Skår i glansbilledet #12

Kære læsere, mit navn er Louise og her kommer så min beretning om et skår i glansbilledet. I første  omgang blev historien skrevet ned for at hjælpe mig selv, hvilket også er derfor, at den er så lang, men jeg håber alligevel, at I vil tage jer tid til at læse den.

Sidste sommer løb jeg halvmaraton, hvor jeg endda slog min tid fra året før med hele 15 min. For mange er der bikinisæson om sommeren, men min bikinisæson var altså i starten af februar måned i år. Jeg havde trænet og spist helt efter bogen, og min krop så også ud derefter. Nogle synes det var for meget, jeg synes det var helt perfekt.

Jeg var netop færdiguddannet, nygift og foran lå mit livs drømmerejse Min bryllupsrejse til Maldiverne. Turen var intet mindre end perfekt, og hvad det bedste næsten var, var at selv samme dag vi kom hjem, fik vi bekræftet, at vi ventede os en lille ny. Det første barn for min mand og jeg, og vi havde glædet os i godt et år, så for os kunne den bryllupsrejse ikke slutte på en bedre måde. Jeg var på det tidspunkt det lykkeligste, jeg har været i mit liv. Færdiguddannet, nygift, kommende mor og jeg stod endda næsten med et job i hånden. Jeg var SÅ klar til den rejse og det kommende liv, der ventede mig. Men det skulle vise sig, at rejsen blev en helt anden end forventet.

Stronger

Tirsdag d. 11. februar fik vi bekræftet hos lægen, at jeg var gravid. Min mand og jeg græd af glæde og vi kunne ikke vente med at fortælle vores forældre det. De blev (selvfølgelig) rigtig glade på vores vegne, især mine forældre, da det også var deres første barnebarn. Allerede om onsdagen kunne jeg mærke kvalmen komme. Ikke kun morgenkvalme, som mange ellers kender det, men en kvalme, der varede hele dagen igennem. Om søndagen i selv samme uge begyndte jeg også at kaste op.

Den første dag kun nogle få gange, men ellers hed det, at jeg kastede op en 10-20 gange om dagen. Jeg kontaktede selvfølgelig min læge, som sendte mig videre til svangerambulatoriet. Et sted de skulle kunne give mig noget hjælp. Jeg kom derud samme eftermiddag i troen op, at de kunne give mig en slags tryllepille, og så ville kvalmen og opkasten, hvis ikke forsvinde, så i hvert fald blive så betydeligt mindre, at jeg rent faktisk kunne holde til at være oppe fra sengen. Jeg tog fejl. Jeg fik iv væske, glukosevand, en kvalmestillende pille og beskeden om, at jeg skulle komme derude 2-3 gange om ugen og gentage selv samme behandling. Sådan forløb det sig i et par uger, hvor jeg dag for dag spiste mindre og mindre.

Kræfterne blev mindre og mindre, og jeg fik det værre og værre for hver dag, der gik. D. 5. marts var jeg igen på svangerambulatoriet, hvor jeg denne gang fik noget andet medicin. Eftersigende skulle det være stærkere, end det første jeg fik, hvorfor jeg selvfølgelig tog imod det. Jeg ville gøre alt, hvad der overhovedet var muligt for at få det bare lidt bedre. Den medicin skulle jeg aldrig have sagt ja til. Jeg fik den værste hovedpine, jeg nogensinde har haft, og det føltes virkelig som om mit hoved skulle eksplodere.

Jeg kunne ikke tolerere lys, så jeg gemte mig nærmest under dynen det meste af dagen. Om onsdagen blev det for meget. Jeg skulle kaste op og med det ekstra tryk, der kommer i hovedet, når man kaster op, var for meget. Jeg kunne ikke rejse mig, jeg lå og vuggede frem og tilbage på badeværelsesgulvet med snot, gråd og opkast overalt. Jeg ved ærlig talt ikke, hvor længe jeg har ligget der, men da min mand kommer hjem fra skole, finder han mig derude, ringer straks efter en taxa, og vi tager igen ud på svangerambulatoriet. Den medicin kunne jeg tydeligvis ikke tåle og måtte derfor tilbage til den anden, der ikke var nær så stærk. Fra den dag gik det kun ned af bakke. Ikke kun fysisk, men også psykisk. Jeg var ked af det, meget ked af det. Jeg græd hele tiden, og kunne ikke overskue noget overhovedet og mad fik jeg stadig ikke noget af.

Tirsdag d. 11 marts var jeg igen på svangerambulatoriet, men besøget gik ikke som forventet. Jeg havde tabt omkring 5 kg henover weekenden, og da jeg i forvejen ikke er en stor pige, var det alt for meget. De ville have mig indlagt og jeg skulle have sondemad. Hyperemesis gravidarum sagde de. En sygdom, der kun rammer 0,1- 1% af alle gravide. En sygdom, der gør, at man konstant har kvalme og opkast. Og jeg havde den i meget svær grad. Det var en skræmmende besked at få, men hvor mærkeligt det end lyder, var det et eller andet sted samtidig en betrykkende besked. Jeg tænkte, at der nu ville blive taget hånd om det og samtidig var det konstante pres om at skulle spise taget væk fra mig. Nu var jeg det rigtige sted og med læger, sygeplejersker, ultralydsscanninger og min familie omkring mig, kunne det kun blive bedre.

Endnu en gang var jeg forkert på den. Min krop kunne ikke klare al den sonde, så mængden var slet ikke på det niveau, som plejepersonalet ellers gerne vil op på. Jeg følte det som et nederlag. En ting var, at jeg havde så meget kvalme, at jeg ikke kunne spise noget, men at min krop så heller ikke engang kunne holde til sondemad! Tro mig, det gjorde ondt. Tanker om hvad andre ville tænke, fløj rundt i hovedet på mig. En ting var dog positivt – opkastningerne var stoppet, men kvalmen var der stadig. Jeg kunne stadig ikke spise noget og en slange fra næsen og ned i mavesækken er ikke justbehagelig, så jeg havde det mildest talt ikke særlig godt. Jeg var stadig utrolig ked af det, og det blev kun værre og værre som dagene gik. En uge efter jeg blev indlagt havde jeg det så skidt, at jeg afskrev alt kontakt med omverdenen. Ingen sms’er, ingen besøg fra ellers bekymrede veninder og familiemedlemmer. Jeg ville kun se mine forældre og min mand.

Eftersom jeg blev ved med at være så ked af det, ville sygeplejersken have en psykiater til at kigge på mig. Det første han sagde, efter han havde sagt sit navn, var at jeg tydeligvis havde en depression, en svær én af slagsens. Efter den sætning hørte jeg ikke resten, han sagde. Det kom som et chok, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til det. Jeg var mere lykkelig end nogensinde før, og så får jeg at vide, at jeg har en svær depression! Efter samtaler med min familie og mand takkede jeg ja tak til at starte op på et antidepressivt medicin, også kendt som lykkepiller, der ikke ville skade mit barn.

Jeg blev mere og mere afkræftet, og selv dagen i dag kan jeg stadig ikke erindre alle de ting, der skete på Skejby. Min krop havde lukket ned, min hjerne havde lukket ned. Min krop kæmpede for at overleve. Jeg var begyndt at kaste op igen. Og hvis jeg synes, det var træls at kaste op før, jeg blev indlagt, så var det ingenting sammenlignet med, hvordan det var at kaste op, når man har en slange ned igennem halsen. Sonden kom med op, og jeg har aldrig i mit liv prøvet noget så ubehageligt. Smagen, lugten, følelsen. Der er ikke ord, der kan beskrive, hvor ubehageligt det var.

Fredag d. 21. marts kom der en overlæge ind til mig (og min mor som havde overnattet hos mig på hospitalet). Overlægen snakkede i lang tid, og jeg forstod ikke helt, hvad hun sagde, så jeg spurgte hende direkte. Det jeg hører dig sige er altså, at du anbefaler, at jeg stopper min graviditet?? Ja sagde hun. Både fagligt, men også personligt. Du er simpelthen så syg, både fysisk og psykisk, at dit liv vil være i fare, hvis du fortsætter? Jeg var knust, færdig, hele min verden brød sammen. Jeg kunne knapt tale, så få kræfter havde jeg. Min mor fik ringet til min mand, der smuttede fra skolen, og kom så hurtigt han kunne. Vi havde en svær beslutning at træffe. Både mine forældre, sygeplejersken, overlægen og min mand synes, at graviditeten skulle stoppes, for de kunne alle se hvor syg, jeg var. Det kunne jeg ikke selv, men eftersom min mand og jeg gennem hele forløbet har sagt, at vi ville følge det, lægerne anbefaler, måtte vi træffe det urimeligt svære valg og godkende, at graviditeten skulle stoppes.

Indgrebet (jeg kan stadig ikke sige a-ordet) fandt sted allerede dagen efter, og om søndagen blev jeg udskrevet. Eftersom jeg var så afkræftet, at jeg ikke engang kunne gå, kunne jeg dog ikke komme hjem til min egen lejlighed, da vi på daværende tidspunkt boede på 3. sal. Med hensyn til min psykiske tilstand var det vurderet, at jeg skulle indlægges på det psykiatriske hospital, men da jeg netop ikke havde nok fysiske kræfter, måtte det vente. Vi boede derfor hos mine forældre i syv uger, hvor jeg skulle på opfedningskur og få mine kræfter igen – rent ud sagt. Jeg skulle lære at gå, selv tage tøj på osv. Det var syv hårde uger. Depressionen gjorde, at jeg ikke turde være alene, så jeg var bemandet 24/7. Vi snakker helt ned til, at jeg ikke selv kunne gå på toilet uden der stod en uden for døren. Det var hårdt for min familie selvfølgelig. Men det var især hårdt for min mands og mit ægteskab. Vi var to forskellige steder i livet. Han havde et behov for at snakke om, hvad der var sket og bearbejde vores fælles sorg over at have mistet vores ønskebarn, og jeg var slet ikke klar til at give det plads. Jeg havde ikke indset, hvad der reelt var sket. Jeg var konstant ked af, nedtrykt og hvad en svær depression ellers medfølger.

Efter de syv uger hos mine forældre, vurderede det mobile team (et hold af sygeplejersker, læger osv.), at jeg stadig var så deprimeret, at jeg skulle indlægges på det psykiatriske hospital i Risskov. Der var jeg indlagt i fire og en halv uge, inden jeg var rask nok til at komme hjem at bo. Det var fire en halv uge, hvor jeg fik ro, hvile, mad (masser af mad) og den ene behandling efter den anden. Daglige samtaler med sygeplejersker, gruppeterapi, præst, psykologer, læger osv. Forud for indlæggelsen var jeg meget skeptisk og fordomsfuld overfor sådan et sted, ligesom jeg også tænkte en hel del på, hvad andre mon ville tænke om, at jeg skulle indlægges på en sindssygeanstalt. Det skal siges, at alle mine fordomme blev lagt på hylden. Det er nogle kompetente mennesker (de fleste af dem), og jeg er virkelig glad for den tid, jeg havde derinde, og dermed også al den hjælp jeg fik. Jeg har i skrivende stund været udskrevet i en ca. måned, men går selvfølgelig stadig i behandlinger diverse steder.

Mange vil sikkert tænke, hold op hvor er det synd, og hvor må det have været forfærdeligt, at skulle opleve det. Og til det kan jeg sige ja, det har været forfærdeligt, og det er det stadigvæk. Jeg er ikke rask endnu, jeg får stadig meget medicin, men jeg er nået længere end jeg var for to uger siden. Og for to uger siden var jeg nået længere, end jeg var for fire uger siden. Med en depression hedder det to skridt frem og et tilbage. Tålmodighed er din bedste ven gennem sådan et forløb, selvom det er svært til tider.

Der hvor denne historie bliver til et skår i glansbilledet, er ikke kun i selve historien om at have mistet et barn, og hvad det har medført af både fysiske og psykiske problemer. Nej skåret i glansbilledet er også, når jeg fortæller, at jeg er uddannet inden for ernæring og sundhed, og derfor naturligvis ved, at det ikke er sundt for kroppen at fylde den med bland-selv-slik, chokolade eller is hver dag. Men ikke desto mindre er det det, jeg har gjort næsten hver dag siden, jeg blev udskrevet fra Skejby, hvilket altså vil sige næsten 4 måneder. Ja, jeg skulle tage på efter jeg havde tabt mig alt for meget, mens jeg var fysisk afkræftet. Men efter jeg havde taget de kilo på, kunne jeg bare være stoppet. Men nej. Jeg havde brug for det slik, chokolade eller is. Det var næsten lige meget, hvad det var, det skulle bare være sødt, og så skulle der være nok. Ikke noget med 100g slik og så frugt for resten. Nej der skulle være så meget, at jeg ikke kunne spise et enkelt stykke mere. Og ja, jeg har taget ekstra 7kg på i forhold til min normal vægt. Og nej, jeg kan ikke løfte halvt så meget i de forskellige træningsøvelser, som jeg kunne før og løbe mere end 5 km er helt utænkeligt.

Jeg lever altså et liv lige nu, der er stik imod det jeg bør ifølge sundhedsstyrelsens anbefalinger, og ifølge den viden jeg har tilegnet mig gennem min uddannelse. But I dont give a fuck. Jeg har brug for det søde i min tilværelse. Jeg bruger det som den lille glæde, jeg kan finde i det ellers mørke hul, man kan være i gennem en depression. Ja, jeg går nogle ture og træner lidt herhjemme for jeg ved også, at det er med til at gøre mig hurtigere rask. Men det kan på ingen måde sammenlignes med det liv, hverken kostmæssigt eller træningsmæssigt, jeg havde før, alt det her skete.

Og hvad er det så jeg har lært? Jo, jeg har lært, at alt ikke behøver at være perfekt. At der ligger nullermænd under sengen eller, at aftensmåden er en pizza fra det nærliggende pizzaria er bedøvende lige meget, hvis det er det, jeg har brug for. Jeg er stadig ung, jeg har hele livet foran mig, og om jeg har taget 7kg på eller tager 10kg på, er jeg ret ligeglad med. I hvert fald lige nu. Jeg skal nok nå til et punkt, hvor jeg ikke synes, jeg behøver slik hver aften, men det har jeg lige nu og så fred være med det.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke synes, det har været svært at nå hertil. Tanker som – jamen hallo, med din viden burde du vide bedre end at spise så meget, du bør komme i gang med at træne mere osv.- har da selvfølgelig været der. Men lige nu er jeg et sted i mit liv, hvor jeg ikke har overskud til at tænke på sund mad eller tænke på, at mine lår blive større, og jeg derved ikke kan passe mine bukser. Jeg bebrejder da stadig mig selv for ikke bare at kunne have spist noget mere, så jeg ikke var endt ud i at skulle miste mit barn og derigennem få en svær depression (hvilket også er et tegn på, at jeg ikke er rask endnu), men nogle ting er man ikke selv herre over.

Nej, jeg har  ikke accepteret, at det er det, der er sket, og jeg ved ærlig talt ikke om jeg nogensinde kommer til at acceptere det. Der findes ikke en årsag til, at nogle kvinder får hyperemesis gravidarum, og det er svært at acceptere for mig, da jeg er normalt en pige, der leder efter årsager. Jeg har sågar fået at vide, at skulle jeg blive gravid igen, skal jeg regne med at få samme sygdom, der vil bare kunne blive taget hånd om det noget før, så det forhåbentlig ikke ender ud på samme måde, som det gjorde denne gang. Det er da møg hamrende uretfærdigt, men der er desværre ikke noget, jeg kan gøre ved det. Ikke nogle jeg kan skælde ud eller give skylden. Der er simpelthen ingen årsag, hvilket kommer til at tage tid, før jeg virkelig kan acceptere det.

De ting jeg/min mand og jeg har været igennem de sidste fem måneder gør til gengæld, at små ting i hverdagen, som før havde en kæmpe betydning for os, ikke længere er relevant. Vi gider ikke diskutere, hvem der skal tage opvasken, hvis tur det er til at gøre rent eller om der ligger en nullermand for meget. Om vi begge vejer 5kg for meget og derved ikke har den sixpack, vi havde sidste sommer, eller om vi kun kan løfte halvdelen af det, vi  har kunnet før er lige meget. Tænker jeg blot 3 måneder tilbage kunne jeg ikke engang gå eller selv tage tøj på. Så, at jeg nu kan løbe 3km med en pace på 6.28min/km og tage 25kg i squat gør mig hammer stolt.

Mange siger, at man ikke skal sammenligne sig med andre, hvilket jeg er helt enig i. Be the best version of you er til gengæld en sætning, der kan sætte tanker i gang hos mig. Det jeg håber, andre kan få ud af min historie er, at den bedste version af dig selv ikke nødvendigvis er at træne 6-7 gange om ugen for at få en flad mave, hvis det betyder, at du ikke har en indre ro eller skal takke nej til kage til de sociale arrangementer. Den bedste version af mig har i hvert fald ændret sig. Før alt det her gik jeg meget op i træning og sund kost og var fascineret af, hvordan jeg kunne forme min krop. Fredagssnacken bestod ofte af kage uden tilsat sukker og fedtstof. Både fordi jeg kunne lide at være eksperimenterende, men også fordi jeg ikke var den største fan af tilsat sukker – og spiste jeg slik, trænede jeg gerne det ekstra dagen efter. Jeg havde det godt skal det siges. Og jeg vil stadig påstå, at der ikke nødvendigvis er noget i vejen med at leve sådan, så længe man har en indre ro og ikke føler, at man synder blot fordi man spiser slik. I dag har jeg ikke markerede muskler, spiser slik når det passer mig, og ser man bort fra depressionen, har jeg det bedre end før. Før havde jeg det godt, nu har jeg det bedst.

At være diagnosticeret med en depression er (heldigvis) mindre tabubelagt end før i tiden. I dag rammer sygdommen ca. hver femte dansker, og selvom der findes forskellige grader af depression, og derved også forskellige bivirkninger, er det stadig hårdt at erkende, at man er blandt de 20%. I begyndelsen kunne jeg hverken læse eller stave, og jeg husker tydeligt første gang, jeg skulle prøve. Jeg ville svare min far på en sms, hvor jeg bare ville skrive dejligt. Jeg kunne ikke stave til det. Jeg var helt tom og endte med at sende en smiley retur i stedet. Det jeg prøver at sige er, at selvom det er mindre tabubelagt i dag, er det stadig svært at skulle fortælle omverdenen, hvordan man reelt har haft/har det. At fortælle, at man ikke kan stave eller, at jeg kunne blive så forvirret i hovedet over, at der blev lagt bestik på plads. Sådan har jeg det heldigvis ikke mere, men jeg har stadig svært ved at være sammen med flere på en gang. Jeg forventer ikke, at min omgangskreds, eller andre for den sags skyld, kan forstå det, for selvfølgelig kan de ikke det. Men tanker om hvordan de vil tage imod mig, når jeg blev udskrevet, eller hvordan de vil behandle mig, fyldte og fylder stadig meget.

For at summe op så er pointen, at man ikke altid selv herre over, hvilke situationer man havner i, men man har altid et valg om, hvordan man vælger at tackle det. Og nogle gange, hvis man giver det lov, kan det faktisk ændre én til en bedre version af sig selv, selvom det er en svær og hård rejse, men i sidste ende er det rejsen værd. En anden vigtig pointe er, at mange danskere lider af en depression og selvom det er blevet mindre tabubelagt end før i tiden florerer der stadig utrolig mange fordomme, om det at have en depression. Mere eller mindre bevidst kan mange komme til at udelukke dem, der har haft eller har en depression. Mangel på viden eller gode råd til mødet med en psykisk syg gør ofte ondt værre, så herfra skal det lyde; spørg hellere en gang for meget end en gang for lidt.

Skriv en kommentar

 

11 kommentarer

  1. Det er en utrolig barsk, men smuk historie!

    Hvor er du stærk, Louise. Da afsnittet omkring kosten begyndte, var min første tanke “skid da være med kosten” – da afsnittet sluttede, var tanken fuldstændig den samme! Det er ikke den fysiske styrke, og det ydre udseende der afgør, om man har det godt. Der er altså større og vigtigere ting i verden.

    Jeg kan sagtens forstå, at du tænker over, hvordan dine venner/veninder/bekendte vil opføre sig, men som du selv siger, de vil nok aldrig forstå det, og det kan man heller ikke forlange (du forstår det vel knap selv!?), men jeg tror det vigtigste er, at de ACCEPTERER det! Og det lyder i hvert fald til, at såvel din mand som din familie i høj grad har accepteret det. De leder ikke nødvendigvis efter en årsag – nogle ting kan bare ikke forklares; ØV… 😉

    Rigtig meget held og lykke i fremtiden 🙂

    1. Du har helt ret i, at jeg ikke selv forstår det. Og vil aldrig kunne forlange af min omgangskreds, at de forstår det. Men som du selv skriver er det vigtigt, at de accepterer det – og der er der nogle, der er bedre end andre – desværre, men forventelig.

  2. Puha jeg sidder med den største klump i halsen lige nu!

    Jeg kan på ingen måde forstå, hvad du har gennemgået. Du har min dybeste medfølelse, men også min respekt. Du er både stærk og modig, fordi du tør at dele din historie med hos. Det skal du have tak for. Jeg er sikker på, at den vil hjælpe mange, og bidrage til at depression bliver mindre tabubelagt.

    1. Mange tak. Det betyder meget, at min historie bliver taget godt imod – så du skal have mange tak!

  3. Normalt læser jeg ikke de her indlæg helt igennem. Ofte kan jeg ikke helt forholde mig til det, og det er nemt at klikke videre til næste indlæg via Bloglovin’. Men denne her gang kunne jeg virkelig ikke lade være. Jeg blev virkelig rørt af at læse det. Der er så meget sejhed, mod og styrke i det her indlæg, og uden at kende Louise eller vide hvem hun er, sidder jeg og bliver helt stolt. Nok lidt mærkeligt. Jeg blev nødt til lige at dele historien med min kæreste også, for det påvirkede mig virkelig at læse det. Jeg ønsker dig alt det bedste fremover, Louise! Du er allerede godt på vej. Og tak, Danica, for at gøre plads på bloggen til sådanne historier!

    1. Wow, det er store ord! Mange tak skal du have. Det er lige præcis den følelse jeg ville prøve at få frem i folk. Du skal have mange tak for at du valgte at skrive din kommentar, det betyder mere end du aner.

  4. Puha hvor er det en hård historie.

    Klumpen i halsen er der stadig.

    Mange tanker og al held og lykke i fremtiden 🙂

  5. Hvor er du modig! Tak for din beretning. Det er første gang, jeg har læst om en anden, som havde hyperemisis og depression – en situation jeg selv står midt i. Det er rart at vide, at jeg ikke er alene og at der er lys for enden af tunnelen.

    1. Du får lige et ❤️ selvom det ikke er min beretning. Jeg er bare glad for du fandt herind og fandt læserhistorien ❤️ Det er mange år siden jeg sidst læste den her fortælling, men jeg fik helt tårer i øjnene igen. Kæft, hvor er mennesker bare modige og seje!

  6. Tusind tak for at få mig til at se nogle ting, jeg selv har svært ved at se. Og for at sætte ord på ting jeg ikke selv kan sætte ord på.

    Din “rejse” lyder forfærdeligt hård, men ekstrem lærerig. Tak for at dele den.

    Kærlige hilsner fra en som fik svangerskabsforgiftning i uge 28 og måtte føde i uge 29.