Tanker om at gå fra et til to børn

Jeg var ellers ret overbevist om at vi for altid bare skulle være os tre. Jeg syntes nemlig ikke kun det var en dans på roser dengang, jeg blev mor for første gang. Jeg skulle finde mig selv og lære vores nye hverdag at kende.

Små babyer er søde, men det er som regel også RIGTIG hårdt arbejde. Dengang kunne jeg slet ikke forestille mig, at jeg nogensinde skulle være gravid, føde eller gøre det hele en gang til. Jeg distancerede mig følelsesmæssigt fra tanken om flere børn. Det var jo langt nemmere bare at være os tre.

Skru tiden 4,5 år frem. Sylvester er fantastisk, selvkørende, sjov, følsom, kærlig, hjælpsom, gavmild. Listen fortsætter. Jeg har aldrig IKKE elsket at være mor, men jeg har syntes det var hårdt, og endda meget mere end jeg forventede. Jeg syntes der var mere end rigeligt i ét barn og kunne slet ikke se, hvordan det skulle være muligt at have to.

Men tingene ændrer sig nogle gange, og i foråret fik vi lyst igen. Selvom jeg selv er enebarn, og derfor ikke har haft søskende mens jeg voksede op, kan jeg godt sætte mig ind i gaven at give sit barn en søster eller bror. Nej, man er selvfølgelig ikke sikker på de får verdens tætteste forhold. Det ved man aldrig, men man har stadigvæk forhåbentligt én at dele sin barndom med, når vi som forældre ikke er her mere.

Derudover, når jeg ser Sylvester nu, kunne jeg ikke forestille mig ikke at gøre det igen. Det er hårdt arbejde, ja, men det giver så meget igen. Gange tusinde. Og selvom jeg er meget mere til større børn end babyer, har det også sin charme. Da jeg blev mor første gang, havde jeg nemlig alt for travlt med selve udviklingen og dét at glæde sig til det næste skridt. Det første smil, det første rul fra mave til ryg, første gang han sad op, spiste grød, kravlede, gik osv. Jeg slappede ikke af, og jeg vil gøre alt for at det bliver anderledes med barn nr. 2. Det må gerne gå langsomt. Vi har ikke travlt. Det er trods alt vores sidste barn. Alt skal nydes.

Men bare fordi vi har taget valget om at prøve igen, og jeg trods alt er gravid, betyder det ikke, at jeg ikke er super nervøs. Det tror jeg er ganske normalt. For hvordan bliver det mon at gå fra 3 til 4? Det har jeg jo ingen idé om. Jeg vil så gerne planlægge og gøre det bedst muligt, men det kan man jo bare slet ikke, når det kommer til børn. Det er jo ikke muligt at forberede sig et 100 %, selvom jeg HÅBER at tingene falder mig mere naturligt anden gang, ligesom at jeg bliver mere afslappet.

Når det så er sagt forstår jeg også godt dem, der er fint tilfredse med ét barn eller som slet ikke har lyst. Der er ikke noget rigtig facit, når det kommer til livet, så længe man gør det man har lyst til. Det er så nemt at blive fortryllet af samfundsnormer og hvad andre gør, men det er jo ikke ensbetydende med, at det er det rigtige for én selv.

Jeg søger stadigvæk historier fra jer, der har valgt at leve livet på en bestemt måde. Måske er det helt uden børn? Eller kun med et barn? Måske to, tre eller flere? Jeg vil også gerne høre fra jer, der har adopteret, været igennem fertilitetsbehandling, haft aborter eller noget helt andet? Jeg tror på det er vigtigt, at vi får sat fokus på alle former for familiekonstellationer. De fleste af os har jo gennemlevet et eller andet, og hvis vi fik italesat det i højere grad, vil folk måske ikke føle sig så alene, når de selv gik igennem det.

Hvis du har lyst til at dele din historie (hvor du selvfølgelig er mere end velkommen til at være anonym), så skriv endelig til dc@danicachloe.dk.

Hvordan har det været for jer, der har gået fra et til to børn? Eller har I flere end to børn, prøver at blive gravide eller måske valgt det helt fra?


PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.

Skriv en kommentar

 

7 kommentarer

  1. Jeg (vi) har helt fravalgt børn. Mest fordi vi (især jeg) bare aldrig har haft lyst til det, men også fordi jeg har et stort behov for ro og langsommelighed, og jeg nyder hver dag, at jeg ikke er en del af en børnefamilie med alt, hvad dertil hører. Og selvom det efterhånden er socialt accepteret at vælge børn fra, må jeg desværre også erkende, at det har været mit livs ensomste valg. Når man sidst i 30’erne ikke har børn, er man ligesom bare ikke med i klubben…

    1. Først og fremmest har jeg stor respekt for at du/I lytter til jer selv og vælger den livsvej I synes giver mening for jer ❤️

      Men jeg også ked af at høre det er dit livs mest ensomme valg. Er det når du er sammen med venner? Jeg har en forholdsvis stor vennegruppe, jeg har kendt siden folkeskolen, hvor mange har børn og mange ikke har. Vi er også alle i 30’erne, og jeg synes altid stemningen er den samme som da vi sad der for 15 år siden. Måske ligger jeg bare ikke mærke til det?

      Personligt synes jeg ikke der en klub. Det mærker jeg i hvert fald ikke til, men måske man gør i andre vennegrupper? Det kan godt være I har valgt børn fra, men det betyder også I har valgt en masse ting til, som børnefamilier ikke har ❤️ Det kan altså også noget helt specielt.

  2. Jeg havde det ligesom dig med den første… Det var hårdt arbejde at blive mor og forældre. Udviklede en efterfødselsreaktion. Var derfor meget bekymret under 2 graviditet og snakkede meget med JM og min mand omkring det. Vi fik nr. 2 her i juli, og det har været en HELT anden oplevelse. Synes indtil videre ikke det på nogen måde har været hårdt. Det eneste punkt, hvor det har været hårdt er ift. den ældste. Her følte jeg virkelig et svigt de første par uger fordi man bare ikke har samme tid længere…. Så mit råd er at få snakket en masse sammen om det og lav nogle aftaler som måske kan give dig ro. Jeg havde stor glæde af min JM, hun fik virkelig løst nogle tanker for mig. Ellers STORT tillykke med graviditeten

    1. Det lyder godt nok meget som min oplevelse, bortset fra jeg ikke havde en efterfødselsreaktion af hvad jeg ved. Men det er også betryggende at læse, at det faktisk kan blive anderledes og “nemmere” med nr. 2. Jeg er også blevet 5 år ældre, så jeg håber jeg er lidt mere afslappet denne gang. Jeg stoler i hvert fald allerede mere på mig selv end jeg gjorde dengang ❤️

      Godt tip med JM. Desværre har de sparet det væk, så man først kommer forbi fra uge 28. Det er lidt sent, men sådan er det 😊

  3. Jeg er en af dem der altid har vidst, at jeg skulle have mindst to børn og gerne tæt på hinanden, så de kunne få glæde af hinanden både som børn og op igennem livet. Jeg har to børn med 1 1/2 års mellemrum -det var sindsygt hårdt indtil lillesøster blev fem og var nogenlunde selvkørende med flere ting. Her hvor de er store (8 og 10) kan jeg nogle gange tænke, om vi skulle havde ventet med hende og nydt storebror i et par år mere, alene -men i det samme kommer jeg i tanke om, at så havde vi jo ikke fået lige netop hans lillesøster og hende ville jeg sgu ikke have undværet for noget som helst i hele verden! Og det nytter heller ikke noget at dunke sig selv oveni hovedet, over hvad man burde og skulle, men istedet få det bedste ud af det man har..Jeg var on-off skruk fra lillesøster var 1-6 år og så gik det ligeså stille over i løbet af et års tid, først var det alt det praktiske -det er da nemmere at have to børn, end 3-4-5 vores samfund er ligesom indrettet til at man har to børn..! Og så opdagede jeg de fordele der er for mig, jeg kan sove en hel nat, jeg kan læse en bog uden at have øjne i nakken, jeg kan gå på toilettet alene, jeg kan tage på tur og ferie uden syv tons oppakning, jeg kan have reflekterende, givende og spændende samtaler med mine børn om alt imellem himmel og jord og jeg kan gå igennem stuen uden at falde over legoklodser og dukketøj

  4. Da min den største var 4 år, tænkte vi at nu havde vi overskud til en mere – vi blev så beriget med tvillinger! Se, DET var en udfordring jeg ikke havde forventet! Nogle gange er jeg ked af at jeg ikke fik den kernefamilie på bror, søster, mor og far som jeg havde drømt om – men jeg ville ikke bytte mine dejlige børn væk for noget! Så selvom det var en stor mundfuld at sluge, og man hver dag tænker at man ikke har nok arme, så går dagene, og alle er glade.

    1. Sikke en fantastisk historie! Livet kan virkelig komme bag på én engang imellem. Dejligt det hele alligevel gik op i en højere enhed og at I er glade ❤️