Historien om en ring…

 photo RING_zps98af3e33.png

Den her historie er så personlig, at jeg faktisk havde besluttet at holde den for mig selv. Men nu hvor der er gået noget tid, kan jeg se det hele lidt på afstand. Og faktisk tilmed grine lidt af det. Ikke så meget i starten dog…


Skænderier i parforhold


Jeg vil i dette indlæg komme lidt ind på dét at være i et forhold og skænderier i parforhold, for ved gud, jeg er ikke altid særlig god til at være nogens kæreste. Eller jo, på de gode dage, men jeg har godt nok også flere dårlige sider. Det samme har min kæreste og vi har derfor gennemlevet samtlige skænderier, der findes. Jeg synes der er alt for lidt fokus på selve parforholdet via de sociale medier, hvilket er lidt ærgerligt. Det er næsten altid én selv, der er i fokus. Helst i et positivt lys. Jeg tror virkelig ikke nogen gennemlever det perfekte forhold, men måske det bare er lidt tabulagt at tale om? Vi vil jo helst kun anerkendes som supermennesker, der altid er glade, lykkelige og tilfredse. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan eller om jeg bare befinder mig de forkerte steder, men jeg vil forsøge at give en større forståelse for det, da det udefra set måske kan virke “perfekt”. Også herinde, hvor I ofte ser glade billeder af familien og læser beretninger om, hvad vi nu har oplevet i smukke København.

Jeg er på ingen måder konfliktsky. Det er min kæreste heller ikke. Det skaber unægtelig lidt spænding. Alle forhold har gode perioder og dårlige perioder. Når vi er i de rigtige dårlige perioder, så bliver vi ofte så hidsige, at vi råber. Når man har et barn er det lidt vanskeligere, da man helst ikke skal skændes foran ham. Det hænder dog og det er forfærdeligt, at man ikke kan styre sit temperament, hvilket betyder at han skal opleve mor og far skændes. Øv! Jeg føler mig som jordens dårligste mor de dage.

Når vi er i de dårlige perioder, er overskudet også meget lille. Vi skændes, er forudindtagede, misforstår hinanden, har ingen kærlige øjeblikke og er enormt stædige. Det er ikke fordi vi har perioderne hver måned, men i de tider hvor vi har ekstra travlt, pengene er små og barnet bare er vildt vanskeligt, opstår den manglende forståelse for hinanden. Det er jo lige præcis dér, vi har mest brug for hinanden. Når jeg skriver det nu, fatter jeg ikke man overhovedet kan ende der. Men det kan man åbenbart i vores tilfælde.

Sidst det var så slemt, og havde været det i nogle uger, skulle vi til Aarhus. Vi havde skændtes om formiddagen, for 117 gang, inden vi skulle køre og da vi satte os i bilen fortsatte det. Vi kom derud, hvor man føler sig trængt op i en krog og bare gør noget dumt. I mit tilfælde tog jeg min forlovelsesring af og smed efter ham. En handling jeg ikke kunne styre og som jeg fortryder inderligt, for ringen forsvandt. Vi ledte hele bilen igennem og vi er 99 % sikre på den ligger nede bag forruden, men det kræver vi skifter hele ruden til 4.000 kr. og måske den så alligevel ikke er der. Jeg savner min ring men episoden mindede os om, hvor langt ude man kan komme og hvor destruktiv man faktisk kan være. Hvad sker der for det? Vi elsker jo hinanden men har tendens til at nedbryde det i ligegyldige ting.

Jeg kan sagtens se det udefra nu men det kunne jeg ikke i de uger. Heller ikke de andre gange de forgangne år. Jeg ved ikke om alle forældre, der har børn, bliver presset så langt ud eller alle i et parforhold generelt? For jeg hører aldrig nogen tale om det og ser intet, og derfor kan man godt føle sig lidt som en fiasko, når man fejler på det punkt. Vi snakker derude, hvor man til tider føler man mest af alt har lyst til at give op.

Jeg ved virkelig ikke hvor jeg vil hen med det her indlæg og jeg fortryder allerede min åbenhed mens indlægget forfattes, men det er trods alt det min blog ér. En beretning om mit og vores liv, og jeg tror på det er sundt at få sådanne tanker på skrift. Det hele kan og bør ikke være et glansbillede. Måske ønsker jeg bare at vise, at vi har vores mørke sider og livet ikke altid forløber som smurt? At et parforhold er hårdt arbejde, at vi alle fejler og hvor vigtigt det er at støtte hinanden fremfor at modarbejde hinanden.

I vores tilfælde spiller mange ting ind. Mest af alt flytningen til København, som vi dog ikke fortryder. Det har dog tæret en del på os både økonomisk og på overskudskontoen. Vi har ligeledes gennemgået mange dårlige ting sammen – som man heldigvis har overlevet og gjort os stærkere. Jeg elsker min kæreste og jeg vil gerne huske det hver eneste dag. Jeg forsøger at blive en bedre kæreste. Det er trods alt den person, jeg skal bruge resten af mit liv med og man ved aldrig hvad morgendagen bringer, så glem nu de ubetydelige ting og bryd den dårlige stime af skænderier. Tal sammen, byg hinanden op og udvis kærlighed. Alt andet er spild af liv. Og så er jeg sådan set ligeglad med om der skulle en mistet forlovelsesring til at minde os om det. I dag kan vi tilmed grine af vores barnlige opførsel 😉

ER I ET PARFORHOLD OG HVORDAN OPRETHOLDER I ET SUNDT FORHOLD MED GENSIDIG RESPEKT?

P.S Læs mit opfølgende indlæg her, hvor jeg også fortæller om vi fandt forlovelsesringen igen…


P.S Husk også at følge med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke, min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag samt Snapchat (danica_chloe), hvor I virkelig kommer tæt på.

Skriv en kommentar

 

30 kommentarer

  1. Det er virkelig befriende med den slags åbenhed i blogland. Så al respekt for det. Det er jo netop den slags man som læser kan ‘bruge til noget’ 🙂 Det satte ihvertfald nogen tanker i gang hos mig.
    Jeg kan nikke genkendende til alt hvad du har skrevet.
    Jeg er selv overrasket over hvor hårdt det kan være på ens parforhold at få et barn, søvnmangel kan virkelig gøre en til et forfærdeligt menneske 😉

    Tak for en fantastisk blog! Den er i mine øjne blevet så meget bedre efter du har skiftet domæne og er blevet mere personlig og mere ‘allround blogger’ fremfor kun fitness.

    1. Det er jeg glad for at høre. Jeg er all in for åbenhed. Det er nemmere at være “til”, når man deler opture såvel som nedture.

      Det er vildt vi er så mange, der faktisk gennemlever sådanne episoder. Jeg tror langt de fleste i et parforhold har “hårde” perioder. Og et barn oveni, presser bare én endnu længere ud. Men man lærer også hinanden at kende på en ny måde, som kan gøre forholdet endnu stærkere. Det kommer i hvert fald ikke som et chok for mig, at så mange går fra hinanden når de får børn.

      Jeg er glad for du kan lide bloggens nye fokus. Jeg er selv rigtig glad selvom færre læser med. Jeg vil til hver en tid heller være 100 % mig fremfor at tilfredsstille andres behov.

  2. Super godt og relevant indlæg – for du har så evig ret. Folk udstiller – som regel – deres liv og parforhold/ægteskab som noget nær perfekt. Det holder bare ikke i den virkelige verden, så super flot at du deler det her på bloggen. Det er mega svært, hvor privat man skal blive på sin blog, men man er ligesom også nødt til at give noget af sig selv – det er så min mening. Jeg er selv i gang med at skrive min historie, og har tænkt mig – har vejet for og imod rigtig mange gange – at udgive den på min blog, når jeg er færdig. Jeg gør det for at fortælle, at selvom man har haft en lorte opvækst, så kan det rent faktisk lade sig gøre, at komme ud som et nogenlunde helstøbt menneske – hvis man får (og tager imod) hjælp. Jeg har ikke noget at skamme mig over mere, det har mit liv været propfuldt af … skyld og skam … slut med det! Og tilbage til det med parforhold! Jeg har været alene i 3 år nu, efter et yderst usundt forhold af halvandet års varighed … daglige skænderier og nedgørelse. En to meter høj mand der står og truer med pegefingeren og råber “Det er DIN skyld! Det er DIG der skaber alle problemerne” … til sidst troede jeg på ham … det VAR min skyld. Min bonus-bror fik mig heldigvis overtalt til at flytte, og det gjorde jeg indenfor to uger. Min opvækst har helt afgjort en stor indflydelse på, hvorfor jeg ikke dur til parforhold, for der er ikke noget af det der skal til i et forhold, som jeg har lært hjemmefra. I dag nyder jeg bare at være MIG … og jeg trives med at være alene 🙂 Men I skal kæmpe for jeres Danica, for selvom I skændes, så fornemmer jeg også en masse kærlighed, og det er det allervigtigste. Jeg har hørt om par der går til parterapeut et par gange om året … i perioder hvor det går godt … for at undgå de der trælse perioder! Det lyder ikke helt skævt i mine ører 🙂 … Endnu en gang tak fordi du delte med os andre 🙂

    1. Det gør jeg også selv ubevidst – altså fremstiller “glansbilledet”, hvilket der også skal være plads til. Jeg kan dog også godt lide, når folk viser de er sårbare. For hvem er ikke det? Vi er trods alt bare mennesker.

      Jeg synes virkelig også du er sej, at du deler alle de ting du har gennemgået i dit liv. Jeg vil se frem til at læse hele din historie. Du skal bare fortsætte med at være dig og nyde livet med din søn, for det virker som om du virkelig har fundet dit sted, hvor du finder lykke 🙂

      Smart med parterapeut. Det kunne jeg også godt finde på, hvis pengene var til det 🙂 Det er slet ikke en skam – tværtimod.

      1. Tak Danica 🙂 Jeg føler også, at jeg endelig er landet der, hvor jeg skal være og hvor jeg har overskud til at gøre noget for andre 🙂 … Jeg har lidt sommerfugle i maven, ved tanken om at dele min “rygsæk” ud i offentligheden, men det er jo noget pjat, og selvfølgelig tør jeg, og selvfølgelig skal jeg gøre det 🙂
        Rigtig dejlig aften til jer – og pas godt på hinanden og jeres kærlighed <3

  3. Alle mennesker oplever uoverensstemmelser i et parforhold. På den ene eller anden måde. Dem der siger anderledes lyver. Det har vi også herhjemme, selvom det er minimalt i forhold til, hvad jeg har oplevet i tidligere forhold.

    Da vi blev gift lavede vi en skænderi-lov (man er vel jurist). Den handler om, hvordan man opfører sig, hvis man bliver uenige eller sure. Det aller vigtigste punkt på den, er at vi har aftalt, at vi ALTID bliver på egen banehalvdel. Ingen beskyldninger eller anklager. Det hedder altid “Jeg bliver ked af det, når…” eller “Jeg opfatter det på denne måde, når du/gør siger..” Det lyder som noget pædagogisk pis, men det virker. Det er svært, at ryge op i det røde felt, når det bliver formuleret sådan.

    Jeg kan nu godt forstå, hvorfor rigtig mange har kriser, når de får børn. Det er pisse hårdt og jeg kan da også selv blive helt flov, hvis jeg kommer til at snerre eller diskutere foran Ellie. Da jeg gik til fødselsforberedelse blev jordemoderen ved med at sige, at man skulle lave en pagt, der sagde, at man ikke gik fra hinanden de første 7 år af barnets leveår, fordi det er så vanvittig hårdt. Så det vi oplever er vist helt normalt, så jeg fastholder, at vi ikke er dårlige mødre.

    Stine /www.jernmor.dk

    1. Det er der ingen tvivl om de gør – nogle mere end andre. Man kan sagtens have et velfungerende forhold selvom man skændes i ny og næ. Det handler nok mere om hvordan man håndterer situationen og hvordan man lader sig påvirke af det.

      EJ, hvor sjovt med jeres lov 😀 Jeg ved også vi ikke er dårlige mødre – men man kan virkelig have nogle øjeblikke, man ikke er stolte af.

  4. Det her indlæg kom som kaldet. I går havde min kæreste og jeg det videste skænderi hvor vi bliver onde og modbydelige, hvilket resulterede i at jeg har sovet alene i nat. Hvorfor er vi så dumme? Vi elsker jo hinanden. I er bestemt ikke de eneste der har det sådan, og du må ikke føle dig som en fiasko for det et du i hvert fald ikke. Varme tanker til dig for din ærlighed <3 vi har brug for at høre den, så vi ved at vi heller ikke er alene med vores problemer

    1. Det lyder som en tro kopi at min dag/nat i går. Værste skænderi virkelig! Jeg har også en tendens til at tænke, at nu er det slut og at det ikke kan blive godt igen. Nok skændes vi ikke så tit (vi har ikke børn), men når vi først skændes bliver det med smækkede døre og ingen kontakt i nogen gange op til 2 døgn.

      Så Danica tak for dette indlæg! Det kom lige, da jeg havde brug for det. Så forhåbentligt får vi reddet trådene ud i dag. Og ja som dig er jeg godt træt af glansbilledet. Det får en til at føle mislykkes, selvom de fleste oplever og går igennem de samme problemer.

      1. Vi håber også på at få reddet trådene ud i dag og jeg håber det hele løser sig for jer også kære Maria. Er jeg den eneste der føler sig alene med skænderierne? Jeg har svært ved at tale med mine veninder om det da de er hurtige til at sammenligne med deres forhold for sådan har DE det bestemt aldrig…. Så meget for at holde vores glansbilled facade

        1. Mine veninder er gode til at dele ud af det, men derfor er det svært at genkende sig i hinandens situationer fordi vi er forskellige mennesker. Derfor er jeg glad for at finde andre på sociale medier, der kan nikke genkendende til det samme. Derfor er jeg også så glad for I alle har skrevet 🙂

      2. Det er helt vildt så ødelæggende et forfærdeligt skænderi kan være. Hver gang mister man et lille skår og til sidst er det svært at stykke det sammen til at holde på kærligheden :/ Derfor jeg personligt forsøger at håndtere alle situationer på nye måder, så de ikke eskalerer. Der er virkelig ikke noget mere sørgeligt end når man går og er trætte af hinanden. Sådan burde det ikke være.

        Jeg kender virkelig også følelsen “Nu er det er slut”. Og så 3 timer efter føler man noget helt andet. Det er så impulsivt drevet.

        Jeg håber virkelig I får reddet trådene ud. Nu har man måske et andet perspektiv på tingene. Og du er ikke mislykkedes. Vi er mange, der døjer med det samme.

    2. Arhh, det er jeg ked af at høre 🙁 Den følelse er så forfærdelig. Man fortryder det altid bagefter og føler sig dum. Det er synd at det ender derude og jeg kender alt til det. Men det kan være svært at holde hovedet koldt, når man føler sig forudrettet. Det er som om, at alt rationalitet forsvinder.

      Jeg er glad for, at indlægget kunne være med at minde dig om, hvad der er vigtigt i et parforhold. Jeg håber I er blevet gode venner igen <3

  5. Søde D, det her er det bedste indlæg, du har skrevet til dato, synes jeg. Du rammer virkelig en nerve her af ærlighed og et forsømt område! Du er top-sej!!

  6. Jeg tror – som Stine også skriver – at det er væsentligt at forsøge at blive på egen banehalvdel. Derudover er vi alle forskellige med forskellige temperamenter og tilgang til uenigheder, diskussioner, skænderier og konflikter. Plus der er perioder hvor man er mere presset og har kortere lunte end ellers. Vi har også ting i vores bagage fra vores opvækst, tidligere erfaringer, der kan påvirke hvordan vi håndterer forholdet, når det er presset.

    Men hvis man bliver mere bevidst omkring ens egne “mindre hensigtsmæssige sider” og arbejder med dem og giver den anden lov til det samme, har fælles fundament/værdisæt, gensidig respekt og gerne vil hinanden, så tror jeg man kan komme langt 🙂

    Og tak for et modigt og personligt indlæg 🙂

  7. Ret sejt du vil dele noget så personligt.

    Super ærgerligt med ringen, men som du skriver – er det godt, at I kan grine af det i dag. Jeg er selv i et parforhold og har været det i ret mange år. Og så er jeg nygift. Det er dejligt. Men det ændrer jo ikke på noget – hverdagen ligner sig selv og jeg kan lide den, som den er. Jeg har altså også prøvet at kaste lidt rundt med ting. I en periode, hvor jeg var virkelig presset var lunten altså virkelig kort. Så en dag blev det for meget og jeg kom til at smide lidt rundt med en is (virkelig noget svineri) inde i vores bil. Husker ikke hvad diskussionen gik ud på, det var sikkert en bagatel, men altså vi endte med at grine og tørrede lidt is af sæder etc og at jeg bagefter virkelig fortrød, for nu havde jeg altså ikke mere is 😀 Siden da har jeg ikke kastet med noget. Men altså bottomline er – vi har vel alle perioder, der er ekstra pressede og nu har jeg ikke børn selv, men jeg kunne sagtens forestille mig, at det af og til virkelig kunne sætte gang i mange hormoner og gøre en presset, hvilket fører til at man nogle gange gør tossede ting. Og sålænge de ikke kaster rundt med S eller kæresten, så må alt andet være bagateller. Dyrt, men stadig en bagatel hvis du forstår 🙂

    1. Det er virkelig rart, at høre andre også kan opføre sig dumt og overdrive lidt. Det er helt unødvendigt men man gør det jo alligevel. Jeg mener bestemt også jeg har lært noget af situationen og så forsøger jeg at undgå ting, der nemt kan eskalere. Men det er svært og ofte skal man stoppe sig selv lige inden.

      Det er nemlig ofte bare bagateller eller misforståelser og det er livet for kort til.

    2. Jeg har smækket lågen til køleskabet så hårdt, at æggene i lågen fløj ind i køleskabet og ud over det hele. Jeg har kastet et æble ind i væggen – det er stadig et mærke efter saften. Jeg har kastet en rødløg ned i gulvet, så der lugtede af løg i flere dage. Jeg har kastet mit nøglesæt ned i gulvet, så der kom et mærke. Jeg har sagt til mig selv, at jeg aldrig mere ville blive sur – som om det nogensinde kunne overholdes 😉 Så ved I det.

      1. Uhh, du lyder som mig på nogle punkter 😀 Når først det køres op i en spids, er man ustyrlig. Vi må til at få styr på vores shit 😉

  8. Jeg tror virkelig også at jeg ville prøve med en parterapeut, for jeg kan ikke lade være med at tænke, at der ligger noget dybere hvis man skændes så forholdsvist ofte og har dårlige perioder, der er så lange? Ikke nødvendigvis noget dybereliggende i jeres forhold men måske i jer, hver især?
    Jeg er selv et enormt stædigt menneske og jeg har før været i et forhold, med en der var lige så stædig, og vi skændtes også rigtig meget. Men i det forhold jeg er i nu, der skændes vi stort set aldrig, og det har helt sikkert noget at gøre med at min kæreste er noget mere konfliktsky end mig (og min tidligere kæreste). Men det har også noget at gøre med at vi har lært at tale om tingene og at jeg har lært at give en smule slip på stædigheden når det kommer tl ham. Det er som om at jeg kan mærke, at så er det heller ikke vigtigere, det vi diskuterer, at det ikke er skænderiet og den dårlige stemning værd. Alle par skændes en gang imellem og alle har problemer, ja. Men helt ærligt, så har vi faktisk kun en enkelt gang i løbet af vores 5 år lange forhold, skændtes med store bogstaver. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle komme hjem til ham efter en hård dag, og der så var dårlig stemning. For som du selv siger, så er det jo meningen at man skal være der for hinanden. Et forhold skal ikke trække en ned, men hive en op.

    Anyways, det jeg prøver at sige er på ingen måde at i ikke fungerer sammen. For det virker til at der også er en masse kærlighed i jeres forhold. Men bare at der måske er noget at arbejde med, frem for bare at acceptere det, fordi alle par jo skændes. For ja, det er der mange der gør, men der er altså også mange der ikke gør.
    Måske har i brug for nogle redskaber til (som både Stine og Ditte skriver) at blive på jeres egen banehalvdel når i diskuterer og til at blive mere bevidste om jeres egne “mindre hensigtsmæssige sider”. Jeg tror at det er min meget stille og rolige kæreste, der har lært mig at give lidt slip på stædigheden (fordi man føler sig sgu dum når man er altid er den, der insisterer på at skændes). Men jeg kan forestille mig, at det må være svært, hvis begge parter er stædige og insisterende.

    Og når i står i starten af en eskalerende situation, så prøv at husk på hvor meget i elsker hinanden og at det bare ikke er det værd.

    (Det blev virkelig langt, sorry)

    1. Tusind tak fordi du vil dele dine tanker. Det betyder rigtig meget 🙂 Det er jo lige før jeg sparer den terapeut 😉

      Ej, du har fuldstændig ret i mange af de ting du skriver. Nu lyder det måske som om vi skændes tit. Det gør vi ikke, men de få gange om året vi gør, er det ofte lidt mere voldsomt end gennemsnittet (fornemmer jeg) og det er synd og unødvendigt. Ingen tvivl vi skal blive bedre til at håndtere det og behandle hinanden ordentligt. Vi kan lære meget på det punkt. Men så er det rart jeg har så kloge læsere 🙂

      Jeg vil helt klart huske alle dine gode råd, så tak.

  9. KÆMPE ros og respekt for den historie! Og hatten af for at du blotter dig så meget og derved også får belyst nogle meget tabubelagte emner. Du gør et flot stykke arbejde 🙂

    1. Mange tak. Føler slet ikke jeg fortjener ros. Det viser jo netop en lidt mindre positiv side af mit liv. Jeg finder det dog nødvendigt, da det ikke bliver belyst særlig tit.

  10. Kan virkelig nikke genkendende til dårlige periode og skænderier og når man ser på det bagefter, kan man virkelig krumme tæer af sin egen opførsel.

    Ang. ringen har du prøvet at tage støvsugeren med ud til bilen (selvfølgelig med en ny og tømt pose) og prøve at suge ned i de revner ringen måske kunne være faldet ned i?

    Synes din blog er blevet så meget bedre, selvom den da også var god inden, efter du er skiftet til en mere personlig kurs:)

    1. Det har jeg faktisk ikke. Rigtig god ide 🙂 Desværre kan vi ikke holde bilen tæt på en stikkontakt, men måske jeg kan finde en løsning 🙂

      Og tusind tak for din kommentar. Jeg er glad for du synes det. Jeg kan personligt i hvert fald meget bedre lide den her retning 😀

  11. Hej!
    Jeg er så taknemmelig for, at der findes sådan en som dig, der deler og taler højt om sådan et emne. Det har helt sikkert ikke været nemt at trykke ‘udgiv’, kunne jeg forestille mig. Jeg selv ville have så svært ved at stå frem på samme måde. Jeg ville ønske, at jeg helt frit (som ikke-anonym person) turde dele mine tanker omkring netop det her emne. Det er så åndssvagt at noget så naturligt, som uoverensstemmelser i et parfold, kan være så svært at tale om. Parforhold uden skænderier er efter min mening ikke særligt stærke forhold. Vi har alle skyggesider, som før eller siden vil komme til udtryk igennem handlinger eller ord, det kan simpelthen ikke undgås.
    Min kæreste og jeg har været sammen i godt og vel fem år, og det har på ingen måde været nemt eller lykkeligt hele vejen. I perioder har det været så svært at være kærester, og i de perioder overvejede vi begge, om vi var de rigtige for hinanden. Men så snakkede vi om, at det simpelthen ikke ville være muligt, at finde en som man hundrede procent kunne acceptere og som man aldrig ville skændes med. Både min kæreste og jeg har sider ved hinanden, som er svære at acceptere, men vi arbejder hver især med det så godt vi kan. Jeg tror og håber dog aldrig at vi når til et punkt hvor vi ser hinanden som fuldkommen perfekte. For hvad er der så tilbage? Hvis vi bliver ved med at fokusere på de sider, vi har svært ved at acceptere ved modparten, så ender vi med at stå tilbage som to tomme hylstre uden de mangler, fejl og skævheder vi faldt for i første omgang. Jeg synes, at det er vigtigt at vi tager et valg om ikke at ændre på hinandens dårlige eller skæve sider, men derimod lære at acceptere dem.
    Min kæreste og jeg er gode for hinanden, og selvom vi til tider presser hinanden så langt ud, at vi hverken kan kende os selv eller den anden, så ved vi begge godt, at vi kan komme tilbage til os selv og være de gode kærester og kærlige kærester, vi også kan være. Men det er også vigtigt, at vi accepterer at vi er uenige om ting, og sådan skal det sgu også være. Måske skal vi bare lære at være uenige i et lavere toneleje og med lidt mindre armbevægelser.
    Men åh, hvor er det bare et svært og følsomt emne, for selvfølgelig er der ingen der synes det er fedt at skændes med den man elsker aller højst. Det gør ondt og skræmmer mig.
    Jeg prøver at huske på, at jeg vil være den bedste udgave af mig selv hver eneste dag. Jeg prøver at huske på, at efter stormvejret og regnen, der kommer solen. Jeg husker derudover hver dag at sige til min kæreste, at jeg elsker ham og jeg gør mig umage for at være den kæreste, som han har fortjent.
    Vh. Cecilie

    1. Tusind tak for at dele din historie Cecilie <3 Det betyder rigtig meget.

      Jeg er fuldt ud enige med dine betragtninger og har det på samme måde. Jeg tror det er meget forskelligt hvordan folk agerer, men hvis begge parter har tendens til at udtrykke deres uoverensstemmelser, kan det nemt gå galt. Ofte er det ligegyldige misforståelse, men hold nu op det kan ende vildt. Men som du siger, handler det om at være overbærende og være god overfor sin kæreste – trods forskelligheder. Det er et meget følsomt emne, og jeg tror man bliver klogere dag for dag. Hvis man kan klare så mange ting kan man altså klare alt sammen, og det er også smukt <3

  12. Hej Danica. Jeg faldte lige over dette indlæg, som efterhånden er nogle år gammelt og det rørte mig så dybt… Jeg har ind imellem efter en hård periode med min kæreste tænkt på om vi burde gå hver til sit, for andre mennesker kan ikke have det sådan her, jeg hører jo aldrig om det. Og det er lige præcis fordi ingen fortæller om det og det tror jeg er farligt. Man vil så gerne være den perfekte kæreste, for det føler man at alle andre er og når man så ikke er det, tror man at den bedste løsning er at gå fra hinanden. Selvom man i virkeligheden bare skal huske at tænke på at den slags går over, så længe man snakker sammen og ind imellem også bare lader tiden gå lidt… Hvor er det egentlig trist at det er sådan. Men det har ændret min tankegang at du kaster lys over det. Jeg vil ikke længere betvivle mig selv som kæreste og mit parforhold, bare fordi vi er inde i en dårlig periode. TAK for din åbenhed, det er så befriende.