Skår i glansbilledet #2

Endnu en fortælling i projekt “skår i glansbilledet”, skrevet af Maja. Hun føler en lettelse ved at få sin historie ned på skrift, hvilket jeg godt forstår. Det er altid rart, at få ord på de følelser og livssituationer man befinder sig i. Personligt synes jeg det er en utrolig rammende fortælling, som mange nok kan nikke genkendende til. Vi skal lære, at det hele nok skal gå, at vi næsten altid når det alligevel og at det er okay, at give slip. Nyd nuet med dem du holder af – det er det vi husker tilbage på!


Vi har alle prøvet det, men kun ganske få har sagt det højt. Vi har alle prøvet, når presset bliver for stort, når forventningerne stiger om ørene på os, og man mest af alt har lyst til at begrave sig under dynen. Nogle kalder denne følelse for stress. Men stress er en sygdom, en sygdom der skal bør tages alvorlig, hvilket også er grunden til, at jeg personligt undgår lige præcis det ord. At have travlt derimod, sker for selv den bedste. Men hvornår skiller det mellem at have for travlt, til at føle et pres ? Et pres, der får dig til at føle dig utilstrækkelig?

Følelsen af at være utilstrækkelig kommer listende, den starter i fingerspidserne, og arbejder sig langsomt videre til hvert eneste punkt af din krop. Nogen gange opdager man den i god tid, i tide til at vride sig løs af den. Andre gange opdager man den ikke, før det hele ramler om ørene på dig.

Skår-3

Hvis jeg skal præsentere mig selv, er jeg, hvis jeg selv skal sige det, en helt almindelig 21-årig uni studerende, der konstant prøver at balancere forelæsninger, projektskrivning og gruppearbejde. Dette er noget, langt de fleste kender til, og ved hvor krævende det alene kan være. Udover studiet er jeg med-bestyrer på en café, hvilket indebærer al daglig ansvar over fuldtids- og deltidstjenere. Et arbejde jeg knuselsker, men samtidig kan bande langt væk. Det kræver rigtig meget tid og kræfter, da der stilles høje krav og forventninger.

Til sidst kommer der så, at have tid og overskud til at være nogens ven, veninde, kæreste, datter, roomie, familiemedlem osv. Dette burde der automatisk være tid til, men når man har brugt de første 19 timer af døgnets 24 timer på studie og arbejde, og egentlig gerne vil bruge de sidste 5 på at sove, så man kan stå nogenlunde oprejst igen næste dag, kan det være hårdt rigtig hårdt.

Det er der følelsen af, at være utilstrækkelig kommer snigende. Følelsen af ikke at være god nok, og ikke kunne nå det hele. Når mailboksen siger 17 ubesvarede mails, og man nærmest undgår Facebook, fordi man ved, at der ligger mindst lige så mange ubesvarede beskeder derinde. Jeg kan nogen gange tage mig selv i at være en smule misundelig på mine veninder, for at have overskud til træning og andre hyggelige aktiviteter. Men jeg fortæller samtidig jeg mig selv, at udformningen af min hverdag er mit eget valg.

Jeg ville aldrig undvære hverken mit studie eller mit arbejde, og jeg må derfor acceptere, at det tager en del af min tid. Jeg har stadig tid til alt det hyggelige, det skal blot struktureres og planlægges en smule mere, og ligesom alt andet, varierer travlheden også. Der er perioder, der er mere travle end andre, som fx når eksamenerne står for døren, eller højsæsonen melder sig i caféen.

Men hvad har jeg så lært? Jo jeg har lært, at det hjælper at sige det højt. Også gerne før man sidder grædende i kærestens arme, fordi det hele pludselig blev for meget. Det hjælper at sige til veninderne, at man har lidt travlt, og der derfor vil gå lidt tid, inden man har tid til at ses. Det hjælper at ringe til sine forældre og sige, at man ikke kommer hjem på besøg, før overskuddet er til det. Det hjælper at sige til kæresten, at man sætter pris på, at han holder én ud, på de ekstra lange dage. Det hjælper alt sammen. For man finder ud af, at man har nogle fantastiske veninder, der selvfølgelig forstår og tålmodigt venter. Nogle ligeså fantastiske forældre. der kører de 150km for at besøge dig, så du selv slipper for turen. En absolut fantastisk kæreste der fortæller dig, at det nok skal gå alt sammen, og han altid vil være der, på både de gode og de dårlig dage.

Det er okay at føle sig utilstrækkelig en gang imellem, så længe det ikke er en længerevarende følelse. Som en rigtig god veninde engang sagde til mig; Det er okay at slå hjernen fra en HEL dag, slukke telefonen, og blot være til stedet i nuet. Det er der, de bedste minder skabes – så det øver jeg mig på, og det virker!

Skriv en kommentar

 

1 kommentar

  1. Puhh… Den ramte lige der, hvor det gør mest ondt – der hvor jeg forsøger at gemme frustrationen, frygten, bekymringen, og alle de andre ting hen – alle de ting der fylder alt for meget, når man, som jeg, er en pleaser, der gerne vil være der for alle. Så nu sidder jeg her – på mit kontor, i mit pæne tøj – og tuder. Tuder fordi det rammer rigtigt, fordi jeg til tider kan være en forfærdelig kæreste uden overskud, fordi jeg er en veninde, der sjældent har tid til at ses efter en +12 timers arbejdsdag, fordi det her slet ikke er det, jeg vil, fordi jeg i bund og grund føler mig utilstrækkelig – uanset hvad jeg laver. Hvor meget pleaser er man egentlig, når man kun kan give en meget lille del af sig selv, fordi så meget andet fylder i hovedet?
    Tak for et godt indlæg. Jeg vil tørre øjnene og skynde mig og ringe til min søde kæreste og spørge om ikke han og jeg skal lægge alt andet til side og bare være os to i weekenden?