Nola: 6 måneders status

^Sødeste ulddragt. I kan faktisk vinde den samme + andre goder sager ovre på min Instagram lige nu..

Om jeg fatter at Nola snart bliver 6 måneder.. Jeg er halvvejs i min barsel. Faktisk mere end halvvejs, og snart skal jeg stå 100 % på egne ben igen, hvilket er ret skræmmende. Af samme grund tænkte jeg det var tid til en babystatus. Der sker nemlig helt enormt meget i Nolas liv for tiden.

Babyfacts: 5,5 måned gammel, 70 cm. lang, 9 kg tung (!!), 2 tænder i undermunden, betydeligt mere hår end sidst jeg lavede en status, ekstremt smilende, sover sporadisk i løbet af dagen og som regel dårligt i løbet af natten, lattermild og meget elsket.

Sponsoreret link: Mangler du regntøj til dine børn? Så kig forbi det store og lækre udvalg her

Rejsen til Thailand satte gang i den vildeste udvikling. Det passer virkelig, når de kloge  mennesker siger, at det kan være ganske sundt at ændre lidt på deres hverdag, så de bliver udfordret. Vi havde den bedste barselsferie, og Nola tog det virkelig pænt. Allerede da vi kom derned skete der et skift. Hun gik fra at være et stort spædbarn til et lille menneske med temperament og en tydelig personlighed. Oveni hatten fik hun hele to tænder på vores rejse, hvilket naturligvis prægede nogle af dagene, selvom hun tog det ganske pænt.

Rutiner: Hun har stadigvæk ikke den vilde rutine. Hun er dog begyndt at blive træt omkring kl. 18 hver aften og som regel kan vi putte hende kl. 18.30. Sylvester bliver puttet kl. 19, hvilket betyder vi for en stund har fået vores aftener igen. Det er fantastisk! Til gengæld er nætterne meget svingende. Hun kan vågne hver halve time hele natten eller en sjælden gang imellem kun én gang til mad. Vi har accepteret omstændighederne. Hun trives om dagen, så søvnen må følge med, når hun engang er klar.

Sylvester sov jo helt anderledes, så derfor er det en helt ny verden for mig. Jeg er ikke vant til at være presset på søvn og leve af kaffe. Jeg har aldrig helt kunne sætte mig ind i det, når andre havde hårde nætter, da han altid sov godt og stadigvæk gør det. Omvendt er hun en million gange nemmere at putte til natten, hvor han ofte tog flere timer i skrig og skrål. Børn er bare forskellige, og det er helt okay.

Om dagen har hun alt mellem 3 til 4 lure. Hvis jeg er heldig kan jeg få den ene længere end en halv time, men det er sjældent, og derfor kan hun sagtens holde sig kørende på 4 X 30 minutter hele dagen. Det giver naturligvis ikke meget tid til andet end lige at rydde det værste op, men igen har jeg forenet mig med tanken om det er vores liv. Så længe hun er glad, og det er hun. Jeg tænker nogle gange hun må få ondt i mundvigene af alt den glæde. Shit, vi har været heldige med hende.

Opstart på mad: Vi er igang med grød og mos, og har faktisk været det i snart 2 måneder. Hun er en stor pige og meget sulten, og derfor var det helt naturligt at starte tidligt. Jeg havde en idé om vi skulle køre BLW, men faktum er, at det er tidskrævende, og vi faktisk ikke lige magter det, hvorfor det blev den klassiske opstart, hvilket fungerer så fint. Især den seneste måned er det gået mere over til større portioner, og snart kan vi begynde med kød og små rugbrødshapsere. Sylvester var helt anderledes med mad, og den i dag stadigvæk kræsen. Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig det samme skete med hende.

Motorisk: Hun er hverken foran eller bagud motorisk. Generelt vil jeg gerne slå et slag for, der ikke er ét tidspunkt hvor de gerne SKAL kunne bestemte ting. Det er så ligegyldigt. Så længe babyen trives og er glad. Nola ligger på maven og triller rundt, og kommer en sjælden gang imellem op på knæene. Det frustrerer hende dog mere end noget andet. Hun kan også snart sidde selv, men hvornår ved jeg ikke. Der kan gå dage, uger eller måneder. Man har slet ikke tid til at betragte tingene på samme måde, som med barn nr. 1, hvilket faktisk er meget befriende. Hverdagen kører bare.

Jeg synes til gengæld tiden flyver hurtigere end med barn nr. 1. Dengang havde jeg så travlt med at han skulle blive større, så vi kunne en masse ting sammen. Det gør sig ikke gældende denne gang. Jeg ved det er sidste gang med en baby, og jeg prøver virkelig at suge alle tingene til mig. De små nuttede babylår, det søde tandløse smil, de første grineanfald og al den ubetinget kærlighed (fyldt med savl), som man jo får. Det kan være ret svært at acceptere, at tiden bare går og man nærmest ikke når at være i det. Det gør man jo, men når man kigger tilbage føles det alt for kort.

Heldigvis får jeg lov at dele alle mine timer med hende helt til maj, hvor hun starter i privat dagpleje. Faktisk ligger dagplejen i samme opgang som vores lejlighed, hvilket gør opstarten meget bedre. Grunden til hun kommer i dagpleje skyldes, at man på Bryggen har meget lange ventetider til vuggestuer. Som regel er de omkring to år før man får en plads, men det gør mig ikke noget, da jeg tænker en dagpleje med en 3-4 andre børn er en rigtig god start på hverdagen.

Hvor gamle er jeres børn? Er der andre derude med babyer? Hvordan går det?


PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.

Skriv en kommentar

 

2 kommentarer

  1. Vi bor også på Bryggen og skal til at skrive vores Leonora op – hun bliver 3 måneder på fredag! Må jeg høre lidt til hvilken dagpleje du har valgt og hvad du evt har af anbefalinger til os (vi er lige vendt hjem fra udlandet og ved endnu ikke så meget om området) 😬

  2. Så vidt jeg husker havde vi næsten samme terminsdato – min var 6. April? 🙂 Vores Vilia valgte dog at komme den 20. Marts allerede, så hun er 6,5 måned nu.

    Hun er også ekstremt krævende om natten…ikke vågen men fordi hun er urolig og skal vendes på anden side for at falde til ro igen (kan kun sove på siden og har altid kun gjort det) og 1-2 gange for at få mad. Skal nogle gange vende hende hvert 15-30 minut hele natten. Sover faktisk fra kl 19-01/02 uden mad men vågner så efter mad to gange derefter og begynder være urolig efter første gang med mad. Så det med søvnmangel kan jeg virkelig godt relatere til desværre 😉 og her er det -desværre-cola i stedet for kaffe 😉 Sover heldigvis super om dagen og har god rytme – sover 2-3 timers formiddagslur og ca 2 timer middagslur og halv-hel time sidst eftermiddag. Eneste der er styr på 😉

    Hun er også stor pige uden jeg dog har helt styr på det – men nok omkring 74 cm og 9-10 kg.

    Mad går af h til 😉 gider ikke grød og mos, men elsker at smage alt vi stikker hende i hånden, men er ikke god til at synke, så hva pokker hjælper det så 😅 vi tør jo ikke rigtig give hende noget. Måske skulle man sætte sig lidt ind i det BLW? Håber så meget at jeg snart kan få lidt nattesøvn

    I øvrigt vil jeg gerne slå et kæmpe slag for dagpleje. Efter min mening det allerbedste for en lille baby i stedet for det mere larmende institutionsmiljø med masser af børn og voksne at forholde sig til. Tror du bliver glad for det! 🙂 Vilia skal også i dagpleje til februar.

    Tak for en status…skønt at høre om andre jævnaldrende 🙂❤