Sådan ser en rigtig “morkrop” ud?

mor-krop

Wauw.. Du ser da fremragende ud kort tid efter fødslen..“, “Hvordan kan du allerede motionere? Jeg er stadigvæk ikke kommet igang“, “Hold da op, du oser virkelig af overskud..“.

Sådan nogle kommentarer har jeg fået siden fødslen, og jeg ved virkelig ikke hvor de kommer fra. Eller jo, det gør jeg, men jeg kan ikke sætte mig ind i det, for sådan har jeg det slet ikke. Hverken overskud, motionslyst eller for den sags skyld tilbage i mit “gamle” hylster.

Jeg tror det er bagsiden af de sociale medier. At folk kan opfatte mig og mit liv på en helt anden måde end det forløber. Den skal jeg lige sluge. Ikke fordi jeg har en holdning til det ene eller andet, men jeg foretrækker nu engang at folk oplever mig som jeg er, og ikke hvad de tror jeg er. Giver det mening? I samme omgang fik jeg lyst til at sætte nogle ord på det med efterfødselskroppen. Det fylder nemlig ret meget blandt os kvinder.

Først og fremmest. Jeg ser ikke fremragende ud! Ikke at jeg har det forfærdeligt med mig selv, men jeg ligner på ingen måder Danica for 12 måneder siden. Men hvis jeg gjorde, vil det altså være lige så okay og “sejt”. Jeg vejer stadigvæk 9 kilo mere end pre-graviditet og kan ikke se hvordan jeg nogensinde skal få mig taget sammen til at smide dem, hvilket er helt okay. Jeg er træt som ind i helvede og jeg er slet ikke klar til at træne endnu. Mit overskud er minimalt, men jeg forsøger at prioritere “rigtigt” tøj hver eneste dag, ligesom jeg SKAL have mit bad minimum hver anden dag. Jeg bliver i alle tilfælde ikke i bedre humør af at sumpe herhjemme. Tro mig! Det er prøvet 😉

To dage efter jeg havde født delte jeg et post-graviditetsbillede på Instagram. I nettrusser, efterfødselsbind og med jordens mest trætte ansigtsudtryk. I kan se det her. Ovenstående billede brugt til blogindlægget er også taget et par dage efter fødslen. Det kom virkelig bag på mig, hvor godt folk tog imod det. Jeg synes oprigtigt talt ikke det var sejt eller flot, at jeg delte det billede. Tværtimod begyndte jeg næsten at rødme hver gang folk sagde det til mig.

Jeg havde eller har det slet ikke dårligt med mig selv. Må man sige det højt? Jeg var bare forundret, og imponeret, over hvad kroppen kunne klare. Og jeg synes faktisk min krop var ganske pæn kun to dage efter fødslen. Det var ikke et statement eller “se hvor uperfekt jeg er” øjeblik. Ikke at der er noget galt i det, men det var ikke min hensigt. Jeg delte det uden at skænke det ret mange tanker, som jeg ellers normalt sagtens kan gøre, og det var måske det, der vandt frem hos andre. De kunne identificere sig med mig, hvilket var mega fedt, men aldrig min oprindelige hensigt.

Siden da har jeg grublet lidt over det med vores kroppe. Både under graviditeten, men i den grad også efter. Lige pludselig bliver alt målt i fødslen i forhold til hvordan man ser ud. Som om, at hvis man har født, kan man da ikke se normal ud? Eller måske fremragende? I hvert fald ikke indenfor de første par år. For hvordan har man overskud til det med et eller flere børn derhjemme? Jeg vælger at prioritere mig selv. Ligesom at jeg skal have kaffe hver dag, og jeg vil også gerne strække min ømme krop ud. Mit ansigt SKAL også værnes om både morgen og aften, da jeg ellers er garanteret nye urenheder, og med min historik, er det bare ikke sagen. Der kommer også en dag, hvor jeg gerne vil arbejde på at få en stærk krop igen med færre kilo.

Jeg, eller andre, der har født, er ikke super-mennesker. Det er der ingen der er. Men derfor kan man måske godt ligne sig selv hurtigt igen – uden at man har gjort noget vildt for det. Nogle er endda så heldige, at de helt automatisk taber graviditetskiloene. Nogle taber ikke deres hår og andre stråler. Både under og efter graviditeten. Fedt for dem.

Der findes ikke én måde at være post-gravid på. Man behøver ikke have 4-dage gammel makeup på eller at have undværet sit bad i en uge for at være en rigtig mor. Eller rigtig kvinde. Og jeg bruger kun de udtryk fordi det var kommentarer jeg fik til billedet. At det var rart, jeg viste sandheden og ikke var iført mine gamle jeans kort efter fødslen – det andet er jo urealistisk. Og det er det måske for mange, men for dem, hvor det går så stærkt, enten naturligt eller fordi de gerne hurtigt vil tilbage i form, er det jo ikke fedt at læse, at man så ikke har en “rigtig” morkrop eller ligner en “rigtig” kvinde. Som om vi kun hylder de kroppe, der tydeligt viser man har født og som har former. Alle kroppe er jo rigtige på den måde det giver mening for den, der har den.

Mit største ønske er, at vi kvinder ikke fokuserer så meget på kroppens udseende. Hverken som ung, som gammel eller for den sags skyld vores postgraviditets mor-krop. Kroppen er bare et hylster. Et fantastisk hylster, som tillader os så mange gode ting i livet. Den kan lave, bære og føde et barn uden vi går i stykker. Den er klog og fortæller os, når noget ikke er som det skal være. Den får os fra A til B. Både fysisk og psykisk. Den er fyldt med minder, glæde, sorg og kærlighed. Den er hverken rigtig eller forkert. Den er der bare og tilhører kun os, som er så heldige at bo i den. Den fortjener masser af respekt – hvad end vi har en høj forbrænding eller ej, er stærk eller øm, høj eller lav, stor eller lille. Vigtigst af alt er den vores og ikke andres.

Jeg er selv forfalden til at falde i kropsfælden. Den, hvor jeg misunder andre deres flotte fremtoning og smukke ydre, for derefter at kigge på mig selv og blive irriteret. Hvorfor ser jeg ikke sådan ud? Hvorfor taber jeg mig ikke? Hvad gør jeg forkert? Men det er en dum fælde, der intet godt bærer med sig. Kender I det? Sammenligningsfælden? Jeg bliver heldigvis hele tiden klogere, og når jeg tænker tilbage på mine 20’ere, er det langt nemmere nu selvom min krop dengang både vejede mindre og så anderledes ud.

Et lille tankemylder en lørdag formiddag, som måske/måske ikke giver mening..


PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.

Skriv en kommentar

 

8 kommentarer

  1. Du har helt ret, at det har taget for meget fokus, alt for meget unødigt fokus. Rigtig ærgerligt, men det har det bare. Det minder mig om i dag tidligere, hvor jeg var til barnedåb. Jeg står og kigger på alle børnene, der hopper på en hoppeborg og en bekendt kommer hen og spørger om, hvornår jeg har termin. Jeg svarer, at det har jeg om 4 dage og ja, jeg bare er træt og tyk. Hun smiler, spørger ind til en række ting, da hun er tidligere jordemoder, så der var en masse hun var nysgerrig om. Til slut siger hun, at jeg slet ikke er tyk – jeg er blot gravid. Helt som jeg skal være. Og det mindede mig om, at lige huske at tale pænt om sig selv. Ja kroppen er større end den plejer. Det er den, fordi den huser en dejlig baby indeni og sørger godt for den. Det er ikke særlig nemt, men hårdt og krævende og så skal jeg jo huske ikke blot at være ordentligt ved den, men også tale pænt om den. Det var en god påmindelse. Og det skal man uanset om man er gravid eller ej, men nøj hvor glemmer man det bare hurtigt.

    1. Alt for meget, men sådan har det nok altid været og at vi har adgang til sociale medier 24/7 hjælper ikke på det 😫

      Sikke en god snak og kloge ord hun kom med ❤️ Man er nemlig ikke tyk, man er gravid. Og så må man acceptere at kroppen gennemgår nogle forandringer, som måske kommer bag på én. Det er så kort tid ud af vores lange liv, og før man ved det er det ovre. Jeg havde lidt svært ved at acceptere det var sidste gang og holdte ekstra godt fast i alle oplevelserne – selvom jeg synes det var hårdt og tungt.

  2. Åååh det havde jeg brug for at læse <3 14 måneder efter første barn er jeg stadig ikke tilbage til min ønske vægt (var jeg heller ikke før baby haha) !
    Men sjovt som jeg nu tænker, shit jeg var lækker, om den krop jeg ikke var tilfreds med inden baby. Sjovt = skræmmende.
    Jeg sammenligner mig alt for meget med andres efter-baby kroppe, og sjovt nok ser man oftest dem der er tilbage i jeans ugen efter. Og virkelig hurra for det. SÅ fedt for dem. Men tænk at det fokus der er, kan få mig til at tænke min krop ikke er god nok til at få et barn.
    Ej men kan ikke få armene ned over det indlæg 👌🏻💪🏻
    Fuck de ekstra kg i delte mavemuskler – jeg har båret og født et lille menneske. Mit lille menneske <3

    1. No stress ❤️ Jeg kom faktisk aldrig tilbage til min før-graviditetsvægt. Det var ligesom om kroppen for altid var ændret og min idealvægt havde rykket sig. Jeg var heller ikke tilfreds inden, men når jeg kigger tilbage havde jeg kun noget at være tilfreds over.

      Jeg er glad for du kunne bruge tankerne. Man skal nemlig huske at anerkende sin krop. Tænk på alt det den har været igennem for at man får et lille menneske ud. Det er jo så syret!

  3. Hvor er det fantastisk læsning og stof til eftertanke.. rart med et mere nuanceret syn på kroppen og ikke blot den efterhånden “ordinære”, og til tider trættende, hyldest til udelukkende “uperfekte” kroppe.. Kroppen er fantastisk ubetinget af hvilken form, den er støbt. Tak for dit indlæg 😊🤗

    1. Dejligt du kunne bruge det ❤️ Jeg synes det er synd for dem, der er velsignet med slanke kroppe eller har lyst til at prioritere sig hurtigt selv igen, ikke kan betegnes som “rigtige” morkroppe.