Min morgenrutine

Morgenrutine

Jeg er ikke et morgenmenneske, og ynder gerne at sove længe, hvis min familie og arbejdsplaner tillod det. Dog er det bare sådan, at når man har et barn, er god tid og langsomme morgener som regel en by i Rusland.

Jeg synes alligevel jeg formår, til trods for den begrænsede tid, at skabe en rar morgenrutine hjemme hos os, som gør Sylvesters og min start på dagen mere rolig. Derfor tænkte jeg det kunne være hyggeligt at åbne op for hvordan en morgen ser ud hjemme hos os.

Morgenrutine

Kl. 06.30: Mit vækkeur ringer. Rasmus er på det her tidspunkt taget afsted, da han møder tidligt og gerne træner inden. Jeg står op, strækker min ømme krop ud og drikker et glas vand, hvorefter jeg går ud på badeværelset. Her har jeg nogle “ritualer”, som jeg er mere eller mindre afhængige af. Jeg tørbørster ansigt og krop, renser min hud, påfører serum, ansigtscreme og solfilter. Det er forskelligt om jeg tager bad om aftenen eller morgenen, men hvis det er sidstnævnte, går det altid lidt stærkt.

Kl. 06.45: Tilbage i soveværelset, hvor jeg udvælger dagens outfit. Hvis jeg skal arbejde hjemmefra plejer jeg bare at iføre mig noget behageligt tøj, og makeup bliver undladt, men hvis jeg skal ind på kontoret, til møder eller events, glatter jeg håret og lægger makeup.

Kl. 07.20: Jeg reder nogle gange sengen, hvis jeg orker det, og rydder op herhjemme. Jeg kan godt lide at efterlade et opryddet hjem.

Kl. 07.30: Hvis ikke Sylvester er vågnet af sig selv, vækker jeg ham heromkring. Jeg er generelt ikke meget for det, da han får den bedste dag, hvis han vågner af sig selv. Mit selvstændige erhverv har heldigvis den frihed, at jeg kan trække den lidt længere om morgenen end andre.

Kl. 07.40: Vi leger og hygger.

Morgenrutine

Kl. 08: Vi sætter os ned for at spise morgenmad. Jeg har lavet min chiagrød dagen forinden, og vi har næsten altid friskpresset slowjuice i køleskabet. Det er dog ikke noget, jeg kan tage æren for, men derimod min mand, der altid sørger for det. Gudskelov! Sylvester spiser lidt forskelligt, men som regel får han enten All-Bran, havregrød, røræg eller en bagel. Mens vi spiser, snakker vi om vores kommende dag og kigger på alle menneskerne, der suser forbi udenfor.

Kl. 08.30: Morgenmaden strækker sig altid over en halv time, da Sylvester tager sig god tid. Vi plejer som regel at få lidt travlt nu. Vi skynder os ud på badeværelset, hvor Sylvester får en våd klud, tøj på, børstet tænder og fed creme på de søde barnekinder.

Kl. 08.50: Vi tager overtøj på og pakker vores ting, som fylder enormt meget, da han har ti forskellige ting han skal have med i børnehave.

Kl. 09: Vi går ud til cyklen og kører mod børnehaven.

Kl. 09.10: Vi ankommer, jeg følger ham ind, sidder lidt hos ham og kysser ham farvel.

Kl. 09.20: Jeg cykler mod kontoret, hvis ikke jeg arbejder hjemmefra. Her plejer jeg at være på min pind fra omkring 09.30.

Hvordan ser jeres morgener ud? 🕗


P.S Husk også at følge med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke, min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag samt Snapchat (danica_chloe), hvor I virkelig kommer tæt på.

Skriv en kommentar

 

21 kommentarer

  1. Jeg kan virkelig godt lide mange af dine indlæg, men ærligt så blev det dér liiige en tand for rosenrødt og urealistisk til manges hverdag for mig 😉
    Vi har ikke børn og min morgenrutine ser således ud: Op kl. 7.22, badeværelse rutine med creme i ansigt, børste hår, tage smykker/parfume og mascara på, samtidigt med jeg drikker min kaffe også ud af døren. BUM 🙂

    1. Hvorfor skulle jeg ikke kunne dele min morgenrutine, fordi din ser anderledes ud? 🙂 Hvem bestemmer hvad der er realistisk? Det afhænger vel af om man har børn eller ej, studerende, fast stilling eller selvstændig. Hvad så hvis man er arbejdsløs, på barsel eller hjemmegående? Er det så heller ikke realistisk?

      Min morgenrutine er ikke rosenrød. Overhovedet! Jeg har et barn på 4 år. Det bliver aldrig rosenrødt 😉 Hvor giver jeg udtryk for det? Det er min hverdag og min blog – ergo deler jeg mit liv som det nu engang er. Jeg nyder især hverdagens små lyspunkter, og hvis jeg kan give min søn en god start på dagen, er det verdens mest naturlige ting for mig. Jeg kunne også stå op en time senere, stresse rundt, give os begge en dårlig start på dagen. Vil du kunne godtage det bedre? Om man vil have god tid om morgenen er jo op til én selv. Man kan jo bare stå tidligere op.

      Jeg bliver nødt til at reagere på din kommentar, da jeg ikke helt forstår den. Min blog er jo ikke kun skrevet fordi du eller andre skal kunne relatere til ALT jeg gør. Det er mit liv, hverdag og det er faktisk ikke særlig rosenrødt. Jeg giver indblik i vores hverdag – ganske gratis og uforpligtende. Min virkelighed er ergo ikke til diskussion eller bedømmelse.

      God aften 🙂

      1. Jeg får lidt en oplevelse af du blev sur over min kommentar, det var ikke min mening, men slet og ret den oplevelse jeg havde af at læse dit indlæg. Nu spørger du jo selv, hvorfor jeg har fået den opfattelse jeg har, så jeg tillader mig at svare. Jeg mener det er de færreste der har tre timer om morgen (hvis de vel at mærke først står op kl. 6.30) til at gøre sig selv klar og morgenhygge med barn/børn, inden de skal ud af døren. Det er i hvert fald sjældent den hverdag mine veninder med børn giver min et indtryk af at have, men jeg synes det lyder dejligt hyggeligt.
        Der hvor den skrider for mig er dels tidsplanen, bemærkningen “jeg står op, strækker min ømme krop ud og drikker et glas vand” hvor jeg lidt får et billede af en disney film på nethinden og ja, slowjuice hver morgen.
        Beklager hvis du tager det ilde op, men jeg synes jeg skrev det sagligt.
        Det er fair nok du skriver din virkelighed ikke er til bedømmelse, men ærligt hvorfor så en blog? Det følger vel med når man skriver åbent og ærligt om sit liv, at vi læsere så også får noget på hjerte og bryder du dig ikke om det, så burde der ikke være et kommentar felt? Jeg kunne forstå dig, hvis jeg havde svinet dig til, det gør jeg på ingen måder og jeg synes det er en skam du tager det sådan. God aften.

        1. Jeg er ikke sur, men jeg tog det i den grad personligt, for det er jo netop ikke urealistisk for mig. Jeg er selvstændig og som jeg så tydeligt skriver har jeg friheden til at trække den, da jeg er min egen chef. Det er vores virkelighed. At jeg så aldrig har fri om aftenen, weekender eller ferier er jo en anden ting. Men det tænker du måske ikke på, når du skriver den kommentar 🙂

          Jeg kommenterer på din kommentar, såvel som du kommenterer på mit blogindlæg, da jeg ikke synes din kommentar var særlig konstruktiv. Det er ikke en skam. Såvel som jeg kan forvente det af dig, må du også forvente et modsvar 🙂 Hvilken følelse gav det dig at skrive? Vil du bare indirekte fortælle mig du synes jeg er heldig eller at du selv godt gad at have 2,5 time om morgenen eller at du synes jeg er dybt irriterende, fordi jeg kan lide god tid, overskud, friskpresset juice og kvalitetstid med min søn?

          Jeg tror bare ikke jeg forstod hensigten. Heller ikke at du skulle tale på “manges hverdags” vegne. Du ved jo ikke hvordan andres morgenrutiner er 🙂

          Din kommentar med at hvis jeg ikke vil bedømmes, hvorfor så have en blog, forstår jeg heller ikke. Du vil jo aldrig gå op til mig på gaden og sige det. Du vil nok heller ikke sige det, hvis din veninde, som var selvstændig og stod tidligt op for at have god tid med sine børn, fortalte det dig over en kaffe. Det er faktisk min blog, så derfor kan jeg også tillade mig at sige til, hvis jeg ikke er enig i en kommentar. Går det ikke begge veje?

          Jeg beklager, hvis mit behov for at dele mine tanker især tager udgangspunkt i din kommentar. Jeg er bare rigtig træt af hele tiden at skulle tage alle sætninger, billeder og indlægstyper op til overvejelser. For jeg vil faktisk helst huske de positive ting. Hellere det end min søn, der råbte han hellere vil have sin far (som han gør de fleste morgener for tiden). Det giver mig ikke nogen værdi eller energi, hvis jeg kun skulle fokusere på det.

          P.S I forhold til at strække min ømme krop ud er det faktisk nødvendigt, da jeg har ledegigt og jeg ellers får en træls dag. Ofte handler det også om hvad man læser i ordene 🙂 Altså om jeg mon gør det, fordi jeg er super aktiv og elsker at træne, eller jeg faktisk gør det, fordi jeg skal kunne fungere resten af dagen.

          1. Jeg er oprigtigt ked af du tager det sådan og nej jeg forholder mig ikke til din øvrige hverdag for den står der jo ikke noget om i dette indlæg.
            Jeg havde absolut ingen skjult agenda som du indikerer og nej jeg vill aldrig sige det til dig på gaden, da en fremmed jo ikke ville henvende sig til mig på gaden og oplyse om hendes morgenrutine, så det har du helt ret i, begge dele ville være lidt mærkeligt…
            Jeg beklager endnu engang, jeg vil bestemt overveje det en ekstra gang, hvis jeg skulle få lyst til at skrive en kommentar på din blog en anden god gang, negativt, såvel som positivt, hvilket jeg også har gjort på et af dine andre indlæg idag- altså postivt. Men det var der vel også en skjult agenda med? 😉

          2. Du skal ikke være ked af det eller beklage. Du havde jo ingen intentioner kan jeg høre på dig nu – udover at undre dig:) Så ingen skade sket. Jeg reagerede bare lidt meget, da det pludselig blev (i mit hoved) en personlig kritik af hvordan vi lever vores liv herhjemme. Det var ikke noget jeg troede folk vil reagere på negativt.

            Det var nok bare en misforståelse. Det sker oftere end man lige tror, når det er på skrift.

            Har set din anden kommentar og værdsætter den 👍🏻

          3. Tak, det er jeg virkelig glad for du kan høre 🙂 Misforståelser kan desværre meget nemt opstå via skrift, rigtig god aften 🙂

          4. Undskyld jeg “stjæler” jeres diskussion.
            Men jeg er sgu ærlig talt ved at være lidt træt af den modtendens til alt det perfekte og rosenrøde.
            Hvorfor SKAL alt være stress, lort, beskidt, umulige unger mv. før man må dele det idag uden at det skal betegnes som rosenrødt.
            Jeg synes det er FEDT Danica, at du har taget et selvstændigt valg om at have god tid om morgenen – og som du selv siger, så betyder det så at der er mindre tid på andre tidspunkter. Det kaldes prioritering..
            Ja, undskyld opstødet. Men jeg kan også godt lide mit hjem er rent, gode hudplejerutiner, nyde en kop te i ro og mag, sund og frisk mad – men det betyder sgu ikke mit liv er rosenrødt fordi jeg ikke konstant skal fremvise min sidste omgang bland selv slik og et hjem der ligner et bombet lokum.

          5. Din kommentar beskriver så fint det min hjerne ikke formåede at gøre 🙂 Den modtendens er jeg også lidt træt af, og det ligger ikke til mig naturligt kun at dvæle ved alle de dårlige ting. Men bare fordi det ikke gør det, og jeg især prioriterer og elsker de små rare øjeblikke, er livet jo ikke rosenrødt og perfekt. Så tak for at beskrive det så fint!

          6. Det var så lidt 🙂 Det var ikke for at stjæle diskussionen.
            Jeg synes det er en interessant debat, at grundet de sociale medier sker der ret “ekstreme” tendenser og et halvt år efter skal der ske en “ekstrem” modtendens.
            Og det er så om det gælder træning, boligindretning, mad, økologi, veganer, klima mv. Jeg er nu ret glad for at ligge lige midt imellem, så skal jeg da ikke lave et skift hvert halve år 😉

          7. Meget interessant! Det er lidt ulempen ved sociale medier generelt. Alt når til et punkt, hvor det tager overhånd. Om det så er det perfekte eller uperfekte. Det er derfor man bare skal hvile i sine egne beslutninger og tage det med ro. Det er meget nemmere, som du så fint siger 🙂

  2. Herhjemme kan vi også godt lide at have god tid om morgenen 😊 Min mand er kørt nærmest inden solen står op så jeg er alene med vores to små piger
    på 1 og 5 år. Uret ringer 6.15, så når jeg en kop morgenkaffe og et bad inden pigerne vågner. Når de vågner er det tid til morgenmad og morgenens anden kop kaffe 😊 Så får børnene tøj på og leger imens jeg gør mig færdig. Ca kl 8 er vi på vej ud af døren og afsted mod institution og arbejde hvor jeg oftest møder kl 9.

    1. Hvor lyder det bare rart og hyggeligt! Det betyder også meget herhjemme, da vi ellers ender i stressede situationer, og det er bare aldrig helt godt med små børn 😉

      Herhjemme er hele dagen bygget op omkring rutiner, og det alverden til forskel, fordi vi netop prioriterer vores morgenstund 🙂

  3. Lyder skønt. Og fantastisk roligt. Jeg prøver selv at skabe rolige morgener – men med en 6 årig der skal i skole, en 3 årig der skal i børnehave og et fuldtidsjob som lærer kan det godt være liiiidt udfordrende. Derfor er jeg også tidligt oppe – for at skabe overskud.
    5.20 – vækkeuret ringer. Jeg står op. Går i bad og klæder mig på.
    5.45 – færdig. Går i køkkenet og sætter kaffe på. Og drikker et stort glas vand med citron. Går i gang med at smøre madpakker og lave frugtposer til børnene.
    6.00 – vækker børn og min mand står op. Serverer morgenmad – alt fra boller til havregrød og drikker dagens første kop kaffe. Hygger med børnene og får pakket deres ting og ryddet lidt op. Vi hjælpes ad med at få tøj på, sat hår på den lille og børstet tænder.
    7.00 – vi kører alle. Jeg kører ud og afleverer. På en friskole/i en børnehave små 7 km fra hjemmet. Kører derfra ca 7.30. God tid. Også til diverse kriser i børnehøjde og snak om en fugl på vejen.
    7.30 – kører tilbage mod byen hvor jeg er lærer på en af byens folkeskoler (jep mine egne går på friskole). Drikker dagens anden kop kaffe og sludrer med mine kollegaer.
    7.50 – står klar i mit klasselokale.

    1. Ej, det kan jeg godt se. Det er noget helt andet. Jeg har “kun” et barn jeg skal tage hensyn til og ingen tidlige mødetider. Men jeg synes simpelthen det er vildt inspirerende at I trods tidligere mødetider og afleveringer forskellige steder, får tid til hygge, fælles morgenmad og endda lidt selvpleje inden børn og mand vågner. Tak fordi du gad at dele 🙂

  4. Vi er en familie på to voksne, to børn på 8 og 9, en hund, høns og kanin -her er vores morgenrutine..
    Kl 5 vækkeuret ringer hos voksne og børn
    Ungerne tager tøj på, imens far går med hunden og jeg laver morgenmad klar
    Kl 5.15 ungerne spiser morgenmad imens jeg går i bad. Far og hund kommer tilbage -far tager arbejdstøj på og hygger med ungerne indtil han skal køre
    Kl 5.40 jeg spiser morgenmad imens jeg smører hovedet ind i creme, foundation og mascara
    Kl 6 kanin og høns får vand og foder imens ungerne pakker madkasser og drikkedunke, far kører på arbejde imellem kl 5.30 og 6 alt efter hvor han arbejder
    Kl 6.15 jeg sætter ungerne af ved SFO og kører på arbejde, møder kl 7 når jeg har dagvagt og det har jeg de fleste hverdage..
    De dage jeg har aftenvagt sover vi til kl 6, da ungerne gerne vil i SFO kl 7, nogle dage vil de gerne cykle selv, så der sender jeg dem bare afsted og når jeg har nattevagter kommer jeg hjem kl 7.40 og når lige at kysse dem farvel inden de smutter i skole.
    Da ungerne gik i dagpleje og børnehave havde jeg ofte en af dem hjemme, når jeg havde fri på hverdage efter weekendvagter.. vi har tilpasset vores hverdag -og dermed også vores morgenrutine efter hvordan vores arbejdstider var og er -og de muligheder vi har og har haft med ungerne i løbet af deres opvækst, for at knytte en kommentar til Trines undren. Jeg kan godt forstå I eller du har den rutine, for man udnytter vel de muligheder man har i tilværelsen uanset om man har børn eller ej.. hvis jeg ikke havde børn ville jeg da også sove til ti min før jeg skulle køre -men sådan er præmisserne bare ikke.. jeg vil hellere give mine unger god tid til at vågne om morgenen og vide at det er deres behov så de får en god dag. Bum😊

    1. Hvor er det dejligt at få indblik i jeres morgenrutine. Det lyder virkelig hyggeligt selvom I er tidligt oppe. Men det er jo bare en vane og man gør det gerne, så man kan give børnene den bedste start på dagen og komme i god tid på arbejde. Så tak for at dele!

      Jeg ved også godt jeg skal nyde det nu. Når han starter i skole bliver det noget helt andet, så det er med at nyde de muligheder man har lige her og nu 🙂

  5. Trine forstår ikke hvordan du kan skrive på andres vegne. Jeg står op 2 timer, før jeg skal ud af døren, da jeg vil have tid til at hygge med min kaffe og jeg har ingen hjemme boende børn. Men da børnene boede hjemme, stod jeg op en time inden jeg vækkede dem og så havde vi en time sammen inden de skulle afsted. Skønne morgner😊 Vi gør vel alle det, som vi har det bedst med. 😊

    1. Ja, morgenrutiner er lige så forskellige som vi mennesker er, og der er ikke en rigtig måde at gøre det på 🙂 Så længe man har det godt med det man gør. Jeg håber også jeg bibeholder den gode rutine, når han engang bliver ældre og er fløjet fra reden. Det er rart ikke at skulle stresse.

  6. Jeg er studerende, og jeg har ingen børn, men rolige morgner er virkelig også alfa omega for mig. Jeg er desuden et morgenmenneske, så jeg står gerne op kl. 5, for at kunne sidde på uni kl. 8 og læse inden min første time starter kl. 10. Jeg bruger 30 min. på at gå til uni, og derimellem er det blot et (langt) bad, tøj og make-up, madpakke, morgenmad og bloglæsning 🙂

    1. Det lyder faktisk ualmindelig rart! Lidt ligesom folk, der får trænet om morgenen og kan gå fra studie eller job og direkte hjem. Det må virkelig give en rolig og god start på dagen. Tak fordi du deler 🙂