Skår i glansbilledet #3

Denne fortælling er skrevet af min tidligere blogkollega, nemlig skønne Tine, der driver bloggen FITinspiration. Det er en stærk beretning, om at være pårørende til kræft og forsøge at få tingene til at hænge sammen i en følelsesladet og turbulent tid. Jeg synes det er stærkt Tine vil dele historien og jeg håber det kan hjælpe andre, der er pårørende til den forfærdelige sygdom. I er velkommen til at dele jeres historie i kommentarfeltet eller sende en mail til dc@danicachloe.dk, hvis I selv vil dele en fortælling. Man kan sagtens være anonym, hvis man ønsker det.


1 ubesvaret opkald. Klokken er lidt i 6 en fredag aften i februar. Valentines dag for at det ikke skal være løgn. Fredag den 14. februar, hvilket betyder at det er 11 dage siden jeg har afleveret min bachelor opgave og kun tre dage til jeg skal op og forsvare den. Min lejlighed roder. På spisebordet står mine to arbejdscomputere, min opgave ligger i tre forskellige eksemplarer, og det eneste jeg kan tænke på er om der nu er noget, som jeg har overset.

Forventningerne ligger på mine skuldre som en stor tung dyne. Virksomheden jeg samarbejder med og min bachelorvejleder har fra starten begge direkte sagt, at de forventer jeg får 12 for opgaven. En forventning jeg aldrig har haft og et pres, jeg ikke ønsker at lægge på mig selv og derfor forsøger at skubbe væk.

Tumblr-1

Det ubesvarede opkald er fra min søster. Hvorfor ringer hun mon? Lettere fraværende ringer jeg tilbage og hun spørger straks ind til opgaven. Mit svar er et stort suk og ordene vælter pludselig over hinanden, fordi jeg er så frustreret over den. Er den mon god nok, er der noget jeg har overset og hvis og hvis? Jeg får dog stoppet mig selv og spurgt hvorfor hun egentlig havde ringet. Jeg har fået svar fra prøverne i dag. Det viste sig, at den var ondartet. En besked der kom bag på alle og især lægerne, der i 3 ½ måned havde sagt, at det ikke var noget, hun skulle bekymre sig om.

Jeg får sagt, at det er jeg ked af at høre og får spurgt lidt videre ind til forløbet. Min søster er fuldstændig afklaret med det hele og et par minutter efter lægger vi på. Under selve samtalen var budskabet ikke nået til mig. Det rammer først da min søster lægger på. Jeg sidder tilbage med en kæmpe klump i halsen. Jeg er bange og føler mig pludselig helt alene. Min kæreste er taget på sommerhustur med drengene og jeg forsøger febrilsk at ringe ham op, men der er intet signal. Jeg sætter mig ned i sofaen og føler mig totalt ulykkelig og nyttesløs. Min søster har kræft. Et ord, der gør mig bange og det uvisse er altoverskyggende.

Weekenden går med at være mest muligt hos mine forældre, snakke min søsters videre forløb igennem og krydse fingre for at kræften ikke har spredt sig.

Om mandagen skal jeg op og forsvare min bachelor. Min præsentation har jeg øvet igennem et par gange, men jeg må ærlig talt indrømme, at jeg ikke har gjort mig særlig umage i weekenden. Tankerne kredser konstant på min søster og hele eksamenen virker pludselig så ligegyldig.

Jeg kommer alt for tidligt ind til eksamen og er derfor alt for tidligt færdig i forhold til det tidspunkt, jeg har sagt til mine forældre og kæreste. Så da jeg står og jubler over at have fået 12, sker det mutters alene på en helt tom gang. Et par minutter senere kommer de dog halsende og stolt kan jeg fortælle, at jeg nu er færdiguddannet diplomingeniør. Det skal selvfølgelig fejres, og det gør vi med en lækker brunch, og om aftenen spiser hele familien på restaurant. Men selvom vi jo sidder og fejrer at jeg nu er færdig, så er weekendens dårlige nyheder altoverskyggende. Min faster formulerede det på en sms til mig ved at skrive, at hun gerne vil vente med at fejre mig indtil vi er mere afklarede omkring min søster. En besked jeg jo sagtens kan forstå, men som samtidig også er rigtig svær at modtage, når man efter flere måneders hårdt arbejde endelig er færdig, stolt og lettet.

Tumblr-2

Danica efterspurgte skår i glansbilledet og her er mit. Selvom det jo egentlig blot er en fortælling over tre dage af min søsters kræftforløb, så er det tre dage, hvor jeg ikke følte jeg levede op til det glansbillede, jeg gerne ville. Jeg var splittet mellem at føle mig egoistisk over at gå til den eksamen og glæde mig over min præstation, når min søster netop havde fået en sådan diagnose.

Selve eksamen var et stort dilemma, hvor jeg i løbet af weekenden var meget i tvivl om jeg skulle gennemføre eller aflyse den. Jeg brugte 7 måneder på at skrive opgaven, hvor jeg hver eneste uge pendlede frem og tilbage mellem Aarhus og København for at lave forsøg hos min samarbejdsvirksomhed. Opgaven har derfor fyldt utrolig meget og jeg havde virkelig set frem til at få den afsluttet. Som førnævnt så følte jeg en kæmpe skyldfølelse over at fejre den var veloverstået, for på det tidspunkt føltes det mærkeligt at fejre noget som helst. Min søster insisterede dog fra starten på at jeg skulle gå til mit forsvar. Hun har på intet tidspunkt ønsket at blive sygeliggjort. Tværtimod, har hun bravt kæmpet for at hverdagen ikke skulle ændre sig pga. hendes forløb.

For at runde historien af, så får I lige et kort resume af hele min søsters forløb, som gudskelov ender lykkeligt.

Min søster opdager november 2013 at hendes hals er hævet. Det er som om hun har en tennisbold, der buler ud og hendes vejrtrækning er besværet. Hun kommer til læge der henviser hende videre og der får hun taget en biopsi. Biopsien mislykkes i alt tre gange og derfor kommer forløbet til at strække sig over mere end tre måneder. Risikoen for at det skyldes kræft i hendes skjoldbruskkirtel er så lille at lægerne tager det ganske roligt. Til sidst insisterer min søster dog på at få fjernet hendes ene skjoldbruskkirtel, da ubehaget er begyndt at genere hende i hendes dagligdag.

Svaret efter operationen får min søster så den 14. februar, hvor resultatet kommer som et chok. Hun får ved samme lejlighed taget røntgenbilleder af lungerne for at se om kræften har spredt sig og får besked om at hun skal have fjernet den anden skjoldbruskkirtel. Den anden operation sker 10 dage efter den første, hvor der heldigvis ikke var kræft. Resultatet fra røntgenbillederne viser gudskelov også, at det ikke har spredt sig yderligere. Det allersidste trin i min søsters kræftbehandling skete derfor for en måneds tid siden, hvor hun fik strålebehandling med aktivt jod for at sikre at alt var væk.

Min søster er nu erklæret rask og har det godt igen. Hun skal tage piller dagligt resten af livet, da hun ikke længere har hendes skjoldbruskkirtler til at justere hendes stofskifte, men udover det så er hun virkelig heldigt sluppet. Jeg er utrolig stolt over, hvor godt hun har klaret det hele. Min søster er 27 år og blev færdiguddannet sidste sommer. Hun startede på hendes første rigtige job kort inden alle undersøgelserne blev påbegyndt og i januar begyndte hende og kæresten at kigge på hus. De fandt drømmehuset, men købet var ved at gå i vasken pga. hele sygdomsforløbet. Heldigvis er min søster en fighter uden lige og for et par uger siden overtog de huset og det skal de så i gang med at renovere henover sommeren.

Rigtig mange kæft-historier ender ulykkeligt, men statistikkerne viser heldigvis også at over halvdelen overlever. Derfor synes jeg min søsters historie er et godt eksempel på et lykkeligt afsluttet forløb.

Skriv en kommentar

 

6 kommentarer

  1. Puh ha kræft! Det er så forfærdeligt at læse fortællinger fra det virkelige liv om den sygdom. Heldigvis ender nogle skæbner godt, og 27 år er jo ingen alder. Din (Tine’s)søster liv er jo nærmest først begyndt – siger den 30 årige 😉
    Denne historie er også en reminder på, at vi skal tage kroppens signaler alvorligt, og vores egen fornemmelse for at kroppen siger der er noget galt er altså nogen gange mere rigtig end det lægerne fortæller os!
    Nogle gange er systemet så rigidt og nogle læger kan være noget så insisterende på at det de siger er sandheden. Det er dog ikke altid det forholder sig sådan, så hvis man mærker noget ikke er som det plejer, så skal man presse på, selvom ens læge måske ikke mener der er noget galt. Læger kan tage fejl!

    Håber din søster får en skøn sommer med det nye hus Tine, og tak Danica fordi du bringer dette indlæg 🙂

  2. Så fint indlæg – som specielt jeg kan relatere særlig godt til. Jeg er nemlig i samme situation, som Tines søster var i for et par måneder siden. Jeg er 22 år og fik konstateret kræft i skjoldbruskkirtlen d. 25 februar i år og fik radioaktivt jod i maj. Jeg er endnu ikke erklæret rask, men mit havde også spredt sig til et par lymfekirtler. Det er pudsigt – inden jeg selv fik konstateret det i skjoldsbruskkirtlen, havde jeg aldrig hørt om den form før.. Nu synes jeg snart, at jeg har hørt om mange..
    Hvis Tines søster har lyst til det, må hun gerne skrive til mig. Vi har været igennem præcis det samme – og kan begge se frem til at tage piller resten af livet.

  3. Tine er en fantastisk pige! Ville aldrig have troet at hun kæmpede igennem denne episode i sit liv. Det viser bare, at vi alle er menneskelige og har ting vi kæmper med i hverdagen.. Dejlig slutning.

  4. Fantastisk indlæg! Og fantastisk med en god slutning 🙂 Alt held og lykke til Tine og hendes søster.

  5. Min far døde sidste år af kræft, 5 måneder efter det blev konstateret.

    Jeg er ked af at kræft er sådan et tabu emne, og synes det er rart at se, at nogle tør fortælle sine historier.
    Har selv prøvet at starte en blog op om min fars historier, og mine erfaringer, igennem hans forløb.

    Men godt at høre at nogle overvinder den dumme sygdom.