Året der gik: Karriere, bloggen og økonomi

Året går på hæld, og det er tid til at gøre status over 2017. Jeg kommer også til at lave et indlæg med mine intentioner for 2018, men først kigger vi lige tilbage i arkiverne. For hvad har 2017 budt på? Ret mange rare ting, og derfor kommer jeg også til at dele det op i forskellige emner.

Først kigger jeg nærmer på forretningsdelen, min “blogkarriere” og økonomi, men der kommer også statusindlæg i forhold til privatlivet samt mere overfladiske ting som min problematiske hud, bedste køb, træning, graviditet og personlige erkendelser i løbet af året.

MEN hvordan er det så gået i forhold til hele businessdelen? 2017 er jo det første hele år, hvor jeg har været selvstændig. Jeg startede officielt op i oktober 2016, men det tog nogle måneder før alt kørte nogenlunde, så jeg føler på mange måder 2017 var året, hvor jeg for alvor fik gang i forretningen.


LÆS OGSÅ: TROVÆRDIGHED PÅ BLOGS OG MINE TANKER. KAN DET LADE SIG GØRE?


Jeg startede året ud med noget ret så vildt. Jeg havde behov for at udfordre mig selv og det fik jeg i den grad gjort. I den første uge af januar holdte jeg både et oplæg om troværdighed på blogmediet og prøvede at vinterbade for første gang. Det er stadigvæk to begivenheder, jeg begge er meget stolte over. Jeg var ved at dø af nervøsitet da jeg skulle holde et foredrag, men det gik heldigvis godt. Det samme med vinterbadningen, som var den mest surrealistiske oplevelse nogensinde. Jeg tror det er en god idé at starte på et mindre koldt tidspunkt end januar, men jeg gjorde det stadigvæk, og jeg var ikke til at skyde igennem hele januar.

Det var også en tid, hvor jeg følte mig tilpas i bloggerlivet med kontorplads i Andedammen samt som fast freelancer hos et udenlandsk influencerbureau. Dog erkendte jeg i løbet af de første måneder, at det var svært at være professionel blogger samtidig med jeg skulle varetage andre virksomheders interesser. De kom altid i første række og det gik udover bloggen. I marts sagde jeg endda JA til et foto-freelancejob, men der gik ikke mange uger før jeg kunne mærke jeg gabte overfor meget. Det var HÅRDT.


LÆS OGSÅ: SEO FOR BLOGGERE OG MINE SELVLÆRTE TIPS OG TRICKS


I løbet af foråret sagde jeg derfor fotojobbet op igen, da jeg erkendte det var for dårligt betalt. Desværre mistede jeg også mit freelancejob for influencerbureauet i løbet af maj, og jeg gik officielt i panik. Den dag var ikke god og jeg var klar til at gå grædende hjem. Hvilket jeg faktisk også gjorde, men dagen efter så tingene allerede bedre ud igen. Jeg er nemlig af den opfattelse, at tingene sker af en grund. Jeg var da glad for freelancejobbet, men inderst inde drømte jeg jo om at køre blogdelen 100 %. Valget blev taget for mig, og jeg kunne nu udelukkende fokusere på min egen forretning.

Heldigvis gik det hurtigt fint igen til trods for nogle lunkne måneder henover sommeren. Det betød bl.a., at jeg fik tid til at lancere et podcast med Michelle fra Stonemuse. Det er stadigvæk én af de sjoveste og bedste ting jeg har været med til i løbet af året, og jeg savner på mange måder at optage nye afsnit. Det er klart et af de medier, hvor jeg har følt mig mest tilpas.  


ET EKSEMPEL PÅ ET PERFEKT SAMARBEJDE, SOM JEG STADIGVÆK ER STOLT OVER


Jeg skiftede også blogagentur midt i det hele, hvilket var ret taktisk forretningsmæssigt. Bloggers Delight var fint en overgang, men en hæmsko på længere sigt. Det har klart været en fordel at være herre i eget hus, hvor jeg selv kan forhandle priser og lave længerevarende samarbejder. Hvor jeg tidligere skulle hive 5 kampagner hjem, kan jeg nu lave 2 til den samme pris. Det giver kun mening for mig, da jeg derved kan vælge præcis det jeg har lyst til og lave færre sponsorerede indlæg.

Og hvad så med økonomien? Der har været en del måneder, hvor indtægten har ligget omkring de 15.000-17.000 kr. Det er ikke meget – faktisk nærmest mindre godt end dagpenge udbetalt, men der har på det seneste også været RIGTIG gode måneder med det dobbelte i gennemsnit, så det er meget skiftende. Min erfaring er dog, at man altid skal lægge penge til side. Man ved aldrig, hvornår der kommer en uforudset regning eller en hård periode igen.


LÆS OGSÅ: BAGSIDEN AF MEDALJEN OG NÅR MAN TVIVLER PÅ SIG SELV


Jeg kan også mærke, jeg stoler mere på mig selv end for blot et år siden. Usikkerheden er formindsket og jeg hviler i min profession. Jeg kender mit værd! 2017 har budt på nogle spændende samarbejder, rejser, nye bekendtskaber og udvidelse af mit netværk.

De første seks måneder var dog langt mere travle end de sidste 6 måneder, hvilket naturligvis skyldes graviditeten. Den kommer i første række og jeg lærte at tage den mere med ro, hvilket nu engang har været ganske sundt for mig. Jeg har kontor herhjemme nu og ordner næsten alt herfra, hvilket indtil videre fungerer fint. Jeg kan lige så godt indordne mig, da jeg fra april næste år kommer til at være sammen med vores datter herhjemme det meste af tiden.


LÆS OGSÅ: JEG ER ALTSÅ IKKE PERFEKT OG FEJLER I DEN GRAD OGSÅ


Og det var vidst mit 2017 – kort opridset – med fokus på forretningsdelen. Jeg ved endnu ikke hvad fremtiden bringer, men er altid klar på nye udfordringer. Nu kommer der lige en fødsel og potentiel barsel først, men derefter er alt åbent. Om det så er som selvstændig blogger eller med en fast stilling. NETFLIX, I ringer bare..

Hvordan har jeres 2017 været karrieremæssigt? Er I under uddannelse, har I skiftet job eller måske endda også selvstændige? 


PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.

Skriv en kommentar

 

2 kommentarer