Restriktioner, slankekure og spiseforstyrrelser

Jeg var egentligt stoppet at bringe historierne. Ikke fordi jeg ikke havde lyst, men fordi de godt kunne drukne i hinandens budskaber og det var aldrig hensigten. I ny og næ vil der dog stadigvæk blive bragt en vigtig og hjerteskærende læserhistorie. Fordi jeg ved der sidder mange på den anden side af skærmen, der har gennemlevet noget lignende og det kan ikke italesættes nok.

Billede

Hvordan restriktioner og slankekure førte til en spiseforstyrrelse

Jeg er 21 år gammel. Måske er jeg ikke gammel af alder, men jeg har oplevet noget, som jeg desværre tror, flere og flere unge (især piger) kommer til at opleve. En spiseforstyrrelse. I løbet af de sidste 4-5 år har jeg fået et fucked up forhold til mad, et forskruet forhold til min krop og til sundhed generelt.

Her kommer min historie. Historien om hvordan det hele startede, hvad slankekure, kalorietælling og kostplaner gjorde ved mig, og hvor jeg er i dag.

Det er en historie, som kun få kender til. Det er noget, jeg er hamrende flov over, og det er noget, man ikke kan se på mig udadtil. Jeg er ikke overvægtig eller buttet, og jeg vil gætte på, at jeg vejer omkring 53-55 kilo. Min fedtprocent er måske lidt høj, men mit BMI er helt normalt. Når det så er sagt, er det alligevel noget, jeg mener skal ud, fordi jeg ved, at der er andre, der har det ligesom mig. Dem vil jeg gerne hjælpe.

Hvordan det hele startede

I virkeligheden startede det for en del år tilbage. Jeg startede i fitnesscenter, da jeg gik i 1.g. i 2009, fordi jeg havde taget på, mens jeg gik på efterskole året inden. På efterskolen spiste jeg store mængder af chokoladekiks og chips, mens jeg ingen motion dyrkede. Det kunne ses på min krop, da jeg kom hjem, selvom det max var 4 kilo, jeg havde taget på. Når jeg ser tilbage nu, var det ingenting, men det var det for mig dengang. Derfor satte jeg mig for, at der skulle ske noget. Gennem hele gymnasiet trænede jeg, og i slutningen af 2. g og det første halve år af 3. g dyrkede jeg mellem en og halvanden times cardio 5-6 gange i ugen. Jeg synes, jeg var tyk. Når jeg ser tilbage nu, kan jeg godt se, at det var jeg ikke. Overhovedet. Jeg havde lidt fedt på maven ja, men sådan er min krop bygget. Mine arme var tynde, og man kunne se mine kraveben tydeligt. Selvom jeg var lige som jeg skulle være, fokuserede jeg kun på fedtet på min mave. Jeg så ikke andet end det.

I takt med at træningsmængden steg, begyndte jeg også at fokusere mere på min kost. På det her tidspunkt begyndte jeg at stifte bekendtskab med det madmonster, der senere skulle give mig mange tårer, problemer og frustrationer.

Kostplaner

Første gang jeg fik lavet en specifik kostplan var i foråret 2013, hvor jeg fik lavet en kostplan, fordi jeg gerne ville tabe mig. Kostplanen overholdt jeg overordnet, men der var flere gange, hvor jeg bare måtte have chokolade ? og endte med at spise en hel pakke, hvilket jo ikke var en del af planen. Jeg følte ikke, jeg kunne styre det. Mit madmonster var vækket til live.

Kostplanen var fyldt med restriktioner og ?forbudte? fødevarer, som jeg ikke måtte spise, og jeg stoppede med den, da forløbet var slut. Efterfølgende har jeg forsøgt mig med diverse kure, at tælle kalorier, pulverkure, fastekure, diæter, udelukkelse af fødevaregrupper og hvad man nu ellers kan finde på, når man ?skal tabe de sidste 3-4 kilo?. Alle disse restriktioner, planer, diæter og ?du-må-ikke-tanker? har gjort, at jeg har mistet forbindelsen til min krop. Jeg kan ikke mærke, hvad den har brug for længere, og jeg kan ikke mærke, hvornår jeg er sulten. Når jeg alle døgnets timer gik rundt og tænkte ?Du må ikke?, vendte min hjerne det til ?Du skal. Og det skal være NU?. Dette medførte, at jeg kom til at lide af overspisning. Når jeg faldt i, var det store mængder mad, der røg ned.

Hvad er overspisning?

Hvis I ikke ved, hvad overspisning er, kan jeg fortælle jer, at det kommer af bestræbelser på at tabe sig. Det sker, når man sætter strenge normer for, hvad man må spise, som man ikke kan overholde. Derfor bliver spisemønstret kaotisk og man mister kontrollen. Det er tit på negative følelser, man spiser. Man har svært ved at tænke på andet end mad, og man har en konstant kamp i hovedet omkring, om man skal spise eller lade være. Det føles som om, der sidder en djævel på hver af dine skuldre, som hele tiden diskuterer, om du skal spise eller ej. Den ene er lystbetonet og kan ikke lidt restriktioner eller regler, mens den anden er fornuftbetonet og perfektionistisk og vil gøre alt perfekt. Den ene fortæller dig, at du skal spise, mens den anden siger, at du skal lade være. Først når du spiser, får du ro. Denne ro varer dog kun ved, indtil du er færdig, og indtil den anden djævel begynder at slå dig i hovedet over, at du (over)spiste. Der foregår en uendelig krig. Hele dagen. Hver dag. Overspisning rammer ikke kun overvægtige mennesker. Det kan også ramme helt almindelige slanke unge piger.

Jeg tænkte på mad 14-16 timer af mine vågne timer, jeg satte strenge regler op hele tiden, som jeg ikke kunne holde, og jeg var i perioder meget striks, mens jeg i andre perioder var ligeglad med min kost. Til sidst kunne jeg ikke styre det. Jeg hadede min krop, mad fyldte alt i mit liv og jeg kunne ikke fungere ordentligt. Jeg havde kun lyst til at blive hjemme under dynen og bare spise, fordi det var den eneste måde, jeg fik ro på. Jeg havde det dårligt med mig selv, havde lavt selvværd, følte mig magtesløs og hjælpeløs, bebrejdede mig selv og følte skyld og skam. Der er ingen der ved det ? og de bliver nok chokerede, når de læser det ? men jeg har flere gange forsøgt at kaste maden op efter en overspisning. Dog uden held.

Professionel hjælp

I efteråret 2014 blev det for meget for mig, og jeg søgte professionel hjælp til at få styr på mit madmonster, mine tanker og mine handlinger. Jeg er nu i gang med et forløb i Aalborg, hvor jeg arbejder med de følelserne, der gør, at jeg får lyst til at spise. Jeg forsøger at rumme dem frem for at spise dem væk. Jeg forsøger at bekæmpe mit modmonster, selvom det nogle dage og i nogle perioder stadig rumsterer derinde. Jeg forsøger at mærke efter i min krop, hvad den har brug for, og jeg forsøger at få et godt forhold til min krop, som jeg har hadet i mange år. Det er en lang og sej kamp, og jeg kæmper hver dag. Jeg har lært meget af forløbet, jeg er i, og det er jeg evigt taknemmelig for. Jeg har lært mere om mig selv, end mange lærer om dem selv på et helt liv. Nu forsøger jeg at komme ned i min krop og finde forbindelse til den. Jeg er færdig med slankekure, diæter og restriktioner og hvad der ellers findes for altid. Det ødelægger mig, og jeg er ikke helet endnu.

Når vi giver slip på kontrollen, opnår vi ægte kontrol

Hvad vil jeg med det her indlæg? Jeg vil gerne sige, at det ikke er alle, der fungerer med restriktioner. Jeg har lært på egen krop, at vi i stedet skal finde en balance og komme ?ned i kroppen? og mærke efter. Det er først, når vi giver slip på kontrollen, vi opnår ægte kontrol. Ikke et sekund før.

På samme tid vil jeg gerne sige, at jeg synes, det er så sejt, at folk kan leve på kostplaner og efter slankekure. Hatten af for det! Min psyke er ikke stærk nok til det. Jeg vil bare råde jeg til at passe på, for det kan ødelægge jer. Forsøg i stedet at finde en balance, hvor I spiser nogenlunde, hvad I har lyst til.

Jeg er ikke ude af det endnu, men jeg er på vej. Jeg håber, at jeg en dag kan give mine erfaringer videre og hjælpe andre, og jeg håber, at det her kan sætte nogle tanker i gang hos jer. Pas på jer selv piger. I er ikke jeres krop eller tallet på vægten. Når vi ser tilbage på vores liv om tyve år, skal vi huske, hvordan vi havde det, og ikke hvordan vi så ud.

Skriv en kommentar

 

5 kommentarer

  1. Det er simpelthen så fint og fornuftigt et budskab, der bliver formidlet her. Efterhånden er det blevet så kliché at sige, at man skal passe på, når man går på slankekur – men det skal man! Og gør det aldrig alene! 9 ud af 10 kan sagtens finde ud af det og finde en afbalanceret måde at leve på efterfølgende, men ja.. den 10. udvikler en spiseforstyrrelse – og man ved ikke, om man er den uheldige, før det er gået galt!
    Tak for historien – jeg håber, at du får det godt og lærer din krop at kende igen. 🙂 Alt det bedste herfra. Hilsen Karoline (som selv fik anoreksi efter en livstilsændring/slankekur)

  2. Stærkt indlæg og hvor er det flot du har søgt hjælp. Håber en dag du finder ro i kroppen.

    Tror desværre der er rigtig mange piger(inkl. mig selv) der har et rigtig unaturligt forhold til mad. Det er meget enten eller og jeg ved 100% hvad du snakker om ift. med at ens tanker kredser om mad. Hvad er næste måltid, hvor mange kcal. indeholder det. osv.

  3. It’s been a long time since I’ve read your blog, but still, you’re like ‘a few years ahead of me’. I hope I will learn to “giver slip på kontrollen og opnår ægte control”… Det er så så hard :s

    Thank you so much for sharing this story!