Oktoberplaner (de realistiske og de urealistiske)

Oktober! Den bedste efterårsmåned, som er startet med et brag for os. For en uge siden stod den på daglige badeture, 31 grader, fugtigt vejr og smukke solnedgange.

Skru tiden frem til nu, hvor vi skal have handsker (!!!) på hver morgen. Jeg har pakket alt vintertøjet frem, for guderne må vide det er blevet koldt. Jeg ser frem til et efterår med gåture på Bryggen, venindehygge og masser af arbejde. Ikke fordi jeg skal, men fordi arbejdet er en kæmpe motivation for mig for tiden. Det skal nydes.

I oktober vil jeg således gerne..

.. sælge ud af alt det tøj, der hænger bag min soveværelsesdør. Der er så mange gode fund, som andre kunne få glæde af, men jeg skal lige finde tiden. Det er sådan et projekt, som man glæder sig til at få overstået. Jeg har faktisk en salgsprofil på Instagram, som jeg tænker jeg skal begynde at bruge. Intentionerne er der. Jeg skal bare lige have taget billeder af alle de fine fund.

.. starte op med mere fast føde til Nola, nu hvor hun snart fylder 6 måneder. Vi går fra meget fint grød og mos til en grovere konsistens. Jeg håber sådan hun bliver glad for den nye forandring. Lige nu synes hun nemlig det hele er lidt kedeligt og er stadigvæk meget glad for flasken.

.. booke tid til et frisørbesøg. Mit hår bærer præg af en tør og solrig sommer + 14 dage i Thailand. Det skal have en køligere farve igen og masser af fugt, så det er vinterklar. Normalt vil jeg gå efter en mørkere nuance i denne årstid, men jeg er stadigvæk SÅ glad for det lyse, at jeg på ingen måder er klar til at lave det om.

.. et smut forbi ARKEN, som er mit absolutte favorit museum. Det bliver ofte glemt, men er altså et besøg værd. Vi kan nemt bruge timer derude.

.. overveje hvor næste ferie skal gå hen. Det er en typisk ting for mig, når jeg kommer hjem fra en vellykket ferie. Det kribler helt i fingrene for at komme afsted igen, og næste gang vil jeg virkelig gerne til New York, som jeg efterhånden har drømt om i flere år. Hvordan fungerer det med en baby og klapvogn? Er det børnevenligt?

.. finde en vinder af den her konkurrence. Det er virkelig én af de helt gode, og I kan endda nå at deltage endnu. Vi finder først en vinder i morgen aften.

.. arbejde på bloggen. Med et skift i vejret, har jeg fået lyst til at arbejde mere koncentreret med mine sociale kanaler. Der skal lægges strategier, søges ny inspiration, leges med kameraet, mødes med spændende mennesker og snart  vil jeg også introducere mit helt nye design, som skiller sig ud fra den gængse blogopbygning.

.. igang med yoga og mere træning igen. Det gik lige så godt, og jeg var faktisk kommet i okay form, men nu er jeg lidt ude af takt igen. Det skal der laves om på.

Hvad byder jeres oktober måned på? 


PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.

Skriv en kommentar

 

4 kommentarer

  1. Hyggelig post 🙂

    Vil bare lige komme med et lille pip ift New York med baby… Kender efterhånden nogle stykker som har været derovre med baby, og alle er vendt tilbage og har sagt at det har været deres ‘livs fejltagelse’, og byen skulle være meget lidt klapvognsvenlig. Jeg har selv været der og synes det er mega fed by. Men folk siger byen bare er ALT FOR VOLDSOM med lille baby/barn og de har slet ikke kunne slappe af og nyde det.

    Måske i kan finde glæden ved det men nu ved du i hvert fald mine venners erfaring 😉

    Hilsen Sanne

    1. Du siger noget 😅 Vi har før været i Rom med en på 10 måneder. Det gik overraskende godt til trods for ikke at være klapvognsvenligt. Men man gider ikke bruge penge på i forvejen dyre NY, hvis man fortryder undervejs 🙈

      Tror vi må vente nogle år og finde en mere budgetvenlig destination.

      Tak for tips 🧡

  2. Åh ja, jeg har også den med at få sæt tøj til salg. Jeg har en del rockabilly kjoler, som jeg desværre har mistet troen på, at jeg kommer tilbage i oven på en graviditet. Men det dér med at få taget billeder af det hele :p
    Rosa er lige modsat Nola, når det kommer til mad, haha! Hun vil have fat i ALT og hun åbner nærmest munden til ny portion grød, før man får skeen ud af munden på hende.

    http://nouw.com/satinawandel

    1. Ej, hvor skønt! Jeg håber også hun kommer efter det. Med det vokseværk kommer det sikkert helt naturligt ❤️