En fredag udover det sædvanlige

Jeg klarede det. Eller vi klarede det. 6 ugers skoleforløb er ovre. Selvom det har været hårdt, og jeg nok ikke altid har været den mest overskudsagtige kone over for Rasmus, så gik det jo alligevel stærkt. 6 uger. Som et blink med øjnene, og vi står her stadigvæk.

Det er ikke Nola, der har været hård. Hun er så dejlig, selvom hun sover sporadisk og har været ramt af flere forskellige virusser. Det har været enormt hyggeligt at bruge alt min tid med hende. Udfordringen for mig har været at mestre en forretning oveni at være fuldtidsbarselsmor. Det er ikke gået videre godt. Jeg har tudet, kæmpet, arbejdet sent og bandet. Jeg tror dog også på, at alt har en større mening, og den her periode har lært mig at værdsætte mit liv på en helt ny måde. Jeg er motiveret og glæder mig til at se hvad fremtiden bringer (og så glæder jeg mig til at komme lidt ud af huset igen).

Nola sover lige nu, men når hun engang står op og har spist frokost, triller vi ud i det gode vejr. Jeg skal mødes med min veninde, der bor 100 meter fra mig, og som også har en lille datter, og hvis alt går efter planen, skal vi have et glas køligt cava i solen. Jeg kan lige så godt afslutte den lange vinter med manér, og hvis der er noget jeg elsker, så er det altså bobler.

I anledning af det gode vejr, og ikke mindst at vi klarede de seks uger, får I lige lidt positive tanker og energi med konfetti på. Bare fordi det er fredag, og det gode humør som regel smitter.

Forleden dag tabte jeg mit kørekort ud af lommen. Helt uden at have set det. Jeg havde høretelefoner i, men en mor med sit barn fik indhentet mig og givet mig kortet tilbage. God stil! Især fordi jeg var på vej over for at hente en pakke, og den vil jeg ikke kunne hente uden kørekortet.

I går løb en 10-årig pige alt hvad hun kunne efter os, fordi hun troede Nola havde tabt sin handske. Det havde hun ikke, men alene det, at hun vil bruge sin tid på det og løbe efter os, var så sødt. Jeg synes generelt jeg møder en masse hjælpsomme og rare mennesker for tiden.

Der er god stemning på bloggen, på Instagram og i indbakken. Generelt set føler jeg, at jeg er omgivet af læsere, der er rummelige, søde og rare over for hinanden. Det værdsætter jeg i høj grad, og det giver mig lyst til at give endnu mere igen.

Der er et plejehjem på Amager, der hver onsdag holder legestue. Her kan man tage sin baby under armen og besøge de søde gamle mennesker. Jeg lover jer for, at man redder deres dag, såvel som de redder min og Nolas dag.

Alle folk går og smiler for sig selv jo tættere foråret rykker på. Børnene løber rundt udenfor med åben jakke, griner og spiller bold. Jeg elsker det syn. Snart skal vi også have gang i grillen og spontant invitere naboens børn på hotdogs.

Jeg får mange idéer. 99 % af dem handler jeg ikke på, men den jeg fik i går med Rasmus synes jeg var ekseptionel god. Hvad nu hvis man lavede en måltidskasseløsning, der hed Comfort Food, og som bestod af måltider, snacks og drikkevarer til weekenden? Så fredag fik man noget lækkert mad, bland-selv-slik og kold hvidvin til X-Factor. Lørdag havde man ingredienser til endnu et godt måltid, måske noget tapasagtigt man kunne nyde inden man skulle ud, akkompagneret af gode øl, der selvfølgelig passer til. Søndagen skulle stå i tømmermændenes tegn med Cola og chokolade til. Det vil være det modsatte af kasserne til hverdagens jag. Her skulle fokus være på alt det man forbinder med weekend og afslapning. Det vil aldrig blive til noget, men jeg elsker at drømme mig væk i sjove idéer. Gør I også det? Alene inden for det seneste år har jeg udtænkt tre apps, en børnetøjskollektion og nu også en ny måltidskasseløsning. I ringer bare.

Prikken over I’et er den girls night out jeg har foran mig. Jeg tager nemlig over i Fisketorvet ved en 16-tiden, hvor jeg først skal prøve den smukke kjole fra Stine Goya, jeg drømmer om, på, hvorefter jeg mødes med to veninder. Vi skal spise på Gorm’s, hvis de har plads, og derefter i biografen og se en GYSER! Det var den eneste film ingen af os havde set. Jeg har måske solgt filmen som en dramatisk thriller, men det er altså en gyser. Jeg “glæder” mig til at se hvordan vi har det bagefter, haha.

God fredag til jer. Må jeres weekend være fyldt med alt det I elsker (og comfort food, vin og slik)

Skriv en kommentar

 

2 kommentarer

  1. Genial idé med den måltidskasse! Manden synes også det var godt tænkt 😉 så du har i hvert fald første kunde i hus, hvis du skulle udvide din business.

    1. Haha, fedt! Den første kunde 😍 Måske det var en idé man skulle udvikle en dag 🙈