Det skal jeg i maj (ferie i Rom, sparsommelighed og refleksion)

Det er muligvis lidt modsigende, at maj måned både indeholder en miniferie ned til min far og sparsommelighed, men den er god nok. Det ene udelukker ikke det andet, og ferien har været planlagt og betalt for længst. Men vi glæder os. Rasmus har arbejdet så meget de seneste par måneder, at jeg ikke føler vi har set hinanden alle fire. Altså det har vi jo, men kvalitetstid allesammen er ved at være længe siden. Og det er tiltrængt!

Dét og mange andre ting byder maj måned på, og jeg glæder mig. Både til de kommende oplevelser, men også til fortsat at gennemgå den proces jeg gør. Jeg har nemlig fundet en ro i det jeg laver. Ikke at jeg ikke har haft den før, men det er på en ny måde, hvor jeg har lært jeg kan bruge mine platforme på en anden måde end jeg hidtil har gjort.

Statistikker, kampagner og penge er ikke vigtige længere. Eller det er det jo på sin vis, fordi det er mit job, men når jeg gør det, jeg synes er sjovt, uden at have præstationsangst eller få dårlig samvittighed, så kommer det andet faktisk ad sig selv. Skørt nok. Det behøver ikke være så kompliceret.

Men inden jeg fortæller for meget, vil jeg langt hellere skrive lidt om hvad min maj måned byder på. Der er intet nyt i den slags indlæg, men de er ganske hyggelige, og for mig er det en god måde at få sat ord på alle de ting, der skal ske, man glæder sig til eller som er vigtige lige nu.

I maj måned skal jeg

.. Som sagt til Rom. Vi har ikke set min far eller resten af familien siden dåben, og det er ved at være 2,5 år siden vi sidst har været i Rom. Maj måned er den perfekte måned at tage til Italien. Der er hverken for varmt eller koldt, og med en pige på 1 år er det nu meget rart. Vi har hele fem dage i min yndlingsby, og jeg glæder mig til tiramisu, karafler med vin, sorbet og parmesan. Og selvfølgelig at bruge tid med min familie. Vi bor forresten lige her på min fars hotel. Husk også at læse min Rom guide, som I finder lige her.

.. Have lysnet håret. Sanne, som jeg har mødt gennem de sociale medier, har inviteret mig forbi hendes salon Hair Stories (reklame). Mit hår er blevet mat og gulligt, da det snart er 8 måneder siden, jeg sidst var afsted. Jeg var faktisk allerede afsted i dag og resultatet kan ses henne på min Instagram (hvorfor kan man aldrig sætte sit hår på samme måde som frisøren?)

.. Indrette terrassen, fjerne ukrudt og gøre haven sommerklar. Det er ikke noget jeg glæder mig til, men når det er gjort bruger vi altid meget mere tid udenfor. Vi skal bare lige have fundet en dag. Optimalt set vil jeg gerne indrette den i små områder, som indbyder til noget forskelligt. Vores terrasse er så stor, grå og firkantet, at det er nødvendigt, så det ikke ser tomt ud. Jeg overvejer nærmest en (pæn) presenning, så vi kan have puder og pæne møbler derude uden de går i stykker. Er det måske for 90’er?

.. Til 90’er fest. Ja, vi bliver åbenbart i det årti. Så siger jeg heller ikke mere. Måske man skulle følge med på Instagram den dag. Det bliver ømt. Ej, det er måske lidt corny, men hold op det er sjovt. Her er der plads til alle typer, og det er tredje gang jeg skal afsted.

.. Også huske at tage den lidt med ro. Lige nu er vi ramt af sygdom herhjemme. Desværre også Nola igen. Det er hårdt, og det er okay at sige nej til ting og kun være herhjemme mens det står på.

.. Spise sushi. Af en eller anden grund er det alt for lang tid siden.

Hvis jeg nu ikke skulle noget andet, ville jeg

.. Tage forbi Copenhagen Rosé Festival den tredje weekend i maj. Vi er i Rom den weekend. Det lyder ellers helt magisk. Hvem elsker ikke rosé?

.. Kigge forbi Marathon i Københavns gader den 19. maj. Ikke for at løbe, men for at støtte op om de seje løbere. Der er en helt særlig stemning netop den dag. Jeg kommer aldrig til at løbe et marathon, men jeg ser gerne andre gennemføre sådan en præstation.

.. Sælge ud til loppemarked på Islands Brygge søndag den 12. maj. Jeg har heldigvis en stand til loppemarked samme sted gangen efter, men jeg kunne sagtens bruge flere dage. Jeg har samlet så meget sammen, der kunne bruge et nyt hjem. Måske er det noget for jer?

Jeg tænker for tiden især på..

.. Hvordan jeg kan bruge mine sociale medier, så de giver endnu mere mening for mig. Både i forhold til at løsne lidt op for alvoren og skabe fællesskab på tværs. Jeg elsker æstetik, og det mener jeg godt jeg kan bevare selvom jeg også viser andre sider, der er mindre “pæne”. Jeg har ikke regnet den helt ud, og jeg er egentlig også et godt sted i livet, hvor der ikke sker noget dramatisk eller det store følelsesmæssigt.

.. Om jeg kan blive bedre til at spare op. Jeg har jo ikke brug for mere, og jeg vil langt hellere opleve ting, men hvordan skærer man mest muligt fra uden at mangle noget? Både i forhold til abonnementer man har tilmeldt sig, mobilregninger, der måske kan blive mindre og andre udgifter. Jeg skal også blive bedre til ikke at webshoppe. Ikke at det er slemt, men nogle gange ender jeg altså med noget, som jeg sælger igen kort tid efter. Det har jeg jo ikke brug for.

.. Hvor dårlig smag nogle folk må have i munden, når de taler dårligt om andre. Det er sket en håndfuld gang alene i år, at folk jeg ellers har hængt ud med, har talt dårligt om mig eller andre kollegaer, jeg holder af. Om ikke andet skal man nok være lidt strategisk med hvem man siger det højt til, da det jo nemt ender hos dem det ikke var tiltænkt. Man brænder godt nok mange broer på den led. Og det er ikke fordi det er sket ofte i de 7 år jeg har blogget, men når tingene går godt, eller man er en del af noget nyt (som det her), er der nogle folk, der har det rigtig svært med det. Folk er ikke altid så gode venner, som det måske fremstår online. Jeg har heldigvis også mødt en masse rare mennesker, og dem holder jeg godt fast i.

.. At jeg alligevel ikke kan gøre noget ved det. Det er ikke min tid værd. Hvad andre folk går og siger bag min ryg, er jo ikke mit problem.

.. At jeg godt kunne blive forfalden til spraytan. Jeg ser jo en million gange mere frisk ud, når jeg lige har fået en omgang kulør. Mere af det i 2019. Jeg kommer alligevel aldrig til at solbade igen.

.. Oplevelser. Jeg kan næsten ikke få nok af det. Om det er en frokost med familien, en gåtur i Botanisk Have, en miniferie eller en restaurantoplevelse. Jeg har lyst til at opleve og se Danmark på nye måder og med nye øjne. Både med børnene og for mig selv. Har I haft en god oplevelse på det seneste? En film man skal se? Et sted man skal spise? En tur man skal tage på? Godt vi går lysere tider i møde, og der venter en lang sommer foran os.

Hvad byder jeres maj måned på? Har I tænkt på noget særligt eller hvad fylder hos jer? Hvad ser I gerne mere af i jeres liv?

Skriv en kommentar

 

2 kommentarer

  1. Hvor lyder det bare som en dejlig maj måned og hvor er det dejligt med al den ærlighed i det her indlæg! Det er altså en fornøjelse at læse.

    Jeg har lige sagt mit studiejob op, så jeg håber, at maj måned byder på mere ro og tid til at passe på mig selv.

    Jeg skal også til Aarhus to gange her i maj (bl.a. Denne weekend) for at se min søde kæreste. Det bliver også rigtig, rigtig skønt!

    Jeg skal bare bruge måneden på at finde en til mig selv igen efter nogle måneder med frustrationer og forvirring…. Så keywords for maj må være ro, glæde og selvkærlighed <3

    1. Tusind tak Camilla ❤️

      Hvor er du sej, at du har sagt jobbet op for at passe på dig selv og finde ro. Det er vigtigt. Dejligt du mærker efter og omgiver dig med det du har brug for 👏🏻