En “vi skal have styr på det hele” dag

Kender I de dage, hvor man står op og det hele bare sejler? Der er rod allevegne, man kan ikke finde det man leder efter, der trænger til at blive gjort rent og man har samlet så meget crap sammen på alt for kort tid..

Sådan en dag havde vi i morges. Rasmus havde fri, og jeg havde, efter en ellers god nat, behov for at få styr på ALT. Jeg kunne på ingen måder koncentrere mig om arbejde eller slappe af før der var styr på alt det praktiske. Med tanke på at julepynten snart skal op, havde jeg endnu mere behov for at sortere, donere og pakke væk. Samtidigt er jeg et sted, hvor der sker en masse arbejdsmæssigt, og jeg har mere end nogensinde før behov for at tænke klart.

Sollyset i dag gav lige det sidste. Jo bedre vejr, jo mere synligt er roden, og således kastede vi os ud i den store omgang. Alle de ting, der lå på alle overflader blev flyttet væk. Noget kom i kælderen, noget blev doneret og andet blev lagt i salgsbunken.

To timer efter inklusiv hovedrengøring, hvilket jo er latterligt lidt tid, når det har fyldt så længe, var vi igennem det hele. Kælderen sejler, men den bliver vi heldigvis ikke konfronteret med hver dag, og så snart jeg kan booke næste års loppemarkeder, gør jeg det. Jeg har ting og sager til i hvert fald tre loppesøndage. Når man får en baby vokser bunken kun yderligere. Hun vokser jo som ukrudt og babyudstyret vokser hun også ud af, som hun bliver større og mere motorisk.

I skriver bare, hvis I har øje for noget eller mangler noget specifikt. Vi sælger alt fra vores lækre Nespresso Lattissima Touch, vores store midnatsblå sengetæppe fra Broste Copenhagen, aktivitetsstativ i træ, skråstol fra Stokke, indsats til Stokke badet, søskendebræt til barnevogn og meget andet. Vi skal bare have ryddet ud, så vi igen kan trække vejret.

Det er sjovt at éns hjem kan have den effekt på den daglige gang. Nogle dage føler jeg mig kvalt i ting, og jeg har lyst til at give ALT væk. Jeg har det helt klart bedst, når vores hjem er simpelt og holdt i en rolig farveskala. Det kan selvfølgelig være svært med små børn, men vi forsøger så vidt muligt at holde orden i tingene, så det ikke ender som det har været tilfældet de seneste måneder. Jeg har ellers engang været ret god til at undgå de kaotiske perioder. Se bare her.

Af samme grund er jeg faktisk lidt tilbageholdende med julepynten i år. Lysten har endnu ikke været der, da jeg har brug for nogle uger uden nips. Vi må vente til den 1. december i år, hvilket måske betyder jeg ikke kører død i julepynten inden juledagene, ha!

Får I også den følelse engang imellem? Hvor I føler jer kvalt i rod, ting og uorden? Hvad er jeres bedste tip til at holde hverdagen simpel? Er I til den minimalistiske levestil eller elsker I at fylde hjemmet med flere ting?

PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.

Skriv en kommentar

 

8 kommentarer

  1. Ja, den følelse kan jeg virkelig også have! Og især lige nu, hvor vi er flyttet for snart 2 måneder siden, men der stadig er nogle løse ender. Vi satte nemlig også bare ting på må og få i det nye kælderrum, men vi har også lige et gammelt kælderrum, der skal tømmes, så det er der nødt til at komme styr på… Og så mangler vi nogle opbevaringsløsninger, så der er også stadig ting, der bare ligger og flyder herhjemme. Min neglelak ligger i en spand og der ligger diverse billeder og rammer rundt omkring, som endnu ikke har fået tildelt en plads på væggen… Jeg får helt sved på panden bare af at skrive om det!

    http://nouw.com/satinawandel

    1. Årh, kender følelsen, og det er næsten endnu mere frustrende, når man slet ikke kan gøre noget. Men det skal nok komme, og så må man prøve at acceptere omstændighederne, mens det står på 🙈

  2. Jeg elsker at rydde ud og rydde op i ting. For det meste og er ret god til at smide ud faktisk. Jeg kan ikke have, at der ophober sig alt muligt. Har også en god bunke, der skal sælges asap af babytøj og eget tøj, som jeg ikke længere kan passe og heller ikke kommer til det. Vi gør det hyppigt lige pt, da vi stadig bor i renoveringsrod – dog på sidste vers (dvs, der mangler at blive malet i nogle af de sidste rum og sat lister op) for nu, det er altid noget.

    1. Du lyder som om du har et godt overblik 👏🏻 Hvis man holder gang i det, ophober det sig heller ikke og bliver for uoverskueligt.

      Håber I snart er på plads 🧡

  3. Åh, vi havde også en “styr-på-det-hele”-dag i går – eller ihf styr på en del, man når jo sjældent det hele, ihf ikke hjemme hos os 😉 Min kæreste flyttede ind for en måned siden, og hvor ER der bare meget praktik der skal tages stilling til, og flyttekasser der bliver ved med at være noget i haha.
    Vi er dog ved at være noget et godt stykke nu…så længe vi ikke tæller loftrummets kaos med 😉

    Jeg er enormt glad for varme farver, planter og hyggeting i stuen, men vi prøver at huske at der også skal være luft og ro for øjet (og sindet), så der ikke er noget over det hele. Og soveværelset er holdt så roligt som muligt – få møbler, grå og blå farver, minimim af nips!

    Apropos soveværelse…så mangler vi faktisk virkelig meget et fedt sengetæppe, og jeg mindes at dit midnatsblå er så smut, og i velour, ikke? Vil meget gerne høre nærmere om at købe det, hvis det er 🙂

    1. Det tager nemlig bare tid. Derfor vil jeg forsøge at gøre det lidt oftere, så det hele ikke bare ender i kaos, haha 🙈

      Det lyder altså også hyggeligt! Jeg elsker også hyggeelementerne, men det er med at finde en balancegang, så man ikke får for meget ind i et rum.

      Du må gerne købe det ❤️ Send en mail på dc@danicachloe.dk.

  4. Åh, det kender jeg alt for godt! Jeg har af og til også lyst til bare at smide alt ud 😂🙈 Med en på 4 år og en på 5 mdr., synes jeg der er mange ting. Og renovering af hus, hvor der mangler småting, men også en renovering af 1. sal på et tidspunkt, og løsninger der mangler i kælderen. Synes jeg af og til det kan være svært at få styr på tingene 😳 Og jeg er virkelig ikke god til, når det flyder… Mere plads = flere steder der kan rode 😬

    1. Det er utroligt! Og som du siger – jo mere plads des mere fylder man op med ting 🙈 Derfor tror jeg også bare vi skal blive boende her selvom jeg godt gad at have mere plads. Men hus lyder nu engang fantastisk 😍