Parforholdet efter børn

Parforholdet efter børn

Et lørdagsskriv om noget, der ofte bliver talt om når man bliver forældre. Det er en ting, jeg enten bliver spurgt ind til eller snakker med veninder om på ugentlig basis. Det fylder altså meget. Især når man har små børn.

Samtidigt føler jeg, at jeg kan have tendens til at glemme min mand i alt det her familiehalløj. Der er rent ud sagt ikke tid til os. I hvert fald ikke meget, og derfor ser jeg også indeværende indlæg som en opsang til mig selv.

Kan man glemme at være kærester?

Sandheden er nemlig den, at når vi ikke bruger tid på hinanden, så går det hele også mere skævt. Vi har siden Nola blev født nærmest kun været forældre. Skide gode forældre, men ikke desto mindre bare forældre. Den følelse fik jeg ikke på samme måde efter barn nummer et. Her var der stadigvæk tid til hygge under lurerne, og vi havde bedre pasningsmuligheder, da vi boede i Aarhus. Det var hårdt, men ikke på samme måde som vi oplevede efter to børn.

Vores parforhold er nemlig blevet nedprioriteret i sådan en grad, at jeg nærmest glemmer vi er i et forhold. Vi glemmer at kysse hinanden og være kærlige, og selvom det sikkert er helt normalt, så giver det også bagslag. Pludselig bliver vi i stedet irriterede på hinanden. Lunten er kortere og man (læs: jeg) kan næsten blive irriteret på forhånd over ligegyldige ting.

Hvordan får man gnisten tilbage?

Det er klart en belastning for forholdet at få børn. Hvor end søde de er, så lider tosomheden. Det er helt og aldeles uundgåeligt. Nogle kan leve sådan i mange år, respekt for det, og så er der os, der begynder at mangle det efter kortere tid. Og det er ikke fordi vi behøver date nights hver tredje uge, men i hverdagene har jeg ikke overskud til middag og vin, når børnene er puttet. Det er som om, der altid er et barn i overskud, der er vågen, når vi er, og i de få timer, der ikke er, ender vi ofte med hver vores computer og serier.

Det lyder helt trist, når jeg siger det højt, men det er det selvfølgelig ikke. Vi er bare to voksne mennesker, der bruger alt vores energi på to børn, og så er der ikke meget overskud til hinanden. Især når den ene også studerer igen, og den anden er selvstændig. Farvel alenetid.

Jo længere tid der går, jo sværere kan det være at finde tilbage

Jo længere tid der går, jo sværere kan det være at finde tilbage til hinanden. Og det er ikke fordi man SKAL finde tilbage til livet før børn, men der gemmer sig stadigvæk så meget historie, minder og kærlighed, som man gerne vil have frem. Jeg vil gerne te mig dumt, have det sjovt og ikke bekymre mig om morgendagen. Det skal nok komme. De gode øjeblikke, hvor det ikke handler om andet end at være sammen, os to, værdsætter jeg også meget højere, da de er så få.

Hvad så i dag? Vi har egentlig mulighederne for at tage ud, men vi får aldrig rigtigt fundet en dag, aftalt pasning eller på nogen måder husket os selv. Hvis vi endelig er ude, er det hver for sig. Det er jo meget nemmere. Det er klart en dårlig vane, da det langsomt bliver vores nye hverdag. Vi skal bryde de her rutiner og prioritere os sammen. Første spadestik er taget, og jeg håber på mange hyggelige aftener og fritid bare os to.

Når man savner den mand man ser hver dag

Det er skørt, hvordan man kan savne en person man ser hver dag. Mellem bleskift, diskussioner med en 6-årig og manglende søvn. Han er jo lige foran mig. Det er især i hverdagens hamsterhjul hvor kærligheden kan blomstre, og jeg er helt med på at det er de små ting, der gør forskellen, men jeg vil stadigvæk give min højre arm for et spaophold, en god middag eller en tur i bio.

Det kommer. Om få år har vi sikkert glemt den her periode i livet, men når man står i det føles det som om man mangler noget. Hvor vi ikke bare er mor og far, og rigtig gode samarbejdspartnere, men også mand og kone med behov for tosomhed. Vi tyvstartede allerede i går, hvor Sylvester blev passet og Nola blev puttet kl. 19. Vi havde hele 2 timer til at lave mad, spise og se film. Altså inden jeg gik kold kl. 21 i sengen. Små skridt, ikke?

Hvad fanden gør I andre?

Til gengæld er vi kommet ualmindeligt langt siden dengang, hvor jeg smed min forlovelsesring væk..

Skriv en kommentar

 

2 kommentarer

  1. Hej søde du.

    Jeg har kun 1 barn på 16 måneder. Og er ikke sammen med barnets far. Men er sammen med en ny skøn mand, som jeg har været sammen med i 10 måneder nu. Han kom altså ind i mit liv, da min datter var 6 måneder. Hun har aldrig sovet godt og gør det stadig ikke. Så er altid træt. Altid. Men uanset hvad. Så er vores prioritet, når hun er puttet, at knalde. Vi er selvfølgelig også nyforelskede. Men det virker. Knald, knald, knald. Og ros, ros, ros.

    1. Elsker dit tip! 😍 Nyforelsket eller ej, så går det bare bedst, i hvert fald hos os, når vi prioriterer hinanden, siger søde ting og er kærlige. Dejligt du har fundet kærligheden ❤️