Intentioner og drømme for 2019

Intentioner 2019

Den 9. januar, du! 2019. Et helt nyt år og helt nye muligheder. Nogle gange føler man måske at der ikke sker det store, hvilket faktisk også kan være meget rart, men hvis man nu gerne vil ændre noget, har man 365 dage til det hvert år.

Det kan være meget beroligende at huske på. At tage livet én dag ad gangen. Fra dag til dag. For mig handler det om IKKE at drukne i de store ambitioner, som langsomt demotiverer mig. Jeg vil hellere fremsætte realistiske intentioner end at slå mig selv i hovedet de næste mange måneder. Og så husker jeg mig selv på at jeg allerede gør det godt.

Intentioner 2019

Derfor laver jeg heller ikke nytårsfortsætter længere. Det får hurtigt en negativ klang, og handler ofte om det endelig mål. “Jeg skal tabe mig”, “Jeg skal finde et nyt job”, “Jeg skal finde kærligheden igen”, men hvad med processen? Det er ofte vejen til målet, der i sidste ende lærer os en masse og giver os brugbar erfaring. Om det går som planlagt eller ej, lærer vi som regel en helt masse om os selv.

Derfor ynder jeg også at fremsætte intentioner. Jeg ved at alt har en mening, og selv når det ikke går som jeg ønsker, giver det mig en ballast og læring, som jeg kan tage med mig. Når jeg kigger tilbage på mine 20’ere og alle de ting, jeg dengang fandt vigtige, kan jeg kun smile af det i dag.

Det har lært mig meget, og vidner om hvordan man udvikler sig fra år til år. Det føles også befriende, da jeg på den led ved, at de ting jeg drømmer om nu eller gerne VIL, måske slet ikke er så vigtige i det større billede. Det hele skal nok gå og give mening, når man bliver ældre og klogere.

Mine intentioner er måske af samme grund meget konkrete. Jeg vil gøre status på dem i løbet af året og reflektere lidt over hvilken betydning det har haft for mig som menneske. Og nu til det..

Intentioner 2019

Mine intentioner og drømme for 2019

Først og fremmest vil jeg gerne blive bedre til at slippe telefonen. Den nye funktion, der viser skærmtiden, har været en øjenåbner for mig. I juleferien slettede jeg Instagram i en lille uge, og det gjorde at mit forbrug blev over halveret. Derfor skal jeg blive bedre til at slette apps i eksempelvis weekender og til tider planlægge indhold, så jeg kan holde fri med god samvittighed.

Èn ting er også det praktiske i at lade telefonen være, men det er mere vigtigt for mig at slippe det mentalt. At glemme sociale medier for en stund, som i bund og grund jo er en virkelighed, der slet ikke eksisterer. Altså det gør det jo, men det er ikke en fysisk handling, og det betyder jeg ofte lever et liv, som jeg ikke kan tage og føle på. Det skræmmer mig lidt, og derfor skal jeg have flere fysiske minder og mindre online virkelighed.

Jeg har intentioner om at fortsætte med at rydde ud, holde orden, donere og sortere. Kan man mon blive ved med det? JA! I vores tid, hvor man nogle gange forbruger mere end hvad godt er, er det et evighedsprojekt. Jeg vil i samme omgang gerne blive mere bevidst om mit forbrug. Det er allerede meget bedre, men man kan altid skære mere ind til benet.

Jeg er træt af at føle vi ikke har plads nok bare fordi vi er fire mennesker i en 3’er. Det hele handler om prioriteringer, og derfor må vi få det til at fungere uden vi drukner i rod. I juleferien fik vi heldigvis taget et stort indretningsskridt, og det fungerer derfor allerede meget bedre. Next up kælderrummet.

Intentioner 2019

Og så synes jeg faktisk jeg er et sted arbejdsmæssigt, hvor jeg har det godt. Jeg er spændt på fremtiden og har tillid til det hele nok skal gå. Også når det ser allermest sort ud, og jeg har lyst til at finde på noget andet. Det bunder altid i økonomi, og selvom det kan være frustrerende, skal jeg huske mig selv på at penge bare er penge.

Selvfølgelig skal jeg kunne betale mine regninger, men alt andet er i bund og grund ikke vigtigt. Jeg tror desuden min online terapi i 2018 samt de manuvision kropsbehandlinger jeg får, har genopbygget min selvtillid. Der er plads til mig i branchen. Jeg er god nok som jeg er, og jeg skal bare have det sjovt med det jeg vælger at bruge min tid på. Utroligt simpelt, når man siger det højt. Derfor glæder jeg mig også til et år med mere ro og tro på mig selv.

Og netop fordi jeg har fundet en god balance i arbejdslivet, vil jeg også gerne arbejde på at være en bedre udgave af mig selv. Det kan komme til udtryk på flere forskellige måder, men jeg arbejder med flere ting. Eksempelvis møder man tit udfordringer. Både i hverdagen, når familiepraktikken skal gå op, i relationer med andre og arbejdsmæssigt. Det kan sjældent undgåes, men hvor jeg tidligere kunne stresse unødvendigt og lade det påvirke en hel dag, forsøger jeg at vende udfordringen til en løsning.

Der er (næsten) altid en løsning, og hvis der er ikke er, må man finde på noget andet. Det gavner i hvert fald ikke mig eller andre, at jeg kun ser problemer, når jeg møder en udfordring. Den tilgang har jeg virkelig forsøgt at have med mig, når vi eksempelvis har mødt udfordringer med vores podcast, og ved I hvad? Der var en løsning, og den blev virkelig god!

Intentioner 2019

Jeg vil også gerne være en mere rolig og tålmodig mor. Når vi har travlt om morgenen, og jeg skal afsted herfra kl. 07.20 med to børn, kan det være svært at holde hovedet koldt, og jeg får så dårlig samvittighed, når jeg skal være efter Sylvester, fordi han naturligvis bare er langsommere. Det er børn jo.

Og så vil jeg gerne holde fast i mine værdier og følge min mavefornemmelse. Nogle gange, når man får kritik eller der bliver sat spørgsmålstegn ved det man gør, kan man blive i tvivl. Gør jeg det godt nok? Har de andre ret? Burde jeg gør noget andet? Men nej, som regel er alt som det skal være. Vi gør det alle godt nok. Forbedringer og fintuninger er fint, hvis man har lyst, men ellers følg mavefornemmelsen. Den har altid ret.

I mit tilfælde er jeg blevet bedre til at vælge til og fra. Jeg siger ikke længere JA til ting, der ikke gavner mig. Det havde jeg tendens til før, og det stjal al mit fokus og energi. I 2019 vil jeg langt hellere lave færre ting og have færre aftaler for at fokusere på de ting, jeg gerne vil.

Dermed ikke sagt jeg ikke vil hjælpe eller være der for andre. Jeg har en lille omgangskreds, men de personer jeg elsker at bruge tid med, vil jeg gøre sådan set alt for. Alligevel vil jeg gerne blive endnu bedre til at gøre andre glade. En hyggelig og uventet hilsen, en lille tanke eller gave, lange gåtur med dybe snakke og en håndsrækning, når der er brug for det.

Og afslutningsvis vil jeg fortsætte med at prioritere min mig-tid. Det er jeg allerede god til, og det giver mig simpelthen SÅ meget. Heriblandt ansigtsbehandlinger hver 4-5 uge, manuvision kropsterapi, hvor jeg får talt om de svære ting og får løsnet op, yoga, løb og mine negletider. Noget er godt for sindet og andet handler blot om selvforkælelse. Ikke desto mindre nyder jeg hvert et sekund.

Og det var mine intentioner og planer for 2019. Lidt abstrakt, men alle ting, der er rare at tænke på.. Det skal gerne komme naturligt og ikke blive for planlagt, og så må jeg kigge tilbage om noget tid og se hvordan det står til.

Har I nogle drømme for 2019? Nytårsfortsætter, intentioner, drømme eller ønsker? Hvordan står det til nu? Er alt som det skal være? Noget I vil ændre på?

Fik du mon læst mine drømme og intentioner for 2018? Eller hvad med blogindlægget, hvor jeg blev ret så overrasket over hvad I har kunne lide bedst det foregående år?

Skriv en kommentar

 

2 kommentarer

  1. Hvor er det nogle dejlige intentioner – de emmer i den grad af en beundringsværdig ro. Som om du virkeligt har fået trukket vejret og mærket efter 🙂 Dejlig læsning!

    Jeg kører også med intentioner, da læreprocessen og muligheden for tilpasning er vigtig for mig. Jeg vil ikke slide mig op for et mål. Mit 2019 går i særdeleshed på at få konsolideret Secondhand First, og at finde ud af, hvad min lille forretning kan. Det er nervepirrende, og særligt tanker om økonomi kan skabe lidt hverdagsstress og tankemylder. Men blandt intentionerne er også at trække vejret helt ned i maven. At finde læring, hvor jeg kan. Og at lade kreativiteten fylde endnu mere 😊

    1. Orv, tak Tanja 🧡

      Og hvor er det inspirerende de tanker du deler. Jeg er sikker på det hele nok skal gå fantastisk! Du gør det godt, og min erfaring siger mig, at tvivlen og bekymringerne som regel kun eksisterer i hovedet.