Planer og intentioner for oktober

Oktober

Jeg havde ambitioner om at udgive det her indlæg i morges, men sandheden er, at jeg er ramt. Af jetlag, træthed og dovenskab. Det har jeg slet ikke tid til, men lige siden vi landede i mandags, har jeg drømt om søvn (og mad). Det er som om det tager mig langt længere tid denne gang sammenlignet med andre ferier. Måske fordi det falder oveni min menstruation? Kan man komme for lavt ned i gear, haha?

Jeg har i hvert fald svært ved at omstille mig igen. Til de tidlige og mørke morgener, deadlines, møder, arrangementer og planlægning. Jeg vil bare gerne trække feriestemningen lidt. Ala det Fanø Tempo, jeg talte om her.

Men alle er glade. Nola hvinede af lykke, da hun blev genforenet med sin vuggestue. Hun hverken gider sige farvel eller med hjem, når vi henter hende. Sylvester savnede også sin skole og ikke mindst fritten. Han har allerede efterårsferie nu på fredag igen, men han skal afsted i fritidshjem i næste uge, da hverken Rasmus eller jeg kan tage fri igen. Vores ferie er opbrugt for i år.

Oktober er allerede godt igang for de fleste, men for mig er den først lige startet, og derfor tillader jeg mig også at dele mine planer og intentioner lettere forsinket. Der er trods alt tre uger tilbage, og på den tid kan man nå mange rare ting.

Planer og intentioner for oktober

1. Jeg skal tilbage i arbejdsmode. Ikke at jeg på noget tidspunkt er stoppet, men jeg vil gerne blive mere strategisk omkring min arbejdstid. Jeg har tidligere været god til at “blocke” min tid, så jeg kunne adskille arbejde og fritid, og det skal jeg genfinde. Jeg har sådan en smart timer, hvor jeg udfordrer mig til at nå en masse på eksempelvis 30 minutter, hvorefter jeg har 15 minutters “pause”. Præcis ligesom, da jeg skrev mit speciale.

2. På søndag tager jeg min familie under armen og kører mod Bakken. Jeg har en kampagne for dem, hvilket jeg er ret så glad for. Bakken har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Mest af alt fordi min familie i mange år boede lige op ad Dyrehaven, hvor Bakken var et fast besøgsmål. Det gode er, at man sagtens kan tage derud uden at skulle betale for indgangen. Om det er om sommeren (vi har fejret Sankt Hans derude nogle år) eller de mange andre årstider, er underordnet. Det er lige skønt hver gang, og ikke mindst med gåtur i Dyrehaven bagefter. Denne gang er det med fokus på efterårsferien, som starter nu på fredag. Det kom ærlig talt bag på mig, at vi allerede er så langt henne i 2019.

3. Jeg skal optage nogle nye afsnit af Gåsehud Podcast. Selvom det kun har 9 måneder på bagen, har Nanna og jeg samlet en meget engageret lytterskare. Vi har ca. 3500-4000 aflytninger per afsnit og en meget dedikeret privat Facebook Gruppe. Det lyder måske ikke af meget, men i forhold til det er et nicheemne, er det ret godt. Jeg er stolt. Mest af alt fordi jeg holdte ud i foråret, da det var nemmest at lukke ned. Jeg er så glad for at kunne engagere mig i noget helt andet, når navlepilleriet bliver trættende. Jeg forudser, at mediet kommer til at overtage en stor del af budgetterner om nogle år, men det er en helt anden (og meget spændende) snak.

4. Skrive et indlæg om en myte, jeg gerne ser blive aflivet. Hvor mange tror at aluminium i deodoranter er noget man skal undgå for alt i verden? Ret mange, og jeg har selv været der. Sandheden er bare, at det er så lave mængder, der er i deodoranter, og både Miljøstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse har vurderet, at påstandene er utilstrækkelige. Vi indtager langt mere i vores daglige kost, men meget mere om det snart. Er der andre “skønhedsmyter” du har fundet ud af var varm luft?

5. Til en masse lanceringer. Oktober måned er åbenbart den måned, hvor alle gerne vil fejre deres lanceringer, og det støtter jeg gerne op om. Selvom man måske ikke altid lige orker det i øjeblikket, er det sådan en fin måde at støtte op om hinandens arbejde. Forhåbentligt resulterer det også i en masse spændende snakke med kollegaer. Efter den her sag, er der i hvert fald masser at tale om..

6. Nyde at Rasmus er tilbage i vante rammer som redder. Før vi rejste væk, var han i hospitalspraktik, da han er ved at uddanne sig til behandler. Det mindede mig om, hvor taknemmelig jeg er for hans skiftende arbejdstider og den hjælp det giver mig, når jeg er selvstændig. Samtidigt er det monsterhyggeligt, når han er på nattevagt og Sylvester sover hos mig.

7. Fejre at Boom Agency har flere bloggere på vej og ikke mindst nye ansatte. Min agent er gået på barsel, og i stedet har vi fået selskab af to seje kvinder, der skal føre Boom Agency videre ud på sin rejse. Jeg glæder mig til at være en del af det.

8. Fejre Halloween med min familie og ikke mindst Gåsehud-lytterne. Jeg er en ægte gyserfan, og jeg skal både forbi spøgelseshuset i Tivoli og til Halloween arrangementer rundt omkring i byen. Jeg håber lidt jeg kan lokke Sylvester med ind på Nationalmuseet, der forvandler sig til et uhyggeligt landskab i børnehøjde.

9. Fylde mit hjem med evighedsbuketter fra Keeps, som er en sej iværksætter, der har startet en evighedsblomst-business. Jeg er ikke den bedste til friske blomster, og har tendens at slå dem ret hurtigt ihjel, og derfor er evighedsbuketter geniale til en som mig, der ikke gider skifte ud hver uge. De holder op til et år, så længe man ikke placerer dem i direkte sollys, og det taler altså til mig. Derudover er de vildt flotte at se på! Nærmest helt eventyrlige.

Hvad skal I bruge oktober måned på? Har I nogle (uhyggelige) planer, drømme eller gøremål?

Skriv en kommentar

 

6 kommentarer

    1. Jeg synes ellers den så så rolig ud, men her halvvejs kan jeg godt se hvad du mener 🙈

      Hvor hyggeligt! 3 uger til Spanien lyder som en drøm 😍