Derfor er jeg begyndt at faste

faste

Nu tror I sikkert, at jeg er ved at blive skingrende skør. På forhånd undskyld. Men der er virkelig ikke noget hokus pokus ved det, jeg skal til at fortælle jer om. Jeg er nemlig bare blevet glad for at faste. Ja, faste som man kender fra et hav af ældgamle kulturer.

Hvad er hensigten, tænker I måske? Jeg har længe følt mig oppustet og så sover jeg jo helt vildt dårligt om natten. Sidstnævnte er grunden til, jeg overhovedet overvejede det. For hvis jeg kan få min gode nattesøvn igen, er jeg villig til at prøve meget af. Jeg er helt klart en enten eller person på det punkt, og bruger gerne mig selv som forsøgskanin i forhold til ALT, jeg finder interessant. Hvordan skal jeg ellers vide om det virker?

Min “faste” er dog meget light. Forstået på den måde, at jeg spiser i 8 timer og faster i 16. Flere af jer kender det nok som intermittent fasting, som var meget oppe i tiden for nogle år tilbage. Faste har været kendt gennem mange hundrede år i flere religioner. Det var også for nogle år tilbage, jeg kastede mig ud i det for første gang – med god erfaring.

Hvordan gør jeg så? Som regel står jeg op mellem 06.30-07. Når Sylvester spiser morgenmad, drikker jeg min hjemmepresset slowjuice og drikker enten en kop te eller kaffe. Derefter tager vi afsted og omkring 10.30/11 tiden spiser jeg frokost. Herefter spiser jeg godt og skønt indtil omkring 18.30/19 tiden. Fordi jeg har et vindue, hvori jeg spiser, spiser jeg meget bedre end før. Jeg nyder maden på en helt ny måde og gør mere ud af det.

Om aftenen drikker jeg te, hvilket fungerer fint. Førhen spiste jeg altid et aftenmåltid. Ikke fordi jeg var sulten, men fordi det var blevet en vane og det gjorde, at min krop bearbejdede maden mens jeg sov, hvilket påvirkede min søvn. Derfor kan jeg også allerede nu afsløre, at det har ændret min nattesøvn til det bedre. Jeg falder hurtigere i søvn og sover tungere. Jeg er ikke oppe tre gange om natten længere og mine night terrors er mindre slemme end de plejer. Det er tankevækkende, hvordan en så lille ændring i mine vaner, kan ændre så meget i det store billede.

Jeg vil lige slå fast, at jeg ikke gør det for at tabe mig. Det kommer jeg heller ikke til, da jeg jo spiser næsten tilsvarende som før, bare på 8 timer i stedet. Jeg gør det udelukkende for at give min krop de bedste forudsætninger og mig selv en bedre hverdag. Min hud er pænere, min fordøjelse er glad og generelt er hele mit velbefindende kun blevet forbedret. Nu har jeg jo “kun” gjort det nogle uger, men effekten viste sig allerede indenfor nogle dage.

Det er simpelthen SÅ simpelt. Det er IKKE en kur, da der ikke er nogen regler for det mad du indtager. Det handler blot om at vende sit skema og vaner på hovedet. Hvorfor havde jeg førhen behov for at spise hele tiden og gerne små måltider hele dagen? Hvorfor ikke nyde store hjemmelavet lækre måltider i stedet? Når man spiser større måltider, bliver man heller ikke sulten hele tiden. Jeg oplever ikke sult på nogen måder. Selvfølgelig kan det om morgenen godt være lidt hårdt, da man vender sig af med sit store morgenmåltid, men efter nogle dage tænker man ikke længere over det, og man kommer altså langt med te, kaffe eller slowjuice.

Der er mange fordele ved at ændre sit vanemønster. Jeg føler, jeg får meget mere ud af mine måltider, hvor jeg forkæler mig selv. Dagen bliver tilmed mere simpel og overskuelig. Jeg skal ikke hele tiden tage stilling til, hvad jeg nu skal spise og jeg crasher ikke på noget tidspunkt. Mit blodsukker er mere stabilt, og jeg har et højt energiniveau dagen igennem.

I søndags, da vi fejrede min fødselsdag, valgte jeg at spise hele dagen, og allerede om natten kunne jeg mærke forskel. Jeg sov lettere, havde ondt i maven og var urolig. Det var tankevækkende og allerede nu er det tilbage til før. Mit incitament for at holde mig til mit nye vanemønster er derfor stor, da jeg med det samme kan mærke på min krop, når jeg ændrer det tilbage.

Det her er ikke en opfordring til at andre SKAL gøre som mig. Det er helt sikkert ikke for alle, og jeg er all in for, at man skal gøre det, der giver mening for én. Min baggrund for mit valg var udelukkende for at se, om jeg kunne genfinde min rolige nattesøvn, uden at skulle gå til lægen og få udskrevet medicin.

Jeg elsker, at jeg kan lytte til min krop og på den måde forbedre tingene. Så dagens motto må være, at lytte til sig selv. Oplever du skavanker eller er du ved siden af dig selv, så skriv alt ned i løbet af en dag. Hvad spiser du, hvordan spiser du, hvad laver du og hvordan sover du? Har du ændret noget i forhold til tidligere? Det er i hvert fald en start.

Andre, der har prøvet en light form for faste, og hvad er jeres erfaring med det?


P.S Husk også at følge med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke, min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag samt Snapchat (danica_chloe), hvor I virkelig kommer tæt på.

Skriv en kommentar

 

8 kommentarer

  1. Jeg har kørt striks faste, altså med hele faste dage, og også IF, som du gør det nu. Mine otte timer var cirka fordelt på samme måde som dine. Jeg mener det var kl. 13-20. Jeg er rigtig glad for, at jeg gjorde det i sin tid, da jeg virkelig føler, at det lærte mig rigtig meget om min egen krop. Jeg kunne rigtig godt lide de hele fastedage, men det krævede simpelthen for meget planlægning, da jeg kun spiste 5 dage om ugen, og tingene i mit køleskab hurtigt blev for gamle. Desuden var det også helt umuligt at være spontan og sige ja tak til en tilfældig frokost eller øl. Gennem IF fandt jeg dog ud af, at jeg SKAL have natmad. Jeg hader virkelig at sove på tom mave, hvis jeg har fået noget at spise i løbet af dagen – og jeg spiser altid noget lige inden, jeg går i seng. Helt modsat dig haha 😀

    1. Wauw! Det må også være hårdt de første par gange?

      Man lærer meget om sig selv og sine behov, synes jeg. Det er en lærende proces. Natmad er også godt, men jeg kan slet ikke mærke sult, hvis jeg spiser en stor aftensmad. Det er sjovt, hvordan vi fungerer så forskelligt 🙂

  2. Jeg har praktiseret IF 16/8 de sidste tre måneder. Motivationen kom fra min kæreste, som har gjort det i årevis. Jeg var sikker på, det ikke ville virke for mig eller give mig noget positivt. MEN jeg besluttede mig alligevel for at forsøge. I starten var det rædsomt! Jeg frøs ekstremt meget om morgenen og jeg var svimmel og sulten!! Jeg var dog klar over, min krop “blot” skulle vænne sig til min drastiske ændring. Det tog ca. en måned at blive helt vant til det, og nu fungerer det godt 🙂 Ro i maven, bedre søvn, mindre fokus på sult/mad, osv.
    Jeg spiser ca. mellem 12/13 og 19/20. Så ofte bliver det 17+ timers faste. Mit største issue er træning, da det hverken fungerer godt for mig på helt tom mave eller fyldt mave…
    Har lige et spørgsmål til dig, Danica, ang. slowjuice. Egentlig skal man jo i sine fastende timer ikke indtage kalorier. Det handler selvfølgelig i bund og grund om, hvad der fungerer bedst, men kroppen vænner sig jo ikke til at gå i ketose, når man får kalorier via juice.
    Så hvad er din begrundelse for at drikke juicen om morgenen? 🙂

    1. Virkelig interessant at høre om din erfaring 🙂 Har du tænkt dig at køre det fast? Det er nemlig ofte mænd, der er fan af det. Det var også gennem min mand jeg stiftede bekendtskab med det. Jeg tror det er fordi det er så simpelt. Det kan mænd godt lide 🙂

      I forhold til juicen har du ret. Rasmus har også kommenteret på det herhjemme, men det er virkelig små skridt for mig, og jeg er ikke helt klar til det endnu. Den er “heldigvis” udelukkende fyldt med rødbede/ingefær/grøntsager, så det er ikke ren frugtjuice. Med tiden må jeg prøve uden, men lige nu går det hele lidt langsomt. Jeg har kun prøvet det nogle uger nu.

      I forhold til træning dyrker jeg “kun” yoga, og det fungerer fint med IF. Men jeg kunne forestille sig det var mere besværligt med hårdere træning eller løb?

      1. Tal for dit svar – det giver god mening 🙂 Jeg startede med at faste ca. 14 timer og gik langsomt frem, da det var vildt ubehageligt til at begynde med!
        Jeg fortsætter i hvert fald så længe, jeg ikke oplever nogle negative effekter. Hvis jeg oplever, min krop reagerer eller det ikke passer ind i mit sociale liv, må jeg overveje at sætte det på pause. Men er generelt glad for det, og det passer perfelt, at både min kæreste og jeg har samme spisemønster 🙂
        I fht. træning: Jeg har fundet ud af, at det helt optimale er at træne ved middagstid, hvor jeg har fået en lillesmule mad. Det er dog ofte svært at planlægge, da jeg har timer på studiet ca. 8-16, og først kan træne efter, hvor jeg føler mig en anelse tung ovenpå mit første måltid, som er ret meget mad, da jeg jo er rimelig sulten, hehe 😀

  3. Jeg har kørt efter IF mere eller mindre siden jeg skiftede bekendskab med det for 3-4 år siden og jeg trives rigtig godt med det! Jeg spiser som regel fra middagstid og så 8-10 timers frem. Det sidste års tid har jeg dog drukket kaffe om morgenen, fordi det gør mig glad og det fungere perfekt for mig 😉 Fedt at høre om dine erfaringer og andres i kommentarfeltet! Jeg er helt med på mottoet om at lytte til sig selv, det er så vigtigt 🙂

    http://gadebarn.dk

  4. Jeg synes det er super spændende med denne type faste! Jeg har selv praktiseret det i et par måneder, og det fungerer rigtig godt 🙂 Jeg kunne vildt godt tænke mig et mere uddybende indlæg om det; hvilke “regler” er der, for hvor meget man må spise i løbet af de 8 timer? Spildes effekten af fasten, hvis man indtager lidt kalorier i form af eksempelvis juice, citronvand eller noget lign.? Og hvad er den fysiologiske forklaring på fordelene på IF?
    Jeg ved at du skriver, at det ikke er med henblik på vægttab – hvilket du bestemt heller ikke har brug for, du ser dejlig ud – men når jeg researcher på nettet, bliver den ofte anvendt netop med henblik på vægttab? Jeg må selv erkende, at jeg har påbegyndt den med henblik på både fordøjelse, bedre søvn OG vægttab – og med gode resultater på hele linjen 🙂
    Anyways – jeg krydser fingre for flere indlæg omkring dine erfaringer med IF! Synes det er super spændende 🙂

    1. Hvor spændende!

      Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke er IF ekspert og blot gør det, der føles rigtigt for mig. Men jeg tror det er vigtigt man ikke bruger sit vindue til at spise igennem af alt mad. Man skal stadigvæk forsøge at tænke fornuftigt og fylde sig med gode råvarer.

      Citronvand og urtete kan du sagtens indtager udenfor dit vindue, men juice er måske ikke optimalt. Jeg gør det selv nogle gange, men er heller ikke så striks med det. Jeg føler dog ikke det påvirker mig negativt, hvis jeg fik drikker en juice.

      IF fungerer godt med vægttab, hvis man har fokus på stadigvæk at spise godt og sundt. Dejligt det også virker for dig 🙂

      Jeg skal nok overveje flere indlæg, men er også lidt påpasselig, da jeg ikke vil påvirke nogen i en negativ retning eller fremstå som “ekstrem”. Jeg skal lige finde balancegangen.