Skal Nola i institution?

Det er skørt, hvordan noget man engang gjorde uden at skænke det en tanke, nu er blevet til et emne vi forholder os kritisk til. På godt og på ondt. Nemlig valget om man skal sende sit barn i institution eller ej, hvornår og hvordan. Vuggestue eller dagpleje? Deltidsplads? Fuldtidsplads? Hvad er deres madpolitik og hvad med værdierne?

Vi kan vel godt blive enige om, at vi altid tager de valg vi finder bedst for vores børn, men hvad så når der kommer ny viden, undersøgelser og argumenter, der peger imod det man tidligere har gjort? Eller som man troede var det rigtige?

Jeg er nemlig begyndt at få en håndfuld spørgsmål, der går på om Nola skal i institution. Et punkt jeg aldrig vil have troet var interessant for andre end os selv, men som unægteligt fylder en hel del i samfundet. Det korte svar er: JA, det skal hun. Det lange svar: Dog ikke helt på samme måde som med Sylvester.

Dengang i 2013 sendte man barnet afsted uden at gøre sig mange overvejelser. Man fandt en vuggestue man kunne lide, fik en plads og så var man igang. Alt gik godt, og i dag går han i skole.

Ligesom mange andre er jeg blevet klogere med tiden. Ikke på den måde, at jeg er imod institutioner, min egen datter skal jo selv afsted, men nok mere kritisk end tidligere. Måske er det et resultat af alt den mediebevågenhed? Eller på de sociale medier? Måske er det blot med blik på min datter, der jo stortrives lige nu og de mange negative historier man hører rundt omkring?

Sagen er den, at man på Bryggen ikke får en vuggestueplads med det samme. De bliver ofte halvandet eller to år før der er plads. Det er ret vildt, hvor stort et pres der er herude. Alt for få institutioner til alt for mange børn. Vi har skrevet hende op til to stykker, og satser på at få en plads, når hun er tæt på de to år.

Men hvad gør man så, når man også har et arbejde der skal passes? De fleste herude finder en privat dagplejer i mellemtiden. Dem er der dog heller ikke mange af, og nogle af dem vil jeg helt seriøst aldrig aflevere mine børn hos, men vi er så heldige, at en nabo i vores opgang har en dagpleje. Hende kender vi og er trygge ved. Jeg møder nærmest børnene og de to dagplejer hver dag, og det er virkelig et rart sted med fokus på de små. De er kun en fire-fem børn, der alle går der til de får plads i de vuggestuer forældrene har skrevet dem op til.

I vores tilfælde er det held i uheld. Sylvester startede i vuggestue, da han var lige under et år, men med Nola og den alder hun har, når hun starter (lige over et år), tænker jeg faktisk en rolig start tæt på os, er en god løsning. Afleveringen bliver nemmere, når vi også skal have ham i skole kl. 08, og hun får en stille start på livet i institution. Når hun er to år, er hun måske også mere gearet til det tempo, der kan være i vuggestuer, og har så ikke lang tid tilbage, før den står på børnehave. Her vil vi gerne have hun skal gå i den samme som Sylvester gik i, da den simpelthen er så forbandet god.

Så det er status lige nu. Jeg er på ingen måder imod institutionslivet, men forstår også godt dem, der hjemmepasser. Jeg tænker alle forældre gør det, der er muligt i deres familie og som giver mening. Det er selvfølgelig noget møg, hvis man gerne vil holde sit barn hjemme, men ikke har mulighed for det. Jeg vil selv hade at stå i det dilemma, og jeg forstår godt at mange forældre render rundt med dårlig samvittighed.

Jeg har dog samtidigt erfaret, hvor lidt hus, bil og dyre løsninger betyder for os. Hvis vi havde det, kun jeg ikke være selvstændig, og vi vil ikke have den frihed i forhold til sygdom og korte dage. Jeg nåede lige præcis at være fuldtid i et job i Aarhus i 3,5 måned, før det gik op for mig, at det ikke var løsningen. Jeg så dengang Sylvester en time hver morgen (jeg afleverede kl. 07.30) og igen kl. 17, da jeg var hjemme, hvorefter han blev puttet kl. 18.30. Det var rent ud sagt forfærdeligt, og jeg sagde op kort tid efter. Det var kun muligt, da vi boede til leje, og jeg derfor kunne klare mig på dagpenge til jeg fandt en 30 timers stilling.

Hvad gør I? Jeg synes det er en interessant snak. Jeg respekterer også dem, der har brug for at udleve egne drømme siden af børnene. Jeg var selv det sted med Sylvester, og har stadigvæk brug for det sideløbende. Jeg gad godt jeg var gearet til at hjemmepasse mit barn, men det er jeg altså ikke. Hverken økonomisk eller lystmæssigt. Jeg synes hun er fantastisk, men jeg glæder mig også til at have et par timer dagligt til at få ordnet praktiske ting og arbejdsopgaver, så jeg kan koncentrere mig fuldt ud om børnene når de er hjemme.

Jeg kan samtidigt ikke finde ud af om det er forkert man føler sådan? Man sætter jo børn i verden fordi man gerne vil have børn, og så kan jeg godt se, fra andres synspunkt, at det virker lidt skørt, at sende dem afsted, når de rammer et år. Forvirret? Ja, det er jeg nok, men jeg føler vi har fundet en mellemvej, der giver mening i vores familie. Det er også svært at svare på, da jeg jo ikke ved hvordan jeg har det til maj. Det bliver noget med at mærke efter i maven og handle efter hvad familien har brug for..

Byd endelig ind med jeres tanker. Hvad gør I, hvorfor og fungerer det? Er I også blevet påvirket af omtalen i medierne?

PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.

Skriv en kommentar

 

16 kommentarer

  1. Uh ja. Der blæser vist mange nye vinde på det område for tiden. Heldigvis! Jeg tror mange får øjnene op for, at man ikke nødvendigvis behøver gøre det traditionelle, men man kan vælge det, der passer ens familie allerbedst. Det synes jeg, er en dejlig udvikling. 😍
    Vi har selv Vilfred på 2, der startede i vugger dagen efter hans 1-års fødselsdag, og selvom vi begge er studerende og han derfor ikke er meget afsted (9-14.30 og 1-2 fridage i ugen + lange ferier), har vuggestuelivet først rigtigt været noget, han kunne trives i, fra han var et sted mellem 1,5 og 2 år. Den erfaring plus forskning jeg har læst efterfølgende har fået mig til kraftigt at overveje, at holde et kommende barn hjemme til det er i hvert fald 1,5. Det andet var simpelthen for hårdt dengang… 💔
    Jeg overvejer endda, om man skulle tage Vilfred ud af børnehaven i det år, hvor jeg er på barsel… så kunne han vente med at starte børnehave, til han han blev 4…. men åh man bliver usikker og i tvivl mange gange, synes jeg.
    Men jeg tror på mavefornemmelse og intuition. Og jeg tror på, at mødre kender deres børn bedst. Så, så længe forældre får mulighed for at vælge selv, er jeg sikker på, de vil vælge det helt rigtige ❤️

    1. Ja, så længe man mærker efter. Første gang kan det være lidt svære at navigere rundt i, da man ikke har erfaringen med institutionslivet endnu, hvorimod jeg synes det er en bitte smule nemmere anden gang. Og så er der bare forskel på børn ❤️ Sylvester reagerede aldrig på vuggestuelivet, men derfor var det jo ikke nødvendigvis optimalt for ham. Det finder jeg aldrig ud af, og hvis jeg tænker for længe over det, får jeg bare dårlig samvittighed. Som btw kun er kommet af det fokus, der er lige nu.

      Men mavefornemmelsen er nok vejen frem. Jeg tror ikke på der er familier, der gør noget de ikke føler er rigtigt. Og hvis det viser sig ikke at være løsningen, må man finde en anden udvej.

      Det lyder som om I har en plan ❤️ Lige med børnehaven elsker jeg den del. Det er et helt andet sted end vuggestuer. Sylvester havde en fest, udviklede sig helt sindsygt og glædede sig hver dag. Han havde også en del fridage grundet mit arbejde og min mands skiftende arbejdstider. Men når man kommer til skolen er det slut, og man synes pludselig at vuggestuedagen og børnehaven var luksus. På mange måder er det lidt skørt man har gjort sig så mange tanker om den del, når det er skolen, jeg synes er den største udfordring. Lige pludselig har man ikke frihed til at holde en fridag eller møde lidt senere, hvis man har brug for det. Det er hardcore og lige på, når man stadigvæk er så lille 😱

  2. Det er jo svært og et personligt valg… vi har dagpleje og ville aldrig vælge andet. Elsker nærheden, og man faktisk kan tale med en der har været sammen med barnet hele dagen.
    Vi har begge alm job.. så vores børn er afsted 7.30-15.30 jeg syntes nogle dage det er længe og ville ønske jeg kunne gå ned i tid, og drømmer nogle gange om hjemmehusmor job 🤣🤣😳
    Min store søn ville hade at være hjemme, han er 5år elsker børnehaven og vennerne..

    1. Meget personligt. Derfor er det også ærgerligt, når folk sidder med dårlig samvittighed over et valg, der måske oprindeligt føltes rigtigt ❤️

      Jeg tror også vi bliver glade for dagpleje. Jeg har ikke prøvet andet end vuggestue, men lige nu giver det mening med garanteret plads. Jeg synes forresten ikke det lyder som vildt lange dage, men jeg forstår dig godt. Jeg drømmer også nogle gange om at kunne være hjemmegående og intet andet, men det vil aldrig kunne løbe rundt.

      Børn i den alder elsker som regel at komme afsted. Vi oplevede det samme. Det er skønt omend man føler sig meget lidt vigtig 😅

  3. Min datter skal i vuggestue når hun er 7 mdr (ja du læste rigtigt, 7 mdr). Jeg har ingen skrupler over det og sikker på det bliver super. Hun er heldig at have en mormor der kan hente tidligt to gange om ugen og en far en gang om ugen.
    Hun er en stærk og social lille pige, og moren må sørge for at der kommer mad på bordet og karriere holdes ved lige.
    Alle har deres måder, så længe der er plads til alle. 🙂

    1. Dejligt I ved hvad I vil og I har fundet en god løsning ❤️ Jeg oplever egentlig at der er plads til alle. Det er noget helt andet med flaske/amning snakken. Det er et af de eneste punkter, jeg har oplevet at skulle forsvare et valg.

      1. Flaske/amme ja, tidlig i institution ja, økologi og hjemmelavetgrød eller færdigkøbt ja, karriere eller hjemmegående ja – der er så mange holdninger, især til andres måde at gøre tingene på. Jeg synes, vi skal blive bedre til at blive på egen banehalvdel og så blive inspireret eller bekræftet i egne valg gennem andres historier.

        Heldigvis kommer der mere og mere fokus på at der ikke er et enten/eller men at der er en million måder at gøre tingene på – og forhåbentlig bliver vi bedre til at give High fives frem for at pege fingre.

        Nåh, det var et lille sidespor ift dit indlæg. Jeg synes dit indlæg er virkelig fint og du deler en masse gode tanker og overvejelser. Som du selv siger, vi gør alle, hvad der føles bedst og rigtigt, men puha der er også megen usikkerhed og læring undervejs.
        Heldigvis bliver man klogere og mere stålfast på sine valg, for hver erfaring man gør sig. ❤️

        1. Det synes jeg også der gør. Der vil altid være forskellige holdninger til hvad man gør, men så længe man holder sig på egen banehalvdel og respekterer, at folk aldrig vælger præcis den samme løsning. Så går det hele nok ❤️

          Når det føles rigtigt, er alt præcis som det skal være. Og jeg synes på ingen måder man skal have dårlig samvittighed over man har lyst til at være andet end mor. Nogle vil kun lave mor-relaterede ting og andre har brug for at lave andre ting sideløbende. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet. Så længe man har det godt og familien trives 👶🏻

  4. Vores søn går i privat dagpleje på Amager og jeg er ikke i tvivl om at det er det helt rigtige for ham 🙂 De er 3 børn og har det så godt. Han er afsted fra 8-16 og bliver
    først flyttet når han skal til at starte i børnehave.

    1. Det lyder fantastisk! Jeg er også spændt på om vi bliver så glade for dagpleje, at vuggestue pludselig virker langt væk 🙈

  5. Spændende indlæg! Jeg ser den samme tendens som dig – at det er noget, som man som forælder reflekterer mere over og tager stilling til.
    Min søn skal i vuggestue på deltid fra januar (9 mdr) og jeg synes det er lidt skræmmende, hvilket jeg tror er helt naturligt, når man har gået i en symbiose med sit barn i 9 mdr, men samtidig ved jeg også, at det bliver godt. Han keder sig og skal virkelig aktiveres. Han kravler og står op af alting.
    Jeg ville også synes, det ville være svært at have et almindeligt 8-16 job, hvor man nærmest ikke når at se sit barn inden det skal i seng. Jeg skal heldigvis ud og være præst, så der er meget fleksibilitet og en ugentlig fridag.
    Men det vigtige må være, at man selv gør det, som man finder rigtigt og respekterer andre mødres måde at gøre tingene på. Ligesom med alle andre ting.

    1. Dejligt du synes det ❤️

      Det er altid ret skræmmende, men med Sylvester var jeg faktisk mere end klar. Jeg trængte sådan til at komme lidt ud og han kedede sig gevaldigt.

      Det lyder dejligt med din fleksibilitet. Det er nærmeste det vigtigste for mig. At tingene kan tilpasses barnet i tilfælde af sygdom eller andet. Lyder som om I har fundet en god løsning for jer 👶🏻

  6. Super fint indlæg, hvor jeg tror du sætter ord, på mange af de tanker de fleste går med. Jeg er selv så heldig at fordi jeg er studerende, så når min søn at blive 15 mdr inden han begynder i vuggestue, hvilket jeg personligt synes passer utroligt godt! Jeg elsker at være på barsel og gå hjemme, og have det privilegie at tage tingene i min søn og mit tempo, uden at have de store forpligtelser. Men selvom jeg elsker at gå hjemme, så glæder jeg mig også til at komme igang igen, så derfor forstå jeg virkelig godt det dilemma mange går med. Jeg må også indrømme at jeg er lidt nervøs for næste gang jeg skal have barn, hvor jeg nok ikke har det samme priviligie i forhold til længden på barslen, som jeg har nu.

    1. Orv, det lyder dejligt ❤️ Det er virkelig også fantastisk ikke at have andet. Nogle gange er jeg også lidt ked af jeg ikke kunne holde fuld barsel, men sådan er det nu engang. Og i forhold til næste barsel, skal det nok gå. Den går ti gange hurtigere end den første, men til gengæld er søskendekærligheden fantastisk at opleve.

  7. Herhjemme har jeg to piger på hhv. 3,5 mdr og en på 2 år. Hende på 2 år startede som 11 mdr og set i bakspejlet var det alt for tidligt for os. Det tog hende et år før hun åbnede op for pædagogerne. Men vi startede også med lange dage hvor vi oftest gik hjemmefra kl 6:45 og var hjemme igen kl 17.. det blev bedre da jeg startede skole og nu jeg på barsel. Men med min lille nye, skal hun gå hjemme med mig til hun er omkring de 2 år og derefter starte i en vuggestue. Også bliver det en sen aflevering og tidlig afhentning og helst med en ugentlig fridag. Jeg vil gerne arbejde hjemmefra og det håber jeg kan lykkes på denne måde. Så har vi et mindre mad-budget, køber så lidt som muligt for vi nægter simpelthen at leve pga pengene. Så hellere skærer helt ind til benet og være sammen som familie❤️

  8. Vi er flyttet under min barsel, så jeg nu skal igang med jobsøgningen. Jeg har MANGE gange prist mig lykkelig for flytningen, da jeg ellers skulle have været retur på job 15/5. Vores datter startede i vuggestue 1/5, og det har været en hård indkøring, så nyder virkelig, at hun kun er der 3-4 timer dagligt, indtil jeg finder et job.

    Vi prioriterer en mindre og billigere bolig, så det kan hænge sammen økonomisk med et job på 30-32 timer (selvom job på under 37 timer virkelig er svært at finde).