En vaskeægte barselsdag

Godaften fra sofaen, hvor jeg endnu engang har haft en vaskeægte barselsdag. Det er der måske ikke noget besynderligt i, jeg er trods alt mor til en baby på 6 måneder, men alligevel er det egentlig sjældent, jeg har en hel barselsdag.

Når man som jeg er på deltidsbarsel, er der stadigvæk lagt arbejdsplaner ind i kalenderen – omend meget mindre end normalt. Det er helt okay, og vi har fundet en løsning herhjemme, men når Rasmus har dagsvagt, hvilket han har nogle gange hver uge, er jeg alene med børnene HELE dagen. Altså fra uret ringer kl. 06 til jeg går kold i sofaen kl. 19.30.

MEN.. for det her er ikke et klynkeindlæg, selvom sådan en barselsdag jo ikke er specielt afslappende. Hånden på hjertet synes jeg måske endda “arbejdsperioderne” er nemmere, da det ikke indebærer børn 24/7, men derimod en far, der også lige kan tage over. Jeg nyder nemlig barselsdagene meget mere end alt andet! Med træthed, litervis af kaffe og babysnak. Det gjorde jeg ikke første gang, men denne gang nyder jeg at gå ture med Nola, jeg føler mig som et supermenneske, når jeg får to (!!) børn ud af døren før 07.30 og jeg er fyldt med kærlighed, når min 5-årige smiler og krammer mig ved afhentning. Det er ikke et glansbillede, og det er heller ikke hver dag det udarter sig sådan, men når det gør, er det fandme optur.

Jeg kan nemlig godt have tendens til at dvæle. Ved manglende søvn, uopnåelige deadlines, økonomisk pres og mit perfektionistgen. Det er spild af tid! Livet kører altså. Jeg er selvstændig, ja, men det har jeg altså selv valgt, og så må jeg få det bedste af begge verdener. Jeg er også træt. Meget træt… Men hvilken mor er ikke det? Og ja, nogle gange pylrer baby hele dagen og vil kun hænge på armen, men det er jo helt normalt. Så tager vi den derfra og sænker tempoet.

Jeg tror det jeg elsker ved denne barsel, og som jeg aldrig forstod ved den første, er, at det er ganske givende kun være sammen med små mennesker. Hvor det ikke handler om mig eller min virksomhed eller hvad jeg synes. Vi får set enormt meget natur, vi får snakket om mærkelige ting (mest den ældste og mest om zombier og bogstaver), vi får prøvespist en masse mad (mest hende den lille), vi får set serier (mest mig), vi får leget, jeg skifter bleer, jeg laver flasker og jeg ligger på sofaen, når Nola sover sine korte lure.

Derfor kan jeg heller ikke lave et skema over en barseldag (altså udover Sylvester skal afleveres og hentes). Resten er bare en pærevælling af babyaktiviteter, titte-bøh, rod over alt og nattøj hele dagen. Det lyder jo faktisk ganske befriende, nu jeg siger det højt. Om ikke andet er det for så kort en periode af vores liv, at jeg virkelig prøver at suge alt til mig, selvom jeg tidligere altid har proklameret, at barsler slet ikke er mig.. Sjovt som man bliver klogere.


PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.

Skriv en kommentar

 

2 kommentarer

  1. Jeg er på barsel med mit første barn lige nu, og selvom jeg til tider keder mig og føler mig lidt alene (fx er der ikke automatisk tildelt mig en mødregruppe, så vi er left on our owns), så prøver jeg bare at huske på, at denne tid – med første barn – kunne kommer én gang, og det er så kort en periode af mit liv. Babyer er jo i konstant udvikling!
    Så kan jeg jo glæde mig over, at jeg er up to date med serierne og får vasket tøj og gjort hus rent imens min kæreste er på arbejde. Dét kan sgu også noget.

    Med det sagt glæder jeg mig altså også til at starte til babysalmesang efter jul! 🙂

    Tak for et dejligt indlæg og en som altid god blog!

    1. Sådan havde jeg det også første gang. Jeg var meget alene. Vi gik ikke til noget, mødregruppen gik hurtigt i opløsning og vi var på det tidspunkt bosat i en lille forstad. Men så havde vi til gengæld meget tid til bare at hygge ham og mig. Ingen planer eller deadlines, og det var faktisk også meget rart. Om ikke andet, når jeg kigger tilbage nu ❤️

      Men jeg forstår godt du glæder dig. Det lyder i hvert fald som om du får det bedste ud af det – og vigtigst af alt – har god tid til din baby 👶🏻

      Tak fordi du læser med. Det er jeg SÅ taknemmelig for ❤️