Skønhedsfavoritter og ritualer i november

Du kære kolde november. Du har været fyldt med lysende stunder, rare ritualer og tid til ro. Derfor er det også endnu engang tid til at afsløre denne måneds favoritter. Som altid er det få, men gode sager, der har fundet vej til mit badeværelse. De fleste er dog nogle jeg har brugt ret så længe, men mere om det nedenfor.

Jeg har for tiden fokus på min hud, som bare bliver pænere og mere medgørlig for hver dag der går. Jeg er nemlig hoppet med på den her udfordring, som på bare tre uger har gjort en kæmpe forskel. Derfor glæder jeg mig naturligvis også til at se resultatet, når de 12 uger er gået.

Af samme grund er jeg påpasselig med, hvad jeg ellers bruger. Både, når det kommer til make-up og andre sager. Jeg skulle jo nødigt udfordre skæbnen og starte et nyt udbrud.


LÆS OGSÅ: KOM SÅ UD BABY – MINE BEDSTE TIPS TIL EN NATURLIG IGANGSÆTTELSE AF FØDSEL


Kiehl’s Creme de Corps = Verdens bedste bodylotion, der kan holde tør vinterhud fugtig hele dagen. Jeg har efterhånden brugt den i fem år og ønsker mig den altid i julegave, da man får mere for pengene i juleudgaverne. Prøv at påføre den direkte efter badet, mens huden stadigvæk er våd. Det gør en kæmpe forskel og huden kan holde sig blød ind til næste bad.

Schmidt’s Bergamot + Lime Deodorant = En “naturlig” deodorant, forstået på den måde, at den er uden parfume, aluminium eller andre stoffer, som kroppen kan reagere på.

Jeg har brugt den længe og er blevet særlig glad for denne duftkombination. Man sveder selvfølgelig stadigvæk naturligt, da deodoranten ikke tilstopper porerne som mange andre gør, men den holder altså ALT lugt væk. Jeg har købt min i en helsekostforretning og ellers kan den fåes online her.

Xellence Organic Apricot Kernel Oil = Jeg bruger denne olie til maven og udsatte tørre steder. Den har egentligt stået i skabet i snart et år, men nu genfandt jeg den endelig. Den dufter godt og er mild mod kroppen, hvilket er ret så rart her under graviditeten.

Nimue Pro Age Foundation = Jeg har omtalt den flere gange – bl.a. i det her indlæg, som I virkede til at være glade for. Den har nemlig fulgt mig i et godt et år og jeg har ikke tænkt mig at bruge andre. Især ikke nu, hvor min hud i ansigtet er lidt sart.

Den ligger sig pænt og blender med éns naturlige hudfarve. Jeg vil nok mere betegne det som en farvet dagcreme end en foundation – selvom den dækker godt – udelukkende fordi man slet ikke kan se man har noget på. På den gode måde selvfølgelig. Den fugter og giver huden glød. Ja, hvis du spørger mig er det den bedste foundation, der findes.

Maybelinne The Colossal mascara = Verdens bedste mascara – for mig vel og mærke. Jeg har brugt den i over fem år og har endnu ikke fundet én bedre. Jeg vil slet ikke tænke på, hvor mange jeg har købt gennem årene, men jeg har lagt min ration af penge hos Maybelinne.

Heldigvis er det en budgetvenlig mascara, der virkelig er et vidunder for øjet. Den løfter vipperne, adskiller dem perfekt, giver længde samt volume. Det er bare vigtigt man vælger den helt normale udgave (den blå), som er vandfast. Når en mascara er vandfast holder den bukket og formen hele dagen.

Hvilke skønhedsfavoritter og ritualer har I været glade for i november?


PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.

Skriv en kommentar