“Hvem passer vores børn?”

I forlængelse af den snak jeg havde med mig selv (og jer) ovre på Instagram tidligere i dag, blev jeg simpelthen nødt til at sætte flere ord på det dillema, som vi står i lige nu. Og til det kan bloggen bare noget magisk. Det er jo begrænset hvor længe jeg kan snakke på stories eller I gider se på mit ansigt for den sags skyld, ha! Jeg blev alligevel lagt ned af private beskeder (og det gør jeg altså ikke tit, så det her emne er bare noget mange er berørt af).

“Hvem passer vores børn” er navnet på den DR dokumentar ALLE taler om de her dage. For god ordens skyld skal det siges, at jeg ikke har set den endnu, og det har jeg ene og alene fordi jeg ved jeg får ondt i maven. Er det at vende den anden kind til? Måske. Det er fint, der kommer fokus på det, men hvad er alternativet? Vi står nemlig med en datter på 11 måneder, der er ved at nå den alder, hvor man starter i en dagsinstitution. Det er en del af vores samfund og har længe været sådan.

Med det fokus der er på normeringer og forhold lige nu, kan man ikke undgå at blive påvirket, hvis man har små børn. Jeg har ellers længe været ret cool omkring det hele.. “Det skal nok gå” og “Hvor slemt er det egentlig?” er sætninger, jeg har sagt højt for mig selv flere gange. Nok mest af alt for at feje bekymringerne væk og trods alt glæde mig over vi har de muligheder vi har.

Men den seneste uge er det kommet tættere på. Dokumentaren har væltet Danmark. Alle taler om den, og jeg får på en underlig måde ondt i maven ved tanken om jeg skal sende min lille pige afsted til et sted, hvor de potentielt set ikke har tid til hende, når hun mest har brug for det.

Jeg kan forstå på de mange beskeder fra jer, at I føler det på samme måde. Mange af jer har netop sendt jeres små babyer afsted. Nogle er stadigvæk på barsel, og så er der de gravide, der allerede frygter institutionslivet. Generelt set vil mange ønske de kunne forlænge barslen eller hjemmepasse, men fordi det betyder man ikke kan arbejde for en periode eller måske ikke får tilskud i den pågældende kommune, kan det ikke altid lade sig gøre. Derudover er der også den mulighed, at man ikke har lyst til at hjemmepasse, men omvendt heller ikke har lyst til at sende barnet ud i vuggestuelivet. Det er rent ud sagt et dillema for mange af os, og med tanke på alle de børn, der bliver født hver dag, bliver problemet da ikke mindre.

Hvad gør man herfra? Hvad er mulighederne? Og hvordan sikrer man sig at netop ens barn ender et godt sted, hvor det bliver hørt og føler sig tryg? Det spurgte jeg jer om, og selvom der ikke er nogen, der kan svare på det spørgsmål, er det rart at høre hvordan andre har struktureret deres børns hverdag. Og som lovet vil jeg dele lidt af de mange gode idéer og “det skal nok gå” beskeder.

Hvis du har et barn, der har behov for meget ro og få mennesker, så overvej en kommunal eller privat dagpleje.
Ring til pladsanvisningen, hvis du er kommet til at sætte behovsdatoen for tidligt eller du vil ændre plads. Du skal ikke have ondt i maven, og som regel er de søde og hjælpsomme.
Hvis hjemmepasning er det optimale for dig, så undersøg om du kan få tilskud. Alternativt kan du starte din egen dagpleje og tage andre børn ind.
Besøg de forskellige institutioner, mærk efter og følg din mavefornemmelse.
Prioriter en lang indkøring, hvis du har mulighed for det.
Hvis du har et job, der tillader at rykke rundt i arbejdstider, kan du give barnet fri i dagstimerne eller holde fridage et par gange om ugen, og arbejde på andre tidspunkter. Spørg også bedsteforældre eller andre om de vil give en hånd med.
Kig altid på barnet. Trives det? Har du en dårlig mavefornemmelse? Så tag en snak med pædagogen og handle ud fra din mavefornemmelse.

Det var lidt af de forskellige råd der kom, og selvom det selvfølgelig er uhåndgribeligt, når man ikke står i det endnu, er jeg glad for at vide at andre har fundet gode løsninger. Til trods for et samfund, der ikke kan bære de mange børn i institutioner.

Planen hos os er… Ja, jeg ved det faktisk ikke lige nu. Når jeg kigger på hende ser hun stadigvæk så lille ud. Sådan havde jeg det slet ikke med Sylvester, hvilket kan give mig dårlig samvittighed i dag. Han kom afsted som 10 måneder, og jeg mindes vi syntes det var helt normalt og okay. Jeg ved jo i bund og grund ikke om det var sådan, selvom det var en fantastisk vuggestue med overskud. Med barn nummer to er det noget andet. Vi er klogere, og der er sket en klar forringelse på de seks år. Desværre.

Vi har heldigvis en privat dagplejeplads klar. Oprindeligt havde vi den fra 1. maj, men fordi vi har lidt ferie i både maj og juli, og det også er mange penge for noget man måske ikke bruger så ofte, valgte vi at udskyde det til 1. august. Det har været en god løsning for os med dagpleje, fordi opstarten vil blive så blid. Nu er der bare sket det, at ventetiden på Bryggen ikke er så lang, som den ellers har været i mange år. Der er derfor en stor chance for vi får tilbudt en vuggestueplads de næste par måneder. Det kan godt skræmme mig, da vi på den ene side ikke kan takke nej, og derved miste vores plads, men omvendt ikke føler hun er der, hvor det skal være lige nu.

Mit “drømmescenarie” er en plads omkring august eller september, hvor hun nærmer sig halvandet år. Udelukkende fordi hun så kan gå, måske sige nogle ord og ikke er så lille længere. Der skal ikke herske nogen tvivl om jeg i det her tilfælde elsker Rasmus’ og mit job ekstra meget. Han har skiftende arbejdstider, hvilket er en gave, når det kommer til vuggestuetider, og jeg er selvstændig og har ingen chef udover mig selv.

Det gør det hele lidt lettere, da jeg trods alt har nogle muligheder for alternativer og vente lidt længere med opstart. Hvis jeg skulle starte på job, som med Sylvester i sin tid, vil hun jo allerede skulle have en plads nu. Det vil sikkert være gået fint, men oven på alt den fokus og pædagoger, der siger op og ikke kan stå inde for det længere, bliver det hele til en omgang rod, der giver mange forældre ondt i maven dagligt.

Nu vil jeg smutte ind i seng og finde dokumentaren frem. Det er på tide jeg får set den. Jeg har overtalt Rasmus til at se den med mig, da det trods alt er aktuelt og relevant for os begge. Så må vi se om jeg ender med at tude.. Gjorde I?

Hvordan ser jeres hverdag med små børn ud? Kan I genkende det billede dokumentaren maler? Har I et godt tip til en mor, der snart skal sende sit barn ud i institutionslivet med de udfordringer, der eksisterer?

Indlægget om mine tanker om institution, som jeg skrev, da Nola var 7 måneder og det stadigvæk var langt ude i fremtiden. Tingene har ændret sig.

Skriv en kommentar

 

6 kommentarer

  1. Nu har jeg ikke selv børn, men til gengæld har jeg en mor, der i næsten 30 år har arbejdet i enten børnehave eller vuggestue.
    Der er ingen tvivl om, at institutionerne er sindssygt pressede på normeringerne – og min egen mor har da også været gået ned med stress, simpelthen fordi de har været for få hænder. Til gengæld synes jeg at det er vigtigt at have in mente, at de mennesker der arbejder der som udgangspunkt er nogle mennesker der knuselsker børn og som løber så stærkt de kan, for at skabe de bedst mulige rammer for børnene.

    På baggrund af min mors fortællinger, så er der måske et par ting jeg selv ville overveje, hvis jeg skulle have barn i institution:
    – Hvilken slags institution er det? Er det en skovbørnehave, en meget lille institution hvor der næsten ikke er nogen legeplads til børnene eller noget helt tredje? Og så sammenhold med det man selv har lyst til at ens barn skal have af daglige udfoldelsesmuligheder.
    – Besøg potentielle instutioner og mærk stemningen – også blandt personalet. Atmosfæren har en enormt stor betydning for, hvordan personalet ellers tackler børnene og for at kunne skabe et rart “rum” at være i.
    – Hvis muligt, så undersøg hvor stabil medarbejderskaren er. Pædagogerne behøver ikke nødvendigvis have arbejdet det samme sted i 30 år (gamle medarbejdere kan også være kontraproduktivt ift. forandringer, nye tiltag eller optimerende måder at gøre tingene på), men en god blanding af yngre og ældre pædagoger, som holder fast i arbejdspladsen. Her tænker jeg især to ting: Hvis det er en arbejdsplads hvor pædagogerne ikke har lyst til at arbejde i længere tid, så er det næppe et sted man i bund og grund har lyst til at sende sit barn hen, og dernæst om det er et sted med meget sygdom og derfor vikarer. Sygdom er som sådan ikke et problem, men min mor har mange gange italesat, at megen brug af vikarer er problematisk særligt ved de helt små, da de simpelthen bliver utrygge og kede af det hvis de ikke har faste rammer og mennesker de kender.

    Som sagt, så har jeg hverken selv børn eller har arbejdet i daginstitution, men kan blot videregive de ting jeg selv ville kigge nærmere på, hvis jeg på et tidspunkt skal have børn i daginstitution, på baggrund af de ting min mor gennem mange år har oplevet. ☺️

    1. Tak for at dele dine tanker ❤️

      Jeg er ikke i tvivl om, og det fik jeg også bekræftet i dokumentaren, at hvis det ikke var for de her enormt dygtige pædagoger, vil det hele sejle. Om jeg forstår hvor de mennesker finder det ekstra overskud og nærvær frem henne. De burde få en million i månedsløn. Og det gælder alle, der arbejder med mennesker, og er presset på nomeringer. Jeg forstår virkelig godt folk går ned med stress. Det er skide synd, at det hele falder på dem afhængig af hvor hurtigt de kan løbe, og selvom de er fantastiske, kan de ikke være tre steder på én gang.

      Du har helt ret i, at det er afgørende hvor stabile de er og hvor mange vikarer, der eventuelt kommer ind. Jeg har selv arbejdet “fuldtid” som vikar i både vuggestue og børnehave i flere år, og jeg kan godt huske at de små vuggestuebørn skulle se det hele an, når der kom en ny person ind. Og det var endda i 2005/2006, hvor normeringen var helt anderledes. Det er altsammen noget vi herhjemme skal have undersøgt, og så skal vi mærke efter i maven. Jeg er villig til at leve meget sparsomt, hvis det kan betyde hun får en god hverdag. Vi har desværre ikke økonomi til at leve på én indtægt, men så må vi tage nogle andre tjanser og ekstravagter, så vi i det mindste kan betale regningerne. Ikke at jeg kommer til at hjemmepasse, da jeg har min egen forretning og også ønsker at fokusere lidt på den del igen, men jeg er villig til at ofre mig meget eller finde på alternativer ❤️

      Endnu engang tak for at komme med gode råd.

  2. Jeg er uddannet pædagog og sagde op fra mit job i en vuggestue i 2017, fordi jeg ikke længere kunne stå inde for de usle rammer man byder børnene, og samtidig forhindrede mig i at være den pædagog, jeg gerne ville være. Jeg kunne ikke leve med den dårlige samvittighed mere.
    Min overbevisning har altid været, at børn først får noget ud af at være i vuggestue, når de er 1,5-2 år. Tættere på 2. Før da handler det om, at det er praktisk for forældrene, hvilket også er helt fair. Ikke alle har jo mulighed for at holde deres små poder hjemme så længe. Selv havde jeg mulighed for at holde begge mine hjemme til de var 15 mdr.

    Når I skal vælge institution, er det aller vigtigste pædagogerne på stuen. Forsøg at få lidt tid til at hilse på dem, og få en indtryk af, om de indeholder nogle af de værdier, der er vigtige for jer. Dernæst er fasciliteterne i institutionen et meget vigtigt hjælpemiddel for pædagogerne, så se på om de kun har deres små stuer til rådighed, eller om der er andre rum med forskellige pædagogiske funktioner og en god legeplads. Også om nærområdet er godt til at gå tur i fx. Institutionens økonomi er også betydningsfuld. Er der fx råderum til, at de af og til kan købe nye ting ind til fx krea aktiviteter eller nyt legetøj.
    Jeg har selv arbejdet et sted med dårlige fasciliteter og dårlig økonomi, og det er virkelig med til at dræbe fleksibiliteten.

    1. Det er hårdt at læse, at det er sådan, men tusind tak fordi du deler. Det klæder mig bedre på til at tage de gode beslutninger ❤️

      Jeg tror du har ret i, at man godt kan strække den med opstart. Især når de er så små. Det er mere det om man har mulighed for det, og det er svært.

      Jeg vil i alle tilfælde huske alle de ting, når vi besøger stedet og når vi endelig skal tage stilling til hvad vi gør. Tak ❤️

  3. Der er demonstration den 6. April, mod minimumsnomeringer kl 13 rundt omkring i landet, så måske en god ide at bakke op om, hvis det er muligt. Så vi kan give de små nogle bedre vilkår❤️#hvorerdenvoksne