MIN PRAG GUIDE: DERFOR SKAL DU BESØGE PRAG

Prag guide og hvorfor du skal overveje at tage til Prag på din næste ferie..

Prag guide

Hjemme, glade og med kufferten fuld af gode ferieminder. Prag VAR fantastisk, men det kan I snart ikke være i tvivl om længere. Jeg er slet ikke færdig med Prag og har også intentioner om at tage tilbage inden for en overskuelig fremtid.


Den ultimative Prag guide baseret på 5 dage i den vidunderlige by

Vi drømmer stadigvæk om en kør-selv-ferie en dag, men det kræver ligesom en bil og det har vi desværre ikke lige nu. Maybe someday.. Med friske minder i bagagen og mange efterspørgsler fra jer, tænkte jeg også det var tid til en Prag guide.

LÆS OGSÅ: SÅDAN MINIMERER DU JETLAG VED HJÆLP AF DISSE 7 GODE RÅD

Det er faktisk noget af det jeg allerbedst kan lide – at lave relevante og overskuelige rejseguides til jer. Derfor håber jeg også I vil bogmærke den til fremtidige rejser eller dele den med en ven, som snart skal besøge Prag.

Prag guide


FLY, HOTEL OG TRANSPORT


Vi fløj til Prag med Norwegian via Momondo. Vi gav omkring 3000 kr. i alt for os alle tre tur/retur, hvilket er lige til at overkomme. Det er også en kort flyvetur på lige knap en time, hvorfor prisen selvfølgelig også er lav.

Da vi ankom til lufthavnen kontaktede vi et af taxaselskaberne, der holder til i ankomsthallen. Der er to man kan vælge mellem, og prisen er den samme, så man kontakter blot den med kortest kø. Fem minutter efter har man en taxa.

Husk at spørg om prisen inden. Det er altid smart at aftale en fast pris, så man ikke bliver snydt, men ligegyldigt hvad, må prisen helst ikke overstige 700 tjekkiske koruna (som svarer til ca. 200 kr). Turen fra lufthavnen ind til centrum tager ca. en halv time.

LÆS OGSÅ: MIN REJSEGUIDES TIL STOCKHOLM, ROM, MILANO, MALMØ, GÖTEBORG, LONDON, FLENSBORG OG ALGARVEKYSTEN

Hotellet havde vi booket hjemmefra et par måneder forinden, og jeg forelskede mig i det så snart jeg så det. Vi boede på Hotel Cosmopolitan, der er et fantastisk 5-stjernet boutique hotel. Sidstnævnte ved jeg ikke hvad betyder, men det lyder altid meget godt.

Vi boede på et superiorværelse øverst oppe med masser af plads og en ekstra seng til Sylvester. Der var hurtig Wi-Fi, Smart-TV, Nespressomaskine, en velfungerende aircondition og et kæmpe marmorbadeværelse. Derudover sov vi i en kingsize seng, som var to meter i breden og med perfekt komfort.

Hotellet var også udstyret med et lækkert fitness og den bedste morgenmadsbuffet, der havde ALT man kunne drømme om. Vi gav omkring 6000 kr. for fem overnatninger, hvilket jeg synes er mere end rimeligt, når man tænker på hvor høj standard hotellet er. Hotel Cosmopolitan er placeret midt i den gamle bydel, og man kan nærmest ikke få et bedre udgangspunkt for en ferie i Prag.


VEJRET


Vejret var fantastisk og lige hvad vi havde brug for ovenpå en lunken dansk sommer. Det var mellem 25 og 30 grader hver dag, og solskin de fleste dage. Nogle dage blev det lidt for varmt, når nu det var en storbyferie, og så tog vi blot et par ekstra pauser undervejs.

Prag guide


SEVÆRDIGHEDER OG OMRÅDER, DU SKAL BESØGE – PRAG GUIDE


Prag bugner af historiske områder og kulturelle perler, så hvis du elsker at opleve lidt på din ferie, vil du elske Prag. Det er én af de byer, der har klaret sig bedre igennem 2 verdenskrig, når det kommer til bombninger. Derfor er mange af bygningerne også intakte, og det er muligt at få en fornemmelse for, hvordan det var i gamle dage.

Karlsbroen

Nok ét af de mest turistede områder i Prag, men alligevel et must-see. Karlsbroen er den mest kendte bro i Prag og har så meget historie bag sig. Selvom der er fyldt med mennesker, er broen så bred, at der er plads til alle. Husk at kigge op på broens rækværk, der prydes af en masse statuer og skulpturer. Broen fører endvidere over til bjergsiden, som fører videre til slottet i Prag og Petrin.

Slottet i Prag

Du er nødt til at gå hele vejen herop, også selvom det er lidt hårdt med de mange trin. Slottet kan ses fra hele byen, og er nok en af de vigtigste seværdigheder i Prag. Slottet er det største slot fra oldtiden, og derfor tiltrækker det naturligvis også en masse mennesker. Vi begav os op til udsigtspunktet, men nåede desværre ikke at se slottet indefra. Det må blive næste gang.

Strahov Monastery

Når du alligevel er kommet helt op til slottet, kan du lige så godt også besøge Strahov Monastery. Klosteret indeholder en kirke, men det bedste ved det hele er de gamle og eventyrlige biblioteker. Det er som om at gå 1000 år tilbage i tiden – men på en magisk måde. Husk også at ose rundt i området, der huser små pladser og Prags bedste udsigtspunkt, hvorfra man kan nyde en kold tjekkisk øl.

Petrin Kabelbane

Når du har set det du vil i Strahov, kan du bevæge dig videre mod Petrin. Her ligger bl.a. en mindre udgave af Eiffeltårnet, hvorfra man kan kigge ud over hele Prag. Der ligger også en 150 år gammel labyrint, som vi valgte at besøge sammen med Sylvester.

Derfra gik vi hen til den kendte og næsten 100 år gamle kabelbane, der forbinder Petrin med Mala Strana, så vi kunne komme ned fra bjerget igen. Det koster ikke mere end 5 kr. per person, så husk at tage den enten op eller ned.

Den Gamle Bydel

Nu boede vi i den gamle bydel, så derfor brugte vi også meget af vores tid her. Det er den ældste del af Prag (dateret helt tilbage til år 1000). Her vil jeg anbefale at fare vild og gå på opdagelse. Undersøg de gamle gyder, de mange porte og de historiske bygninger.

Det Astronomiske Ur og Torvet i Stare Mesto

Hver eneste time samles en masse folk foran rådhuset, for at kigge på det astronomiske ur, der er fra år 1410. Når klokken slår hel åbnes to låger over uret, og de 12 apostle kommer frem en efter en, drejer sig og hilser på alle dem, der kigger med. Brug også tid på pladsen, der emmer af liv, søjlegange, kirker og masser af historie.

Hop on/hop of og Rivercruise på floden

Vi hoppede på en af de mange turistbusser, for at få et bedre overblik over byen. Det fungerer dog ikke lige så godt som i mange andre europæiske hovedstader, men vi brugte det alligevel en del. Vigtigst af alt købte vi adgang til et rivercruise, så vi kunne se Prag fra vandsiden. På en time sejler man frem og tilbage langs floden, og det kan anbefales.

Den Gamle Jødiske Kirkegård

Josefov er kendt som Prags jødiske bydel og huser bl.a. den kendte gamle jødiske kirkegård. Her står gravstenene placeret skævt og ovenpå hinanden, for at få plads til de mange døde. Her ligger 100.000 mennesker begravet i op til 12 lag. Det har aldrig været muligt at udvide kirkegården, hvorfor de begyndte at fylde ovenpå.

Jeg vil helt klart anbefale et besøg her. Det er tankevækkende og interessant, og hele området emmer af historie og traditioner.

Prag guide


SPISEOPLEVELSER


Hvor skal jeg starte?! Prag bugner af lækre madsteder. Det er muligt at finde mad fra alle verdenshjørner og kaffen er virkelig også god, hvilket ikke altid er en selvfølgelig.

Nedenfor guider jeg til de steder vi spiste + et par stykker vi desværre ikke nåede. Hvis I har brug for endnu mere inspiration til mad i Prag, kan jeg anbefale den her Instagram profil, som jeg fulgte op til vores tur.

Mr. Hotdog

Her spiste vi turens første måltid, der bestod af gourmethotdogs, sliders, cheesefries, dragefrugtjuice og masser af dyppelse. Det var virkelig fastfood snask, når det er bedst. Burgeren var Gasolin (burgersted i København) standard, så det siger lidt om, hvor lækkert  det faktisk var.

Wine O’ Clock 

En lille skjult perle med masser af små retter og god vin til få penge. Husk at booke bord, da lokalet er lidt småt.

Paprika Mediterranean Bistro and Bar 

Det her sted lå lidt langt væk på gåben, men det var det HELE værd. Aldrig i mit liv har jeg fået så god hummus, falafler eller pitabrød. Det koster tilmed ingenting, og jeg tror vi betalte 150 kr. for os alle tre inklusiv øl og snacks. Det er et lille sted, men man kan sagtens spise der og ejerne er SÅ søde.

Café Savoy

Måske en af Prags mest berømte caféer, som også er flere hundrede år gammel. Fra det fantastiske smukke loft, som blev skånet under 2 verdenskrig, fordi de formåede at skjule det for tyskerne, til den uovertrufne mad. Det her var nok et af turens bedste spiseoplevelser Regningen? 450 kr. i alt. Husk at booke bord og gerne hjemmefra. De har nemlig travlt.

Letna Beer Garden

Tæt på vores hotel og oppe af bakken, ligger Letna Beer Garden. En stor øl koster mellem 7 og 10 kr., og den nydes med udsigt over den gamle bydel. Stemningen er fantastisk, og træernes skygge giver et køligt afbræk efter en lang og varm dag.

Super Tramp Coffee

Det her er et af de steder man skal lede efter. Det ligger nede af en dyster gang og så til højre, men når man finder det, er det det hele værd. Her serveres kaffe, kolde drikke, små retter og lækre desserter. Man kan både sidde indenfor og udenfor, og stedet er dekoreret med fine lyskæder blandt de gamle majestætiske bygninger.

Next Door by Imperial

Det her er faktisk den restaurant, der var tilknyttet vores hotel. Efter morgenmaden, bliver det til en bistro, hvor der serveres moderne tjekkisk mad. Det var godt! Ingen Prag tur uden lidt traditionel mad. Vi fik krabbesuppe til forret og en vegetarisk linseret til hovedret. For ikke at nævne deres populære desserter. Ligesom alle andre steder spiste vi tre retter + cocktail og vin + mad og drikke til Sylvester for under 450 kr.

Ingen ferie uden Trdelnik

På mange gadehjørner laves der trdelnik, som er en kendt dessert i Prag. Tænk vaffelis, men bare titusindegange bedre. Selve “vaflen” er lavet af frisklavet dej rullet i sukker og kanel, hvorefter der fyldes godt med is i. Vi nåede kun at spise én til deling, men næste gang skal vi altså have flere. Måske man skulle starte en trdelnikbutik herhjemme? Det vil blive et hit.

Andre steder jeg gerne vil have besøgt, men som vi ikke nåede: Ferdinand (god tjekkisk mad), Sisters (tjekkisk smørebrød), Wine Food Market (madmarked), Bahn Mi Makers (vietnamesisk), Eska (brunch, kaffe, kage, frokost), Oh Deer Bakery (donuts og kage), Dish (burger bistro), Peter’s Apartment (kaffe, kage og let mad) og Creme de la Creme (is).


SHOPPING – PRAG GUIDE


Jeg synes ikke Prag er stærk på shoppingområdet. De har de velkendte kædebutikker + de store designerbutikker, men jeg føler ikke det adskiller sig fra andre lande. Derfor købte vi heller ikke andet end chokolade, som var fantastisk billigt.


PRAG MED BØRN


Prag er perfekt for børnefamilier, men også for par uden børn, venindeture, singler. You name it. De er vant til børn i Prag, og vi spiste eller besøgte ikke ét sted, der ikke var børnevenligt. Det tjekkiske folk virker til at elske børn, og har altid farveblyanter og papir ved hånden, så de små er underholdt.

Dog er Prag ikke særlig klapvognsvenligt. Der er mange trapper, brosten og trin, så jeg kunne forestille mig man kom på prøve med en klapvogn. Vi så dog mange med helt små børn.


PRISER


Prag er så ualmindeligt billigt, at man tror det er løgn. Lækre måltider, med alt hvad man kunne forestille sig, til 200 kr. for en hel familie. Michelinværdig mad til 500 kr. i alt. Taxa er billigt, øl er billigt, mad er billigt og sightseeing er billigt.

Vi brugte ca. 4500 kr. på fem dage alt i alt, og det dækker ALT. Fra taxa frem og tilbage til lufthavnen, servicegebyr + minibar på hotellet, mad, drikkevarer, indgang til alle seværdigheder + lidt shopping i en helsekost + gaver til Sylvester i Lego butikken. Det er da billigt.

Overvejer I Prag til en kommende rejse og kunne I bruge min Prag guide?


P.S Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.

Skriv en kommentar

 

2 kommentarer

    1. Dejligt at høre 🙂 Det er faktisk også en meget spirituel by med masser af overnaturlighed. Det kan jeg slet ikke stå for 🙂