Stokke Trailz: En komplet anmeldelse af vores valg af barnevogn

Annonce

Stokke Trailz

Better late than never.. Jeg havde på forhånd bestemt mig for, at jeg vil teste vores Stokke Trailz barnevogn i minimum 3 måneder, før jeg kunne lave en komplet anmeldelse af herligheden.

Som I tydeligt kan se ovenfor, er indlægget markeret som “annonce”, da jeg før Nolas ankomst kontaktede og indgik et givende samarbejde med Stokke. Just so you know <3 Det har ingen indvirkning på min anmeldelse, som altså både vil indeholde de ting, jeg er begejstret for, men også de elementer, der mangler. Se med nedenfor.

Stokke Trailz

Stokke Trailz

Vi bestilte vores Stokke Trailz barnevogn (find den her) tilbage i januar. Altså hele tre måneder inden Nola kom til verden, da vi gerne ville være på forkant. Allerede dengang skulle vi tage stilling til model, farve, hjul, solskærm, klapvognsdel etc. Vi fik heldigvis god vejledning og endte med den populære Stokke Trailz i farven Black Melange, som er en pæn grå farve, der er nem at vedligeholde i forhold til pletter og brugsspor.


En komplet anmeldelse af Stokke Trailz kombivognen

Siden april har den nærmest været i dagligt brug. Både herhjemme på Bryggen, men også i busser, metro, ude i byen og en tur til Legoland. Se den komplette anmeldelse af Stokke Trailz nedenfor og stil endelig spørgsmål, hvis der er noget jeg mangler at svare på.

Stokke Trailz

Hvor længe kan barnet ligge deri? Det var vores største bekymring inden vi valgte hvilken barnevogn vi vil have. Med Sylvester havde vi en kæmpe Emmaljunga, som han sov i til han var tre år. Super praktisk, men kluntet og alt for tung.

Nu hvor vi bor i byen, og gerne skal hurtigt ud af døren med to børn, var det vigtigt, at den var nem, men hvor babyen også kunne ligge i mere end 2 måneder. Skæbnen ville dog at vi fik en lang baby, så derfor er mine tanker ikke nødvendigvis brugbare for jer, da I måske får mindre babyer, haha!

Stokke Trailz barnevognen har et liggemål på 80 cm. De skriver selv den kan bruges til de er omkring 6 måneder + afhængig af hvor langt barnet er. Nola er 4 måneder om nogle dage og kan stadigvæk bruge den. Jeg tror dog vi indenfor nogle måneder skifter over til klapvognsdelen, hvis hun fortsætter med at vokse i samme tempo.

Stokke Trailz

Det skræmmer mig dog ikke. Klapvognsdelen kan nemlig en masse ting, og hun sover alligevel ikke sine lange lure i barnevognen, men er altså udelukkende i den, når vi er på tur eller jeg afleverer eller henter Sylvester.

Hvorfor kombivogn? Vi valgte en kombivogn, fordi det er ret praktisk og fordi vi bor i København. Det var vigtigt for mig, at vi nemt kunne komme rundt med to børn. Dvs. en mindre vogn, drejbare hjul, nem at slå sammen, når man er alene med baby osv. Det skal simpelthen være så nemt som muligt ligegyldigt hvad vi har af planer. Det er noget man må gøre op med sig selv. Hvis man gerne vil have sit barn til at sove lange lure i barnevognen til de er større, kan man eventuelt købe en brugt barnevogn, der bare skal stå udenfor (eller putte dem i klapvognsdelen).

Hvor nem er den at klappe sammen og klikke delene af/på? Helt vildt nem, og jeg er normalt rigtig dårlig til tekniske ting. Bare spørg Rasmus! Her kan selv jeg være med, ha! Jeg føler mig helt supermom agtig, når jeg slår den sammen eller ud selv. Det har jeg styr på.

Stokke Trailz har tydelige markeringer for hvor du skal trykke ind, hvis barnevognskassen skal af og klapvognen/autostolen skal få. De har endda sådan en smart grøn/rød funktion afhængig af om man har gjort det rigtigt eller ej. Det er også nemt at klikke hjulene af og på samt slå stellet sammen, hvis du skal have den med i bilen. Det er virkelig tre ting du skal gøre, og så har du det hele skilt ad. Nemt, du!

Stokke Trailz

Vedligeholdelse, rengøring og holdbarhed? Nu har vi valgt den i en farve, som er super nem at holde (black melange). Man kan slet ikke se det, hvis den får ridser, skræmmer eller bliver bleget i solen. Det tænker jeg vil være tydeligt med én af de andre farver, så tænk lige på det før du investerer i én.

Selve kurven under barnevognen er nem at tørre af og tømme for alt det skidt, der samler sig. Hele vognen kan hurtigt tørres af med en klud, hvis det bliver nødvendigt. Derudover er det altså en vogn, der holder. Ikke noget med bøjet stel, løse hjul eller en barnevogn, der kører skævt. Nu har vi selvfølgelig kun brugt den i fire måneder, men om lidt skal vi til Thailand og der kommer den på sin ultimative test.


LÆS OGSÅ: DEN KOMPLETTE LISTE OVER BABYSAGER, SOM VI HAR ANSKAFFET OS


Hvor nem er den at køre med? Mega nem! Jeg kan slet ikke forstå, at jeg for seks år siden havde en barnevogn uden drejbare hjul. Det gør livet meget nemmere, når man har vognen i den ene hånd og en 5-årig i den anden. Den er desuden meget let, og derfor kan man sagtens styre den med en hånd.

Vi har egentlig to typer hjul. Både de punkterfrie hårdere hjul, der egner sig til bykørsel, og de klassiske bløde terrænhjul, som vi altid har brugt. Jeg synes vognen bouncer bedre – især, når vi går meget ude i naturen på grusstier. De er endnu ikke punkterede og derfor meget holdbare. Blot hvis I er i tvivl om hvilke hjul man skal vælge.

Stokke Trailz

Hvad skal man have og hvad kan man godt leve uden? Altså det er svært at sige, da det afhænger af den enkeltes behov. Vi kan dog ikke leve uden kopholdere, haha! Vi har én på hver side, og det gør det lidt nemmere, når man har en eller to kopper kaffe man gerne vil medbringe i termokrus. Det er jo en lille ting, men altså noget der øger min livskvalitet betydeligt, når jeg er træt.. ahem..

Vi er også MEGET glade for solparasollen. Især efter fire måneders godt vejr. Vi havde slet ikke kunne gå de mange ture, hvis ikke jeg altid kunne rette den, så hun var i skygge. Det er GENIALT. Oprindeligt var jeg i tvivl om vi skulle have det med, men det er nok det vi har brugt allermest af tilbehør til vognen.

Derudover er vi glade for det dertilhørende myggenet og regnslag. Just in case.. Man ved jo aldrig hvad vejr eller udfordringer man møder på sin vej. Vi har også købt en kæmpe lås, så den altid er sikker, når vi er ude. Jeg er så bange for nogle stjæler den, hvilket altså sker ret tit i København..

Til gengæld kan vi godt leve uden pusletasken, der fulgte med. Vi har brugt en organizer fra Mara Mea, der hænger på styret, til de vigtigste ting. Resten kommer i en mindre taske, som ligger under barnevognen. Soveposer har vi heller ikke brugt, da det har været for varmg. Tag udgangspunkt i årstiden, og hvornår du er sat til, og vælg derudfra.

Stokke Trailz

De største plusser? Nem at navigere, nem at klappe sammen, kvalitetsvogn, smukt design, praktisk, åndbar og ventilerende, der er tænkt over de små detaljer (læderlignende håndtag, kopholdere, der klikkes på og solparasol), helt enormt meget plads under barnevognen, steder man kan hænge babylegetøj, vand- og smudsafvisende, stort liggemål i forhold til det er en kombivogn og så kører den godt. Rasmus er glad for, at det er en høj barnevogn kontra andre kombivogne. Man skal ikke helt ned i knæ for at komme ned til barnet, hvilket jeg også synes er meget nemmere, når hun skal op og ned.

Minusser? Nogle gange driller hjulene, når man prøver at rotere 360 grader. Det er som om de sætter sig fast, og så skal man lige rette hjulene ud. Derudover synes jeg ikke de punkterfrie dæk er så gode, hvorfor vi kun bruger terrænhjulene. Man skal desuden gøre op med sig selv hvad liggemål man har brug for. Nu har Stokke Trailz et rigtig godt liggemål i forhold til det er en kombivogn, men hvis man er mere til de kæmpe kasser, som barnet kan bruge til de er mere end 6-8 måneder, bliver barnevognsdelen for lille.

Andre ting om Stokke Trailz vognen? Det er en fantastisk barnevogn. Vi har virkelig været glade for den indtil videre, og glæder os til at se om vi bliver lige så glade for klapvognsdelen, når vi skifter over. Vi skal også snart ud at rejse, hvor vi tænker at tage klapvognsdelen med i stedet for barnevognskassen. Her glæder vi os selvfølgelig til at se, hvordan den fungerer under andre forhold end i Danmark.

Hvilken barnevogn har I? Hvad gik I efter, hvad fungerede godt for jer og hvilke tips vil I give videre til kommende mødre, der er på udkig? 


PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.

Skriv en kommentar

 

8 kommentarer

  1. Jeg har også været glad for vores Trailz. Men har dog savnet den funktion flere andre vogne har, hvor man kan trække kalenchen endnu et hak ned og dermed skærme baby lidt ved sovertid. Den nyeste stokke model har det vist 🙂
    Og vores dæk punkterede 9 gange før vi skiftede til punkterfrie. Haha. Og det var altså ikke fordi jeg rendte rundt mærkelig steder, bor bare på stille og rolige Frederiksberg 😀

    1. Ja, det har du ret i! Det bruger jeg parasollen til, men det kunne være smart, hvis man også kunne trække den lidt længere ned.

      Ej, vildt 😀 Vores er aldrig punkteret og jeg har kørt på sten og grusstier i et væk. Der var endda en dag, hvor jeg kom til at køre i en masse glasskår, hvor jeg var overbevist om de vil punktere, men nej. De kører stadigvæk fantastisk! Måske har de lavet en ny udgave af dem?

  2. Vi har også været så glade for vores trailz indtil nu 🙂
    Min datter på næsten 4 måneder er også en lang pige, så der går eller ikke mange måneder før hun skal i klapvognsdelen 🙂 det eneste jeg egentlig savner er en barnevogns sele- min datter er begyndt at vende sig og der går ikke længe før hun sidder tror jeg, Hun vender sig i vognen både vågen og sovende og prøver at trække sig op af og til, så savner lidt en sele så man ikke får dårlige nerver og er bange for at lade hende sove i vognen uden opsyn 🙂 jeg er på en måde glad for se punkterfrie dæk, men mine knirker altså, det syntes jeg er knap så fedt. Men alt i alt en super vogn !:)

    1. Det har jeg slet ikke tænkte over! Måske er det fordi de mener, at de slet ikke er i barnevognsdelen til den tid? 😀 Men nogle babyer er bare mega hurtige til de ting. Det er ikke noget vi tænker over, men hun sætter sig slet heller ikke op endnu.

      Jeg synes bare de punkterfrie dæk er lidt hårde og knitre? Jeg kan godt lide bløde og “ægte” dæk selvom der selvfølgelig er en risiko for punktering. Indtil videre “kører” det dog, hehe 🙈

  3. Det var helt klart også den jeg faldt for i babysam.
    Men jeg vidste bare jeg ville få en lang baby, så det gjorde jeg at jeg valgte en anden barnevogn. Nu er min datter 7 mdr og med sine 73 cm er jeg glad for vi valgte odder i stedet.
    Men den er godt nok lækker, både at se på og køre med:)

    1. Det forstår jeg godt. Hvis man har brug for at bruge barnevognsdelen længere, bliver den hurtig for kort. I byen og steder, hvor der er mindre plads, er den bare genial. Jeg ser aldrig nogensinde nogen med de store barnevogne i København. Alle har kombivogne, hehe 😅

      Den er nemlig SÅ lækker!

  4. Vi overtog egentlig en Odder fra vores naboer, men det var SÅ hård at gå med, skulle konstant spænde op i lænden for at “stå imod” og så trak den til højre. Vi valgte så at investere i en helt ny barnevogn og endte med en Basson Nordic Lux. Og den er så skøn! Den er flot, har indbygget solsejl, ventilation i bunden, langt liggemål (97 cm), drejelige forhjul og så lå den faktisk i den billige ende sammenlignet med andre barnevogne med samme funktioner. Den er en smule lav i det, men det kan jeg godt lide, for så kan jeg hele tiden se hende nede i vognen og selve styret er jo justérbart. Mine primære krav var netop drejelige hjul, langt liggemål og en form for indbygget solbeskyttelse. 😀

    http://nouw.com/satinawandel

    1. En Odder er gigantisk! Det duer slet ikke hvor vi bor! Drejehjul er nemlig altafgørende! Jeg elsker det også ❤️ Jeg kan slet ikke forstå vi kunne undvære sidst, men dengang var det ikke så udbredt.