6 år med dig

Det hele bliver lidt flyvsk og følelsesladet her fra morgenstunden, beklager, men det er fordi jeg i dag har meget vigtigere ting at give mig til. Mit ældste barn, og eneste søn, fylder nemlig 6 år i dag.

Det her er ikke et indlæg om hvor hurtigt tiden flyver. Det gør den – det ved vi alle, men derimod nogle ord til og om min dreng. Jeg er så pisse stolt af ham, og får vitterligt tårer i øjnene, når jeg tænker på hvor følsom, kærlig, sjov og empatisk en dreng vi har. Jeg ved virkelig ikke hvor han har det fra. Jeg synes nemlig ærligt talt han er et pragteksemplar – præcis som alle forældre synes om deres børn, og præcis som det bør være.

Det er ret skørt at tænke på, at lige i dette øjeblik, for seks år siden, lå jeg på Skejby sygehus og havde veer. En fødsel, hvor jeg ikke kunne følge med, og som faktisk var en ret dårlig oplevelse i øjeblikket (læs min fødselsberetning her). Det er heldigvis altsammen lagt bag os, og i dag husker jeg den kun som noget positivt. Det var nemlig den dag vi mødte vores søn for første gang.

Vi vidste fra start af, at han var sin egen. Han kom så fint den sidste dag i november på én af de første snedage. Jeg mindes i hvert fald at sneen, der dalede ned udenfor, lyste hele fødselsstuen op.

Jeg mindes også kampene. Jeg var ikke forberedt på hvad det vil sige at være nogens mor. Det er de færreste af os, men det tog noget tid for mig at hvile i rollen og stole på mig selv. I dag giver det hele mening. Alle følelserne, frustrationer, hans udvikling og de mange øjeblikke, som jeg ikke nødvendigvis forstod dengang. Dem forstår jeg nu. Omvendt har jeg stadigvæk så meget at lære. Det er det mest sindsyge i verden, at være mor til én dreng med så stor en personlighed.

Moderinstinktet kommer virkelig til sin ret, når man pludselig oplever drillerier og et barn, der har dårlige dage og er ked af det. Det er helt ny verden med et skolebarn, og det har taget mig med bukserne nede, hvor følelsesmæssigt hårdt det er. Både for ham og for os. Ikke mere eller mindre end andre forældre og deres børn, antager jeg. Det er bare en ret stor ting at rykke fra børnehave, hvor trygheden stadigvæk følger dem, til skolelivet, hvor de på mange måder er alene og skal lære nye grænser. Av!

Vi har virkelig været heldige med ham Sylvester. Han er mit livs bedste resultat sammen med hans søster. Der er intet andet jeg kan skabe eller gøre, der vil overgå dem. Forleden dag havde jeg en snak med en veninde om de bekymringer vi har for vores børn, og som kun bliver større i takt med de bliver ældre. Det kan være svært at rumme, og jeg frygter allerede teenagealderen. Mest af alt fordi man selv husker hvad man gjorde for at slippe for de voksnes indblanding.

Samtidigt husker jeg tilbage på sidste års uheld, som jeg stadigvæk har svært ved at tale om. Vores liv kunne have set meget anderledes ud nu, og selvom man ikke må tænke den tanke, så rammer den mig stadigvæk. Skyldfølelsen, de uheldige omstændigheder, tanken om vi ikke var der og miraklet i han blev reddet op af vandet. Nogle gange glemmer jeg det for en stund, men så kommer jeg i tanke om det igen, og husker mig på hvor ligegyldigt alt andet er. Det vigtigste er, at vi har ham, og jeg har, på den hårde måde, lært, at intet er givet, og vi virkelig skal nyde hver dag, som om det er vores sidste.

Sylvester.. Pludselig var du her. Med temperament, et følsomt sind, humor og kærlighed til alt og alle. Før vi vidste af det, var der gået seks år. Det føles som jeg har blinket med øjnene, og nu står vi her. Med et helt liv foran os. Stort tillykke med dagen, skat.


PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.

Skriv en kommentar