondt. Jeg nyder jo selv godt af tips og tricks og motivation, det er jeg ikke bleg for at indrømme, men selvkritikken og selvindsigt mangler hos mange blogs. Og gud fri mig, jeg ved godt, vi er i vores bedste ret til at udtale os om, hvad vi vil, og gøre hvad vi vil – man kan jo bare trygge ’unfollow’.
    Men om ikke andet er det værd, meget værd, at problematisere tendensen ’fit is the new skinny’. Jeg kunne komme med mange analytiske pointer i den ene sætning men vil undlade de fleste. Jeg synes bare denne sætning (som folk på de sociale medier bruger i flæng) antyder at idealet fortsat skal være ekstremt, for at have noget på sig. Men i og med man siddestiller ’fit’ med ’skinny’, så skyder man den lidt selv ned, da ’skinny’ er et gammelt ideal. Dermed sagt; ’fit’ ryger nok også af måde på et tidspunkt.
    Sikke en smørre.. Men ligesom det ligger dig på sinde, Danica, tror jeg, mange har haft tanken om det her nye ideal, og det faktum at vi hele tiden skal have et ideal. Fit er helt sikkert bedre end skinny, for det afføder at folk måske rent faktisk spiser sundere, træner mere, hvilket er godt for kroppen. Om det er godt for psyken er nok meget forskelligt. Så derfor er jeg splittet ved den her nye dille.
    Skræmmende nok, så følger jeg nok top 5-10 over fitnessbloggere samt madbloggere, og jeg har lige tilmeldt mig til mit første halvmarathon (alle gør det jo). Så nok så meget jeg ønsker at kritisere manglende selvkritik i blogland og på instagram, så fylder jeg selv brænde på bålet.
    DERFOR synes jeg din blog har det der ekstra, som andre mangler! Bliv ved med det. Vi elsker dine indlæg, også dine madbilleder/træningsbilleder, eller hvad det nu måtte være her og på instagram, fordi hele spektret er med, det skal du klart have ros for.
    Tak for en god blog, god læsning og lidt ekstra til overvejelse.

    1. Jeg kan sagtens følge dig, at man på den ene side lader sig motivere og den anden side føler et pres for at leve op til disse seje personligheder.

      Jeg HADER også det begreb. Det er lige så usundt som alle de begreber, der florerer med at man skulle dyrke at være modeltynd. Det ene er ikke bedre end det andet. Hvorfor ikke bare dyrke motion uden at skulle fremstille hvert et sekund. Kan man overhovedet træne uden at tage et selfie eller flexerbillede?

      Jeg er glad for din meget reflekterende kommentar. Jeg vil ønske jeg selv kunne ytre mig så præcist og godt, men så er det godt jeg har dig til det 🙂 Og tusind tak for komplimentet :-*

  9. Danica, jeg ELSKER dine indlæg. Det er bare så rigtigt det du skriver.

    Det virker også bare som om at det er blevet “moderne” at sige: “jeg tillader mig selv alt hvis jeg har lyst” Men jeg synes bare alligevel det virker som om at der er nogle virkelig skrappe regler for madindtag osv. Og også den der som du selv nævner “kurver er så flotte” og man kan bare fornemme at det på ingen måde er det personen selv stræber efter.

    Synes det er så irriterende at se nogle lave en sund kage uden sukker, mel eller andet “junk” også alligevel skrive #cheatmeal. Jeg er VIRKELIG træt af at alle skal styrketræne, drikke proteinshake, spise skyr i spandevis, spise grøntsagsspaghetti, indtage 7 kg kylling, træne morgencardio på tom mave…..og jeg kunne blive ved.
    Det værste ved det hele er bare at jeg selv går vildt meget op i træning og sund kost men det er ligesom om at når stortset alle gør det, jamen så bliver presset bare endnu større.

    Ja undskyld det sure opstød fra min side….Men nogle gange skal det bare ud 😉

    1. Taaaak :-*

      Det virker nemlig lidt for iscenesat, dog uden at vide det. At man lader som om man bare slet ikke spiser sundt hele tiden, men faktisk alligevel gør det.

      Jeg har tidligere nævnt problematikken med “cheatmeal”. Det er dumt ord, der udelukkende fører negativitet med sig. Du snyder ikke, du spiser bare. Det er et valg og ikke en synd. Slap af!!!

      Jeg er på hold med dig. Så længe vi bare selv er tilfredse og hviler i sig selv. Bare undgå dem, der giver dårlig samvittighed. Vi er jo højst sandsynlig flest, der træner og spiser okay sundt og jo flere, der tilkendegiver de har den tilgang til det, jo mere normalt bliver vi andre 🙂

  10. Dit indlæg bekræfter kun, hvorfor, du er den eneste fitnessblogger, jeg har kunne identificere mig lidt med og i forlængelse deraf, hvorfor du er den eneste, jeg holder fast i.

    Jeg kan virkelig godt lide, at du deler alle dine tanker, forbehold og overvejelser med os. Pudsigt nok, havde jeg det på stort set tilsvarende måde, bare ifht. børnemodebloggeriet.. og det blev også til sidst en af grundene til, jeg gerne ville ud af game’t.

    Du er sej.

    1. Tak Ann-Sophie :-* Er glad for du gide læse med.

      Jeg kan godt forstå din opfattelse af børnemodebloggeriet. Det er også blevet helt ekstremt! Selv jeg, der ikke er den største læser af disse blogs, har bemærket det på både blogs og Insta. Tøjet kan ikke blive nyt eller dyrt nok.

  11. Jeg er så enig i dit indlæg Danica, det er jeg virkelig.
    Jeg føler mig bare fanget i “spindet”. Jeg er virkelig perfektionistisk, så det er så let for mig at tage tingene til det ekstreme for at blive PERFEKT. Det jeg gør kan ALTID blive bedre. Jeg kan altid træne mere og bedre og spise ENDNU sundere. Jeg er for dårlig til at rose mig selv.
    Men jeg kan også mærke at jeg er blevet mere bevidst om hvad jeg udsætter mig selv for. Selvfølgelig må jeg da spise kage med familien eller drikke en øl med vennerne (det sker desværre bare næsten aldrig fordi jeg ved hvor dårlig jeg får det med mig selv). Selvfølgelig skal jeg give mig selv lov til ikke at træne fordi jeg hellere vil hænge ud med vennerne. Om 20 år vil jeg da være fuldstændig ligeglad med og jeg som 21 årig havde en super flot krop og spiste supersundt . Det jeg vil tænke tilbage på er jo ikke de sunde tallerkner med kylling og broccoli eller markerede muskler. Nej det er jo selvfølgelig vennerne, familien og hyggelige stunder. Jeg kan jo godt se det, hvorfor skal de så være så pokkers svært at efterleve det.

    1. Uhh, det er farligt, det der med jagten på det perfekte og at der altid må være noget bedre. Hvis man aldrig nyder sin nuværende tilstand, men altid fokuserer på noget vildere, er man jo aldrig tilfreds eller glad :/

      Jeg vil gerne rose dig, for jeg er sikker på du gør det godt. Du skal kunne tillade dig de øjeblikke, hvis du har lyst. Om 30 år vil man huske tilbage på minder med venner og familier, som du selv siger. Men det er svært. Jeg håber sådan, at folk bliver lidt mere afslappet. Alt andet er synd og spild af liv.

  12. Du er den sejeste! bum.
    Al respekt for at du – selv efter at have stået på skud gentagne gange – tager de ‘svære’ debatter op.
    Tak for det

    Rigtig god onsdag 🙂

    1. Nogen skal jo gøre det 😀 Men det er til tider ikke altid sjovt, da man nemt kan blive upopulær! Men det er det værd.

      Tak fordi du læser med og gider smide en kommentar :-*

  13. Enig, enig, ENIG! Jeg har faktisk lige brugt dit gamle indlæg, som en kilde min BA-opgave (dog omhandlende kvindefodbold, men med en sammenligne med fitness og sociale medier, som tager alt fokus).

    Jeg er nogle gange ved at brække mig over det! (overdrivelse fremmer forståelsen, hehe) Men hvad sker der for, at ALLE har ny pr, og “årh nej hviledag” fotos. En ting jeg SLET ikke kan forholde mig til, er “Se min mave”-billederne. Se hvor god form jeg er i. Haha, undskyld mig, men siden hvornår, har ens form kunne ses på maven? Altså jeg var i vanvittig god form i gymnasiet, (hvor jeg drak hver weekend), og det stod ikke ligefrem skrevet på min mavse?
    Jeg giver high give og et skulderklap for endnu et godt indlæg med din helt egen mening 🙂
    Thumps up for hviledage-, familie- og hyggebilleder på insta – det jo ligesom en større del af livet 🙂
    Skønt med billeder af din familie, det giver mig 1000% bedre og mere troværdigt billede af dig…

    1. Ej, lyder som et spændende BA-projekt!

      Jeg kender alt til den følelse. Det kan bare nemt blive for meget og anstrengende. Ja, man kan kigge den anden vej, men det er satme svært, når man bliver bombarderet alle steder fra. Og så runger det lidt for hult, når der tales om sunde idealer. Jeg synes stadigvæk, der er lang vej.

      Jeg er totalt nede med alt – både træning og hviledage, sund mad og usund mad! 😉

  14. Hej Danica
    Jeg er super glad for at du udgiver dette indlæg. Jeg har ikke selv en blog, men jeg skriver løbende nogle dokumenter – eller jeg reflekterer over for mig selv-agitgt – om forskellige emner, hvor jeg selv har reflekteret over dette. Jeg har gjort mig rigtig mange tanker omkring det. Og specielt i forhold til at du skriver “Jeg føler snart jeg er den eneste, der træner uden at have et mål. Hverken kropsmål eller præstationsmål.”.
    Jeg har det på nøjagtig samme måde. Jeg bor og arbejder i udlandet, og her snakkede jeg med en veninde som var på besøg, som dyrker meget crossfit. Jeg fortalte hende, at jeg fik en form for panik-angst ved tanken om at skulle bosætte mig i Danmark igen, da jeg er “bange”/nervøs for at skulle træne i det danske fitness miljø. Jeg vil træne for at “give slip”, min sundhed og fordi jeg har lyst til at være den bedste udgave af mig selv. Men på de sociale medier virker til, at alle der går i fitness er nogle som træner op til forskellige konkurrencer. På alle instagrams står der nærmest “up coming bikini athlete”. Og hatten af for dem. Jeg er imponeret over at de gør det. Det er sgu’ mega sejt. Jeg elsker selv at træne og bruger meget tid på det! Jeg er ikke hellig.

    De forskellige lande jeg har boet og arbejdet i, har ikke de samme “krav” – og nøj hvor er det befriende.
    Jeg skal slet ikke lyde hellig. For 3,5 år siden startede min spiseforstyrrelse. Jeg blev voldsomt tynd og jeg har nu kæmpet mig op, men har nu en anden form for spiseforstyrrelse – og det er så “svært” når man ser et opsat billede af strigent kontrol på alle instagram profiler, den enorme “korrekte” viden (forstå mig ret) om kost og træning. Ak, jeg ved nu også en helt del – men jeg bliver en smule forpustet når jeg læser alle de fine ord 😉
    Og det kan stresse mig så meget, at jeg mister min motivation til fortsat at kæmpe for at være et sundt forbillede for mig selv!
    Og apropos motivation. Jeg læste for dage siden et fremragende post fra fitinspiration på instagram, hvor hun skrev at hendes motivation var “bedst” når hun havde et mål. Og det kan jeg godt følge hende i. Egentlig bare et sidespring.

    Jeg tror desværre at dette glansbillede (som jeg personligt tror det er) kan have en negativ indvirkning på mange. Forstå mig ret. Sidder der en masse unge – og ældre – piger/kvinder som ønsker at komme i gang, så er det jo en fed inspiration og motivation man kan finde på de sociale medier. Men om man vil eller ej, så er det jo ikke sjovt hele tiden at skifte livsstil – og når man kun ser at det går godt på de sociale medier, så føler man sig som en fiasko, når man “falder i”, som mange vil sige. Og i min optik er det bare ikke i orden.

    Det bliver måske en masse tankemylder og vrøvl i det at jeg skriver alt dette; men jeg kan ikke lade indlægget gå forbi min snude. Jeg kommenterer normalt ikke, men jeg har så meget om netop dette, som jeg gerne vil ud med 🙂 jeg synes det er så skønt du tager det op, men jeg kan se mig selv ufattelig meget i dig – man vil sgu’ (undskyld mit sprog) gerne lave lidt ballade – eller i hvert fald skabe debat.. Men jeg tror desværre også, at “mennesker som os” kan have en tendens til at reflektere (for) meget over emner som disse. Vi vil det bedste for alle, og vi vil have at folk skal have det godt. Ja, psykisk velvære!!!

    Jeg håber du kan tyde alle mine tanker og alt det jeg prøver at sige. Så til sidst: TAK DANICA. Tusind, tusind tak!

    1. Hvor er det fedt du gider kommentere og så med alle de ting, du også har reflekteret over. Jeg mener det er sundt at reflektere og få det ned på skrift. Også selv andre er uenige og synes man er en idiot at høre på 😉 Mit problem er bare, at mine reflektioner ofte bliver offentlige og det har mange svært ved at forstå.

      Men som du siger, det bunder nok i, man bare gerne vil have alle er glade, alle er tilfredse og nyder livet. Men det er selvfølgelig ikke realistisk og jeg har selv dage hvor jeg forbander mit billede i spejlet væk. Dem kender vi alle til. Det er dog en brøkdel i forhold til de dage, hvor jeg er glad, hviler i mig selv og nyder livet. For det gør jeg. Jeg fortryder aldrig et måltid, sundt eller usundt, jeg fortryder aldrig hvis jeg ikke gider træning, for så handlede det bare om der var noget andet jeg hellere vil. Fx nyde det lækre vejr fremfor at svede i et træningscenter.

      Jeg synes det er synd, at DK har sådan et ryg indenfor træning og sund kost, at folk nærmest kan finde det skræmmende. Min opfattelse er også, at det er meget mere afslappet i andre lande. Jeg er ofte i Italien og der findes ikke ret mange fitnesscentre og de får croissanter til morgenmad, pasta til frokost og pizza, lasagne eller kød med masser af fedt til aftensmad. Jeg har ALDRIG set et folkefærd med mere karisma og livsglæde end dem. De stråler, er selvsikre og ser skidegodt ud. Det handler om attitude. Men det er klart det er svært at føle sådan herhjemme, når moden dikterer noget andet.

      1. Tror du det spiller en rolle at du er blevet mor? Jeg tænker.. Du har jo en lille skøn dreng, som er vigtigere end dig selv. Altså at det er en faktor som spiller ind i forhold til hvordan du har det med dig selv? At du hviler mere i dig selv? Jeg synes du har en god indstilling til dig selv.
        Ingen kan være hellige og sige de hele tiden er glade og tilfredse med sig selv. Hvis de er, så synes jeg de er top seje!

        Jeg har selv lige boet i Spanien i 4,5 måneder. Og når man kiggede på stranden, så var det jo kvinder (!!). Høje, lave, tykke, tynde, appelsinhud, strækmærker osv. Det er jo sådan vi er – men der var ingen “skam”. Forstå mig ret. Jeg finder det så imponerende og motiverende – selvom jeg er langt fra at hvile i mig selv.

        Ja, dine reflektioner kommer ud til offentligheden – men hvis de ikke gjorde det, så ville mange nok slet ikke begynde at reflektere over det selv. Lur mig om alle der har kommenteret dette indlæg ikke har tænkt meget over det siden. Jeg har i alt fald. Uden fokus og debat kommer vi ingen vegne. Ikke fordi vi skal definere hvad der er rigtigt og forkert, hvad der sundt og usundt – men jeg synes det er fedt, da vi lige kan stoppe og tænke “hey, hvordan har jeg det egentlig selv?”.

        Fortsæt endelig. Om der er mugne kommentarer eller ej 🙂

  15. Det er rart, at emnet bliver taget op igen, for i min optik er der stadig brug for det. Både i forbindelse med at det er OK ikke at spise 100 % sundt og dyrke motion 6-7 gange om ugen, men også at dem som føler, at den førnævnte levemåde gør deres liv bedre, og at de får mere energi af det, også skal have lov til at synes det og lever derefter. (Dog skal psyken være med, og det er ikke altid til at sige, om den er det, eller om de rent faktisk nærmere er bukket under for denne ekstreme sundshedstendens, som har floreret de sidste par år)
    Jeg har selv valgt at unfollowe alle dem på instagram, som uploader billeder af lækre og stærke kroppe, perfekte madbilleder og citater om at træne, netop fordi at det ikke gør noget godt for mig. Jeg fik det dårligere og dårligere med mig selv, men her på det sidste er jeg heldigvis begyndt at få et bedre syn på mig selv, hvilket nok også hænger sammen med, at jeg har fundet en sød mand, som fortæller mig, at jeg ser godt ud, som jeg er, men det er jo ikke alle, der har én til at fortælle dem det. Samtidigt ærger det mig, at jeg (og jeg er sikkert ikke den eneste) er nødt til at høre fra andre, at jeg okay som jeg er, selvom jeg ofte slet ikke tror på det. Det burde ikke være sådan. Jeg burde selv kunne se, at min krop rent faktisk ér pæn, selvom jeg ikke ligner fitness modellerne, men jeg træner, spiser relativt sundt og er mere glad, end jeg er sur, men alligevel sker det tit, når jeg ser min krop i spejlet, at jeg slet ikke kan acceptere den, og at jeg føler mig tyk, grim og utilstrækkelig. Kropsidealet og sundhedsidealet burde komme ned på et niveau, hvor alle kan være med. Det er ikke sundt konstant at tænke på, om man er god nok. I en lang periode var jeg så bange for at tage på, at jeg tog mig selv i at sige, at hvis jeg konstant skulle gå at være sulten, så var livet ikke det værd. Og det mener jeg stadig, at det ikke er, og derfor er det så vigtigt, at man ikke fremstiller idealerne så høje, at unge piger og drenge føler sig utilstrækkelige. Selv har jeg en veninde, som led af anoreksi i 8-9 år, indtil hun valgte at tage livet af sig selv, fordi hun ikke længere kunne leve med sig selv og sygdommen. Dette beviser blot igen, at det er rigtig vigtigt at tage emnet op, og at det er virkelig fedt, at du (igen, igen) tager initiativet! Så tak for et rigtig godt indlæg. Hav en god aften med din familie (som jeg hellere vil se billeder af end af en tupperware med kylling og salat) og jeg håber, I nyder smukke KBH.
    Kh Clara

    1. Jeg mener også der løbende er brug for det. På en ærlig måde og ikke sådan noget med, jeg vil udelukkende portrættere sunde idealer, fordi det siger de ude i byen er sundt 😉

      Psykisk velvære er også udefinerbart. Hvem afgør hvad det er? Jeg vil dog mene, at så længe man stresser over sin kost og træning hver eneste dag, besidder man ikke et harmonisk og sundt indre.

      En sød mand, der fortæller én hvor skøn man er, hjælper på det. Men som du selv siger; det burde man selv kunne tænke eller se.

      Jeg er virkelig ked af, at høre din veninde endte med at tage livet af sig selv. Forfærdeligt 🙁 Så synd, at nogen får det så dårligt psykisk. Det er en sygdom man skal tage alvorligt.

  16. Jeg er enig med dig i, at træning og sund kost af og til er ved at tage overhånd, og det er jo i sær det vi ser. Jeg er selv, lidt ligesom dig, en person som bare godt kan li’ at træne, og træner for at holde min sportskade nede (knæskade som kræver opretholdelse af musklerne omkring knæet), men ville af samme grund ikke gå i gang med at træne op til en halv-marathon, som vist er gået hen at blive et must derude. Jeg ved at jeg kan løbe 10 km uden de store problemer, så det må være fint.
    Jeg træner nok derudover også fordi jeg ikke vil tænke over om jeg nu må få det stykke kage. Jeg spiser jo slet ikke kage hver dag, og jeg mener også det er et spørgsmål om at gøre alt med måde (lidt af mit livsmotto), men stadig gøre noget. Vi skal ikke spise fed mad hver dag og slet ikke dyrke motion, ligesom vi ikke skal lade være med at spise noget og dyrke sport 2 gange hver dag (det er så bare min mening). Jeg tror på, at gør man alt med måde, så er det også en livsstil du kan holde ud resten af dit liv, og er det ikke meningen?

    1. Det er også den bedste motivation, at holde smerter nede!

      Alt med måde er også et godt motto. For nogen er det nok bare alt eller intet og så farves de af hvad andre gør. Det duer jeg bare ikke til. At skulle leve op til nogle forudbestemte normer. Jeg vil være min egen og selv definere hvad sund og en flot krop for mig er 🙂

  17. Det er “sjovt” det du skriver med, at når du viser hverdagsbilleder, så mister du følgere. Som du måske husker, så mister jeg følgere når jeg ligger billeder op af min bare mave – min kæreste sagde meget fornuftigt at det måske var fordi jeg er “for normal”. Jeg er ikke ved at tabe mig eller træne op til noget vildt, hvilket jeg kan forstå nok er det samme som dig, hvad angår din hverdag. Og det er måske det samme, når du så lægger billeder op af de skønne familie og lign.? Du er simpelthen for normal Danica 😉 Og bliv ved med det! :-*

    1. Jeg kan tydeligt huske det søde Jonna 🙂 Jeg synes du skal tage det op på din blog. Din kæreste har nok ret, at det bunder i vi er for normale. Men det vil jeg mene var godt, altså at vi faktisk går under det felt, der hedder normale kvinder frem for ekstreme super kvinder 😉

  18. Et lille ønske herfra… Skriv meget gerne noget mere om din gigt 🙂 Jeg har selv gigt og døjer med en del smerter og bivirkning med medicin. Jeg har altid elsket at være fysisk aktiv og det gav mig noget af et knæk den gang jeg fik det konstateret (15-16år). Nok mest fordi jeg ikke kunne leve op til mine forventninger og sammenlignede mig alt for meget med andre.

    1. Det vil jeg da gerne! Som du selv siger, er det virkelig nedern at få sådan en diagnose i sådan en ung alder. Men efter at have levet med det længe, lærer man at få en hverdag til at fungere og man finder sin ” naturlige” medicin.

      Hvad form for gigt har du? Mit er slet ikke så slemt som andre, men der er dage, hvor jeg har overbelastet min krop og derfor nærmest ikke kan gå eller komme ud af sengen, og føler mig som en på 80 :/

  19. Virkelig godt indlæg Danica!
    Jeg kan godt som “almindelig” person føle mig utilstrækkelig, hvis hvert måltid ikke stemmer overens med alle insta-billederne og hvis jeg ikke lige får trænet alle tilfredsstillende i en uge. Selvfølgelig er der mange gode ting ved sundhedsbølgen, men jeg kan dæleme også nævne mange dårlige ting som følger med. J
    Du rammer total plet med dit indlæg!
    Mega meget credit til dig!

    1. Ja, der er positive og negative sider. Desværre. Og desværre har tingene ikke ændret sig det seneste år, men det var måske også naivt at tro.

      Jeg er ked af at høre, at almindelig ikke er tilstrækkeligt længere. Vi er jo alle almindelige også disse super kvinder. Vi ser bare ikke rigtigt noget til de sider.

      Tak for din søde kommentar :-*

  20. Virkelig interessant og vigtig debat. Ortoreksi ser efterhånden ud til at være en samfundssygdom.

    Jeg skal ikke sige mig fri for at dele billede af (ofte sund) mad på IG og min blog, men jeg spiser jo meget mere end det, jeg poster. Og ja, nogle gange tænker jeg, hvorfor jeg overhovedet gør det. Viser de billeder. Grundtanken var at inspirere, og det håber jeg stadig, jeg gør, men alting kan kamme over.
    Til gengæld viser jeg ikke billeder af mig selv letpåklædt. Min kommende arbejdsgiver skal også kunne gå ind på min IG, uden det bliver mærkeligt.

    Jeg træner, dog mest yoga og transportcykling (der vel bliver 60-100 km om ugen i snit), og det er heller ikke med et bestemt mål. Jeg dyrker yoga 4-6 gange om ugen, jo da, også fordi jeg kan se en forskel på min krop, men også på grund af velværet. Jeg får det dejligt – både indeni og udenpå. Og dét er for mig det vigtigste. Derfor gider jeg i øvrigt ikke dele billeder af mig selv i diverse yogapositurer på IG, for det er ikke det, yoga for mig handler om, selvom jeg godt kan lide en svedig gang flow yoga.
    /Luna Bærmonster

    1. Ja, desværre ser det sådan ud 🙁

      Jeg deler ligesom dig også billeder af pæn mad, træningstøj m.m. For de fleste er det nok også ideen at inspirere. Men det kammer hurtigt over og bliver enormt perfektionistisk. Jeg er fuldt ud enig med dig, angående letpåklædte billeder. Man skal huske de billeder er tilgængelig forevigt.

      Yoga er fantastisk! Men hvis yoga handlede om at dele sindsyge poses, vil ideen også gå af. Det er nemlig at slappe af i nuet og ligge alt væk fra sig. Jeg tror nok underviseren vil kigge en ekstra gang, hvis veninden lige snuppede lidt billeder af én i krigeren 😉

  21. Du er for sej at du tager emnet op!
    Jeg læser selv ernæring og sundhed, arbejder i en løbetur, og er om nogen omringet af det konstante “sundhedspres” som til tider er trættende.. Nogen gange vil jeg altså have lov til at spise en BigMac uden dårlig samvittighed overfor mig selv og omverden.
    Det er et ømt emne, men jeg er af den overbevisning, at jo flere ord vi sætter på, jo bedre!
    TAK Danica, så godt!

      1. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvilket pres du må føle. Jeg beskæftiger mig slet ikke med feltet på den måde, og jeg synes jeg bliver bombarderet.

        Ja, meget ømt emne, desværre. Der er jo ikke noget rigtigt eller forkert. Jeg vil bare ønske folk var mere ærlige, slappede lidt mere af og var mere nuanceret.

  22. TAK for et skønt indlæg! Du er efterhånden den eneste blogger/instagrammer jeg virkelig føler IKKE giver efter for presset. DU er dig selv og rider ikke med på bølgen! Virkelig tak 🙂
    Jeg er også ved at få spat over, at ingen er gode nok længere. Der mangler altid de sidste kilo, de sidste sekunder eller noget helt tredje.
    Hvad så med os andre, der ikke er i nærheden af de ting!?

    Jeg synes faktisk det bliver værre og værre. Selv de bloggere/instagrammere jeg fulgte i starten fordi de var afslappede er det ikke mere. Det virker så påtaget.
    Selv mine veninder er begyndt at snapchatte og instagramme mad og træning – OG snakke om det. Hvornår stopper det?
    Kan vi ikke fokusere på andet end det og have det godt i vores krop. Hvorfor skal det handle om at vise, hvor “god” man er og få andre til at se dårligere ud?!

    Sundhed handler vel om at finde den sunde balance. Træne for at have en langt og RASKT liv, være i stand til at hygge med veninder.
    Og det handler vel endnu mere om at være istand til at løfte hinanden op fremfor at presse hinanden ned med forventningspres.

    1. Tak, det er jeg glad for at høre 🙂 Men også lidt skræmmende, hvis jeg virker som den eneste, der ikke naivt følger trop :/ Og det gør jeg alligevel til tider.

      Ja, man kan altid blive bedre, hurtigere, lettere og stærkere. Men hvornår er nok? Hvis du spørger mig, så var det for længe siden. Ja, det er vildt hvordan alle pludselig går op i det,hvilket på sin vis er fint. Men det kan nemt skyldes populariteten og ikke fordi de vil gøre noget sundt for ydre og indre sundhed. Desværre handler det hele om udseende. Det er så overfladisk, ensporet og selviscenesættende.

      Puhhaa, en uendelig ond cirkel.

  23. Ej at forglemme at ALLE stiller op eller har planer om at stille op i bikinifitness !! Slap nu af.
    Så fedt et indlæg !

    1. True 😉 Sejt af dem, der gør det, men hold det er pludselig blevet alle-mands-eje, hvilket lidt ødelægger “sporten”. Det er ikke alle, der er bygget til det eller har psyken til det,, og det er vigtigt at erkende.

      Tak :-*

  24. Tak fordi du tager emnet op 🙂 Dette emne er grunden til, at jeg faktisk ikke følger særlig mange fitness-profiler på instagram. Jeg gider ikke at bruge min tid på at føle mig utilstrækkelig!
    Jeg har længe undret mig over, hvorfor alle piger pludselig skal være med i bikinifitness…

  25. .. Først og fremmest, pisse godt indlæg! Er fuldstændig enig det du skriver, og synes det er super fedt, at du, trods tidligere hug, tør sætte ord på det, de fleste af os tænker!
    Du er bestemt ikke den eneste der træner uden noget konkret mål. Jeg har det selv på samme måde, når folk spørg mig “hvorfor træner du så meget, stiller du op i noget?” – siden hvornår er det blevet sådan at man SKAL stille op i noget, for at træne meget. Jeg træner fordi jeg elsker det, det er mit frirum og jeg får en masse skøn energi, og det holder den migræne, jeg ellers for nogle år siden, døjede med flere gange om måned, væk! Dét er i min optik, et ganske godt argument for al min træning!
    Jeg synes efterhånden at stille op i en bikinifitness er blevet et “must” for at være noget inden for musikken, hvilket er dybt uforstående i mit hovede. Jeg bliver selv mere inspireret af kvinder/piger, der træner fordi de bare ikke kan lade være. Jeg bliver nogen gange bekymret for den drejning sundhed har taget, og jeg vil våge at påstå at nogen af dem der “påstår” de lever sundt, i virkeligheden er nogen af dem der lever mest usundt, hvis man kigger på det i forhold til den mentale sundhed.
    Fortsæt dit gode arbejde, elsker når du laver disse indlæg. Du er hammer god til det!! 🙂

    God bededagsferie herfa 🙂

  26. Åh Danica. Det er rigtig længe siden jeg har været herinde, men som altid har du skrevet et velovervejet og velformuleret indlæg om et meget vigtigt emne. Jeg kan garantere dig for at det ikke er billeder af din søn og familie, der har holdt mig væk (tværtimod, jeg har altid været mest glad for de indlæg hvor du deler så meget af dig selv). Til gengæld har jeg nok lige præcis været lidt mættet af hele sundhedsbølgen – jeg vil gerne leve sundt, jeg vil gerne træne, jeg vil gerne se pæn ud og jeg bliver faktisk selv en lille smule gladere når min mad er pænt anrettet. Men jeg synes virkelig at du rammer hovedet på sømmet når du siger ‘at hele verden er blevet så forbandet selviscenesættende’. Og det er ærgerligt for det stjæler helt klart fokus fra de værdier som gør livet værd at leve…
    Nå, jeg slutter igen, jeg ville bare lige fortælle dig at du har skrevet et super godt indlæg 🙂

  27. Jeg tror virkelig det handler meget om, hvad folk individuelt ligger i det. Nogle kæmper med det fordi de simpelthen ikke kan lade være, fordi de elsker det og fordi det er det bedste de ved. Hvis folk omkring dem føler sig påtvunget til at leve på samme måde, så synes jeg faktisk mere det er disse folk der er “noget galt med” (forstå mig ret!). Der er jo ingen andre end dig selv der bestemmer hvordan du vil leve dit liv når det kommer til sundhed, og det tror jeg vitterlig heller ikke er diverse fitnessfreaks intension – altså at påtvinge andre til at leve på en bestemt måde. Tværtimod.

  28. Super spændende debat Danica!
    Som jeg vist også skrev til dit andet indlæg omhandlende dette, så føler jeg ikke selv et pres fra IGere og bloggere, men bliver mere inspireret og sortere efter min fornuft, for nogen gange så er der folk der er for ekstreme.
    Det der bekymrer mig mest, er som du også skriver at folk presser sig selv super meget for at nå forskellige mål, hvilket resulterer i langtidsskader for nogle, og hvor står de så ikke når de er 40 og barren ikke længere kan sætte højere og målene kan ikke blive vildere??
    Jeg kan også se at mange af dem som følger mig på IG er i alderen 15-20, og jeg prøver at være bevidst om at jeg lægger billeder op der kan inspirere på en fornuftig måde og at min profil viser et retvisende billede af mig – er meget normalt menneske – og ikke bare et glansbillede. Jeg mener man har et ansvar, og dette skal balanceres med at det jo er ens egen profil, og jeg vil også gerne vise de billeder som jeg har lyst til, og så må folk trykke unfollow lige så meget som de vil 🙂

  29. Fornuftigt at du sætter fokus på dette emne, selv om det givetvis ikke vil få færre unge piger til at poste billeder af overnight oats perfekt pyntet med frysetørrede bær, hjemmmelavet granola og et miks af frø/kerne/nødder, jeg dårligt kan udtale navnet på.
    Til gengæld har du fået mig til at tænke over, hvad sundhed er for mig, og hvorfor jeg, trods en skeptisk holdning til den “sundhedsbølge” eller sundhedsbesættelse, der tenderer, alligevel bliver draget af disse piger og deres ustandselige træning og evne til at spise sundt. For ja, jeg holder ganske vist af min daglige portion havregrød, men jeg holder så sandlig også af min müslibolle med smør eller nutella. Men nu er det som om, at det aldrig kan blive sundt nok, og jeg tager sommetider mig selv i at tænke, at nu må jeg hellere spare på kulhydraterne – der venter mig jo ikke et marathon lige rundt om hjørnet, så det har jeg jo ikke brug for! Det kunne jeg aldrig have tænkt for år tilbage, men det er denne sundhedstendens, der er skyld i det.

    Det er med til at få så mange unge piger til at spekulere i, om de nu er gode nok, smukke nok, tynde nok, sunde nok osv. og det er i grunden trist, da det kan udvikle sig til, hvis ikke en spiseforstyrrelse, så i hvert fald et usundt forhold til sundhed.

    Jeg håber du med dit indlæg har fået andre en mig til at tænke lidt over, hvad sundhed er, og hvor vi er på vej hen. For det er blandt andet brugere af de sociale medier (som mig), der, med likes, fascination og rosende ord, er til at drive det dertil, hvor det er nu.

  30. Spændende tanker Danica, men jeg kan trøste dig med… at det nok hører den unge alder til… ha ha
    Jeg er i 40’erne og omgiver mig med skønne veninder, der ligesom jeg de sidste mange år… har haft et afslappet forhold til… ja, næsten alt… Bare lever og nyder…
    – og jeg har faktisk flere gange tænkt, på netop det, du skriver om, men jeg tror bare, at folk selv skal nå til konklussionen… Hvad betyder virkeligt noget i livet!!! og man kunne godt ønske sig, at det skete lidt før… (tidligere, tror jeg at man opnåede denne ro og tilfredshed i 30erne, men som vi alle ved og hævder… så er 30’erne de nye 20’ere, 40’erne den nye 30’ere osv)