Om humør & nye herligheder

Noa Noa archives

Herligheder?! Er det overhovedet et ord? Det lyder mægtig rart og jeg synes hverdagen byder på mange herligheder. Både i form af de materielle men også de små øjeblikke, der ofte opstår ud af det blå. En perfekt kop kaffe, en middagslur, en glad knægt eller rart forårsvejr.

Noa Noa archives

Jeg prøver virkelig at holde humøret højt, da jeg synes jeg har det godt. Men min krop modarbejder mig og har gjort det længe. Jeg lever ikke altid, men overlever derimod ofte. Fordi jeg er ualmindelig træt og drænet. Jeg har længe tænkt, at det er mig den er gal med. At jeg ikke kan rumme lige så meget som andre mennesker og at jeg bare må tage mig sammen.

Min hverdag er ikke mere krævende end andres, og jeg har ikke et fysisk hårdt arbejde. Men nu har jeg altså fået konstateret af tre mennesker, uafhængigt af hinanden, at min krop altså ikke fungerer helt optimalt. Fra henholdsvis en akupunktør, body-sds behandler og en osteopat.

Jeg har tidligere været forbi lægen for at få tjekket mit stofskifte, vitamin- & mineralmangel samt sandsynligheden for PCO. You name it. Jeg har brugt MANGE penge og ressourcer på at komme til bunds i min tilstand og jeg føler langt fra jeg er i mål. For problemerne er der jo stadigvæk, men jeg har i det mindste fået bekræftelse af andre på, hvor anspændt, skæv og lidt velfungerende min krop faktisk er.

Jeg har haft smerter i 10 år nu, primært i iskiasnerven ud i højre ben, men sandsynligheden for smerterne stammer derfra er lille. Det kan være alt fra bækkenet til skuldre, nakke, ryg. Ofte er der en sammenhæng mellem det hele.

Symptomerne er mange og kan ikke længere ignoreres for mit vedkommende. Selvom jeg har prøvet i mange år at feje det væk. Jeg fejler som sådan ikke noget konkret og hverken lægen eller hospitalet kan sige hvad det er, så jeg har længe følt det altsammen kun eksisterer i mit hoved.

Noa Noa archives

Lige for at sætte ord på nogle af de ting jeg gennemlever; smerter i iskiasnerve (nogle gange så slemt, jeg ikke kan gå ordentlig eller støtte på højre fod), skuldresmerter & ømhed, stivhed i nakken og ofte følelsen af den låser sig, ømme hoftebøjere, hovedpine, mange opvågninger og tisseture hver nat (jeg sover måske igennem 1 til 2 gange om året), træthed, manglende energi & overskud, bliver nemt irriteret & stresset, koncentrationsbesvær, følelsen af at ikke være til stede, svimmelhed, susen for ørerne, mørke rander under øjnene og generel grålig hud, acne-udbrud løbende, yoyovægt til trods for jeg ikke spiser synderligt meget, kvalme, trykken for brystet og ja, et hav af andre ting.

Jeg har altid anset mig selv lidt som en hypokonder og måske haft tendens til at føle jeg overdramatiserede, for lægerne kan jo ikke se noget (udover rygsøjlegigt, som jeg ikke tror på jeg har i min alder). Men efter jeg stødte ind i en ukendt mand i en butik i London, som tog mig til side og følte jeg havde brug for at høre lidt ord fra ham (han var bl.a. numerolog – lidt langhåret, ja), har jeg værnet lidt mere om mig selv. Jeg forsøger at lære mig selv lidt bedre at kende, forstå de signaler kroppen sender og slippe den kontrol jeg ellers er så fandens glad for. For i længden er det virkelig frustrerende altid at føle man ser livet udefra og egentlig aldrig er helt med. Fordi der altid er noget der nager eller forbi man allerhelst bare vil sove.

Lidt demotiverende læsning, men jeg er også positiv, for jeg er trods alt ikke dødsyg. Min krop forsøger blot at fortælle mig lidt om hvordan den har det og nu er det på tide at lytte. Jeg er igang med adskillelige behandlinger og støtter selv op med yoga, gåture, afslapning, masser af god & nærende mad, vitaminer og udstræk.

Jeg må helst ikke have for mange krav til mig selv og det er okay, jeg ikke når at smide 5 kg. længere, for jeg vil bare gerne have mit overskud igen. Det skal lige siges, at den overdrevne antibiotikakur jeg netop har overstået, 100 % også har påvirket mig i negativ grad. Det kan godt være man får en pæn hud, men man smadrer også alt det gode, der allerede er i min krop. No more!

Med ønsket om en god torsdag

Skriv en kommentar

 

11 kommentarer

  1. Det kunne være mig som havde skrevet dette indlæg. Ret depri, men er selv på en længere og DYR rejse for at få skabt balance i kroppen igen. Puha altså..

    1. Det skal nok blive bedre 🙂 Så længe man er opmærksom og arbejdet på det, tænker jeg det blot er en del af en større rejse.

  2. Jeg håber du kommer til bunds, eller når et sted hvor du har nok forklaring til at kunne leve med resten.. Jeg har selv mange “skavanker” men da jeg begyndte at se en Osteopat, var det første gang jeg følte at jeg fik et helheds billede på min krop. Jeg ville sådan ønske at den videnskab var offentlige anderkendt, for det har virkelig ændret mit billede på min egen tilstand, og sidst jeg var der, lavede hun også noget der fik mine smerter til at gå fra en 6’er til en 2’er på en time.. Blown away!
    God krops-rejse til dig 🙂

    1. Ej, det er jeg virkelig glad for at høre <3 Hvor er det fantastisk du har opneåt så gode resultater med osteopati. Tak for det.

  3. Hej Danica
    Nu ved jeg selvfølgelig ikke om der er andet end din alder der får dig til at sige du ikke tror du har rygsøjlegigt, men jeg vil bare lige fortælle dig, at rygsøjlegigt netop viser sig hos unge mennesker (ofte debut 18-30 år).
    Pøj pøj med skavankerne, det lyder ikke rart.
    Mvh Charlotte (læge)

    1. Hej Charlotte

      Det er forskellige ting, bl.a. at de tidligere har diagnostiseret mig med noget andet hvorefter de ændrede det 2. gang, men med en vis usikkerhed. Derudover tyder det virkelig ikke på det er det, med min ellers nogenlunde bevægelighed og dér hvor mine smerter sidder. Det er ikke en konstant smerte men afhænger af en lang række ydre, og ofte, psykiske ting.

      Men tusind tak for dit svar. Rart at få et lægeperspektiv på det. Og jeg vidste godt nok ikke, at det primært viser sig hos unge mennesker. Lidt skræmmende. Er det genetisk eller hvad skyldes det?

  4. Hej, Danica! Jeg arbejde som sekretær på en Heilpraktiker klinik i en overgang, og blev helt fanget af metoderne. Er det noget du har overvejet? Det skulle eftersigende være rigtig gavnligt for diverse gener, men det ER selvfølgeligt naturligt og måske lidt out-there for nogle. Bare et tip herfra. Pøj pøj med helbredet fremover 🙂

    1. Hej Ea

      Tusind tak for tippet og mange tak. Jeg har aldrig hørt om det men vil lige tjekke det ud 🙂

      Jeg er ikke modstander af naturmedicinske metoder, så længe det virker.