Nu skal der altså ske noget

Reklamelinks

Den der krop.. Efterfødselskroppen, som jo i bund og grund er fantastisk, men i den grad også lider. Under manglende søvn, mærkelige kostvaner, begrænset bevægelse og dumme stillinger med en baby i armene konstant. AV!

Jeg savner at være i flow. I balance. Og selvom det ord efterhånden har fået en negativ klang, så er det det jeg arbejder på. At være forenet med min krop. At føle mig stærk og sund. Lige nu er det nærmere øm, træt og usmidig.


Kari Traa træningstrøje på tilbud HER og Kari Traa træningsbukser på tilbud HER 


Sidste år på denne tid, og inden jeg overhovedet vidste jeg var gravid, dyrkede jeg rigtig meget yoga. Det var faktisk den eneste motionsform, jeg dyrkede udover lange gåture. Min krop havde aldrig haft det bedre. Den var ikke anspændt og den kunne imponerende ting. Jeg elskede min yogatid. Jeg kunne koble af og være fri for bekymringer for en stund. En ekstra bonus var selvfølgelig smidigheden og de tonede muskler.

Nola er snart 3 måneder, og jeg begynder at have overskud til at gøre noget godt for min krop igen. Hun får jo flaske, så det giver mig en frihed til at træne eller gå en lang tur uden jeg skal skynde mig hjem, hvilket altså er luksus, når det andet nu ikke kunne lade sig gøre.

Jeg vil selvfølgelig også gerne smide de ekstra kilo, men det er ikke altafgørende. Det er langt vigtigere for mig at kigge i spejlet og mærke efter. Som regel kommer det helt af sig selv, når man begynder at prioritere det igen. I alle tilfælde for mig.

Så hvad er planen lige nu?

1. Jeg vil gerne nå de 10.000 skridt om dagen som minimum. Med lange barnevognsture er det faktisk slet ikke urealistisk.

2. Jeg vil gerne starte op til yoga eller anden træning igen. Jeg får simpelthen ikke gjort det ordentligt herhjemme, så har brug for et hold, hvor vi er sammen om tingene. Jeg overvejer faktisk også reformer, da jeg mindes jeg var ret vild med det for en del år siden.

3. Kosten har jeg nogenlunde styr på. Altså jeg kunne godt spise langt flere grøntsager og mindre kulhydrater, men så længe jeg ikke propper mig med kage, is og vin på daglig basis, er jeg stolt. Jeg spiser efter intermittent fasting princippet (læs mere her), som også virkede for mig dengang med Sylvester. Det er ikke en slankekur eller bundet op på en bestemt kost. Derimod handler det blot om, at må må spise i et interval på 8 timer, hvorefter man “faster” de resterende 16 timer. Min krop, fordøjelse og hud elsker det i hvert fald.

4. Jeg skal igang med genoptræningen af mine delte mavemuskler. Ikke at jeg tror de er specielt delte, da jeg holdte dem i skak under graviditeten, men da min mave naturligvis hænger efter ni måneders graviditet, vil jeg være flittig med mavebæltet og de gode øvelser. Læs bl.a. her, hvordan jeg gjorde sidst efter min første graviditet.

5. Sidst men ikke mindst skal jeg investere i en månedlig massage, strække ud herhjemme og huske de sunde bevægelser, der giver mig en glad krop uden smerter. Jeg ved, hvad der skal til. Heriblandt udstræk på min yogamåtte samt daglig afkobling på min akupunkturmåtte, som gør mega nas, men altså virker fantastisk.

Det er sådan set planen lige nu. Flere af tingene gør jeg allerede, men især motionsdelen mangler. Jeg glæder mig dog til at komme igang! Hvis nogle af jer derude også godt kunne savne lidt bevægelse, og endda bor i København, kunne det være hyggeligt at mødes til en ugentlig fælles træning/løbetur/udendørsyoga for at motivere hinanden. Jeg elsker at træne i det fri og så er det endda gratis! Sig endelig til. Selvom jeg ikke er personlige træner, haha, vil jeg gerne prøve at udtænke nogle gode øvelser og programmer.

Hvordan har I prioriteret jer selv efter en graviditet, hård periode i jeres liv eller bare generelt? Husker I jer selv? Har I det godt eller er der noget I gerne vil forbedre?


PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.

Skriv en kommentar

 

8 kommentarer

  1. Dit indlæg rammer virkelig plet! Jeg fik mit andet barn her i midten af maj, og jeg har det på præcis samme måde som dig. De sidste kilo skal nok forsvinde af sig selv, men jeg er træt af at føle mig slatten. Jeg vil gerne være stærk og sund igen, men det kommer ikke uden en indsats fra mig selv. Noget der kan være lidt svært at prioritere med dårlig nattesøvn og to børn, der hiver i deres mor

    Jeg bor selv på Nørrebro og vil meget gerne mødes til den ene eller anden form for træning. Eller måske starte på et hold til noget efterfølselstræning 🙂

    1. Århh, man er altså også bare presset, så det er klart kroppen reagerer. Jeg døjer lidt med manglende overskud, men jeg er sikker på hvis jeg kom igang med motionen igen, at det andet vil følge med ❤️

      Hurra! Jeg prøver at arrangere et eller andet, og så håber jeg du, og måske nogle andre, har lyst til at komme 🙌🏻 Hvis du har gode idéer til hold eller lignende, må du endelig sige til.

  2. Jeg er meget højgravid og venter bare på hun kommer ud. Jeg har taget forløbet hos “Maven og mig” som inspiration fra dig. Det skal jeg helt sikkert begynde på igen efter fødslen. Derudover har jeg været god til at lave gravidyoga på stuegulvet med yogavivoappen, da gravidtræning i træningscenteret blev for hårdt.
    Både massage og zoneterapi har jeg også brugt, og været utrolig glad for.
    Jeg er også allerede nu begyndt at tænke i genoptræning efter fødslen. Hvis du kommer igang med noget sammen med nogle andre, så hopper jeg meget gerne på når kroppen er klar. Det kunne da være hyggeligt 🙂

    1. Hvor er det spændende! Og dejligt du har været glad for Maven og Mig forløbet. Det er nemlig guld værd!

      Sig endelig til, når du har overskud igen og I er kommet ind i en god rutine ❤️

  3. Det er 3 uger siden jeg fødte og jeg må indrømme, at jeg er lidt i chok over min stadig fyldige og store mave. Jeg ved, at det tager tid før den falder lidt ned – især som 2.gangs, men alligevel. Den er svær at vænne sig til uden baby i maven. Hjælper ikke, at jeg er stødt på en person, der rent faktisk kommenterede det højt og uden videre gav råd om kost. Wtf, tænkte jeg – personen havde ingen situationsfornemmelse… Lige nu skal jeg vænne mig til søvnunderskuddet og min nye tilværelse. Senere må jeg give den gas med træning og lidt mere moderat kost, for ærligt, så vil de fleste nok gerne have deres gamle krop tilbage.. Har du en bestemt strategi med kosten?

    1. Det er helt anderledes anden gang. Jeg var også chokeret over, hvor stor forskel der er. Jeg kan godt mærke jeg er blevet en 6 år ældre og at det er MEGET svære at genfinde sin form denne gang!

      Og sikke en idiot! Totalt mangel på situationsfornemmelse.

      Det vigtigste er at få søvnen først. Og lidt overskud igen. Så kommer det andet senere hen ❤️

      Nej, ingen bestemt strategi. Kost er ikke mit stærkeste punkt. Jeg spiser dog med tanke på, hvad jeg putter i munden. Får jeg en is en dag, undlader jeg det store måltid bagefter. For mig handler det hele om mængder, og der er så mange skjulte kalorier i ting jeg ikke tænker over, og så ender jeg bare med at tage mere på.

      Min krop reagerer dog bedst på en blanding af dampede/bagte grøntsager, rugbrød, nødder, magert kød, fisk og bønner/linser, nærende smoothies (uden frugt), masser af vand + urtete, æg, mættende hummus og knækbrød. At jeg så sjældent har 100 % gode dage er en anden ting 😅 Men jeg forsøger at mærke efter om jeg er decideret sulten eller bare snacker den fordi jeg er træt og har ondt af mig selv.

  4. Hej Danica,
    Jeg er i samme situation, og kunne godt bruge en motovations partner. Baby Aiden som nu er 4,5 mdr. gammel er også på flaske så der er helt klart noget frihed at gøre godt med. Vi bor i Rødovre, men hvor kunne de være fedt at mødes til noget træning med eller uden baby 🙂 yoga har jeg egentlig altid gerne ville fordybe mig i, og ellers er en god løbetur jo også fantastisk.

    1. Hvor hyggeligt! Og dejligt du er klar! Hvis du har idéer til træning – med eller uden baby, må du sige til. Yoga er skønt og kan også godt lide at løbe, hvis min krop kan følge med. Jeg kom til at løbe en tur for nogle uger tilbage, og det skulle jeg ikke allerede have gjort. Jeg var helt lagt ned med ømme knæ i en uge 🙈