Vi skal lige have en snak..

Danica Chloe

Først og fremmest; WHAT A DAY! De fleste af os er nok lidt triste grundet udfaldet af præsidentvalget. Jeg skal lige sluge den, ligesom mange andre danskere skal, og det er som ingen ord er dækkende for den følelse man går med. Man kan, som Cana så fint beskriver det her, blot håbe på, at man har taget grueligt fejl og han overrasker positivt..

Nu til noget helt andet.. Hvis der er noget jeg er, så er det et reflekteret menneske. På alle leder og næsten for meget. Og derfor tager jeg også alt det kritik til mig, som I giver mig. Jeg tager det meget seriøst og vil gerne prøve at forstå jer.

Jeg ikke dum og ved godt, at dét at jeg har ambitioner om at leve delvist af min blog, åbner op for moralske anliggender. Lige pludselig bliver jeg et forbillede for nogle mennesker og hvis jeg træder uden for de rammer, som man automatisk sætter ned over hovedet på mig, skuffer jeg nogle hen ad vejen, og jeg bryder mig på ingen måder om at skuffe andre mennesker eller føle jeg har fejlet. Ikke fordi jeg nødvendigvis er enig med dem, men fordi jeg allerhelst vil have ALLE skal kunne lide mig. Det er selvfølgelig ren utopi, men alligevel er det noget jeg søger i alt hvad jeg gør.

Jeg tror også bare jeg er nået til den erkendelse, at jeg ikke kan please alle og jeg vil skuffe nogle folk engang imellem. For jeg er ikke perfekt – langt fra – og jeg spiser både til tider en god snasket burger, går i læder, takker ja til sponsorerede indlæg (fordi de betaler min husleje) og så kører jeg gerne i UBER et par gange om året.

Sidstnævnte er egentlig grunden til jeg skriver det her blogindlæg, da det påvirkede mig mere end jeg troede. Tidligere i dag skulle jeg nemlig til et Eva Solo event langt ude på refshaleøen. Normalvis cykler jeg altid, men det var alt for koldt i dag til jeg kunne overskue en 30 minutters cykeltur hver vej. Hvad gør man så? Man bestiller en UBER, som jeg har gjort et par gange før.

Jeg laver undervejs en Snapchat video (danica_chloe) af mig selv, hvor der står “Venter på min UBER”. All is good. Indtil en af mine læsere føler det overtræder de forventninger hun havde til mig som person. Hun mener det er dårlig stil, at jeg reklamerer for et ulovligt taxaselskab. Min første tanke er, at det kan jeg ikke tage mig af lige nu. Jeg står til et blogevent og mit fokus skal helst være et andet sted, hvorfor jeg blot skriver “God dag til dig” efterfulgt af en sol-emoji. Ikke for at være arrogant, men for at slutte den før den starter. Jeg ved slet ikke nok om piratkørsel, ulovligheder eller andet omkring taxaservice i Danmark til at involvere mig lige nu. Læseren mente det var et dårligt svar til en kritik og jeg burde svare på kritikken i stedet for. Alt det her skal jeg tage stilling til mens jeg styler julebord sammen med 7 andre bloggere, men jeg kan på ingen måder fortsætte til eventet før jeg får delt mine tanker med læseren.

Jeg vil ikke gå i detaljer med hvad jeg skrev, men jeg følte jeg var blevet sat i en position, hvor jeg skulle forsvare min handling – en tur i en UBER. Jeg respekterer fuldt ud at andre har andre holdninger end mig og for dem er det måske en utrolig vigtig mærkesag. Det er fantastisk og de skal bruge al deres energi på at oplyse hvad de kan. Jeg havde bare ikke speciel dårlig samvittighed over min handling. Måske er det grundet, jeg er uoplyst, måske er det fordi jeg ikke er en engel eller måske er det fordi det ikke er et vigtig nok anliggende for mig. Derudover reagerer jeg ikke godt på kritik, hvis ikke det er konstruktivt.

Jeg håber dog også, at denne episode kan være med til at slå fast, at jeg er et helt normalt menneske og det er nok ikke sidste gang jeg sætter mig ind i en UBER, som jeg vitterlig synes er en fantastisk service. Jeg har altid gode samtaler med chaufførerne, det er nemt, effektivt og til en god pris. Til gengæld har jeg meget få gode taxaoplevelser. Det kan være jeg har været uheldig, men jeg vælger dem ikke til længere og det er klart set ud fra et egoistisk forbrugerperspektiv. Jeg vælger derimod ud fra hvem der leverer service, nem adgang, venlighed og gode priser. Til gengæld respekterer jeg også mennesker, selvom jeg ikke forstår dem, der går på jagt, der spiser kød hver dag eller der ikke tager global opvarmning seriøst. Forstår I hvor jeg vil hen?

Jeg håber selvfølgelig ikke jeg skuffer på et generelt plan og jeg håber I læser med fordi I på flere leder bliver inspireret, og kan genkende jer selv i mig. Men det er vigtigt at slå fast, at jeg er ikke et supermenneske og jeg tager også flere beslutninger, som andre måske ikke forstår. Til gengæld tager jeg også altid sådan henvendelser og kritik af mig som person seriøst. Men det er ikke ensbetydende med jeg er enig.

Med det sagt vil jeg smutte i biografen og spise et hav af bland selv slik fra den billige købmand fyldt med tilsætningsstoffer. Jeg er trods alt bare et menneske ♥

Skriv en kommentar

 

16 kommentarer

  1. Det er altså også svært at være perfekt, specielt når man knapt nok kan sige noget, før der er nogle læsere, der brokker sig her i blogland. Og UBER-chauffører skal altså opgive deres kørsel til skat, hvorved de altså ikke “bare” kører sort (om de så gør det, er en anden sag). O jeg ved godt, der kan være mange andre grunde til, at pågældende person følte sig ramt af, at du kørte med UBER, og det er fair nok, men jeg forstår dig altså godt. Jeg har primært også oplevet dårlig service med almindelige taxaer. Men når det er sagt, er det selvfølgelig problematisk, at der (vist nok) ikke er samme sikkerhed i form af forsikring m.m.. når man kører med UBER frem for taxa, men well well – man kunne jo gøre/opleve langt værre ting end det.
    Jeg forstår godt dit indlæg, men det ærgrer mig, at det overhovedet er nødvendigt at skrive det, for selvfølgelig(!) er du bare et menneske, ligesom alle os andre <3 Hav en rigtig god aften med din kære familie, trods Trump og forargede læsere. Kh Clara

    1. Det er utroligt svært og også lidt kedeligt, hvis jeg eller andre var det 🙂

      I forhold til forsikring, er det jo en risiko jeg løber og egentlig ikke noget der påvirker andre. Tænker jeg. Men som du siger, der er langt værre ting man kan gøre og jeg har oprigtigt ingen grubler ved at sætte mig ind i en UBER.

      Og det er rigtig ærgerligt, men nu behøver jeg aldrig skrive det igen. Hvis jeg modtager kritik af mine valg i livet, kan jeg altid henvise til det her. Så er det sagt én gang for alle.

      Rigtig god dag til dig og tusind tak for din kommentar <3

  2. Selvfølgelig er vi alle bare mennesker også dig. Jeg kunne aldrig finde på at vælge et menneske fra, fordi de kørte med Uber! Jeg synes dog, at du skal sætte dig lidt mere ind i det – og på den baggrund foretage dit valg. Det er jo blevet kendt ulovligt i retten – ikke at benytte servicen, men at yde den. Ydermere – og det er jo et holdningsspørgsmål – så er det jo et ret usolidarisk foretagende, som ikke bidrager til den danske velfærd.

    1. Tak for din kommentar 🙂

      Det vil være fantastisk, hvis jeg havde tid til at sætte mig ind i alt inden jeg tog nogle valg. Men det gør man jo ikke som mennesker i alt hvad man foretager sig. Desværre. Det svarer til jeg skulle tjekke hele historien for hvor råvarerne kommer fra, når jeg spiser på en restaurant eller at den trøje jeg køber i ZARA ikke er produceret i Asien af en mindreårig. Så mange timer har jeg ikke døgnet og jeg kan ikke gøre alle sager til mine mærkesager.

      Så ja, det kunne være rart men også urealistisk for mig. Og selv efter at have lært lidt mere, har jeg stadigvæk ikke fortrudt min handling. Jeg antager at chaufførerne oplyser deres indtjening til SKAT, men det er ikke noget jeg kan vide, såvel som man ikke ved det i andre situationer. Det er deres eget ansvar og jeg forestiller mig, at det er svært at komme udenom i Danmark – uden at vide det 100 %.

    2. Det er rigtigt at UBER blev kendt ulovligt, men dommen blev også trukket tilbage igen efterfølgende. Så der er intet ulovligt i det fra nogle sider længere 🙂 derudover er det vel ikke UBER’s ansvar som tjeneste, at brugerne betaler skat, men man må jo gå ud fra at de gør det, ligesom man går ud fra at andre selvstændige gør det. Skat har i hvert fald virkelig let adgang til at se deres indtjening 🙂

      1. Tak for at dele dit besyv. Det vidste jeg slet ikke 🙂 Lige med SKAT tænker jeg også det er virkelig svært at skjule og er det ikke noget med, at flere UBER chauffører allerede er dømt for skattesvig? Det har de nok allerede lært af.

  3. Hvor er det bare velskrevet, og rigtig godt, at du også får sagt fra. For ja, det er da helt fint at kunne tage diskussionerne, men hver ting til sin tid – og så er du, som du selv siger, bare et almindeligt menneske ligesom alle os andre. Det havde været noget andet, hvis du var politisk aktiv eller havde nogle klare mærkesager omkring de ting, for så lægger man selv op til diskussion og vil alt andet lige komme til at agere skydeskive lidt oftere. Men nu er det jo altså ikke en politisk blog du har gang i her. Jeg tror bare, at der er mange som skal lære, at man ikke altid behøver åbne munden eller blande sig i andres beslutninger. Der skal være plads til at have forskellige holdninger, ligesom der også skal være plads til at sige “det her emne gider jeg faktisk ikke bruge kræfter på at sætte mig ind i”. Det kan i hvert fald hurtigt blive trættende at være blogger, hvis man skal have en holdning til ALT. Det har vi andre jo heller ikke.

    Well done med indlægget her, og keep up the good work med bloggen! Og jeg er i øvrigt ikke tilhænger af UBER, men forstår dit forbrugerperspektiv og tænker, at det også er fuldkomment dit eget valg 🙂

    1. Tusind tak Marlene. Du beskriver det meget bedre end mig selv 🙂

      Jeg er nemlig ikke en politisk blog, for så kunne jeg forstå det, og jeg har ingen taxachauffører i min familie, for så vil jeg måske have en personlig grund til at undgå det.

      Det er nenmlig mig umuligt at have en holdning til ALT og jeg har slet heller ikke tid til det – såvel som andre ikke har. Til gengæld går jeg op i mange andre ting, som mange andre finder ligegyldige og det er jo det fine ved det. At vi er så forskellige og kan respektere hinanden for deres livsvalg.

      Igen tak for din kommentar. Det satte tankerne igang (endnu mere) og jeg er glad for jeg fik sagt fra, for jeg vil nemlig ikke agere skydeskive for alle mulige sager, som jeg slet ikke selv har skænket en tanke.

      Ha’ en dejlig dag 🙂

  4. Forstår udemærket dine tanker – det vigtige er vel i bund og grund, at du selv føler, du kan stå inden for det du gør og skriver. Så må andre tænke hvad de vil. Det er selvfølgelig svært, men tror det er en god øvelse 🙂

    Dog kan jeg ikke lade være at at se det – for mig – lidt ironiske i sætningen “Til gengæld respekterer jeg også mennesker, selvom jeg ikke forstår dem” sammenholdt med den megen negative omtale om Trumps sejr. Lad mig slå fast, at jeg på ingen måde er tilhænger af Trump, og da gerne havde set Hillary vinde. Men omvendt synes jeg faktisk, at de mange, åbenlyse og ekstremt negative kommentarer er gået for vidt. Det er flertallet, der har valgt, og det er jo netop det demokrati handler om. Og hvor bliver respekten for Trumps tilhængere af?

    1. Tak for din reflekterende kommentar. Det er nemlig en god øvelse for mig og mange andre, så vi ikke skal bruge så meget tid på at bekymre os eller føle os forkerte.

      I forhold til din Trump kommentar, vil jeg give dig ret. Jeg bifalder heller ikke den retorik, der har været omkring ham og jeg synes faktisk det har været for meget. Vi har som land mindre forståelse for hvorfor amerikanerne gør som de gør, og vi er nødt til at respektere at demokratiet har talt. Men jeg tror også vi er præget af de danske medier har fremstillet ham SÅ dårligt i så lang tid. Den har ikke fået for lidt og ALT hvad vi har hørt har været negativt. Det skaber selvfølgelig en negativ diskurs og selv dem måske synes han var okay, vil ikke længere turde nævne det højt. Det er Brexit og det sidste folketingsvalg om igen. Om 6 måneder har folk glemt det og skænker det ikke længere en tanke, at han nu er præsident.

      Der var faktisk én af mine Facebook venner, der skrev noget meget klogt i går. Han skrev:

      Jeg har tilsyneladende en masse Facebook-venner, som kender alt til USA i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg. Jeg var ikke klar over, at så mange af jer havde indgående kendskab til, hvad det vil sige at være amerikaner og bo i USA – og på baggrund af det være i chok over, hvad demokratiet har stemt for.

      Jeg mærkede personligt ikke nogen forskel på skiftet fra Bush til Obama – og jeg er temmelig sikker på, at jeg heller ikke gør det denne gang.
      Jeg er hverken demokrat eller republikaner. Jeg holder ikke med nogen af dem. Ej heller har jeg boet i USA og kan sætte mig ind i deres bevæggrunde for, hvorfor de stemmer, som de gør. Derfor gør jeg mig ikke til smagsdommer over det.

      Men jeg skal gerne gøre mig til smagsdommer over den danske dækning af valget. Jeg sidestiller det med, når Jan Mølby kommenterer Liverpool. Jeg er ikke i tvivl om, hvem han holder med. Og det gider jeg ikke høre på. Objektivt, tak.

      1. God kommentar på Facebook – og tak fordi du ikke tog min besked ilde op. Var bange for, at den blev opfattet “forkert”.

        Det er i hvert fald ikke ubetinget let at være Trump-tilhænger i DK. Nok heller ikke i USA 😉

        Hav en dejlig dag.

        1. Overhovedet ikke! Jeg kan sagtens forstå dig. Ofte tror jeg også folk gør hvad andre gør. Hvis de ser, at alle brokker sig og er i chok, så gør de det også selv. Man følger på mange måder normen. Hvis nogen skrev en status med de synes det var fint, vil de jo blive sablet ned, hvilket blot bekræfter os i, at folk ikke altid respekterer hinanden.

          Jeg synes bare det er sejt du siger fra og forholder dig objektivt til valget.

          Ha’ en dejlig dag 🙂

  5. Skidegodt skrevet!

    Og et vigtigt indlæg, synes jeg. Som blogger er det nemmeste i verden at fremstille sig selv politisk korrekt, men det er også kedeligt, og det er sjældent virkeligheden for nogle af os.

    Det fede er, når vi står ved vores valg og tør vise, at de også er en del af os. Du kunne meget nemt have undladt af snappe din UBER, af frygt for, hvad folk kunne finde på at mene, men det gjorde du ikke, og det siger meget (positivt) om dig som menneske og blogger, synes jeg 🙂

    1. Tak for din kommentar Anne-Li 🙂

      Det er det nemligt og i mange tilfælde en facade, så man ikke kan blive kritiseret af de folk der følger med. Dødkedeligt. Vi er alle bare mennesker, der går op i noget forskelligt og kæmper hver vores kampe. Det er netop nuanceret, at vi ikke er allesammen er enige eller agerer ens.

      Jeg kunne nemlig have undladt at nævne en UBER, og jeg fortrød det også bagefter, fordi reaktionen var som den var, men jeg vil ikke gøre det om nu hvor jeg har fået det på afstand. For jeg kørte i en UBER og jeg havde det helt fint med det, og det tør jeg godt stå ved, fremfor at censurere mig selv.