LEGOLAND Guide, gode tips og ferie med en baby

Legoland guide

Årets sommerferie gik til LEGOLAND. Selvom det kun bestod af en enkelt overnatning, var det nok til at gøre Sylvester mere glad end en nyudklækket student, der afslutter sin sidste eksamen med et 12-tal (det gjorde jeg forresten ikke… tværtimod..).

Og de voksne hyggede sig i den grad også. Vi har jo tilpasset årets planer til vores nye familiekonstellation. Dvs. vi ikke kommer udenlands denne sommer, hvilket passer mig fint, når man kigger på vejret og de mange muligheder som Danmark har at byde på. En rendyrket staycation om man vil.

Legoland guide

LEGOLAND er noget vi har talt om i flere år herhjemme. Mest af alt fordi Sylvester og Rasmus muligvis er de største LEGO-fans jeg kender. Jeg vil slet ikke tænke på hvad vi har brugt af penge gennem årene, men når jeg kigger ind på Sylvesters værelse fornemmer man hurtigt det er favoritten herhjemme. Heldigvis leger han med det hver dag, og hans yndlings aktivitet, som jeg også nævnte her, er at kigge gamle LEGO manualer igennem. Min lille kommende ingeniør.


LEGOLAND Guide, gode fifs til at rejse rundt med en lille baby samt et kig fra vores besøg

Derfor kunne et besøg i selvsamme forlystelsespark heller ikke skuffe. Vi havde lejet en bil og tog tidligt afsted en torsdag morgen, så vi nåede at have god tid i parken på selve ankomstdagen. Bonustip: Bestil tidlig check-ind, så du kan få gavn af parken begge dage.

Vi ankom omkring middag til Holiday Village, som huser de populære Ninjago hytter. Jeg kan fortælle så meget, at man får en del point på voksenkontoen, når man viser sin fem-årige, hvor han skal sove. Shit, det var gennemført.

Legoland guide

Det er en forholdsvis stor hytte med plads til seks sovende, køkkenfaciliteter, udendørsterrasse og masser af Ninjago-lir. Derudover er der et TV med en LEGO-kanal, der viser Ninjago døgnet rundt! Vi kunne sagtens have brugt flere overnatninger, da det viste sig, at Holiday Village indeholder et hav af aktiviteter. Heriblandt kæmpestore legepladser, bondegårdsdyr, børnevenlige spisesteder, skattejagt og små cykelbiler man kan lege. Bonustip: Sørg for at leje håndklæder og sengelinned, når du bestiller hytten, da du derved ikke selv skal slæbe det hele med.

Læs også:

Skal du på en flyrejse med baby? Få de geniale tips til rejsen her

Vi tog på ferie med baby til Thailand – Sådan gik det

En lille time efter ankomst gik vi rundt i LEGOLAND, der ligger 5 minutter væk på gåben. Vi havde seriøst parken for os selv, da det jo var en torsdag og inden skolernes sommerferie. Vi skulle ikke stå i kø til noget som helst og nåede faktisk hele vejen rundt, fordi vi kunne gå direkte ind til alt. Det var super fedt for os alle, da vi jo også havde Nola med, som ikke skulle vente i halve eller hele timer på vi prøvede tingene på skift.

Sylvester er snart 6 år og lige omkring 115 cm. Det betød, at der var nogle få ting han ikke var stor nok til. Heriblandt de meget vilde rutsjebaner. Det tog han heldigvis pænt, men vi overvejer en tur igen næste år, så kan få lov at prøve det hele. Eller måske er det bare fordi jeg ikke tør prøve noget alene, haha! Han SKAL holde mig i hånden undervejs. LEGOLAND har dog så meget at byde på til alle aldersgrupper. Især når man er 5 år, men i den grad også os voksne, som havde fornøjelsen af at komme med ham på skift.

Legoland guide

Vi har ellers været igennem en periode, hvor han var bange for rigtig mange ting, hvilket højst sandsynligt er en efterrektion på den her forfærdelige oplevelse. Derfor var det også så skønt at se ham folde sig ud igen. Han løb rundt og gik ikke i panik på noget tidspunkt, som han ellers længe har haft tendens til.

Da parken lukkede kl. 18, og regnen stod ned for første gang i hvad der føltes som en evighed, luntede vi hjem til Ninjago-hytten, hvor den stod på bland-selv-slik, fodbold i TV’et og hygge i sofaen. Bonustip: LEGOLAND har en fantastisk slikbutik, hvor man kan blande sig den bedste pose slik, hvis man nu, ligesom os, har en overnatning med i besøget.

Fredag morgen pakkede vi vores ting sammen, spiste en lækker morgenmad i Pirat-restauranten, checkede ud af Holiday Village, hvorefter vi havde en hel dag foran os med de mange forlystelser. Om fredagen var vejret bedre end den foregående dag, ligesom at der var flere mennesker, da det var op til weekenden. Det kan derfor være en ganske god idé at lægge sit besøg udenfor de mest populære dage, så man ikke skal stå i kø til forlystelserne. Det var dog ikke slemt, men vi havde nok bære vænnet os til at have det hele for os selv uden ventetid. Man er vel magelig..

Sylvesters, og vores andres favorit, var Ørnen, der netop er åbnet. Det er en rutsjebane, som hverken er for vild eller kedelig, og som vi nåede at prøve fem gange i alt. Derudover havde vi en fest med de imponerende ting bygget i LEGO. Sylvester var vild med togene, bådene og lastbilerne man kunne følge rundt i området, hvor jeg var ovenud begejstret for Amalienborg og Nyhavn. Det var SÅ gennemført! Vi fik drukket, spist og købt os fattige i LEGO, hvorefter vi sidst på aftenen igen trillede hjem til København med bagagen fuld af gode minder.

Hvad med Nola, tænker i? Hun tog det SÅ pænt! Jeg havde forberedt mig på det værste, og havde nærmest dårlig samvittighed på forhånd, men det endte med at blive en god tur for os alle, hvilket kun har givet mig mere blod på tanden. Vi kan sagtens stadigvæk lave ting med Sylvester – selvom hun er kommet til verden. LEGOLAND tilgodeser heldigvis også de helt små babyer med masser af siddepladser, skiftemuligheder og microbølgeovne til at varme maden.

Har I været i LEGOLAND? Hvor boede I, hvad var jeres favorit forlystelse og hvilken årstid var I der?


PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.

Skriv en kommentar

 

6 kommentarer

  1. Undskyld men er det ikke super normalt at lave ting med begge sine børn ?? Har selv 3 børn og det har aldrig været en hindring at lave ting med dem alle 3 på trods af aldersforskel. Kan ikke se hvorfor dette indlæg skulle være interessant pånær selvfølgelig at du giver en super god guide til legoland 😊

    1. Selvfølgelig er det det, men når den ene er snart 6 år og den anden næsten lige er blevet født, er det slet ikke normalt (for os) at køre tre timer væk og tage i Legoland over flere dage. Derudover laver vi ofte aktiviteter med Sylvester alene, mens den anden er hjemme med den lille. Det tænker jeg er ganske normalt, når man lige har fået en baby, da det sætter sine begrænsninger.

      Undskyld, men der er vi nok bare meget forskellige – interessant eller ej 😉

      Ha’ en SKØN solskinsdag ☀️

  2. Et tip til Legoland i sommerferien – der er færrest mennesker om lørdagen i sommerferien fordi det er skiftedag i alle sommerhuse mm. Dvs turister der rejser og ankommer den dag og har dermed ikke tid til at tage i Legoland = kortere køer til forlystelserne 🙂

    1. Tak for tip 😘Det vidste jeg slet ikke, men det giver jo god mening. Totalt insiderviden du har 🙌🏻

  3. Efter dit blog indlæg har vi netop lige bestilt en overnatning på hole Legoland i en meget flot kongelig værelse
    – det bliver for fedt for vores 4 årige dreng og lillebror på 1 år – så 1000 tak for tippet 🙂 Ps hvad var det for noget mes bland selv slik til overnatning ? 😉

    1. Hvor lyder det fantastisk! Jeg gad også godt prøve Hotel Legoland. Det ligger jo inde i parken – mega fedt 😍 Glæd jer!

      Inde i Legoland er der en slikbutik med et rigtig godt udvalg af bland-selv-slik. Det købte vi med hjem den første dag i parken inden de lukkede, så vi havde til aftenen i hytten. Det kan anbefales 👏🏻