7 års krisen

Jeg sidder her i sofaen, mens Nola tager dagens sidste lur. Vi havde planer i dag. Hende og jeg. Noget med en overdådig morgenmad sammen med branchefolk og Estée Lauder. Nola er dog blevet lidt sløj, mit ansigt lignede noget der lige var hevet ud af vaskemaskinen og blæsten gjorde vi nærmest ikke kunne gå to skridt fremad.

Så det blev til en hjemmedag. Dagens præstation er hjulene på bussen i en moderne fortolkning med dyr kun fra Afrika. Min stemme er helt ødelagt af alle de skingre lyde, jeg skal sige, før Nola gider grine af med mig. Jeg fandt en ti (!!) centimeter stor chokoladeplet på min silkeskjorte, og da jeg havde håndvasket og reddet ødelæggelserne, fik jeg det fandme også på den næste bluse (synderen var min computer, hvor alt chokoladen sad – busted).

Livet er på mange områder slet ikke som jeg kender det. Det er som om jeg er hevet tilbage til min første barsel. Hvor man går hjemme hver dag, hvor man har nattøj på konstant og hvor ugens højdepunkt er mødregruppen eller et kaffebesøg. Jeg har også grædt i dag. Og i går. Det handler mere om min selvstændige biks samt bekymringerne og frustrationer over ikke altid at blive set og anerkendt af virksomheder. Det skal der være plads til. Jeg læste et sted at sårbarhed er en fin egenskab. Det er ikke noget jeg skal forsøge at gemme væk eller ændre på. Det er en del af mig, så de dage, hvor tårerne presser sig på og hvor man ikke føler sig forstået, er helt okay. Vi har dem alle. Ud med det.

Titlen på dagens indlæg kom sig af fine Trines nyeste indlæg. Nemlig blogfødselsdage. Jeg kan lige så godt være ærlig. Jeg husker det aldrig, men jeg kom pludselig i tanke om bloggen har eksisteret i 7 år og nogle uger. 7 år!? Det havde jeg alligevel aldrig troet, da jeg tilbage i februar 2012 startede den. Det kom sig af jeg havde et speciale, der skulle skrives og manglede nogle interviewpersoner. Jeg startede derfor en såkaldt fitnessblog, som var på sit højeste dengang. Alle snakkede om holdtræning, proteinpulver, træningsgear, sixpack og fitspobilleder. Problemet var bare, at jeg ikke var super fit. Læserne var der dog fra dag 1, og alene dét at jeg gerne vil være mere fit, var nok for dem, der læste med. Der skete så bare det, at jeg tre uger inde i min blogkarriere blev gravid. Så var fitnessmotivationen pludselig ikke så høj.

To år efter begravede jeg sundhedsbloggen for altid. Det var en befrielse. Der er ingenting, der kan få folk op i det røde felt, som sundhedstanker. Der kan klimadebatten godt gå hjem. Shit, nogle beskeder og kommentarer man fik. Og så flyttede vi til København. Mest af alt fordi jeg havde en krise på mit første rigtige voksenjob, som også endte med tårer (endda foran min chef) og en opsigelse. Dagen efter var både lejlighed og vuggestue opsagt. Rasmus var heldigvis nem at overtale. Et par måneder efter boede vi i mine forældres lejlighed. Tre mand på verdens mindste værelse. Vi var begge på dagpenge, havde ikke nogen lejlighed og manglede en institutionsplads.

Skru tiden nogle år frem, og det hele så anderledes ud. Vi havde fundet vores sted for en stund. Rasmus kom endelig ind på redderuddannelsen, Sylvester blev 3 år og  jeg kørte på med både blog og et fast job i en digital virksomhed på Christianshavn.

Bloggen har mest af alt været en hobby. Det var først for 2,5 år siden den blev “professionel”, selvom jeg personligt ikke følte noget ændrede sig. I dag er gamet dog langt hårdere. Du kan ikke blive stor nok baseret på tal, og virksomhederne er kyniske, når det kommer til samarbejder. Alt måles som regel i statistikker, salg og levering. Jeg forstår det på sin vis godt, der skal jo hives penge hjem x 100, men charmen fra dengang er forsvindende lille.

Dét er en af grundende til jeg har været frustreret i dag. Jeg føler jeg kæmper med virksomheder, der synes Instagram er the place to be, og hvor blogs bliver glemt i forbifarten. Der er jeg bare af den overbevisning, at blogmediet er det særlige. Det unikke, autentiske og der hvor man kan gå i dybden (og for den skyld også der, hvor man får mest for pengene på lang sigt).

7 år er der gået. Måske får jeg lov at fejre både 8, 9 og 10 års fødselsdag. Jeg håber det. Lige nu accepterer jeg bare mit ståsted med et lille barn. Det er min virkelighed, og det er helt okay. Tingene skal nok vende igen og blive lysere. Jeg er mest af alt bare stolt over jeg trods alt har holdt den kørende i 7 år. Endda med rigtig fine tal. Alle de ting, som jeg ofte glemmer, men som udelukkende er et resultat af mine egne præstationer. Man skal huske at rose sig selv.

Nu vil jeg klappe computeren i og vente på familiens andre to familiemedlemmer kommer hjem, så jeg kan gå en tur i orkanen. I aften står den på et langt bad, vin og tosomhed. Når man har krise i et af livets aspekter, skal man blot huske på alt det rare, der trods alt får det til at ligne absolut ingenting. Det er tilfældet her.


Hvis du skal have dig et godt grin, så er et af bloggens gamle indlæg, og det fokus jeg lagde for dagen dengang, da lidt underholdende. Eksempelvis mine totalt sunde (og uopnåelige) mål for 2012..

Skriv en kommentar

 

4 kommentarer

  1. Hej Danica! Jeg er en fast læser og har læst med i flere år! Jeg har hverken Facebook eller Instagram, men elsker at læse blogs 😊 Synes det er 1000 gange bedre og når meget mere ind i dybden end sociale medier! Ting plejer at løse sig i sidste ende, så det skal selvfølgelig nok løse sig for dig det hele og gå op i en højere enhed som man siger 😊❤️

    1. Hej Annie

      Tak 🧡 Selvom jeg godt kan lide både Facebook og Instagram, er det i bund og grund bare en overspringshandling, så det skal du være glad for 😊 Jeg er fuldstændig enig med dig. Nogle gange føler jeg, at jeg er den eneste, der stadigvæk elsker blogmediet. Jeg kan blive så glad hvis der er et nyt indlæg fra dem jeg følger med hos.

      Og det har du ret i. Det er i bund og grund heller ikke så vigtigt. Det skal nok gå 🤞🏻

  2. Du er SÅ sej – godt gået 🙌🏻 Og heg forstår dig godt. Her bliver der også grædt salte tårer over alle de ansøgninger der bliver sendt afsted uden nogen form for tilbage-henvendelse.
    Du klarer det så flot søde – husk at klappe dig selv på skulderen.

    1. Århh, den proces husker jeg tydeligt. Især da vi flyttede til København, og det var lang tid med afslag eller manglende feedback fra virksomheder. Det er en hård proces, men også en tid hvor man lærer en masse om sig selv og den branche man befinder sig i. Det skal nok komme til dig 🧡

      Tak, hvor er du bare rar! Det varmede ovenpå en lang uge 😍