Planer og intentioner for juli

Fanø liv

Hej fra Fanø. Vi ankom sent i går aftes til ferielejligheden. I dag er alt godt, men i går var der en mindre krise. Jeg var som bekendt på Roskilde Festival både torsdag og fredag, hvilket betød at jeg, udover en slem hovedpine, heller ikke havde pakket endnu. Jeg stod ellers tidligt op i går og fik styr på mine ting. Rasmus havde styr på alt andet.

Læs også:
Min Fanø guide og Esbjerg guide, der er sprængfyldt med gode tips

Men lige pludselig kunne tingene ikke være i bilen og det styrtede ned i København under bilpakningen, så vi blev gennemblødt, Nola skreg og var træt, vi manglede stadigvæk nogle ting indenfor og mit hår begyndte at klø helt vildt, hvilket resulterede i at jeg var overbevist om jeg havde lus for første gang siden 1. klasse. Ret dum konstatering. Jeg blev hysterisk, folk stressede og Nola var træt. Vi skulle oprindeligt have kørt kl. 11, men jeg træk stikket. Nola blev puttet i sin egen seng, jeg tog en lur og afsted kom vi kl. 15. Med ro på igen (og lidt dårlig stemning mellem Rasmus og jeg.. hvornår lærer vi det?).

Turen gik okay. Bortset fra Nola ikke elsker at køre i bil som sin storebror. Hun gider det godt i en 15 minutter, men derefter keder hun sig og vil ud af autostolen. Så det blev tre lange timer til Fanø færgen, som vi heldigvis ikke skulle vente på så længe. Kl. 19.30 parkerede vi bilen og flyttede de 51 kufferter, rejseseng, dyner, puder, madvarer, håndklæder, legetøj, og hvad ved jeg, ind i lejligheden.

I dag har været en anden snak. Nola stod op kl. 04.30, Sylvester og jeg sov til kl. 09.30 og de andre to sover igen nu, fordi de var oppe før fanden fik sko på. Lige nu tegner Sylvester i sin malebog mens jeg skriver det her indlæg. Vi har allerede forsøgt os med en fælles løbetur (så stor en dreng har jeg efterhånden) og besøgt en legeplads. Det skal nok blive godt. Planen var aldrig at udrette det store herovre. Derimod var planen at slappe mest muligt af, og hvad bedre end at indlogere sig på en rolig ø med få mennesker og Danmarks bredeste strande?

Og nu til det som indlægget også skulle handle om. Nemlig mine planer og intentioner for juli måned.

1. Vi skal nyde vores første lange fællesferie siden september. Først en uge på Fanø, derefter to dage i Aarhus og til sidst halvanden uge hjemme på Bryggen. Det er lige til at overskue. Til de af jer, der spørger, så har vi lejet den her ferielejlighed på Fanø. Det var simpelthen så billigt i højsæsonen, og lejligheden både ligger godt og har en perfekt størrelse til os fire, at vi sprang til.

2. Jeg har nogle kampagner, der skal forberedes og eksekveres. Det gør mig dog ingenting. Jeg elsker at vinkle en kampagne og gøre mig umage. Jeg synes sagtens man kan gøre betalt indhold relevant, hvis blot man dykker ned i det og gør det til sit eget. Det er faktisk meget sjovt at udfordre sig selv.

3. Jeg skal have dybe snakke og begynde at løbe nogle flere ture med Sylvester. Det er som om hvert nyt alderstrin bliver bedre og bedre. Det glæder jeg mig ærlig talt også til med Nola. Hun er bedårende og sjove, men alting bliver nemmere, når de rammer 3 år.

4. Jeg skal også læse nogle bøger. Jeg læser aldrig. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg glemmer at prioritere det. Jeg har allerede fået læst lidt i weekenden. Lige nu er jeg igang med Krokodillevogteren og The Couple Next Door. Begge bøger jeg har haft liggende i et lille år.

5. Og så er vi igang med at se en masse film sammen. I går genså vi den sjove Yes Man, og jeg tænker ferien skal bruges på serier, film og interessante dokumentarer.

6. Jeg skal til udendørsyoga på Islands Brygge. Jeg har desværre ikke dyrket så meget yoga efter jeg fødte anden gang, og det kan min krop godt mærke. Heldigvis har Pakhus Yoga igen i år gratis udendørsyoga på plænen ud mod vandet hver lørdag kl. 09. Ses vi?

7. Og så har jeg bestilt tid til massage. Endnu en ting, jeg “glemmer” fordi det løber op økonomisk, men altså.. Jeg bliver så glad og afslappet, og det er det hele værd.

8. Vi er også nødt til at lave noget uden børn. Rasmus og jeg. Selvom ferie med familien er hyggeligt, er det ikke her vi får dyrket parforholdet, og det trænger det til.

9. Jeg skal deltage i ”Innocent Tidy-up Tour”. Det går kort fortalt ud på, at en plast-indsamlingsbus kører gennem Sverige og Danmark henover sommeren. I Danmark stopper bussen to steder, og hvert sted inviteres alle til at hjælpe med at indsamle skrald og plast i deres lokalområde. Efter indsamlingen donerer Innocent 50 kr. pr. kg. indsamlet plastik til Plastic Change. GENIALT. De kommer forbi Frederiksberg Have 23-25/7 og Islands Brygge 26-28/7. Vidste I godt, at juiceflasker nu bliver en del af pantsystemet? #hurra

10. Sidst men ikke mindst vil jeg suge alt det hygge og kvalitetstid ud af måneden, som det er muligt. Når august rammer er det tilbage til skole, arbejde i normalt omfang og opstart i vuggestue. Det er sjældent vi har næsten tre ugers sammenhængende ferie i juli. Jeg tror aldrig det er sket før, så det er med at nyde det.

Hvad skal jeres juli måned indeholde? Hvad har I af planer og hvad drømmer I om?

Skriv en kommentar

 

6 kommentarer

  1. Hvor bor i henne på Fanø? Kunne godt selv tænke mig at tilbringe en uges tid derovre med mand og barn i løbet af sommeren 😊

  2. Her er måneden startet ud med sygdom – Rosa er heldigvis frisk igen, men jeg får det nærmest bare værre og værre. Så nu er hun i vuggestue igen, indtil der venter 2 ugers ferie. Vi skal måske et smut til Jylland for at besøge et vennepar, hvis logistikken kan gå op, for der er også lige nogle hospitalsbesøg for både mit og Christians vedkommende. Og så skal Rosa have en overnatning hos sin mormor, mens vi tager en på hotel/spa netop også for at pleje parforholdet <3

    http://nouw.com/satinawandel

    1. Øv, sikke en ærgerlig start. Håber snart I er ovenpå igen. Godt I har både ferie og voksentid at se frem til ❤️