Klimasnak, rollemodeller og bloggerkritik

Nu bevæger jeg mig måske ud på dybt vand, men nogle gange kan jeg ikke lade være. Jeg vil gerne være positivt indstillet, men jeg vil også gerne undersøge og stille spørgsmålstegn ved specifikke trends.

Lige nu er det klimasnakken. Aldrig har vi snakket så meget om klima og grønne løsninger, hvilket jeg forresten synes er super fedt. Det er vores fælles jord, og vi skal passe godt på den, eller i det mindste forsøge at redde det der er tilbage.

Jeg bemærker dog også en diskussion. Eller tendens om man vil. Især på blogmediet, hvor flere læsere mener bloggeren skal forsvare sin kommende flyrejse, forbrug, mælk i kaffen, kødret etc. Jeg er også her med på, at bloggere har et publikum og potentielt set når ud til rigtig mange mennesker. De kan bruge deres position til noget andet end det nyeste køb og rejseguides. MEN.. for der er et men. Jeg havde den op at vende her i en lidt anden udgave.

Jeg er ikke perfekt. Mennesker er ikke perfekte. Bloggere er ikke perfekte. Der er et eller andet der provokerer mig ved de kommentarer. Ikke alle kommentarer, da nogle bare gerne vil oplyse, men den del, der fungerer som stikpiller. “Ved du godt, at du ved at flyve til Asien udleder X antal CO2. Synes du ikke du som blogger burde fremstå som en god rollemodel?“.

Edinburgh guide

Det skal lige siges, at jeg ikke har fået den type beskeder, så det er ikke skrevet i ren provokation over min egen platform, men mere den generelle tendens. Jeg vil vædde på, at 95 % af alle dem, der skriver de beskeder enten har en bil, tøj produceret i udlandet eller spist kød et par gange de seneste 12 måneder.

De har nok også glemt at affaldssortere minimum én gang. Eller kommet til at købe en to go kaffe, som de efterfølgende har smidt ud. Og det er altså helt okay med mig. Jeg dømmer ikke andre. Små skridt..

Prag guide

Der hvor kæden springer af for mig, er når det bliver belærende. De fleste af os er dannede mennesker og ved det inderst godt. Hvordan man prioriterer, er op til den enkelte. Så længe man kan se sig selv og sine medmennesker i øjnene. Hvordan får vi vendt det til at blive en inspiration? Hvor folk hepper på hinanden og kommer med gode tips? Hvornår kommer vi ud over kritikken, som ender med at blive en forsvarstale, fordi den pågældende person bliver presset op i et hjørne? Er lidt ikke bedre end ingenting?

En blog er så lille et udsnit af den samlede hverdag. Vi har eksempelvis bestilt flybilletter til Rom til maj. Vi skal besøge min italienske familie i fem dage. Jeg har været i Rom omkring 20 gange, da min far bor der. Han kommer også nogle gange på besøg her. Med fly. Vi var også på barselsferie i Thailand sidste år.

Rom guide

Det man ikke ser (fordi jeg ikke taler synderligt meget om det) er, at vi ikke ejer en bil. Det har vi ikke gjort siden 2015. Vi spiser heller ikke rigtigt kød. Jeg spiser plantebaseret 90 % af tiden og Rasmus er gået all in på 100 %, og har gjort det i noget tid. Vi har et minimum af madspild (én af fordelene ved at spise plantebaseret). Jeg sælger alt videre secondhand. Jeg donerer til genbrug. Jeg bruger hørservietter i stedet for køkkenrulle, og har gjort det i over to år. Jeg bruger vatrondeller af bomuld og vaskeklude til mit ansigt. Jeg går og cykler de fleste steder hen, og er meget sjældent i en bil, bus eller tog.

Der er intet særligt over mine valg, men “bare” fordi jeg har prioriteret flybilletter med min familie til Rom, er jeg ikke et dårligt forbillede. Vi kommer ikke til at tage en 18 timer lang togtur derned. Ikke med en lille baby. Not gonna happen. Heller ikke for miljøets skyld.

Portugal guide

For hvis vi taler om vi må undvære flyrejserne og erkende problemerne, kan jeg ikke se det er bedre at tage på kør-selv-ferie eller tage toget? Hvis det er den tankegang, må vi da helt undvære eller? Det andet udleder da også CO2, og faktisk en hel del, selvom det ikke er lige så meget som en flyrejse.

Jeg kan ikke hitte rundt i hvorfor fly er bandlyst, men tog og bil er okay, og hvorfor vi ikke taler om kød længere, som jo er den helt store synder? Hvornår skiftede vi fokus? Er jeg gået glip af noget?

Portugal guide

Jeg vil oprigtigt gerne tage endnu flere bæredygtige valg i min hverdag. Jeg vil gerne oplyse andre via min blog og indgå i samarbejder med virksomheder, der tænker innovativt på den front. Som det her samarbejde bl.a. Jeg vil gerne have I deler jeres gode tips, som jeg kan lære noget af. Men jeg vil også gerne respekteres, når vi i vores familie vælger at tage ud at rejse. Det bliver nok ikke vores sidste flyrejse nogensinde.

Jeg er meget mere bevidst i dag, men jeg er også et menneske, der elsker farverigt tøj, køber en kaffe på farten i ny og næ og drømmer om ferier væk fra hverdagen. Er det forkert? Og jeg spørger helt oprigtigt. Hvorfor er det så vigtigt for mig og os? Udover at ville bruge tid sammen med sin udenlandske familie. Er det blot en “gode” ved at bo i et af de rigeste lande? Er det kedsomhed? Eller et resultat af de mange reklamer, vi bliver bombarderet med dagligt? Livsnyderi? I don’t know og jeg er i syv sind. Jeg ved dog bare, at kritik og pegefingre ikke fungerer for mig som menneske. Det eneste det resulterer i er dårligt humør og mindre lyst til at gøre noget.

Byd endelig ind i kommentarfeltet inden jeg plaprer videre. Bør man bruge sin position på en anden måde? Har I brug for at høre om en bloggers daglige bæredygtige tiltag før I kan respektere ham eller hende? Klinger det ikke lidt hult nogle gange?

Skriv en kommentar

 

12 kommentarer

  1. Hej Danica! I min optik forsvarer du nærmest dig selv til sidst i indlægget, hvilket er super ærgerligt! Det du gør er jo helt almindeligt og kan ikke forestille mig at nogle mennesker ville sige til dig at du burde leve mere klimavenligt ? ☺️

    Synes der er så meget dobbeltmorale i hele den her debat om klima, og synes at rigtig mange mennesker kun deltager i debatten for i sidste ende at stille sig selv i et godt lys ☹️ Det er ærgeligt at nogle folk fx bloggere reklamerer for affaldssortering, økologi eller andet når de samtidig køber en masse tøj produceret under dårlige forhold eller flyver hele tiden, eller reklamere for en masse forbrug. Men vi lever i et individualistisk samfund hvor det meste i bund og grund handler om en selv 😊

    1. Hej Annie

      Det kan du have ret i, men det var ikke min hensigt. Det var mere for at illustrere, at når man mener andre ikke gør det godt nok, kan der være flere elementer man måske ikke ser eller kender til. Jeg har i alle tilfælde ikke dårlig samvittighed over vores kommende rejse eller dem, der måtte følge bagefter i fremtiden.

      Det vil jeg give dig ret i. Jeg har også svært ved at skelne mellem reel interesse og “nu vil jeg pudse min glorie” tilgangen til det. Af samme grund deltager jeg heller ikke så meget i den. Jeg synes faktisk andre gør det ganske godt, og kommer med super gode tips, men jeg gør hverken mere eller mindre end andre, og det gør mig ikke til et bedre eller dårligere menneske.

      Lige med sociale medier er det de færreste, der kan bryste sig at være klimavenlige. I hvert fald når man lever af at reklamere for andre. Samtidigt er Internettet en af de største CO2 udleder (især streaming som Netflix etc), så i bund og grund er ingen af os perfekte. Og det er der ingenting galt i 🧡 Små tiltag er bedre end ingenting.

      Kh Danica

  2. Klokken er mange, så forsøger at gøre det kort!

    Jeg er en af dem, som har svært ved at holde kæft i kommentarfeltet når de der “stikpiller” kommer. Jeg er ved at BRÆKKE mig over, at bloggere, kendte, influencers osv ikke kan slå en skid, uden at skulle stå til ansvar. Svarene til mig, er altid, at det da netop er vigtigt at holde folk ansvarlige. At påtale problemet. Nej fandme nej. Det er vigtigt at vi hver især tager ansvar. Men det er da vores egen sag. Du skriver fx at du tager masser af forbehold. Men prioriterer at du kan flyve. Hvis du skrev et post omkring en flyrejse, skulle der nok vælte ind med stikpiller. Det MÅ bare ikke være ‘nødvendigt’ at skrive en PS. Jeg sørger for at være miljøbevidst med bla bla bla bagefter. Der hvor det virkelig pisser mig af, er indlæg der SLET ikke handler omkring noget med miljøet. Hvorfor mener selvretfærdige fjolser altid at de er i deres gode ret til at kræve en klimadebat. Åh jeg bliver træt. Særligt fordi at meget baserer deres holdning på fakta!!!

    Så i bund og grund er jeg mest af alt enig med dig 😉

    1. Haha, you said it 🙈 Der skal selvfølgelig være plads til alle vinkler, men det kan være svært altid at skulle forsvare alt mellem himmel og jord. Til sidst ender den pågældende person måske ved at gøre netop de ting – alene fordi man er bange for fremtidige kommentarer. Nej, tak. Man skal gøre hvad der giver mening og stå fast ved det.

      Tak for din geniale kommentar. Den reddede lige min fredag 😍

    1. Præcis! Og ingen bør gøre mere end andre. Ligegyldigt hvad man foretager sig til dagligt.

  3. Jeg synes det er så fint! Jeg føler personligt at der er alt for meget fokus på alt det negative i nyhederne angående miljøet. Danmark er et af de lande der byder mest ind med bæredygtige løsninger i forhold til vand/el osv. Vi er et land der gør så meget vi kan for at få vores CO2 forbrug ned. Og jeg selv er også begyndt at tage skridt til en mere bæredygtig hverdag. Vi har en vegetar dag om ugen, og hvis plantebaseret mælkeerstatninger er på tilbud køber jeg altid godt til lageret, desuden prøver jeg også på at blive bedre til at købe dansk frugt og grønt, og om ikke andet så økologisk. Men der er mange steder jeg kunne blive bedre til at tænke bæredygtigt, men jeg tager små skridt af gangen, og så længe man bare prøver at gøre sit bedste, så det burde man istedet fokusere på det, istedet for at slå sig selv i hovedet,

    1. Rigtig positiv og opløftende kommentar! Dejligt 🧡

      Ja, det fylder som regel altid mest. Man kan nemt opgive på forhånd fordi intet er godt nok. Man skal altid gøre lidt mere, vælge flere ting fra og generelt bare rende rundt med dårlig samvittighed.

      Jeg er ligesom dig på mange punkter. Jeg vil gerne lære og ændre vaner, men ingen bliver “perfekte” på det punkt fra den ene dag til den anden.

  4. Jeg er ikke en af dem som klimabasher andre, for jeg synder også selv. Jeg gør rigtig mange ting for miljøet i min hverdag, men elsker også at rejse. Selvom jeg kompenserer for min CO2-udledning (på fly, såvel som for min hverdag). Men jeg har stadig dårlig samvittighed, for at kompensere er ikke lige så godt som at lade vær. For at undgå større temperaturstigninger end de 1,5-2 C, som klimaeksperter anslår vil være ok for kloden, så må vi faktisk ikke udlede mere end 2-3 tons CO2 per person. En flyrejse (retur) til Thailand koster 4 tons CO2, så den er svær at forsvare….(en flyrejse til Sydeuropa koster 0,5 tons CO2).

    Jeg tror, at mange kører på flyrejserne, fordi det er en luksusvare og et let sted at spare på CO2. Ja, internettet udleder også meget, men for mange er det også nødvendigt i deres arbejde. Desuden, så koster to timers netflix, hverdag året rundt, “kun” den samme mængde CO2 som en flyvetur fra Aarhus til København, i Danmark, da vi får en stor del el fra vedvarende energityper. Jeg tror nu alligevel, at det er de færreste som ser to timers netflix hver eneste dag….

    1. Gode tanker ❤️Det kan blot virke håbløst at gøre sit, når man inderst inde godt ved at store lande som Kina og Indien, der udleder mest, slet ikke er der endnu og vores tiltag så kan virke håbløse. Ikke at det skal være en hæmsko. Det er bare mine opgivende tanker, der tager til.