Kedelig, intetsigende og normal?

^ Billedet er taget af dygtige Renate

Så blev det torsdag. En smuk en af slagsen endda, hvor de lover sne senere?! Jeg troede ikke helt på det i starten, men ifølge min vejr app er den god nok. Der er en høj chance for sne omend jeg tror og håber på det er en fejlvurdering eller forsinket aprilsnar hos vejreksperterne.

Min dag startede godt. Og ganske normalt. Vækkeuret ringede kl. 06. Et kvarter senere stod jeg foran min venindes lejlighed, hvor vi startede vores løbetur langs havneringen. Ja, jeg er en af dem nu. Løberne..

Hjem igen og i bad, hvorefter jeg kunne sende Sylvester i skole (Rasmus afleverer de dage han er hjemme). Lige om snart skal jeg ind til byen, hvor jeg skal hjælpe nogle søde specialestuderende med et interview, og derefter har jeg afsat en masse tid til skriveprocessen. Som regel sidder jeg på en café eller et bibliotek og arbejder. Jeg henter Sylvester på vej hjem, og kl. 16.30 står på den på familietid, praktiske gøremål, aftensmad, putning og til sidst “fald sammen på sofaen af træthed” øjeblikket.

Udover jeg er selvstændig, tænker jeg den slags dage ligner de flestes. På sin vis er det positivt, men på den anden side måske lidt kedeligt? Jeg er i hvert fald begyndt at få screenshots fra forskellige online forums, hvor jeg åbenbart, nogle gange, bliver diskuteret. Sidst gik det på at jeg har gjort et eller andet “bloggeragtigt”, og så kører tråden ellers med et par enkelte kommentarer på hvor kedelig, normal og intetsigende jeg er.

Og det er slet ikke fordi det rører mig. Jeg vil faktisk blot bekræfte den påstand. JA, jeg er normal. JA, jeg lever et trivielt (men ikke desto mindre skønt) liv. JA, jeg er måske ikke det mest spændende eller dramatiske menneske i dejlige Danmark. Det der fik mig til at grine lidt for mig selv var, at vi jo alle er lidt halvkedelige, når det kommer til stykket.

Det er virkelig de færreste mennesker, der lever et liv, hvor der sker vilde ting hver dag og hvor man kan overraske gang på gang. Det er ikke præmissen, når man læser blogs. I hvert fald ikke for mig. Jeg følger netop med hos folk, der har et liv jeg måske kan spejle mig i på nogle punkter. Især i hverdagsindlæggene, som jo er det der fylder hos de fleste. Måske kan jeg endda kende mig selv i nogle af de tanker de har. Om ikke andet nyder jeg at se hvordan andres hverdag fungerer.

Folk skal have lov til at snakke lige så meget de vil. Det må de mere end gerne. Så længe jeg ikke skal involveres. Jeg ved ikke om det er branchen, der har givet mig ekstra hård hud, men der skal virkelig meget til før jeg bliver ramt. Folk vil altid snakke. Om du har en blog eller ej.

Om ikke andet fik de screenshots mig til at tænke hele den her sociale medie verden igennem. Jeg vil godt medgive, at jeg kan have perioder, hvor jeg bliver træt af mig selv. Sådan rigtigt træt. Det er ligesom bagsiden af at leve af sit eget brand. Omvendt er der mange dage, hvor jeg føler jeg får skabt en bro mellem os. Hvor et tip eller indlæg giver mening for en anden. Eller hvor der tikker en direkte besked ind om hvad forskel et bestemt billede eller tekst har gjort for dem.

Jeg forventer ikke 100.000 følgere. Igen.. jeg er normal, og jeg lever et forholdsvis udramatisk liv, hvor jeg foretrækker at værne om det private. Til gengæld kan jeg godt lide at skrive personlige indlæg og interagere med de 25.000 læsere på bloggen og mange andre på de øvrige kanaler. Jeg er faktisk ret stolt af hvor langt jeg er kommet, og jeg trods alt har opbygget alt det her helt selv. Det kan ingen nogensinde tage fra mig. Og så kan det godt være jeg den ene dag skriver om serier, jeg ser i min sofa og dagen efter chokolade fra Rema. Andre dage er jeg måske ude af huset hele dagen. Det er bare livets kontraster.

Jeg tager det ikke personligt, hvis folk ikke bryder sig om mig. Heller ikke selvom de kun “kender” mig online. Jeg tager det heller ikke personligt, hvis de finder mig for normal eller uinteressant. Alt er okay. Jeg er præcis hvor jeg skal være lige nu med de mennesker jeg møder på min vej.

Om et år ser tingene måske helt anderledes ud. Hvem ved. Så længe man har hjertet med i det man gør, og det har jeg stadigvæk. Jeg har det så fint med bare at være mig. Med leverpostej, kirsebærtræer kl. 07 om morgenen (ja, det var det værd til trods for de to grader), modvind, søde børn, sure børn, hverdagens trummerum og øjeblikket lige her og nu.

Må jeres torsdag være fyldt med søde børn, korte køer i supermarkedet og sol i ansigtet 🌸

Skriv en kommentar

 

6 kommentarer

  1. Det er derfor jeg så godt kan lide dig og din platform. Jeg føler jeg kan spejle mig i dig, og din hverdag. Tror nu heller ikke at nogen lever det vildeste liv hver dag, og det ville nok også blive lidt for meget. Vi har nik alle brug for en serie i sofaen og en leverpostejsmad en gang imellem ! 🙂

    1. Mange tak! Jeg ved heldigvis at der er mange der nyder at følge med, og det er jo det vigtigste 💛

      Og det tror jeg du har ret i, men nogle er bedre til at få deres liv til at fremstå vildt eller dramatisk, og da blogs for mange handler om at stille nysgerrigheden, sælger det måske bedre i sidste ende 🙈

  2. Hvor fint og velreflekteret skrevet!
    Jeg synes du skriver nuanceret og sobert, og har fulgt dig længe – omend jeg er ringe til at få kommenteret.
    Forstår ikke helt hvorfor folk gider sidde og hidse sig op over bloggere online – de kan jo bare vælge at lade være med at læse, hvis det ikke er deres smag?

    1. Mange tak! Jeg havde ingen idé om du læste med hos mig. Det er da et kæmpe kompliment ❤️

      Jeg tror heller ikke de følger med hos mig, men de kan stadigvæk have en holdning til at man er kedelig, normal eller uinteressant. Det er så fint med mig. Det er mere det, at man forventer at folk skal leve et vildere liv end dem selv. Det gør de færreste jo 😅

  3. Du er da lige præcis så dejlig og nede på jorden at man kan mærke dig, uden overhovedet at kende dig. Jeg NYDER at følge med hos dig og jeg synes at du skinner så godt igennem 🙂