Ugens Uundgåelige og et midlertidigt farvel

Såå… Vi har ferie.. Det må jeg snart have nævnt et par gange eller ti. Hvis IKKE jeg selv havde ferie, vil jeg efterhånden været ret træt af mig, ha! Men altså ferie er jo altid godt, og vores er snart ovre, så det er med at nyde den EKSTRA meget lige nu. Faktisk så meget, at jeg har taget et valg, som I kan læse mere om nedenfor.

Jeg er jo generelt en del online. Jeg elsker min computertid. Det er aldrig (okay, sjældent..) en sur pligt. Kun hvis jeg skal betale regninger, teknikken driller eller en faktura ikke er betalt til tiden. Computertid er for mig lig med en kaffe (eller vin) i den ene hånd, computeren i skødet (jeg ved godt det er den dummeste arbejdsstilling, men jeg elsker at sidde sådan) og en kladde til et blogindlæg foran mig. Andre dage bruger jeg flere timer på at stene kattevideoer på YouTube (favorit beskæftigelse) eller putte ting i min virtuelle kurv. Kender I det?

Derfor har jeg også lagt mærke til ting, der rører sig lige nu. Hvad ser man ekstra meget til for tiden og hvad har jeg selv lavet, som har været fedt og jeg gerne vil anbefale videre til jer? Læs med nedenfor i ugens uundgåelige..

.. Call Me By Your Name filmen. Yes, jeg er sent ude, men hellere sent end aldrig. Den film er jo FANTASTISK, og man får lyst til at booke de første flybilletter til norditalien. Italien er jo mit favorit land (udover Danmark), og jeg har besøgt det så mange gange efterhånden, men egentlig kun få gange rejst rundt nordpå. Vi er næsten altid i Rom eller ved Amalfikysten (Positano), og selvom det også er fantastisk, vil jeg gerne udforske andre dele snart. Sicilien står også højt på listen.

.. Nuets Kraft. En bog, jeg fanger mig i at kigge i igen og igen. I forhold til vores tid og de sociale medier, har den bog aldrig været bedre. Eller vigtigere. Det hele handler om nuet. Ikke i går og ikke i morgen. Dine tanker er din værste fjende, når der går tankemylder og stress i den. Det er mega svært, og selvom bogen til tider bliver lidt langhåret, får jeg en åbenbaring, hver gang jeg åbner den!

.. Det simple liv. Vi har ryddet så MEGET ud herhjemme de seneste par uger. Vi har også malet væggene i en ny lys farve ved navn Tidløs fra Jotun Lady serien. Den giver mig seriøst den vildeste ro. Jeg har aldrig elsket vores hjem så meget som nu. Jo færre ting, jo lysere og mere simpelhed des bedre. Jeg bliver ALDRIG træt af minimalist-tankegangen.

.. The Affair på Netflix. Det er virkelig min yndlings serie for tiden. Jeg er helt up to date (den nyeste sæson er kun på HBO, da det ikke er en Netflix serie), og den bliver seriøst ikke dårligere med tiden, som mange andre ellers gør. Jeg vil ikke afsløre for meget. Faktisk er det en serie, der ikke engang behøver en intro. Bare brug 40 minutter på første afsnit, og du er hooked.

.. Mit træningsmedlemsskab i YO Studios. Jeg har simpelthen investeret 399 kr. i et månedligt abonnement i et træningscenter, der ligger tæt på mig. Jeg har allerede været afsted flere gange til barretræning og flere forskellige former for yoga. Det var vildt hårdt at komme igang igen, men nu hvor jeg er ovre den værste opstart, elsker jeg det. Min krop bliver brugt igen. Det er ikke for at virke frelst, eller give andre dårlig samvittighed, men udelukkende for at dele min begejstring. Jeg har jo ikke trænet sådan rigtigt i snart et år, så når man endelig prioriterer det igen, lærer man at forstå træningens mange skønne fordele på ny.

.. Afdæmpede farver, stråtasker, blomster plukket i vejkanten, bare tæer, stranddage, Aperol Spritz, nuttet baby på armen og en familie, der er helt nede i det lave gear.. Det er min sommer i år, hvilket bringer mig til nedenstående punkt.

.. Jeg har lagt mærke til at digital detox er det nye sort. På den ene side har jeg nok været lidt undrende over at man skal dele med alle at man går offline.. Kan man ikke bare gøre det i stilhed? Er det ikke meningen? På den anden side synes jeg det er så vigtigt for vores velbefindende, at jeg sagtens kan leve med et eller ti blogindlæg om projektet. Jeg har også selv besluttet mig for at prøve det af. Bare for at se hvordan en uges ferie føles uden at skulle åbne computeren. Det er der ikke noget storslået i, men min mailindbakke er alligevel tom, og de fleste af jer er i feriemode, så jeg kan lige så godt gøre det samme. Måske bliver jeg et nyt menneske? Arhh, mon dog, men man kunne håbe. Jeg kommer stadigvæk til at være lidt aktiv på Instagram, så husk at følge med derovre.

Fortsat god ferie. Vi ses i start august! Hvis du nu gerne vil søge lidt rundt herinde i mellemtiden, vil jeg meget gerne anbefale nogle af de indlæg, jeg selv er glad for eller som jeg synes er vigtige:

1. SÅDAN SER EN RIGTIG MORKROP UD ELLER? HVAD MENER I?

2. APROPOS CALL ME BY YOUR NAME FILMEN, SKAL DU DA LÆSE MIN INSIDERGUIDE TIL ROM.

3. ET RET BRUGBART INDLÆG, HVIS JEG SELV SKAL SIGE DET. 20 IDÈER TIL AKTIVITETER SOM TURIST I EGET LAND.

4. DET HER FORTJENER AT BLIVE GENTAGET: JEG ER ALTSÅ IKKE PERFEKT..

5. DE TO VIGTIGSTE OPSKRIFTER DENNE SOMMER: HJEMMELAVET SODAVANDSIS OG APEROL SPRITZ, NÅR DEN ER BEDST.

Sommerhilsner herfra 🌞


PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.

Skriv en kommentar