Skår i glansbilledet #1

Hermed første beretning fra en af mine læsere. Nedenstående fortælling er blot ét indlæg i den kommende tid, der hører under betegnelsen “skår i glansbilledet”. Ideen bag er, at illustrere at vi alle har har eller haft vores kampe, og hvordan vi hver især forsøger at overkomme dem. Det handler ikke om at skabe et negativt billede eller en deprimerende blog, hvor der udelukkende er fokus på livets udfordringer. Tværtimod handler det om at hyle styrken hos os kvinder og give indblik i en lang række af kampe. Ingen af os er perfekte eller har det nemt altid. Alt fra ortoreksi og omverdens pres til familieproblemer og psykiske lidelser. Har du brug for at få luft og dele din historie, så send en mail til dc@danicachloe.dk. Man må mere end gerne være anonym.


Jeg er en 21-årig pige som ønsker at fortælle om, hvordan en uskyldig slankekur kan udvikle sig til tomhed, ædeflip, opkast, flere kilo på sidebenene, sorg, skam og hemmelighedsfulde indkøb. Jeg var 19 år og skulle bare smide fem kilo. Så ville min verden være perfekt. De fem kilo røg hurtigt, men verden blev alt andet end perfekt derfra… Jeg fik hentet app’en lifesum, og fandt hurtigt ud af, at jo mere jeg forbrændte, jo mindre jeg indtog, jo tyndere blev jeg.

Jeg husker, hvor skønt det var, da min daværende kæreste sagde til mig: Skat, nu behøver du altså ikke blive tyndere. Man kan tydeligt mærke dine ribben. Mit indre jublede, og det motiverede mig i den grad til at fortsætte. Når man har sultet sig selv længe nok, og det eneste man kan tænke på er kalorier og træning, begynder man at trække sig fra fællesskabet. Kæresten mistede jeg, og jeg orkede ikke længere at være sammen med nogen. Jeg var for sulten. Jeg blev skør. Jeg vågnede ofte op midt om natten, med et hul i maven, midt i en drøm om et ædeflip.

Fortælling 1

Ædeflippene begyndte at blive til virkelighed. Pludselig kunne jeg se mig selv løbe ud af døren, ned til nærmeste supermarked og købe slik, chips og fastfood. Alt det jeg havde nægtet mig selv så længe. Min krop skreg på det. At komme ind bag en låst dør, åbne posen med de nyindkøbte varer og gå i gang med et ædeflip var lykken. Jeg befandt mig i min egen lille bobbel, hvor tiden stod stille. Mærkede intet andet end min mave der blev fyldt indtil, at det til sidst føltes som om, at den skulle sprække. Maden var væk, og jeg var godt klar over, hvor mange tusind kalorier den indkøbspose havde indeholdt, før den forsvandt.. Hvad gør man så? Jeg valgte at stikke fingrene i halsen og tvinge det hele op igen. Haha! Farvel kalorier! Ud af min krop og lige ud i afløbet. Jeg kan høre mig selv have tænkt det, alt imens jeg troede, at kontrollen var min.

Det var starten på godt halvandet år med spiseforstyrrelserne bulimi og overspisning. 17 kilo ned og 20 kilo op igen, på bare halvandet år. Hvad jeg ikke har udsat min krop for. Jeg kom derud, hvor mad var den eneste glæde i mit liv. Besat af tanken om, hvornår jeg kunne få mit næste ædeflip. Mit næste fix. Pludselig blev min krop overtaget af noget ondt. Skulle jeg have et ædeflip, kunne det ikke gå hurtigt nok. Pludselig sad jeg på cyklen, på vej ud efter madvarer, jeg kunne ødelægge mig selv med. Fysisk, såvel som psykisk.

Jeg har gået rundt i en tåge i supermarkederne. Rystende angst for at møde nogen jeg kendte. Jeg må have set meget ynkelig ud, hver gang jeg har stået svedende og rød i hovedet, og fyldt båndet med søde sager og junk, efterfulgt af et par kasser Nupo-shakes. I morgen skulle slankekuren jo starte igen. Det er jo ikke fordi, at det er en dødssynd at købe chokolade, chips og frysepizzaer. Men for mig var det. I de mængder ved jeg simpelthen ikke, hvordan jeg skulle forklare mig, hvis en veninde eller et familiemedlem skulle dukke op i butikken. Med tasken fyldt var det fluks hjem i lejligheden med nedrullede gardiner og låst dør. Kørte det ene ned efter det andet. En bombe kunne sprænge uden jeg ville opdage det. Befandt mig i en verden, hvor mad var det eneste der betød noget.

Fortælling

Når mavesmerterne blev så store, at det føltes som om, at mine tarme kunne springe, så skulle maden op igen. Jeg lovede mig selv, at det var sidste gang. Det mad, der var tilbage blev overhældt med varm vand og opvaskemiddel. Derefter var det tid til at indtage badeværelset, sætte håret op i en knold, tage tøjet af (så der ikke kom bræk på), væk med bademåtten og så ned på knæ. Jo, jeg kunne mine rutiner. Når maden var kastet op, kunne jeg sagtens få plads til mere. Nu var dagen jo alligevel ødelagt. Det var alt eller intet. Ser mig selv rode i skraldespanden og kigge efter, om der måske skulle være noget, der var blevet skånet for opvaskemiddel..

Rundt og rundt i den samme sorte onde cirkel. Hvad jeg dog ikke har brugt af penge på kosttilskud, slankepiller, ædeflip, kager, brød, slik og chokolade. Varer som er blevet spist og kastet op, ud i toilettet. Set i bagspejlet skulle jeg under alle omstændigheder have haft hjælp. Det mente jeg bare ikke selv. For i morgen ville alt være godt. En ny dag skulle starte, og mit nye sunde liv ville begynde med en løbetur og en sund morgenmad (og helt sikkert et nyt ædeflip til aften).

Nogen vil desværre kunne nikke genkende til de ting jeg beskriver, imens andre vil tro at jeg er sindssyg. Ja, det er en syg opførsel og tankegang, men det skræmmende er, at du ikke kan se det på mig. Jeg er en ganske almindelig køn 21-årig pige på 60 kilo. Træner og spiser sundt, arbejder fuldtid og ses med mine veninder. Poster overfladiske billeder på Instagram, som alle andre. På overfladen spiller det hele. Jeg kunne være en af dine bekendte uden, at du var klar over det. Mit liv har stået stille for længe og jeg ønsker for alt i verden, at alle piger vil vælge livet, fremfor at ødelægge det som jeg. Kampen for de skide 5 kilo (som ingen andre end dig selv kan få øje på) er ikke altid det hele værd. Man kan hurtigt komme ud på et sidespor.

Jeg fik dannet mig en meget trist og hemmelighedsfuld side. Det er svært at komme ud af, når du først er fanget. Jeg kæmper stadig den dag i dag, desværre sammen med tusindvis af andre piger, som også er besatte af jagten på det perfekte ydre. Det smukke glansbillede kan desværre have rigtig mange slemme skår, som er svære at rette op på.

Nyd livet og pas på jer selv og hinanden!

// Læseren ønsker at være anonym, da hun, som mange andre, ser spiseforstyrrelser som et tabu.

Danica

TRANSLATION: This is the first story from one of my readers in a new project. The idea is to show that many of us are not as perfect as we seem to others and that it’s okay. I would recommend you to use Google Translation to read the full story. It’s very touching. 

Skriv en kommentar

 

9 kommentarer

  1. Fedt med de her indlæg! Det der ^^ er mig for nogle år tilbage. Jeg startede dog ud med anoreksi, så anoretisk-bulimi og til sidst bulimi. Jeg er heldigvis kommet ud på den anden side og har det godt i dag. Men hold nu op, hvor husker jeg tydeligt det helvede det var mens det stod på! Aldrig om jeg skal tilbage til det.
    Håber virkeligt du kommer på den anden side! <3

  2. Sikke et stærkt indlæg!! Jeg er helt målløs, for ja hvem tænker ikke tit på, at man da godt kunne undvære de sidste 5 kg. Men tanken om at ryge ud på et så seriøst sidespor er ikke en del af overvejelserne. Jeg kan relatere til impulsen med at indkøbe alt for meget slik, chips, junk og spise i smug – det er der måske en del der kan. Jeg har også vejet en del for meget, men er kommet ned på en stabil og sund vægt igen. På helt normal vis. Derfor jeg vil heller ikke sidestille det med pigens situation og påstå at jeg forstår hendes situation. Det må være hårdt!

    Til hende: Tak fordi du delte din historie. Jeg håber virkelig du får hjælp og kommer igennem det!

  3. Wow, må sige, at det er en meget rørende historie, og den rammer mig lige i hjertet.
    Der er absolut ingen perfekt måde vi piger/kvinder skal se ud, og vi er hver og én skabt med en individuel unik krop, som vi simpelthen burde elske over alt på jorden.
    At virkeligheden så desværre ikke ser sådan ud.. jah, det må være de sociale medier, medier i det hele taget, og os piger/kvinder som selv er med til at skabe dette billede.
    Synes det er utrolig flot, at du Danica, tager sådan nogle emner op på din blog, da hele dette glansbillede af kvindekroppen, hvordan vi skal spise, hvor meget vi skal træne osv. simpelthen må brydes – og hvilket bedre sted at starte end på en blog, som bliver læst af rigtig mange piger, kvinder og mænd.
    Stor respekt til dig Danica, for altid at tage seriøse og alvorlige emner op, som får ens tanker igang. TAK 🙂

  4. Så godt et indlæg og virkelig vigtigt med fokus på den slags. Især på en “fitness” blog. Da mange piger helt sikkert vil tage deres fitness og sunde livsstil liige lidt for langt ud.
    Kanon godt skrevet, håber hun en dag bliver helt rask.

  5. Meget rørende og stærkt indlæg! Jeg kan kun sende de bedste tanker til pigen bag dette. Håber hun en dag kommer helt ud på den anden side med kroppen og det mentale i behold 🙂
    Rigtig spændende ‘debat’ omkring kroppen, stræben efter det perfekte, og kampen – vundet eller tabt – for at komme dertil. Det er skræmmende, hvordan os kvinder ser så fornedrende på vores egen krop – mig selv inklusiv. Jeg har i dag set den amerikanske dokumentar Miss Representation, som er sindssygt spændende, som virkelig tager fat i samfundets, mediernes, mændendes og endda kvinders eget syn på kvinden. Virkelig et kig værd! Den har i hvert sat sindssygt mange tanker igang hos mig.

  6. Det her, er lige præcis en af grundene til hvorfor, jeg anser dig som den førende blog i fitness-kategorien!
    Du er ikke bange for at tage nogle alvorlige emner op og viser ofte – og er bevidst om, at der er bagsider af hele den her fitness-bølge vi alle er en del af.
    Så TAK Danica, for lige at “take-it-down-a-level” og vise os læsere, at livet og sundhed er meget mere end det der ses på IG og andre sociale medier!

  7. Det der… det kunne lige så godt være mig, der havde skrevet det. Jeg har selv gået ned igennem supermarkedet med kurven fuld af mad, nervøs for at møde nogle. Og jeg har sågar selv fisket efter i skraldespanden i håb om at finde noget, der ikke er opvaskemiddel på. Det bedste i denne verden er når jeg hører, at nogle piger kommer ud af denne onde cirkel. For det styrker min tro på, at jeg også kan!

  8. Fantastisk og skræmmende indlæg. Øjenåbner for, hvor galt det kan gå med de forkerte idealer.

  9. Puha, jeg kan desværre nikke alt for genkendende til dette indlæg. Hvad der startede som en uskyldig slankekur for mig, er nu endt i skiftevis anoreksi og bulimi, hvilket jeg har lidt af i over 2,5 år. Jeg får dog hjælp, og mit bedste råd til pigen vil være: BED OM HJÆLP! Hvor meget du end tror og håber på, at du selv kan komme igennem det og rask ud på den anden side, så har man brug for støtte. Der er heldigvis rigtig mange steder, man idag kan få hjælp – også anonymt. Det første og største skridt på vejen er at række hånden ud efter hjælp.
    De fleste piger, inklusive mig selv, har nok den opfattelse, at “når man bare liiiige har tabt de der 5 kg, så skal alting nok blive godt igen”. Men det er ikke det, der tæller i sidste ende. Tak Danica, fordi du sætter fokus på et hamrende svært og desværre stadig meget tabu-belagt emne. Vi er mange med spiseforstyrrelser, som nok ville have det nemmere, hvis der var lidt mere åbenhed omkring det, og man ikke gik og følte skyld og skam hele tiden.