Det selvstændige liv krydret med en baby

I dag har været en god dag. En af de bedre. Det har hele ugen faktisk været, hvilket nok først og fremmest skyldes Nola er sig selv igen. Den glade, smilende og temperamentsfulde baby, jeg kender. Derfor følte jeg mig også ganske sikker på jeg kunne tage hende med til møde hos Boom Agency tidligere i dag.

Det er nemlig sådan, at mens jeg for en periode er gået på barsel igen, bare uden de ellers rare barselsdagpenge, er mit agentur buldret derudaf. Det er jo fedt! Men det er også gået op for mig, hvor hurtigt man kan forsvinde i den her branche. Det kræver virkelig man er synlig til events, networking, møder og er ude og skaffe indhold til det man nu engang skriver om. Det har jo ikke ligefrem været mit liv de sidste snart fem uger. Tværtimod.

Jeg er stadigvæk ved godt mod, og hele den her hjemmeperiode har også været sund for mig og Nola. Der er sket så meget med hendes udvikling, og jeg nyder at følge hvert et spring. Fra at kravle til at begynde at gå med en hånd. Det første klap, vink, “hej” og nye lyde. Det er lige foran mig hver eneste dag.

I dag var så den omvendte verden, hvor Nola fik lov at se hvad jeg ynder at bruge dagstimerne på, når jeg er ude af huset. Ikke at hun forstår det, men hun kommer ud af sine vante og trygge omgivelser. Jeg får til gengæld udfordret mine koordineringsevner til et møde, hvor jeg gerne vil høre hvad der bliver sagt, mens Nola kravler rundt og finder samtlige ledninger. Dagens strategi og planlægningsmøde gik heldigvis godt.

Udover de gode snakke, fik vi også officielt fejret det nye medlem i familien i form af denne seje dame, som fuldender vores team så fint. Det er rart at hænge ud med kvinder, der inspirerer og generelt set bare kører god stil overfor hinanden. Her er der plads til at være frustrerede, ærlige og ikke mindst oprigtig glade på hinandens vegne. Jeg synes vi har fået skabt noget godt her, hvor vi tør tænke udenfor boksen og hvor der er plads til forskelligheder.

Folk spørger ofte hvad mine mål for fremtiden er. Har jeg nået det jeg vil? Og kan jeg overhovedet få mere ud af det, jeg har skabt? Jeg har nogle store mål, men alligevel kan jeg virkelig ikke svare på det lige nu. Jeg nyder blot processen og lærer undervejs. Selvom jeg har været i gamet i mere end 7 år overraskes jeg stadigvæk over de forandringer, der kommer undervejs. Selvfølgelig vil jeg gerne udvikle mig, prøve nye ting af og finde ind til kernen, men som jeg ændrer mig ændrer alt andet sig også, og det er nok det, jeg bedst kan lide ved mediet. Omskifteligheden og dét at få lov til at følge nogen på en rejse, hvor ingenting rigtigt kan planlægges.

Og med det sagt vil jeg smække computeren i. Trætheden har vundet over mig, og jeg er klar til at gå i seng. I morgen venter nemlig en komplet modsat dag. Med mødregruppe, gåture og babyståhej.


Hvis I er nye herinde eller ikke rigtigt ved hvad jeg snakker om, når jeg taler om nye virksomhedsbeslutninger, har jeg skrevet et indlæg om min nye hverdag her.

Skriv en kommentar