Perfekt uperfekt?! Ellers tak

(Fotocredit Renate Photography)

Så er den oppe at vende igen, og med god grund. Jeg bemærkede det først på det her geniale opslag på Instagram, hvor det væltede ind med interessante kommentarer, og senest i et velskrevet blogindlæg hos Jernmor i går, hvor Stine viste to sider af samme sag. Og det fik mig til at tænke. Faktisk skrev jeg et blogindlæg om selvsamme i 2014. Lidt skørt hvordan tingene ikke har ændret sig.

Problematikken går på, at folk stadigvæk er træt af det opstillede. Det perfekte, som mange mennesker fremviser på sociale medier. Det har endnu engang givet plads til en gruppe af mennesker, der deler det uperfekte og realistiske. Her kan folk forholde sig til det de bliver eksponeret for, idet det på mange måder minder om elementer af deres eget liv. Det er relaterbart og befriende, at andre mennesker også bare har det skide hårdt eller?

Der vil altid være gode perioder og dårlige perioder

MEN.. For der er et men for mig. Livet er virkelig ikke så sort og hvidt. Der er gode perioder og dårlige perioder. Alene på en enkelt dag kan der være gode ting, men også øjeblikke, hvor alt går galt. Det er en del af det at være menneske, og noget vi allesammen godt inderst ved.

Jeg gør mig ikke mange tanker om hvad signal jeg sender, når jeg skriver et blogindlæg eller deler et billede på Instagram. Det gjorde jeg måske engang, men som jeg er blevet ældre, er jeg også blevet mere ligeglad. Jeg er jo bare et menneske, der tilfældigvis deler ud af de ting, jeg finder interessante. Jeg er ikke anderledes end alle andre. Kort fortalt.

Kan glade opdateringer provokere noget hos andre?

Alligevel kan jeg godt mærke på folk, hvornår de synes noget er godt og hvornår noget provokerer dem. Der vil altid være bedre læsertal i ulykkelige omstændigheder eller at vise sine ucharmerende sider frem. Det kan være, når man viser sine mindre pæne moregenskaber frem, når livet har været exceptionelt hårdt, når éns baby har kolik eller ikke sover, når kæresten skrider eller man skal skilles, når man får stress, siger sit job op eller på andre måder er ramt af en hård periode. Èn ting, som de fleste mennesker vil opleve igennem deres liv.

Derfor er der også stor forskel på mit indhold herinde. Folk bliver glade for at høre om hvor dårligt Nola sover, da de kan relatere til det og deres egne børn. Der skabes et fællesskab på baggrund af vi står sammen i det lige nu. Det er selvfølgelig rart med den feedback. Især når folk roser mig for min ærlighed i et indlæg som det her, men jeg vil godt nok ikke have folk skal tro jeg har det hårdere end andre eller at jeg gør det for kun at vise min uperfekte sider. Det er bare en del af livet som menneske.

Blot fordi man deler de gode øjeblikke betyder det ikke man altid er lykkelig

Jeg lever ikke et perfekt liv, fordi jeg primært deler pæne billeder på Instagram eller bloggen. Jeg kan bare virkelig godt lide det æstetiske udtryk, og derfor er det noget, der går igen i mine billeder. Jeg har heller ikke et perfekt liv, fordi min baby næsten altid smiler på billeder, eller fordi jeg er selvstændig og kan arbejde hjemmefra. Jeg har også to børn, der er kommet til verden uden fertilitetsbehandling. Eller hvad med dengang, hvor jeg delte min morgenrutine i 2017 og fik fortalt, at det lignede noget fra en Disney film.

Sandheden var, at jeg på det tidspunkt havde ét barn, der var fire år og det tillod mig at styre mine morgener som jeg vil. Det var en prioritering og essentielt for resten af min dag, og noget alle kunne skabe rammerne for, hvis det var vigtigt nok.

Og det bringer mig tilbage til emnet, for hvad der er relaterbart for den ene er ikke relaterbart for den anden. Nogle ting inspirerer én gruppe mennesker, hvor andre står af på det. Heldigvis har vi friheden til at gøre hvad der passer os, lige så vel som vi kan fylde vores telefoner med alt det indhold vi kan lide, og det er jo fantastisk.

Vi er bare forskellige individer, og det er helt okay

Det ærgrer mig dog man på en så eksplicit måde skal dele, at nu gør man altså noget uperfekt, fordi man er bange for eller på ingen måder vil fremstå perfekt. Alene udtrykket perfekt og uperfekt skulle smides af helvede til, for ingen af delene findes. Der er intet der er perfekt, og der er intet der er uperfekt. Der er bare normalt for dig og mig. Det som giver os glæde og føles rigtigt, og det kan man sagtens dele uden at skulle tage stilling hele tiden.

Vi har det ikke sværere end vores forældre eller bedsteforældre. Vi har bare mere tid til at kigge indad og tage stilling til ALT. Hvorfor føler jeg sådan? Er jeg en god mor? Er jeg tilstrækkelig? Hvad gør mig glad? Hvad skal jeg vælge til og fra? Det er selvrealisering på et helt nyt plan. Det er en gave, fordi vi som samfund har det enormt godt, men også en forbandelse, da vi har så meget tid til at ransage os selv, at vi ikke kan finde hoved og hale i noget som helst.

Når andres virkelighed bliver én man selv stræber efter

Samtidigt bliver vi eksponeret overfor en masse indhold, vi prøver at identificere os med, og pludselig kan andres fremstilling af virkeligheden blive noget vi selv stræber efter. “Jeg har altså også rod herhjemme”, “Jeg giver mit barn rugbrødsmader til aftensmad”, “Jeg ammer stadigvæk #normalizebreastfeeding”, “Jeg giver flaske”, “Jeg vil ikke have børn”, “Jeg vil gå hjemme med mine børn” etc. Dejligt for os alle, men er det ikke bare en del af livet? Jeg giver da også Sylvester rugbrødsmader til aftensmad ret tit, men jeg synes ikke det fortjener en opdatering, da det er jævnt kedeligt at dele udenfor hjemmets fire vægge. Men det er kun min holdning, og gør ikke andres opdateringer mindre rigtige.

Det kan også være når jeg deler en ny serie jeg er igang med, og det vælter ind med kommentarer “Hvordan kan du få tid til at se serier.. Jeg forstår det ikke?”, og jeg ved godt, at spørgsmålet mere bunder i undren eller fordømmelse. Jeg må jo have et enormt nemt barn eller ikke være der for mine børn, hvis jeg kan se serier hele tiden.

For det første deler jeg kun 5 % af min dag, så man ved reelt set ikke hvad jeg laver, og så prioriterer jeg det bare. Seriøst, jeg lever for serier! Når børnene sover ser jeg serier, og nogle gange kører det også i baggrunden, når de er vågne. No harm in that. Det er bare min virkelighed, og selvom andre ikke kan finde på det, har jeg altså ikke noget problem med det. Sådan er det med mange ting. Amning vs. flaske, samsovning vs. eget værelse og karriere vs. hjemmegående.

Livet er på ingen måder en kontrast

Livet er ikke en kontrast. Jeg er ærgerlig over vi føler os nødsaget til at gøre et stort nummer ud af at gøre det modsatte af andre. “Det kunne jeg ALDRIG finde på”. Fair nok du føler sådan, men fokuser i stedet på det du selv gør eller synes er rigtigt fremfor at bruge andres virkelighed til at få dit eget budskab frem.

Hvad med vi bare starter med det ind imellem modpolerne. Der hvor livet som regel sker? Der er ingen, der er så perfekte, at hele deres liv er med fuglesang og glæde? Omvendt er der ingen, der er så uperfekte, at hver eneste dag er fyldt med skrigende børn, rod, et job man hader, en kæreste, der aldrig forstår én eller kropskomplekser. Og hvis man virkelig har noget man ikke synes fungerer, må man tage ansvar og få ændret tingene, så det igen giver mening.

Kunne vi ikke bare blive lidt mere afslappede og fokusere på os selv?

Mit ønske for sociale medier i de kommende år er mere glæde, positiv energi, accept og respekt, normalitet for den enkelte, mindre forklaring og endda mere tilstedeværelse væk fra skærmen. På et tidspunkt må vi da få nok af at høre om hvor dårligt eller godt det står til hos andre?

Når jeg får spørgsmålet om hvordan det går, svarer jeg som regel “det går rigtig fint”, og selvom det for mange virker som om jeg prøver at skjule noget, så er det altså sandt. Jeg er bare ikke altid i humør til random snak og samtidigt går det jo virkelig fint. Også selvom børnene ikke sover, min mand og jeg lige har skændtes, jeg er bekymret for min forretning eller har haft en konflikt med en person tæt på mig. Dermed ikke sagt man ikke skal tale sammen. Jeg vil bare gerne forsøge at huske alle de gode øjeblikke og det som giver mening herhjemme, og der må jeg konstatere at vi er enormt heldige og har det godt. Om omverden tror på det eller ej.

P.S Jeg prøver på ingen måde at negligere dem med udfordringer eller ulykke. Der er folk, der bryder rigtige tabuer og kæmper vigtige kampe derude, som er nødvendige. Tak for jer! Jeg henviser med ovenstående indlæg til dem, der sætter lighedstegn mellem “tabuer” og hverdagsproblematikker. Dèt som vi alle har i større eller mindre grad.


Fik du læst indlægget fra 2014, hvor jeg tog samme tendens op? Eller hvad med indlægget i 2013, der skabte røre blandt sundhedsinteresserede?

Skriv en kommentar

 

2 kommentarer

  1. Tak, Danica! Sikke et godt og ræssonerende indlæg. Jeg har det på præcis samme måde som dig. Generelt går jeg ikke særlig meget op i at følge nogle, der “husker” at vise de dårlige dage. Jeg følger en person, hvis profilen inspirerer mig – om det så handler om et liv i sus og dus eller at bryde et tabu, det er sådan set underordnet.
    Det gælder lidt om, at vi ikke skal pege fingre ad hinanden og fortælle, hvordan vi alle bør fremstille os selv på de sociale medier. Som du nævner, er det ikke sikkert, at det, der inspirerer dig og mig, er interessant for vores veninder eller hende, som bor i lejligheden nedenunder 🙂

    1. Tusind tak Anne, og beklager det sene svar! Den her uge har været ret presset 🙈

      Nej, heller ikke mig, men alligevel virker det som en måde at profilere sig. “Se mig, jeg er ikke ligesom de der perfekte speltmødre”, “Se mig, jeg har ikke bloggerskabet” for bare at vise et par eksempler. Dermed ikke sagt de mindre positive sider ikke er tiltrængt. Lad os bare vise det på en måde uden at nedgøre eller udstille andre.

      Og måske bare erkende, at vi er forskellige og drages af forskellige ting ❤️