Svar på spørgerunden del 2

Rasmus & Danica's bryllup 13-08-2016-1159

Så er jeg endelig klar med svar på anden del af spørgerunden. Jeg ved I har ventet længe, sorry, men jeg har nok udskudt det lidt, da det virkelig har været nogle personlige spørgsmål. Jeg har også været ude i, at holde det for mig selv.

LÆS SVAR PÅ SPØRGERUNDEN DEL 1 HER

Men jeg er jo en personlig livsstilsblogger og det er dét jeg elsker allermest ved formatet. Så selvfølgelig skulle I også have svar. Det er jo også en sund proces, da jeg får nedskrevet nogle af de ting jeg tænker meget over i det daglige.

Hvor længe har dig og din kæreste været sammen?

Lige over 9 år. Vi mødtes en aften i byen i 2007 på et random (og nu lukket) diskotek i Aarhus. Det var kærlighed ved første blik. Jeg spottede ham på afstand og syntes han var noget nær det flotteste jeg nogensinde havde set. Det synes jeg stadigvæk!

Hvad siger jeres familier til I ikke vil have flere børn?

Det er lidt blandet. I min optik vedkommer så store livsvalg ikke andre mennesker, men der er nogle få der har prikket til os og spurgt om vi ikke snart skal have en nr. 2. Men det er primært på min kærestes side (jeg skal lige vende mig til at skrive mand). Min familie har aldrig sat spørgsmålstegn ved det og synes det er helt fint. Jeg er selv enebarn og generelt har vi ikke været de mest produktive, når det kommer til børn.

Hvorfor vil I ikke have flere børn? (Især når I nu har en så lækker én af slagsen!)

Jeg kan ikke forklare følelsen og derfor har jeg nok også undladt at svare på de her spørgsmål rigtig længe. Jeg tror ikke på det ligger i kortene for os som mennesker. Der er ingen af os der har lysten til flere og heldigvis er vi enige på det punkt. Ellers vil det være lidt sværere.

Jeg tror på vores mavefornemmelse, og den har altid sagt vi er så glade for vores trekløver og ikke har lyst til at få én til. Man skal aldrig sige aldrig, men jeg tror inderst inde ikke det ændrer sig i fremtiden. Han er trods alt snart 4 år. Derudover er vi alle tre ekstremt selvstændige mennesker og prioriterer alle vores alenetid. Vi definerer os også som andre roller end kun mor og far. Vi har det SÅ godt sammen nu, og jeg synes virkelig det er blevet skønt. Det gjorde jeg ikke altid da han var 1 og 2 år. Men nu er der nærmest aldrig dårlige dage længere.

Han er jordens sødeste, klogeste og sjoveste barn. Vi elsker at give ham alt opmærksomhed, at have økonomisk overskud til at rejse rundt og kun at koncentrere os om ham. Selvfølgelig uden at gøre ham til et curlingbarn. På det punkt er vi meget enige i opdragelse, hvor vi er forholdsvis bestemte på en kærlig måde. Jeg tror også det er derfor han er så eksemplarisk hver eneste dag. Han hører efter, opfører sig ordentligt – både overfor os og andre. Han gør ikke ting han ikke må og gør sit for at fortælle de andre børn man ikke må bide, slå, krasse, bande eller krydse vejen uden en voksen.

Sidst men ikke mindst skal jeg nævne graviditeten og dét at være skruk. Jeg gider simpelthen ikke være gravid igen. Det kan godt være det er et egoistisk valg, men jeg tror på man kun skal sætte børn i verden der på forhånd er ønsket og ikke eksempelvis fordi man synes sit barn skal have søskende. Det er simpelthen det dårligste argument nogensinde. Jeg ved ikke hvor mange gange vi har hørt, at det er synd for ham han er enebarn. Vi synes på ingen måder det er synd. Han stortrives og er enormt selvstændig. Han kan sagtens lege alene og har et hav af venner han leger med hver dag. Både i børnehaven og på vores vej. Skrukhed oplever jeg meget sjældent. Babyer er dejlige, men ikke sådan jeg bare skal have en til.

Plus/minus ved at have barn, når man er bosat i byen?

Der er nærmest kun plusser, men vi bor også på Islands Brygge som nærmest er et lille provinssamfund midt i byen. Man får derfor ikke “storbyfølelsen”, når man er herhjemme. Det er jeg virkelig glad for. Vi har Amager Fælled 10 meter for vores lejlighed, så natur er der masser af. Samtidigt er der altid en legeplads, kaffebar eller café vi kan hænge ud ved, så jeg føler vi har fået det bedste fra begge verdener. Jeg kunne ikke se mig flytte i hus på noget tidspunkt.

Var jeres søn planlagt?

Ja, det var han i den grad. Den historie får I en anden dag. Vi havde desværre en mislykket graviditet inden, men så gik det heldigvis godt 2. gang og resten er historie.

Er det bevidst din søn ikke fylder mere på din blog?

Både og. Tidligere var han jo ikke så gammel og jeg syntes det var lidt mærkeligt at dele billeder og fortællinger om ham, når han slet ikke vidste hvad han gik ind til. Men i dag kan han jo snakke og så fortæller han mig jeg skal tage et billede eller ej.

Han ved også mor arbejder på sin blog og synes det er spændende. Hvis han er utilfreds, fortæller han det, og så lægger jeg det fra mig. Jeg tror dog, der vil komme mere om ham i fremtiden. Også når jeg en dag får mere tid til bloggen.

Du skriver ofte at I har nogle ture i forholdet (tak for ærlighed – du er ikke den eneste). Jeg ville høre, om du har gjort dig tanker omkring hvorvidt det er sundt/usundt? Jeg synes det er enormt drænende, men samtidig holder det på en eller anden måde også noget power oppe.. Hmm.. Jeg er lidt ambivalent, så kunne godt tænke mig at høre din mening.

Uhhh den her er svær. Lige det med skænderier og diskussioner har bare fyldt så meget førhen og vi kan stadigvæk have nogle slemme ture. Jeg tror på det er sundt at få talt om tingene, for alle mennesker går skævt af hinanden nogle gange. Men jeg tror ikke det er sundt at “skændes” eller råbe højt. Vi synes nemlig også begge to det er drænende og ekstra forkert, når vi samtidigt skal fungere som dannede voksne forældre.

Det er bare som om alt realitetssans forsvinder, når man skændes. Jeg vil for alt i verden gerne slippe for de ture og heldigvis, efter utallige snakke, er vi blevet meget bedre. Følelsesmæssigt tager det for hårdt på mig, når vi skændes og jeg kan lade det påvirke alt andet. Man er nødt til at være fornuftig, tage en pause og holde bolden på sin banehalvdel. Sidstnævnte er altid der den går galt. Nu hvor vi er blevet ægtefolk, ligger der også et helt andet pres på os. Eller pres er måske så meget sagt. Men i min optik skal man bare agere endnu mere voksent nu og opføre sig ordentligt. Vi fortæller det til vores søn, så hvorfor skal de samme regler så ikke gælde for os? Mit svar må derfor være, at råbe, skændes eller blive personlig aldrig er løsningen på tingene. Heller ikke selvom du er skuffet, såret eller sur. Der kommer sjældent noget positivt ud af det.

Hvad synes din kæreste om du har en blog?

Han er blevet gladere for den med årene og værdsætter de mange positive ting det resulterer i. Han ved godt hvor meget det betyder for mig og vil jo altid støtte mig i de valg jeg tager.

Til gengæld vil jeg gerne have han på eget initiativ tager billeder, men det er småting. Den har været en del af vores hverdag i snart 5 år og derfor er det heller ikke noget vi gør os de store tanker om til dagligt. Jeg er blevet god til at ligge arbejdet væk, når vi har kærestetid og så kommer familien altid i første række.

Det blev en lang smøre. Tak fordi I læste med.

Skriv en kommentar

 

2 kommentarer

  1. Tusind tak for emnet omkring kun at have et barn. Min kæreste og jeg er gået i gang med baby projektet og vi er glade og spændte på hvornår der sler noget. Vi har snakket meget om kun et barn (det er selvfølgelig svært at afklare helt, nu hvor vi ingen har endnu). Min kæreste har 5 søskende og kan ikke undvære dem for noget, men han føler kun for et barn. Max to, men her er det mere mig der snakker.
    Jeg har selv 2 og udover det er vi bare generalt en STOR familie.
    Alle vi har snakket med er faktisk rigtig negative omkring kun at få et barn. Nogen gange lyder det jo som jordens undergang. Det såre os helt og i sidste ende kan vi slet ikke forstå det. Vi skal have de børn vi brænder for og ikke fordi vores børn SKAL have søskende og andre mennesker mener et barn er det forkerte antal. Som min frisør en dag sagde. Hun har 3 søskende og snakker ikke med en eneste i dag. Så få de børn I ønsker og få det liv som passer til jer. Det er trods alt jer der skal leve det liv.
    – Maja Marie

    1. Det er virkelig også et privat emne og man skal gøre lige hvad der passer én. Uden at skulle forsvare valgene.

      Hvor er det spændende med jeres projekt. Det er den dejligste tid I går i møde. Forventningstiden <3 Husker det som var det i går.